Ude paa Landet var der en gammel Gaard, og i den var der en gammel Herremand, som havde to Sønner, der var saa kloge, at det halve var nok; de vilde fri til Kongens Datter, og det turde de, for hun havde ladet kundgjøre, at hun vilde tage til Mand den, hun fandt bedst kunde tale for sig.
De to forberedte sig nu i otte Dage; det var den længste Tid, de havde til det; men det var ogsaa nok, for de havde Forkundskaber, og de er nyttige. Den ene kunde udenad hele det latinske Lexikon og Byens Avis for tre Aar, og det baade forfra og bagfra; den anden havde gjort sig bekjendt med alle Laugs-Artiklerne og hvad hver Oldermand maatte vide, saa kunde han tale med om Staten, mentehan, 368dernæst forstod han ogsaa at brodere Sæler, for han var fin og fingernem.
„Jeg faar Kongedatteren!“ sagde de begge to, og saa gav deres Fader dem hver en deilig Hest; han, som kunde Lexikonet og Aviserne, fik en kulsort, og han, som var oldermands-klog og broderede, fik en melkehvid, og saa smurte de sig i Mundvigerne med Levertran, forat de kunde blive mere smidige. Alle Tjenestefolkene var nede i Gaarden for at se dem stige tilhest; i det samme kom den tredje Broder, for der var tre; men der var ingen, der regnede ham med som Broder, for han havde ikke saadan Lærdom som de to, og ham kaldte de bare Klods-Hans.
„Hvor skal I hen, siden I er i Stadstøiet?“ spurgte han.
„Til Hove for at snakke os Kongedatteren til! har du ikke hørt, hvad Trommen gaar om over hele Landet?“ og saa fortalte de ham det.
„Aa haa! saa maa jeg nok med!“ sagde Klods-Hans, og Brødrene lo af ham og red afsted.
„Fader, lad mig faa en Hest!“ raabte Klods-Hans. „Jeg faar saadan en Lyst til at gifte mig. Ta’r hun mig, saa ta’r hun mig! og ta’r hun mig ikke, saa ta’r jeg hende alligevel!“
„Det er noget Snak!“ sagde Faderen, „dig giver jeg ingen Hest. Du kan jo ikke tale! nei, Brødrene det er Stads-Karle!“
„Maa jeg ingen Hest faa,“ sagde Klods-Hans, „saa ta’r jeg Gjedebukken, den er min egen, og den kan godt bære mig!“ og saa satte han sig skrævs over Gedebukken, stak sine Hæle i Siden paa den og for afsted hen ad Landeveien. Hui! hvor det gik. „Her kommer jeg!“ sagde Klods-Hans, og saa sang han, saa det skingrede efter.
Men Brødrene red ganske stille forud; de talte ikke et Ord, de maatte tænke over alle de gode Indfald, de vilde komme med, for det skulde nu være saa udspekuleret.
„Halehoi!“ raabte Klods-Hans, „her kommer jeg! se, hvad jeg fandt paa Landeveien!“ og saa viste han dem en død Krage, han havde fundet.
„Klods!“ sagde de, „hvad vil du med den?“
„Den vil jeg forære til Kongedatteren!“
369„Ja, gjør du det!“ sagde de, lo og red videre.
„Halehoi! her kommer jeg; se, hvad jeg nu har fundet, det finder man ikke hver Dag paa Landeveien!“
Og Brødrene vendte om igjen for at se, hvad det var. „Klods!“ sagde de, „det er jo en gammel Træske, som Øverstykket er gaaet af; skal Kongedatteren ogsaa ha’ den?“
„Det skal hun!“ sagde Klods-Hans; og Brødrene lo, og de red, og de kom langt forud.
„Halehoi! her er jeg!“ raabte Klods-Hans; „nei, nu bliver det værre og værre, halehoi, det er mageløst!“
„Hvad har du nu fundet?“ sagde Brødrene.
„O!“ sagde Klods-Hans, „det er ikke at tale om, hvor hun vil blive glad, Kongedatteren!“
„Fy!“ sagde Brødrene, „det er jo Mudder, der er kastet lige op af Grøften.“
„Ja det er det!“ sagde Klods-Hans, „og det er den fineste Slags, man kan ikke holde paa den,“ og saa fyldte han Lommen.
Men Brødrene red, alt hvad Tøiet kunde holde, og saa kom de en hel Time forud og holdt ved Byens Port, og der fik Frierne Nummer, eftersom de kom, og blev sat i Række, sex i hvert Geled og saa tæt, at de ikke kunde røre Armene, og det var nu meget godt, for ellers havde de sprættet Rygstykkerne op paa hverandre, bare fordi den ene stod foran den anden.
Alle Landets øvrige Indvaanere stod rundt om Slottet lige op til Vinduerne for at se Kongedatteren tage mod Frierne, og alt eftersom de kom ind i Stuen, gik Munden i Baglaas for dem.
„Duer ikke!“ sagde Kongedatteren. „Væk!“
Nu kom den af Brødrene, som kunde Lexikonet; men det havde han rent glemt ved at staa i Række, og Gulvet knirkede, og Loftet var af Speilglas, saa at han saa sig selv paa Hovedet, og ved hvert Vindu stod tre Skrivere og en Oldermand, der hver skrev op alt, hvad der blev sagt, at det strax kunde komme i Avisen og sælges for to Skilling paa Hjørnet. Det var frygteligt, og saa havde de fyret saadan i Kakkelovnen, at den var rød i Tromlen.
„Det er en svær Varme, her er herinde!“ sagde Frieren.
370„Det er, fordi min Fader idag steger Hanekyllinger,“ sagde Kongedatteren.
Bæ! der stod han, den Tale havde han ikke væntet; ikke et Ord vidste han at sige, for noget morsomt vilde han have sagt. Bæ!
„Duer ikke!“ sagde Kongedatteren. „Væk!“ Og saa maatte han afsted. Nu kom den anden Broder.
„Her er en forfærdelig Hede!“ — sagde han.
„Ja, vi steger Hanekyllinger idag!“ sagde Kongedatteren.
„Hvad be — hvad?“ sagde han, og alle Skriverne skrev: „Hvad be — hvad.“
„Duer ikke!“ sagde Kongedatteren. „Væk!“
Nu kom Klods-Hans, han red paa Gjedebukken lige ind i Stuen. „Det var da en gloende Hede!“ sagde han.
„Det er, fordi jeg steger Hanekyllinger!“ sagde Kongedatteren.
„Det var jo rart, det!“ sagde Klods-Hans, „saa kan jeg vel faa en Krage stegt?“
„Det kan De meget godt!“ sagde Kongedatteren; „men har De noget at stege den i, for jeg har hverken Potte eller Pande?“
„Men det har jeg,“ sagde Klods-Hans. „Her er Kogetøi med Tinkrampe,“ og saa trak han den gamle Træsko frem og satte Kragen midt i den.
„Det er til et helt Maaltid!“ sagde Kongedatteren; „men hvor faar vi Dyppe fra?“
„Det har jeg i Lommen,“ sagde Klods-Hans. „Jeg har saa meget, jeg kan spilde af det!“ og saa heldte han lidt Mudder af Lommen.
„Det kan jeg like!“ sagde Kongedatteren, „du kan da svare, og du kan tale, og dig vil jeg have til Mand; men ved du, at hvert Ord, vi siger og har sagt, skrives op og kommer imorgen i Avisen; ved hvert Vindu, ser du, staar tre Skrivere og en gammel Oldermand, og Oldermanden er den værste, for han kan ikke forstaa;“ og det sagde hun nu for at gjøre ham bange. Og alle Skriverne vrinskede og slog en Blæk-Klat paa Gulvet.
371„Det er nok Herskabet,“ sagde Klods-Hans, „saa maa jeg give Oldermanden det bedste!“ og saa vendte han sine Lommer og gav ham Mudderen i Ansigtet.
„Det var fint gjort!“ sagde Kongedatteren, „det kunde jeg ikke have gjort! men jeg skal nok lære det!“
Og saa blev Klods-Hans Konge, fik en Kone og en Krone og sad paa en Trone, og det har vi lige ud af Oldermandens Avis, — og den er ikke til at stole paa.
H. C. Andersen.