336

Hvor Syren flokkes om Birkens FodI Skoven dybest inde,Der sidder Herr Mikkel, han er saa mørkI Sinde.

Sørgmodelig vifter hans gode SvansOmkap med Skovens Bregner;Kosten er knap, til et daarligt AarDet tegner.

„Min Bug er slunken, min Hals er tør,Og mine forsultne UngerDe skriger saa forfærdeligAf Hunger.“

Saa arler Herr Mikkel sit røde SkindI Skovens høie SaleOg kjæmmer med en TjørnekvistSin Hale

Og speiler sine Tænders RadUdi den klare KildeOg lusker saa gjennem Krattet tystOg stille.

337Nu svinger han om Skovens Pynt,Hvor Ax for Vinden bæve,Hans Øine lyner, — hvilket SynFor Ræve!

Paa Marken græsser en skjøn Flok Gjæs,Hunden er falden i Staver,Og Vogterdrengen sliber sigEn Skraber.

Herr Mikkel tror sig i Paradis,Det kriller ham i Bugen,Og sagte, sagte han lister sigLangs Rugen.

Et Sæt, og som et lydløst LynEn smækfed Gaas han snapper sigOg saa afsted, — jo I kan tro,Han rapper sig.

Tilskovs, tilskovs i Hui og HastHan med sit Bytte springer,Det var, som selve Gaasen gavHam Vinger.

Bag sig han hører Skrig og SkraalFra hele GaaseleirenOg Hundeglam, — nu kniber detMed Seiren.

Jens Vogter er paa Sokkerne,Han raaber til sin Støver:„Vær flink, Pasop! lad se, du ta’rDen Røver!“

Og Hunden piler rask afstedMed Snusen og med Snøften;Men hvor er Mikkel? han er væk,Over Grøften!

338Og Hunden fritter Blomsterne,De hvide, blaa og gule:„Halloi, I smaa! hvor har den RævSin Hule?“

Men Mikkels Fod er Fløiel og Filt,Smaablomsterne ser ham neppe; —Da springer en skræmmet Hare opBag en Skræppe.

Den Leg, den huer Pasop for godt,Han sætter efter Haren;Jens Vogter fløiter; — men Mikkel er frelstAf Faren.

Sin Hule naar han ad lønlig StiGjennem Tjørn og høie Nelder,Nu sidder han ganske lunt og godtI sin Kjælder.

Og mens hans Unger med lystent BlikDen lækre Gaas betragter,Herr Mikkel med høistegen TandDen slagter.

Jo der blev Gilde i Rævens Gaard,Den Steg er ganske vakker,Det er rigtig Mikkel-Aften, joJeg takker.

Det rygtedes ogsaa vidt og bredtTil Slegt og Venner i Lunden;Maaren gik og slikkede sigOm Munden.

— Men Jens, som ikke fik Mikkel fat,Han kan slet aldrig sove;Endnu en Dyst med den røde RævVil han vove.

339Tidt ser han i Drømme en hvid GestaltMed store, hvide Vinger,Og i hans Øre et Raab om HevnDa klinger.

Da for Herr Mikkel med samt hans FlokHavde rigtig Ende paa Stegen:Blev Rævegraven Rævens Grav, —Og det var Enden paa Legen.

Chr. Richardt.

336

Hvor syren flokkes om Birkens fotI skogen dypest inne,Der sitter Herr Mikkel, han er så mørkI sinne.

Sørgmodelig vifter hans gode svansOm kapp med Skovens bregner;Kosten er knap, til et dårlig årDet tegner.

„Min Bug er slunken, min hals er tør,Og mine forsultne ungerDe skriker så forferdeligAv Hunger.“

Så arler Herr Mikkel sitt røde skinnI Skovens høye SaleOg kjemmer med en TjørnekvistSin hale

Og speiler sine tenners radUti den klare KildeOg lusker så gjennom krattet tystOg stille.

337Nå svinger han om Skovens pynt,Hvor aks for vinden beve,Hans Øine lyner, — hvilket synFor Ræve!

På marken gresser en skjønn Flok gjess,Hunden er falt i staver,Og Vogterdrengen sliper segEn skraper.

Herr Mikkel tror seg i paradis,Det kriller ham i buken,Og sakte, sakte han lister segLangs Rugen.

Et sett, og som et lydløst lynEn smekkfet gås han snapper segOg så av sted, — jo dere kan tro,Han rapper seg.

Tilskovs, tilskovs i hui og hastHan med sitt bytte springer,Det var, som selve gåsen gaHam vinger.

Bak seg han hører skrik og skrålFra hele gåseleirenOg Hundeglam, — nå kniber detMed seieren.

Jens Vogter er på sokkene,Han roper til sin støver:„Vær flink, Pasop! la se, du ta’rDen Røver!“

Og Hunden piler rask av stedMed snusen og med Snøften;Men hvor er Mikkel? han er vekk,Over grøften!

338Og Hunden fritter blomstene,De hvite, blå og gule:„Halloi, dere små! hvor har den revSin Hule?“

Men Mikkels Fod er Fløiel og filt,Småblomstene ser ham neppe; —Da springer en skremt hare oppBak en Skræppe.

Den Leg, den huer Pasop for godt,Han setter etter haren;Jens Vogter fløyter; — men Mikkel er frelstAv Faren.

Sin Hule når han ad lønnlig stiGjennom Tjørn og høye Nelder,Nå sitter han ganske lunt og godtI sin kjeller.

Og mens hans unger med lystent blikkDen lekre gås betrakter,Herr Mikkel med høistegen tannDen slagter.

Jo der ble gilde i Rævens gård,Den Steg er ganske vakker,Det er riktig Mikkel-aften, joJeg takker.

Det ryktedes også vidt og bredtTil slekt og venner i Lunden;Måren gikk og slikket segOm munnen.

— Men Jens, som ikke fikk Mikkel fat,Han kan slett aldri sove;Ennå en dyst med den røde revVil han vove.

339Titt ser han i drømmer en hvit GestaltMed store, hvite vinger,Og i hans øre et rop om hevnDa klinger.

Da for Herr Mikkel med samt hans FlokHadde riktig ende på Stegen:Ble revegraven Rævens grav, —Og det var enden på leken.

Chr. Richardt.