351

Elefanterne er paa Grund af sin Lærvillighed, Lydighed og store Styrke overordentlig nyttige Dyr, og de tæmmes derfor; dog finder dette kun Sted med den asiatiske Elefant.

En af de Maader, man fanger dem paa, er følgende. Det hænder ofte, at Hanelefanter gaar enkeltvis omkring, 352og de gjør da megen Skade; men da det altid er kraftige Dyr, søges de meget. Det er imidlertid en Ting at se en vild Elefant og en anden at fange den; forat gjøre dette bruger Jægerne to tamme og dresserede Hunelefanter. Saasnart disse kommer i Nærheden af Eneboeren, begynder de listige Dyr at spadsere langsomt henimod den og græsse ganske rolig, som om de slet ikke havde noget isinde, men kun var ude at gaa en Morgentur. Snart naar de hen til sit Offer og giver sig i Snak med det, — det vil naturligvis sige i Elefantsnak. Imidlertid holder Jægerne sig beredte, og naar de ser, at den vilde Elefants Opmerksomhed er optagen af de tamme, lister de sig bag paa den og binder alle dens fire Ben sammen med sterke Tauge, hvormed de to Hunelefanter er dem behjelpelige. Hvis de er i Nærheden af et Træ, binder Jægerne den strax dertil; i modsat Fald omvikler de dens Bagben med et tykt Taug, hvis Ender slæber langs hen ad Jorden. De to forræderske Elefanter gaar da bort, og naar den anden forsøger paa at følge dem, merker den først, hvorledes det er fat med den. Dens Raseri ved saaledes at være bedragen er frygteligt, og den tumler afsted, saa godt den formaar. Saasnart den kommer forbi et Træ, vikler Jægerne øieblikkelig Tauget omkring det, og den er da en hjelpeløs Fange. Stundom, naar den er meget voldsom, kommer de to Hunner til og prygler den med sine Snabler, indtil den bliver rolig; men i Reglen er Baandene tilstrækkelige. Man lader den da sulte i nogle Dage, og naar den derved er bleven fuldkommen tæmmet, føres den bort af de to Hunner og underkastes den sedvanlige Dressur, saa at den, et Par Maaneder efterat den fri for om i de uhyre Skove, er bleven til en lydig og taalmodig Slave.

Det er besynderligt, at de tæmmede Elefanter, som bruges til denne Jagt, synes at more sig fortræffelig derved og udfolder den største Kløgt for at naa sin Hensigt. Men de kunde ikke gjøre saameget Gavn, naar de ikke var i Besiddelse af den merkelige Snabel. Elefanten ved imidlertid ogsaa at sætte Pris paa den og er yderst forsigtig med at beskytte den mod al Overlast, og derfor ruller den den ogsaa ofte sammen, ligesom Insektet gjør det med sin Sugemund, og pakker den ned imellem sine Hugtænder. Den er saa fintfølende paa 353dette Lem, at Rytteren mer end en Gang har afværget en opirret Elefants Angreb blot ved at prikke den i Snablen med sin Stok. Engang var en Driver saaledes nødt til i flere Dage og Nætter uafladelig at blive siddende paa dens Ryg, forat ikke det rasende Dyr skulde vende sig imod ham; men selv under disse Omstændigheder lykkedes det ham at holde dens Snabel borte, naar den udstrakte den efter ham for at rive ham ned og kaste ham til Jorden.

Vi vil nu give en Beretning om en Elefantjagt paa Ceylon, fortalt af en af Deltagerne.

„Vi gik langsomt op ad Bjergene,“ — siger Fortælleren, — „i samme Retning som Veien, der løb nede ved deres Fod, og havde en smuk Udsigt over Egnen. De indfødte var netop synlige langt forud; Frygt eller Dovenskab hindrede dem fra at komme hurtig frem. Vi vilde til at stige høiere op, da min Ven Hofer henledte min Opmærksomhed paa en forunderlig Bevægelse i det høie Græs i Nærheden af de indfødte, som flygtede bort i alle Retninger. I næste Øieblik saa vi en stor Elefant med Hugtænder fare ud af Buskadset og lige henimod dem.

Man kan neppe tænke sig noget frygteligere end et Angreb af en ophidset Elefant. Med Snablen løftet i Veiret, medens den giver sit Raseri Luft i vældige Brøl, farer den afsted med en Hurtighed, som man ikke skulde tro var mulig, naar man ser Dyrets uformelige, svære Krop. Buskene bøier sig for den, naar den iler frem; Trærnes Grene knækker med en skarp Lyd; de opskræmmede Dyr i det nærliggende Buskads skriger, tuder, hyler, brøler til det yderste, enten af Frygt eller af Vrede, og hele Luften gjenlyder af Larmen.

Vor Bagage blev naturligvis kastet til alle Sider af de indfødte, da de ilede henimod de nærmeste Trær. Elefanten standsede et Øieblik ved disse Sager, men kun et Øieblik; idet den derpaa slyngede en Vadsæk høit op i Luften, løb den videre med vilde Brøl. Da de indfødte er flinke til at klatre, var de alle oppe i Trærne og tilsyneladende i fuldkommen Sikkerhed, inden den naaede dem — med Undtagelse af en Stymper. Hans ene Ben hang endnu ned, da Elefanten kom til Træet; formodenlig havde Frygten hindret ham i at komme hurtig nok op. For de andre, der sad i Trærne, 354og for os, der stod paa Bjerget, saa det ud, som om Manden var saa høit oppe, at det opbragte Dyr ikke kunde naa ham med Snablen. Om han alligevel blev greben af denne eller kun fik et Slag eller faldt ned af Frygt, kan jeg ikke sige; — men snart efter saa vi ham styrte ned paa Elefantens opløftede Hoved. Et Øieblik efter hvirvledes den ulykkelige Mand høit op i Luften og faldt kort efter ned med et frygteligt Dump, — men kun for strax at søndertrampes af Elefanten.

Dette, som kun varede nogle Øieblik, syntes kun at forøge Uhyrets Raseri. Det for imod det nærmeste Træ, i hvilket to af Flygtningerne sad, og dets brede Pande kom med dundrende Kraft paa Stammen, saa det rystede i hver en Kvist. Elefanten slog og grov om Rødderne med sine Hugtænder; den omslyngede Træet med sin Snabel, trak sig lidt tilbage og løb atter imod det med sin brede, tunge Pande, saa det bragede; men endnu viste Træet ikke Tegn til at falde, — det havde kun faaet en liden Hælding imod den ene Side. Imidlertid klyngede de to Stakler sig til Træet af alle Livsens Kræfter og raabte og skreg for at hidkalde Hjelp eller i det frugtesløse Haab, at de skulde bortskræmme Dyret.

Medens alt dette foregik, havde vi igjen ladet vore afskudte Rifler, og efter at have besteget vore Heste fik vi Elefantens Opmerksomhed bort fra de indfødte ved at skrige. Vi holdt rolig paa vore Heste paa Bjergets Side, — vore Tjenere var flygtede op i de nærmeste Trær.

Vi vidste, at det var unyttigt at fyre paa Lykke og Fromme eller i nogen stor Afstand, og at den eneste Udsigt til at nedlægge den var afhængig af godt Sigte og Dyrets Nærhed, naar vi skjød. Vi afventede derfor dets Nærmelse, saa rolig som vi formaaede; men førend Elefanten kom paa Skudvidde, forskrækkedes min fortræffelige Hest ved, hvad den saa, og satte i fuldt Firsprang ned ad den steileste Del af Bjerget. Hvad der blev af Hofer, vidste jeg ikke dengang, skjønt jeg hørte det skarpe Knald af hans Riffel bag ved mig, da jeg blev baaren afsted i rasende Fart. Som jeg senere erfarede, havde hans Hest teet sig fortræffelig uden at røre en Fod, før han havde fyret. Senere opdagede vi ligeledes, at hans Kugle var trængt ind i det venstre Øie og maa have forvoldet Elefanten en ulidelig Smerte; men Skuddet var ikke 355[?]ødeligt. Hofer dreiede da sin Hest rundt og fulgte nu ned ad Bjerget, da han vel vidste, at Elefanten paa Grund af sit Hoveds store Vægt ikke med nogen Hurtighed kunde komme ned ad en steil Skraaning. Der var imidlertid den Forskjel imellem os, at medens min Hest havde Bidslet imellem Tænderne og var aldeles ustyrlig, kunde Hofer gjøre med sin ganske, som han vilde. Elefanten arbeidede sig frem efter os med Blodet strømmende ned fra Øiet, og dens hele Udseende tydede paa overordenligt Raseri og betydelig Smerte. Da jeg næsten havde naaet Bjergets Fod, — vor Fiende var da langt tilbage, — slog Hesten i sin vilde Galop Forbenene ned i en liden Sump, hvor den sank dybt i. Jeg blev kastet langt over dens Hoved, medens den selv rullede hjelpeløs om paa Siden. Jeg slog mig ikke; men hvert eneste Øieblik var kostbart for mit Liv; idet jeg derfor sprang op, greb jeg fastere om min Riffel end ellers og satte mig i Forsvarsstilling.

Det var et spændende Øieblik. Liv og Død afhang deraf; thi Elefanten, som havde seet, hvad der foregik, ophørte med at forfølge Hofer og rettede sine Skridt imod mig. Der kunde have været Tid til at klatre op i et Træ; men jeg gjorde intet Forsøg derpaa; thi jeg brændte efter at nedlægge Uhyret.

Hofer, som saa, hvad der var hændt, holdt sin Hest an, og Elefanten, der vedblev at gaa frem, kom snart i Linie med ham, — idet dens venstre, nu dens blinde Side, var vendt imod ham. Da Hofer opdagede, at han ikke blev lagt Merke til, steg han af Hesten og gav sig til rolig at lægge an imod Dyrets Skulderblad. Netop i samme Øieblik, som jeg afskjød begge mine Løb i dets brede Pande, trængte Hofers Kugle ind i dets Side. Det eneste Resultat af denne dobbelte, samtidige Ild syntes at være det, at Dyret standsede et lidet Øieblik; derpaa løb det en Snes Skridt videre frem og styrtede hovedkulds til Jorden. Saa rullede det om paa Siden og slog magtesløs paa Jorden med sin Snabel.

Min Hest havde nogle Minuter i Forveien reist sig op for i vild Galop at sprænge henad Veien; den havde ligget paa selvsamme Sted, hvor Elefanten nu laa udstrakt for os; en krampagtig Trækning gik stundom gjennem dennes Ben eller dens Snabel, — det var dens eneste Livstegn. Dens 356mægtige Krop var høiere end mit Bryst, da den laa paa Jorden.“

351

Elefantene er på grunn av sin Lærvillighed, lydighet og store styrke overordentlig nyttige dyr, og de temmes derfor; dog finner dette kun sted med den asiatiske elefant.

En av de måter, man fanger dem på, er følgende. Det hender ofte, at Hanelefanter går enkeltvis omkring, 352og de gjør da mye skade; men da det alltid er kraftige dyr, søkes de meget. Det er imidlertid en ting å se en vill elefant og en annen å fange den; for at gjøre dette bruker jegerne to tamme og dresserede Hunelefanter. Så snart disse kommer i nærheten av eneboeren, begynner de listige dyr å spasere langsomt henimot den og gresse ganske rolig, som om de slett ikke hadde noe i sinne, men kun var ute å gå en Morgentur. Snart når de hen til sitt offer og gir seg i snakk med det, — det vil naturligvis si i elefantsnakk. Imidlertid holder jegerne seg beredte, og når de ser, at den ville Elefants oppmerksomhet er opptatt av de tamme, lister de seg bak på den og binder alle dens fire Ben sammen med sterke Tauge, hvormed de to Hunelefanter er dem behjelpelige. Hvis de er i nærheten av et tre, binder jegerne den straks dertil; i motsatt fall omvikler de dens bakben med et tykt Taug, hvis ender sleper langs hen ad jorden. De to forræderske elefanter går da bort, og når den annen forsøker på å følge dem, merker den først, hvorledes det er fat med den. Dens Raseri ved således å være bedratt er fryktelig, og den tumler av sted, så godt den formår. Så snart den kommer forbi et tre, vikler jegerne øyeblikkelig tauet omkring det, og den er da en hjelpeløs fange. Stundom, når den er meget voldsom, kommer de to hunner til og prygler den med sine snabler, inntil den blir rolig; men i reglen er båndene tilstrekkelige. Man lader den da sulte i noen dager, og når den derved er blitt fullkommen temmet, føres den bort av de to hunner og underkastes den sedvanlige dressur, så at den, et par måneder etter at den fri for om i de uhyre skoger, er blitt til en lydig og tålmodig slave.

Det er besynderlig, at de tæmmede elefanter, som brukes til denne jakt, synes å more seg fortreffelig derved og utfolder den største kløkt for å nå sin hensikt. Men de kunne ikke gjøre saameget Gavn, når de ikke var i besittelse av den merkelige snabel. Elefanten ved imidlertid også å sette pris på den og er ytterst forsiktig med å beskytte den mot all overlast, og derfor ruller den den også ofte sammen, likesom insektet gjør det med sin sugemunn, og pakker den ned imellom sine hoggtenner. Den er så fintfølende på 353dette lem, at rytteren mer enn en gang har avverget en opirret Elefants angrep blot ved å prikke den i snabelen med sin stokk. Engang var en driver således nødt til i flere dager og netter uavlatelig å bli sittende på dens rygg, for at ikke det rasende dyr skulle vende seg imot ham; men selv under disse omstendigheter lyktes det ham å holde dens snabel borte, når den utstrakte den etter ham for å rive ham ned og kaste ham til jorden.

Vi vil nå gi en beretning om en elefantjakt på Ceylon, fortalt av en av deltagerne.

„Vi gikk langsomt opp ad Bjergene,“ — sier fortelleren, — „i samme retning som Veien, der løp nede ved deres fot, og hadde en smuk utsikt over Egnen. De innfødte var nettopp synlige langt forut; Frykt eller dovenskap hindret dem fra å komme hurtig frem. Vi ville til å stige høyere opp, da min venn Hofer henledet min oppmerksomhet på en forunderlig bevegelse i det høye gress i nærheten av de innfødte, som flyktet bort i alle retninger. I neste øyeblikk så vi en stor elefant med hoggtenner fare ut av Buskadset og lige henimot dem.

Man kan neppe tenke seg noe frykteligere enn et angrep av en opphisset elefant. Med snabelen løftet i været, mens den giver sitt Raseri Luft i veldige brøl, farer den av sted med en hurtighet, som man ikke skulle tro var mulig, når man ser Dyrets uformelige, svære kropp. Buskene bøyer seg for den, når den iler frem; Trærnes grener knekker med en skarp lyd; de oppskremte dyr i det nærliggende Buskads skriker, tuder, hyler, brøler til det ytterste, enten av frykt eller av vrede, og hele luften gjenlyder av larmen.

Vår bagasje ble naturligvis kastet til alle sider av de innfødte, da de ilede henimot de nærmeste trær. Elefanten stanset et øyeblikk ved disse saker, men kun et øyeblikk; idet den derpå slyngede en vadsekk høyt opp i luften, løp den videre med ville brøl. Da de innfødte er flinke til å klatre, var de alle oppe i trærne og tilsynelatende i fullkommen sikkerhet, innen den nådde dem — med unntakelse av en stymper. Hans ene Ben hang ennå ned, da elefanten kom til treet; formodentlig hadde frykten hindret ham i å komme hurtig nok opp. For de andre, der satt i trærne, 354og for oss, der stod på Bjerget, så det ut, som om mannen var så høyt oppe, at det oppbrakte dyr ikke kunne nå ham med snabelen. Om han allikevel ble grepet av denne eller kun fikk et slag eller falt ned av frykt, kan jeg ikke si; — men snart etter så vi ham styrte ned på Elefantens opløftede hode. Et øyeblikk etter hvirvledes den ulykkelige mann høyt opp i luften og falt kort etter ned med et fryktelig dump, — men kun for straks at søndertrampes av elefanten.

Dette, som kun varte noen øyeblikk, syntes kun å forøke Uhyrets Raseri. Det for imot det nærmeste tre, i hvilket to av flyktningene satt, og dets brede panne kom med dundrende kraft på stammen, så det rystet i hver en kvist. Elefanten slo og grov om røttene med sine hoggtenner; den omslynget treet med sin snabel, trakk seg litt tilbake og løp atter imot det med sin brede, tunge panne, så det braket; men ennå viste treet ikke tegn til å falle, — det hadde kun fått en liten helling imot den ene side. Imidlertid klynget de to stakkarer seg til treet av alle Livsens krefter og ropte og skrek for at hidkalde hjelp eller i det fruktesløse håp, at de skulle bortskræmme dyret.

Mens alt dette foregikk, hadde vi igjen ladet våre afskudte rifler, og etter å ha besteget våre hester fikk vi Elefantens oppmerksomhet bort fra de innfødte ved å skrike. Vi holdt rolig på våre hester på Bjergets side, — våre tjenere var flyktet opp i de nærmeste trær.

Vi visste, at det var unyttig å fyre på lykke og Fromme eller i noen stor avstand, og at den eneste utsikt til å nedlegge den var avhengig av godt sikte og Dyrets nærhet, når vi skjød. Vi avventet derfor dets Nærmelse, så rolig som vi formådde; men før elefanten kom på Skudvidde, forskrækkedes min fortreffelige hest ved, hva den så, og satte i fullt firsprang ned ad den steileste del av Bjerget. Hva der ble av Hofer, visste jeg ikke dengang, skjønt jeg hørte det skarpe knall av hans rifle bak ved meg, da jeg ble båren av sted i rasende fart. Som jeg senere erfarte, hadde hans hest teet seg fortreffelig uten å røre en fot, før han hadde fyret. Senere oppdaget vi likeledes, at hans kule var trengt inn i det venstre Øye og må ha forvoldt elefanten en ulidelig smerte; men skuddet var ikke 355[?]ødeligt. Hofer dreide da sin hest rundt og fulgte nå ned ad Bjerget, da han vel visste, at elefanten på grunn av sitt Hoveds store vekt ikke med noen hurtighet kunne komme ned ad en steil skråning. Der var imidlertid den forskjell imellom oss, at mens min hest hadde Bidslet imellom tennene og var aldeles ustyrlig, kunne Hofer gjøre med sin ganske, som han ville. Elefanten arbeidet seg frem etter oss med blodet strømmende ned fra øyet, og dens hele utseende tydede på overordenligt Raseri og betydelig smerte. Da jeg nesten hadde nået Bjergets fot, — vår fiende var da langt tilbake, — slo Hesten i sin ville galopp Forbenene ned i en liten sump, hvor den sank dypt i. Jeg ble kastet langt over dens hode, mens den selv rullet hjelpeløs om på siden. Jeg slo meg ikke; men hvert eneste øyeblikk var kostbart for mitt liv; idet jeg derfor sprang opp, grep jeg fastere om min rifle enn ellers og satte meg i forsvarsstilling.

Det var et spennende øyeblikk. Liv og død avhang derav; thi elefanten, som hadde sett, hva der foregikk, opphørte med å forfølge Hofer og rettet sine skritt imot meg. Der kunne ha vært tid til å klatre opp i et tre; men jeg gjorde intet forsøk derpå; thi jeg brente etter å nedlegge uhyret.

Hofer, som så, hva der var hendt, holdt sin hest an, og elefanten, der vedble å gå frem, kom snart i linje med ham, — idet dens venstre, nå dens blinde side, var vendt imot ham. Da Hofer opdagede, at han ikke ble lagt merke til, steg han av Hesten og ga seg til rolig å legge an imot Dyrets skulderblad. Nettopp i samme øyeblikk, som jeg afskjød begge mine løp i dets brede panne, trengte Hofers kule inn i dets side. Det eneste resultat av denne dobbelte, samtidige ild syntes å være det, at dyret stanset et lite øyeblikk; derpå løp det en Snes skritt videre frem og styrtet hovedkulds til jorden. Så rullet det om på siden og slo maktesløs på jorden med sin snabel.

Min hest hadde noen minutter i forveien reist seg opp for i vill galopp å sprenge henad Veien; den hadde ligget på selvsamme sted, hvor elefanten nå lå utstrakt for oss; en krampaktig trekning gikk stundom gjennom dennes Ben eller dens snabel, — det var dens eneste livstegn. Dens 356mektige kropp var høyere enn mitt bryst, da den lå på jorden.“