339

Der var engang en Konge og en Dronning i Grækenland, som havde to Børn, en Søn og en Datter. Disse to Søskende var meget snille og holdt meget af hinanden. Sønnen hed Frixos og Datteren Helle. Men deres Fader var en slem Mand, som jagede deres gode Moder bort og tog sig en anden Kone, som var ligesaa ond og slem som han selv. Hun behandlede de stakkels Børn haardt. De fik daarlig Mad og usle Klæder, og saa snille de end var, slog hun dem dog, fordi de græd for sin Moder, som de havde mistet. Ja hun var ret en slem Stedmoder.

Tilsidst vilde denne onde Kone ofre Frixos til Guderne; hun havde allerede ført ham hen til Alteret; men da kom Hermes ned til Gutten for at hjelpe ham. Han havde med sig en stor vakker Buk, der havde gylden Uld paa, og som kunde flyve i Luften. Paa denne Buk med den gyldne Uld satte Hermes Frixos og hans lille Søster og sagde til dem, at de skulde reise gjennem Luften til et Land, som hed Kolchis. Bukken vidste Veien. Med den ene Haand holdt de sig fast i Bukkens Horn, og den anden Haand havde de lagt om hinandens Hals. Men da de var komne høit op i Luften, slap Helle Taget og faldt ned i Søen. Frixos græd saa saart, fordi hans Søster var død; men han kunde ikke standse paa Veien og kom tilslut frem til Kolchis. Her ofrede han Bukken og hængte dens gyldne Skind op i en stor Eg.

340Lang Tid efter var der en Konge i Nordgrækenland, som hed Pelias. Han havde røvet Kongedømmet fra sin Broder, der havde en Søn, som hed Jason. Jason var ung og tapper. Han boede ude paa Landet med sin Fader. Nu var det engang spaaet Kong Pelias, at Kongedømmet skulde blive taget fra ham af en Mand, som skulde komme til ham og bare have Sko paa den ene Fod. Saa hændte det, at Kongen holdt et stort Gjestebud, hvortil ogsaa Jason var indbuden. Jason tog imod Indbydelsen; men paa Veien kom han til en Bæk uden Bro, og der var da intet andet Raad end at vade over. Natten før havde det regnet meget, saa Bækken var bleven stor og strid. Herved løsnede Remmen paa Jasons ene Sko; han mistede den og havde bare en Sko paa, da han kom til Kongens Palads. Da Kong Pelias fik se dette, blev han bange og sagde til Jason, at han skulde forlade Landet og ikke vende tilbage, førend han havde fundet det gyldne Bukkeskind.

Jason blev ikke bange; han indbød alle tapre Helte til at følge med; thi den, som vilde vinde det gyldne Skind, maatte kjæmpe med fæle Mennesker og vilde Dyr.

Derefter byggede Jason et stort Skib til sig og sine Kammerater. En Gudinde hjalp ham og gav ham et stort vakkert Træ til Mast. Skibet blev kaldt Argo, og Jason og alle de, som seilede med ham, kaldtes Argonauter. Herakles, som du før har læst om, var med blandt Argonauterne, desuden to Brødre, som havde Vinger og kunde flyve i Luften. En drabelig Kjæmpe, der hed Pollux, var ogsaa med, og mod ham kunde ingen staa sig i Kamp.

Først kom de til et Land, hvis Konge kjæmpede mod alle fremmede, som kom did. Han var meget sterk og havde dræbt alle, som før havde kjæmpet med ham. Men den sterke Pollux gav sig strax i Kast med ham, slog ham til Jorden med en Gang og dræbte ham, fordi han havde været saa slem.

Derefter kom Argonauterne til en Stad, hvor der boede en Konge, som hed Fineus. Han havde engang fornærmet Guden Zeus, som herover blev saa vred, at han gjorde Kongen blind. Men han straffede ham endnu mere; thi hvergang Kongen skulde sætte sig tilbords og spise, kom der 341flyvende nogle store, fæle Fugle, hvis Fjær var af Jern, saa at det saa ud, som de havde Jernrustning paa, og skjønt Kongens Folk skjød paa dem og slog efter dem med store Stokke, kunde de dog ikke saare dem. Disse Fugle havde ogsaa store Jernklør, som de hakkede og sønderrev Folkene med, naar disse vilde jage dem bort. Strax Maden blev sat paa Bordet, tog Fuglene og reiste afsted med den, og da den stakkels blinde Konge paa denne Maade ikke kunde faa noget at spise, holdt han paa at sulte ihjel.

Da nu Argonauterne kom til ham, fortalte han dem sin Ulykke og bad dem om Hjelp. De satte sig da tilbords med ham, og neppe var Maden baaren ind, førend Fuglene kom. Jason og hans Mænd drog sine Sverd og hug løs paa dem; men det hjalp ikke. Men nu fløi de to Brødre, som havde Vinger, op i Luften; da blev Fuglene rædde og fløi bort; men begge Brødrene satte efter dem. Fuglene blev tilsidst saa trætte og forskrækkede, at de styrtede sig i Søen og druknede. Nu vendte Brødrene tilbage, og glad blev Kongen, da han hørte, at Fuglene var døde; thi nu kunde han spise sin Mad i Fred og Ro.

Da Vinden blev god, gik Heltene atter ombord paa Skibet for at seile lige til Kolchis, hvor de vidste, det gyldne Skind var. Den gamle Fineus omfavnede dem og takkede dem mange Gange, fordi de havde reddet ham fra hans Ulykke, og gav dem tilslut et godt Raad med paa Reisen. Paa den store Sø, de nu skulde seile over, flød der nemlig to uhyre Klipper omkring, ligesaa store som de Isbjerge, der flyder omkring paa Havet i de Egne, hvor der ingen Sommer er. Klipperne gik høit op over Vandet, og naar de stødte sammen, knuste de alt det, som kom mellem dem, i smaa Stykker. Fiskene, som svømmede i Vandet mellem dem, blev dræbte, og dersom Fugle kom flyvende, naar Klipperne stødte sammen, blev de knuste. Alle de Skibe, som prøvede paa at seile mellem dem, blev slaaede i tusende Stykker, netop naar de var komne midtveis, og Folkene ombord blev dræbte. Det var Zeus, som havde lagt disse Klipper i Søen, forat intet Skib skulde komme til Kolchis og tage det gyldne Skind.

342Men nu vidste den gamle Fineus, at Klipperne altid for et langt Stykke fra hinanden efter hvert Sammenstød, og at de altid skyndte sig at støde sammen, hvergang de merkede, at et Skib eller noget andet kom mellem dem. Det var herom, Kongen gav dem et godt Raad, og da de gjorde, som han havde sagt dem, kom de lykkelig frem. Herom skal jeg nu fortælle.

Da Argonauterne kom til Stedet, hvor Klipperne flød, laa disse langt fra hinanden, men begyndte strax at gaa rask mod hinanden for at knuse Skibet. Argonauterne seilede lige mod dem, og da de var tæt ved dem, slap en af Heltene, som stod i Skibets Forstavn, en Due, som han holdt i Haanden. Klipperne stødte sammen med et forfærdeligt Brag, men for saa øieblikkelig langt fra hinanden. Da passede Argonauterne paa og roede af al Magt fremad, saa det var bare en liden Flis, Klipperne fik slaaet af Skibets Agterstavn, da de atter stødte sammen, og Argonauterne kom lykkelig igjennem. Men Duen, som de havde narret Klipperne sammen med, slap ogsaa. En Gudinde hjalp den, saa den blot mistede Halefjærene; men disse voxte snart ud igjen. Den kom lige frisk igjen ned paa Skibet og var ikke vred paa Argonauterne. Siden tog Gudinden den og satte den op paa Himlen, hvor den blev en deilig Stjerne.

Efterat Jason og hans Følge saaledes godt og vel var komne forbi disse farlige Klipper, naaede de snart frem til Kolchis og kom til en stor Elv, som flyder gjennem Landet; de seilede et Stykke op ad denne og lagde til Land. Nogle blev tilbage for at passe paa Skibet; men Jason og Pollux og mange andre af Heltene drog op til Byen, hvor Kongen boede. Kongen hed Aietes, og han havde en Datter, som hed Medea.

Jason fortalte nu Kongen, at Kong Pelias havde sendt ham for at hente det gyldne Skind, og krævede det af ham. Men Kong Aietes havde ingen synderlig Lyst til at skille sig ved dette kostelige Skind, skjønt han heller ikke kunde sige nei til Jasons Krav; thi der var sagt ham, at naar der kom en Mand fra Grækenland for at 343hente Skindet, saa skulde han udlevere det. Han sagde derfor til Jason, at han nok skulde faa det; men først skulde han spænde Kongens Jernoxer for Plogen og pløie en stor Ager, og derefter skulde han saa Dragetænder paa Ageren.

Det var Guden Hefaistos, som havde arbeidet disse Jernoxer: de kunde gaa og bevæge sig som andre Oxer; men de sprutede Ild ud af Næse og Mund og var sterkere og sindtere end alle andre Oxer. Derfor maatte de ogsaa staa i et Fjøs, der var bygget af uhyre store Stene og af Jern, og de var bundne med store Jernlænker.

Naar Dragetænderne var saaede paa Ageren, kom store Jernmænd frem, væbnede med Lanser og Sverd, og dræbte dem, som saaede. Nu troede Kongen, at Oxerne vist vilde stange Jason ihjel, og dersom disse ikke fik gjort det af med ham, var han sikker paa, at Jernmændene nok vilde det.

Kongens Datter Medea fik se Jason i sin Faders Hus og blev glad i ham. Hun syntes, det var en stor Synd, at den unge, vakre Helt skulde dø. Medea kunde lave Trylledrikke og kjøre i en Vogn med Drager for. Nu reiste hun gjennem Luften og sankede Urter og Blomster paa Bjerge og i Dale og ved Bækkenes Bredder. Af disse pressede hun Saften ud og lavede en Trylledrik. Derpaa gik hun hen til Jason, uden at Faderen vidste det, og gav ham Drikken og sagde til ham, at han skulde gnide sig i Ansigtet, paa Armene og paa Benene med den. Han skulde ogsaa smøre den paa sine Vaaben og sin Rustning; thi da vilde han en hel Dag blive sterkere end alle andre Mænd; Ild kunde ikke brænde ham; Jern kunde ikke saare ham eller hugge gjennem hans Rustning; men hans eget Sverd vilde kunne kløve det tykkeste Jern.

Derpaa blev Dagen bestemt, da Jason skulde spænde Oxerne for Plogen og saa Dragetænderne. Tidlig om Morgenen, førend Solen stod op, kom Kongen med sin Datter og alle sine fornemme Mænd og satte sig paa en Throne tæt ved det Sted, hvor Jason skulde pløie. De andre sad paa Bænke rundt omkring Kongen, og ud af Byen kom mange Folk for at se, hvorledes det vilde gaa. Smaagutterne kløv op i Trærne for at se.

344Jason smurte sig og sine Vaaben med Saften, som Medea havde sagt ham, og kom ud paa den store Ager. Lige ved denne stod Fjøset, hvor Oxerne var. Dørene blev lukkede op, og Jason gik kjækt ind; han var ikke det mindste ræd. Han løste Oxerne fra Baasen, tog en med hver Haand i Hornene og drog dem ud. Oxerne brølede forfærdelig, sprutede Ild ud af Næse og Mund og saa meget Røg, som naar et Hus er i Brand.

Da blev den slemme Konge glad; men de blandt Tilskuerne, som havde et godt Hjerte og saa, hvor vakker og kjæk Jason var, blev meget bedrøvede og frygtede for, at han skulde blive dræbt; thi de vidste ikke noget om, hvorledes Medea havde hjulpet ham. Jason klemte Oxernes Hoveder ned mod Jorden. De slog nok ud med Bagbenene; men Jason slap ikke Taget; han klemte dem saa haardt ned, at de faldt paa Knærne.

Plogen, som Oxerne skulde trække, var af Jern. Pollux drog den frem af Stalden, kastede et Aag over Oxernes Nakke og en Jernlænke over deres Horn, og Jason klemte deres Mund og Næse saaledes sammen, at de ikke mere kunde puste Ild ud. Da nu Pollux var færdig og Oxerne forspændte, sprang Jason rask tilside, greb Jernlænken, der var om deres Horn, med den ene Haand og Skaftet paa Plogen med den anden. Da Oxerne merkede, at han havde sluppet dem, vilde de rende sin Vei; men Jason holdt saa haardt i Jerntømmerne, at de tilsidst blev ganske trætte af at sparke og spænde og var nødt til at trække Plogen.

Da han begyndte at pløie, stod just Solen op, og ved Middagstid havde han pløiet den hele Ager. Nu tog han Aaget og Jerntømmerne af Oxerne og slap dem. De var saa rædde, at de løb afsted ligesom Katte, der har faaet Prygl, og standsede ikke, før de kom op paa Bjergene. Her havde de nok sat Ild paa Skoven, havde ikke Hefaistos fanget dem og bragt dem bort.

Da Jason var færdig med at pløie, gik han hen til Kongen og bad om Dragetænderne. Kongen gav ham et stort Jernspand fuldt. Jason tog og kastede dem ud til alle Sider. Saa tog han en stor Rive og gjorde Jorden jevn med, 345ligesom Gartneren gjør, naar han har saaet, og saa gik han hjem for at hvile sig; thi han var meget træt.

Ved Solnedgang vendte Jason tilbage til Ageren, og se! der voxte Jernmænd op paa alle Kanter. Nogle var allerede voxte frem til Fødderne, andre til Knærne og atter andre til Skuldrene. Paa nogle derimod saa man bare Hjelmen og lidt af Ansigtet, medens den øvrige Del af Legemet endnu var under Jorden. De, som havde Armene fri fra Jorden og kunde bevæge sig, rystede sine Spyd og svang sine Sverd. Nogle havde allerede faaet Fødderne fri og skulde til at angribe Jason.

Da tog Jason, som Medea havde sagt ham, en stor Sten og kastede midt ind iblandt dem. Da Jernmændene saa den, sprang de frem for at gribe den. Men nu begyndte de at trætte om, hvem den skulde tilhøre; thi enhver vilde gjerne have den, og derfra gik det over til Strid, som endte med, at de dræbte hverandre indbyrdes. Imidlertid gik Jason omkring paa Ageren og hug Hovedet af dem, som holdt paa at komme op. Saaledes ødelagdes alle Jernmændene. Kongen, som ogsaa nu var tilstede, var forfærdelig vred; men alle de andre, som saa paa, var glade.

Den følgende Dag gik Jason til Kongen og sagde til ham, at han nu maatte udlevere det gyldne Skind; men Kongen vilde ikke give ham det endda og bad ham komme igjen en anden Gang. Han tænkte nemlig paa at dræbe Jason. Men Medea fortalte ham den Fare, han var i, og sagde til ham, at han selv skulde gaa hen og hente det gyldne Skind; thi ellers fik han det aldrig.

Skindet hang paa en stor Eg, som jeg har fortalt dig; men ved Roden af Egen laa der en vældig Drage, som aldrig sov, og som spiste op alle dem, der rørte ved Skindet, undtagen Kongen. Denne Drage kunde ikke dø, og Medea kunde derfor ikke hjelpe Jason til at dræbe den. Men hun hjalp ham paa en anden Maade. Dragen var meget glad i søde Kager. Nu lavede Medea Kager, som var saadanne, at naar Dragen spiste dem, maatte den falde isøvn. Disse Kager tog Jason og kastede for Dragen, som var dum nok til at spise dem. Med et faldt den isøvn. Nu gik Jason over Dragen, drog 346Spigerne ud med en Knibetang og tog Skindet. Han gjemte det under Kappen og bar det ombord paa Skibet. Derpaa seilede de afsted allesammen. Medea fulgte med ham til Grækenland og blev hans Kone.

Da de var komne hjem, gjorde hun Jasons gamle Fader ung igjen, saa at hans Haar blev sort, hans Tænder voxte ud igjen, og han levede endnu i mange Aar; men den slemme Kong Pelias blev dræbt, og Jasons Fader blev Konge.

339

Der var engang en konge og en dronning i Grækenland, som hadde to barn, en sønn og en datter. Disse to søsken var meget snille og holdt meget av hinannen. Sønnen het Frixos og datteren Helle. Men deres far var en slem mann, som jagede deres gode mor bort og tok seg en annen kone, som var likeså ond og slem som han selv. Hun behandlet de stakkels barn hardt. De fikk dårlig mat og usle klær, og så snille de enn var, slo hun dem dog, fordi de gråt for sin mor, som de hadde mistet. Ja hun var rett en slem stemor.

Til sist ville denne onde kone ofre Frixos til gudene; hun hadde allerede ført ham hen til alteret; men da kom Hermes ned til gutten for å hjelpe ham. Han hadde med seg en stor vakker bukk, der hadde gylden ull på, og som kunne flyve i luften. På denne bukk med den gyldne ull satte Hermes Frixos og hans lille søster og sa til dem, at de skulle reise gjennom luften til et land, som het Kolchis. Bukken visste Veien. Med den ene hånd holdt de seg fast i Bukkens Horn, og den annen hånd hadde de lagt om hinandens hals. Men da de var kommet høyt opp i luften, slapp Helle Taget og falt ned i sjøen. Frixos gråt så sårt, fordi hans søster var død; men han kunne ikke stanse på Veien og kom til slutt frem til Kolchis. Her ofret han bukken og hengte dens gyldne skinn opp i en stor Eg.

340Lang tid etter var der en konge i Nordgrækenland, som het Pelias. Han hadde røvet kongedømmet fra sin bror, der hadde en sønn, som het Jason. Jason var ung og tapper. Han bodde ute på landet med sin far. Nå var det engang spådd Kong Pelias, at kongedømmet skulle bli tatt fra ham av en mann, som skulle komme til ham og bare have sko på den ene fot. Så hendte det, at Kongen holdt et stort gjestebud, hvortil også Jason var innbudt. Jason tok imot innbydelsen; men på Veien kom han til en bekk uten bro, og der var da intet annet råd enn å vade over. Natten før hadde det regnet meget, så bekken var blitt stor og strid. Herved løsnede Remmen på Jasons ene sko; han mistet den og hadde bare en sko på, da han kom til Kongens Palads. Da Kong Pelias fikk se dette, ble han bange og sa til Jason, at han skulle forlate landet og ikke vende tilbake, før han hadde funnet det gyldne bukkeskinn.

Jason ble ikke bange; han innbød alle tapre Helte til å følge med; thi den, som ville vinne det gyldne skinn, måtte kjempe med fæle mennesker og ville dyr.

Deretter bygde Jason et stort skip til seg og sine Kammerater. En gudinne hjalp ham og ga ham et stort vakkert tre til mast. Skipet ble kalt Argo, og Jason og alle de, som seilede med ham, kaltes Argonauter. Herakles, som du før har lest om, var med blant Argonauterne, dessuten to brødre, som hadde vinger og kunne flyve i luften. En drabelig kjempe, der het Pollux, var også med, og mot ham kunne ingen stå seg i kamp.

Først kom de til et land, hvis konge kjempet mot alle fremmede, som kom dit. Han var meget sterk og hadde drept alle, som før hadde kjempet med ham. Men den sterke Pollux ga seg straks i kast med ham, slo ham til jorden med en gang og drepte ham, fordi han hadde vært så slem.

Deretter kom Argonauterne til en stad, hvor der bodde en konge, som het Fineus. Han hadde engang fornærmet guden Zeus, som herover ble så vred, at han gjorde Kongen blind. Men han straffet ham enda mer; thi hvergang Kongen skulle sette seg til bords og spise, kom der 341flygende noen store, fæle fugler, hvis fjær var av jern, så at det så ut, som de hadde Jernrustning på, og skjønt Kongens folk skjød på dem og slo etter dem med store Stokke, kunne de dog ikke såre dem. Disse fugler hadde også store Jernklør, som de hakkede og sønderrev folkene med, når disse ville jage dem bort. Straks maten ble satt på bordet, tok fuglene og reiste av sted med den, og da den stakkels blinde konge på denne måte ikke kunne få noe å spise, holdt han på å sulte ihjel.

Da nå Argonauterne kom til ham, fortalte han dem sin ulykke og bad dem om hjelp. De satte seg da til bords med ham, og neppe var maten båren inn, før fuglene kom. Jason og hans menn drog sine sverd og hug løs på dem; men det hjalp ikke. Men nå fløy de to brødre, som hadde vinger, opp i luften; da ble fuglene redde og fløy bort; men begge brødrene satte etter dem. Fuglene ble til sist så trette og forskrækkede, at de styrtet seg i sjøen og druknet. Nå vendte brødrene tilbake, og glad ble Kongen, da han hørte, at fuglene var døde; thi nå kunne han spise sin mat i fred og ro.

Da vinden ble god, gikk heltene atter ombord på skipet for å seile like til Kolchis, hvor de visste, det gyldne skinn var. Den gamle Fineus omfavnet dem og takket dem mange ganger, fordi de hadde reddet ham fra hans ulykke, og ga dem til slutt et godt råd med på reisen. På den store Sø, de nå skulle seile over, fløt der nemlig to uhyre klipper omkring, likeså store som de isberg, der flyter omkring på havet i de Egne, hvor der ingen sommer er. Klipperne gikk høyt opp over vannet, og når de støtte sammen, knuste de alt det, som kom mellom dem, i små stykker. Fiskene, som svømte i vannet mellom dem, ble drepte, og dersom fugler kom flygende, når Klipperne støtte sammen, ble de knuste. Alle de skip, som prøvede på å seile mellom dem, ble slått i tusende stykker, nettopp når de var kommet midtveis, og folkene ombord ble drepte. Det var Zeus, som hadde lagt disse klipper i sjøen, for at intet skip skulle komme til Kolchis og ta det gyldne skinn.

342Men nå visste den gamle Fineus, at Klipperne alltid for et langt stykke fra hinannen etter hvert sammenstøt, og at de alltid skyndte seg å støte sammen, hvergang de merket, at et skip eller noe annet kom mellom dem. Det var herom, Kongen ga dem et godt råd, og da de gjorde, som han hadde sagt dem, kom de lykkelig frem. Herom skal jeg nå fortelle.

Da Argonauterne kom til stedet, hvor Klipperne fløt, lå disse langt fra hinannen, men begynte straks å gå rask mot hinannen for å knuse skipet. Argonauterne seilte like mot dem, og da de var tett ved dem, slapp en av heltene, som stod i skipets forstavn, en due, som han holdt i hånden. Klipperne støtte sammen med et forferdelig brak, men for så øyeblikkelig langt fra hinannen. Da passet Argonauterne på og rodde av all makt fremad, så det var bare en liten flis, Klipperne fikk slått av skipets akterstavn, da de atter støtte sammen, og Argonauterne kom lykkelig igjennom. Men duen, som de hadde narret Klipperne sammen med, slapp også. En gudinne hjalp den, så den blot mistet halefjærene; men disse vokste snart ut igjen. Den kom lige frisk igjen ned på skipet og var ikke vred på Argonauterne. Siden tok gudinnen den og satte den opp på Himlen, hvor den ble en deilig stjerne.

Etter at Jason og hans følge således godt og vel var kommet forbi disse farlige klipper, nådde de snart frem til Kolchis og kom til en stor elv, som flyter gjennom landet; de seilede et stykke opp ad denne og la til land. Noen ble tilbake for å passe på skipet; men Jason og Pollux og mange andre av heltene drog opp til byen, hvor Kongen bodde. Kongen het Aietes, og han hadde en datter, som het Medea.

Jason fortalte nå Kongen, at Kong Pelias hadde sendt ham for å hente det gyldne skinn, og krevde det av ham. Men Kong Aietes hadde ingen synderlig Lyst til å skille seg ved dette kostelige skinn, skjønt han heller ikke kunne si nei til Jasons krav; thi der var sagt ham, at når der kom en mann fra Grækenland for å 343hente skinnet, så skulle han utlevere det. Han sa derfor til Jason, at han nok skulle få det; men først skulle han spenne Kongens Jernoxer for plogen og pløye en stor Ager, og deretter skulle han så dragetenner på åkeren.

Det var guden Hefaistos, som hadde arbeidet disse Jernoxer: de kunne gå og bevege seg som andre okser; men de sprutede ild ut av nese og munn og var sterkere og sindtere enn alle andre okser. Derfor måtte de også stå i et fjøs, der var bygget av uhyre store Steiner og av jern, og de var bundne med store jernlenker.

Når Dragetænderne var sådde på åkeren, kom store jernmenn frem, væbnede med lanser og sverd, og drepte dem, som sådde. Nå trodde Kongen, at oksene vist ville stange Jason ihjel, og dersom disse ikke fikk gjort det av med ham, var han sikker på, at jernmennene nok ville det.

Kongens datter Medea fikk se Jason i sin Faders hus og ble glad i ham. Hun syntes, det var en stor synd, at den unge, vakre helt skulle dø. Medea kunne lave Trylledrikke og kjøre i en vogn med Drager for. Nå reiste hun gjennom luften og sankede urter og blomster på Bjerge og i daler og ved bekkenes bredder. Av disse presset hun saften ut og lavede en trylledrikk. Derpå gikk hun hen til Jason, uten at Faderen visste det, og ga ham drikken og sa til ham, at han skulle gni seg i ansiktet, på armene og på Benene med den. Han skulle også smøre den på sine våpen og sin rustning; thi da ville han en hel Dag bli sterkere enn alle andre menn; Ild kunne ikke brenne ham; Jern kunne ikke såre ham eller hugge gjennom hans rustning; men hans eget sverd ville kunne kløve det tykkeste jern.

Derpå ble dagen bestemt, da Jason skulle spenne oksene for plogen og så Dragetænderne. Tidlig om morgenen, før solen stod opp, kom Kongen med sin datter og alle sine fornemme menn og satte seg på en trone tett ved det sted, hvor Jason skulle pløye. De andre satt på Bænke rundt omkring Kongen, og ut av byen kom mange folk for å se, hvorledes det ville gå. Småguttene kløv opp i trærne for å se.

344Jason smurte seg og sine våpen med saften, som Medea hadde sagt ham, og kom ut på den store Ager. Like ved denne stod fjøset, hvor oksene var. Dørene ble lukket opp, og Jason gikk kjekt inn; han var ikke det minste redd. Han løste oksene fra båsen, tok en med hver hånd i hornene og drog dem ut. Oksene brølte forferdelig, sprutede ild ut av nese og munn og så meget Røg, som når et hus er i Brand.

Da ble den slemme konge glad; men de blant tilskuerne, som hadde et godt hjerte og så, hvor vakker og kjekk Jason var, ble meget bedrøvede og fryktede for, at han skulle bli drept; thi de visste ikke noe om, hvorledes Medea hadde hjulpet ham. Jason klemte Oxernes hoder ned mot jorden. De slo nok ut med bakbenene; men Jason slapp ikke taket; han klemte dem så hardt ned, at de falt på knærne.

Plogen, som oksene skulle trekke, var av jern. Pollux drog den frem av stallen, kastet et åk over Oxernes nakke og en jernlenke over deres Horn, og Jason klemte deres munn og nese således sammen, at de ikke mer kunne puste ild ut. Da nå Pollux var ferdig og oksene forspente, sprang Jason rask tilside, grep jernlenken, der var om deres Horn, med den ene hånd og skaftet på plogen med den annen. Da oksene merket, at han hadde sluppet dem, ville de renne sin vei; men Jason holdt så hardt i Jerntømmerne, at de til sist ble ganske trette av å sparke og spenne og var nødt til å trekke plogen.

Da han begynte å pløye, stod just solen opp, og ved middagstid hadde han pløyd den hele Ager. Nå tok han åket og Jerntømmerne av oksene og slapp dem. De var så redde, at de løp av sted likesom katter, der har fått Prygl, og stanset ikke, før de kom opp på Bjergene. Her hadde de nok satt ild på skogen, hadde ikke Hefaistos fanget dem og brakt dem bort.

Da Jason var ferdig med å pløye, gikk han hen til Kongen og bad om Dragetænderne. Kongen ga ham et stort jernspann fullt. Jason tok og kastet dem ut til alle sider. Så tok han en stor rive og gjorde jorden jevn med, 345likesom gartneren gjør, når han har sådd, og så gikk han hjem for å hvile seg; thi han var meget trett.

Ved solnedgang vendte Jason tilbake til åkeren, og se! der vokste jernmenn opp på alle kanter. Noen var allerede vokste frem til føttene, andre til knærne og atter andre til skuldrene. På noen derimot så man bare hjelmen og litt av ansiktet, mens den øvrige del av Legemet ennå var under jorden. De, som hadde armene fri fra jorden og kunne bevege seg, rystet sine spyd og svang sine sverd. Noen hadde allerede fått føttene fri og skulle til å angripe Jason.

Da tok Jason, som Medea hadde sagt ham, en stor Sten og kastet midt inn iblant dem. Da jernmennene så den, sprang de frem for å gripe den. Men nå begynte de å trette om, hvem den skulle tilhøre; thi enhver ville gjerne ha den, og derfra gikk det over til strid, som endte med, at de drepte hverandre innbyrdes. Imidlertid gikk Jason omkring på åkeren og hug hodet av dem, som holdt på å komme opp. Således ødelagdes alle jernmennene. Kongen, som også nå var til stede, var forferdelig vred; men alle de andre, som så på, var glade.

Den følgende Dag gikk Jason til Kongen og sa til ham, at han nå måtte utlevere det gyldne skinn; men Kongen ville ikke gi ham det enda og bad ham komme igjen en annen gang. Han tenkte nemlig på å drepe Jason. Men Medea fortalte ham den fare, han var i, og sa til ham, at han selv skulle gå hen og hente det gyldne skinn; thi ellers fikk han det aldri.

Skinnet hang på en stor Eg, som jeg har fortalt deg; men ved roten av Egen lå der en veldig Drage, som aldri sov, og som spiste opp alle dem, der rørte ved skinnet, unntagen Kongen. Denne Drage kunne ikke dø, og Medea kunne derfor ikke hjelpe Jason til å drepe den. Men hun hjalp ham på en annen måte. Dragen var meget glad i søte kaker. Nå lavede Medea kaker, som var sådanne, at når Dragen spiste dem, måtte den falle i søvn. Disse kaker tok Jason og kastet for Dragen, som var dum nok til å spise dem. Med et falt den i søvn. Nå gikk Jason over Dragen, drog 346spikrene ut med en knipetang og tok skinnet. Han gjemte det under kappen og bar det ombord på skipet. Derpå seilte de av sted allesammen. Medea fulgte med ham til Grækenland og ble hans kone.

Da de var kommet hjem, gjorde hun Jasons gamle far ung igjen, så at hans hår ble sort, hans tenner vokste ut igjen, og han levde ennå i mange år; men den slemme Kong Pelias ble drept, og Jasons far ble konge.