332

En norsk Mand, som kaldte sig Vigfus, tyede til den danske Konge Svend, der tog sig af ham og lod ham lære allehaande Kunster. Derefter udførte han endel Bygningsarbeide for Kongen og forlangte ingen anden Betaling derfor end et godt Raad, da han ansaa Kongen for meget vis og fremsynt. Kongen sagde da: „Hvormange Arbeider der end paahviler dig, saa pas dog vel paa, at du, naar du er i Kirke, ikke gaar fra Gudstjenesten, førend den er endt!“ Desuden forærede han Vigfus et Kjøbmandsskib med Ladning og raadede ham at drage til England, hvor han dels kunde sælge Varerne, dels maaske kunde finde Beskjæftigelse hos Kongen. Vigfus tog derfor Orlov af Svend, gik ombord paa sit Skib og kom i god Behold til England. Kongen bød ham snart til sig; thi det varede ikke længe, inden det rygtedes, hvor stor en Mester han var i alskens Kunster. Da han nu kom til Kongen, spurgte denne, om han vilde arbeide noget for ham, og sagde, at han vilde lade en ny Kongehal opbygge. Vigfus tænkte paa den danske Konges Raad og paatog sig det Arbeide, som blev tilbudt ham. Men paa Grund af Tidens Knaphed satte Kongen to Mestere til at bygge Hallen; den ene af dem var en Englænder, den anden Vigfus; hver af dem skulde arbeide paa sin Side med de ham tildelte Arbeidssvende; thi Kongen vilde se, hvem af dem der var den dueligste og hurtigste. Men Tilberedelserne var efter Kongens Bestemmelse lige for begge; dog havde den engelske Mester tolv Svende, men Vigfus bare syv. De drog nu til Stedet, lagde Grundvolden og begyndte at bygge. Den engelske Bygmester havde den Bestilling fremfor Vigfus, at han skulde ride hen, hvor Stenene blev tagne, og bestemme, hvem 339der skulde tilhugge og tildanne dem. Arbeidet gik nu fremad. Kongen undrede sig meget over, at det gik meget hurtigere for Vigfus, skjønt han havde mindre Hjelp. Han tænkte ved sig selv, at det var meget, at en Udlænding skulde overgaa den, som Englænderne kaldte Mester; thi man sagde tillige almindelig, at Arbeidet ikke mindre udmerkede sig ved sin Skjønhed end ved den Hurtighed, hvormed det udførtes.

Nu hændte det sig en Aften, da Arbeiderne havde endt sit Dagverk, at Kongen kaldte den engelske Mester til sig, gjorde ham Bebreidelser over, at en Udlænding skulde overgaa ham i Kunstfærdighed, og sagde, at han vilde tabe sin Berømmelse for bestandigt. Den engelske Bygmester sagde: „Min Herre! jeg kunde vænte, at det vilde forekomme eder saa, og derfor nødes jeg til at sige eder det, som I ikke forud ved, skjønt det gaar mig meget nær, at jeg skal aabenbare det; det staar sig ikke bedre med denne Mand, end at hans Arbeider fremmes og forskjønnes ved saadan Bistand, som ingen brav Mand skulde benytte. Mine Kammerater kan vidne med mig, at vi har maalt og aftegnet Væggen, naar han om Aftenen var gaaet hjem, men strax om Morgenen fundet den meget høiere, og derfor staar det ikke i min Magt at kappes med ham.“ Kongen sagde, at dette ikke kunde være sandt. Den engelske Mester sagde, at han skulde lade sine Svende kalde til, forat Kongen kunde høre, hvad de sagde. Da de kom, blev de adspurgte derom, og de tilbod sin Ed paa, at ethvert Ord, som Mesteren havde sagt, var sandt. Det gik da saa vidt, at de med Haanden paa Bibelen svor paa, at Vigfus var en Troldmand. Efterat de havde svoret Eden, gik de ud; men Kongen raadførte sig med den engelske Mester om, hvad han skulde gjøre, og sagde, at det ikke var ham kjært, at en saa forbandet Bygning skulde være over hans Hoved, da han ikke kunde vide, hvad Fare han derved udsatte sig for. „Men hvorledes skal vi tage ham af Dage,“ sagde han, „saa at vi ikke udsætter os for nogen Bebreidelse? thi ikke synes mig denne Mand lovligen dræbt, om vi ikke lader ham dræbe for andet end Arbeidet, saa stor Berømmelse som han har hos sine Landsmænd.“ „Der findes Raad herfor,“ sagde Mesteren. „I skal nu strax lade mig faa eders Handske med det Budskab til Vigfus, at I meget berømmer hans Færdighed, 334og at I fra dette Øieblik af overdrager ham hele Arbeidets Bestyrelse og Ordning, og derfor byder I og sender Handsken til Tegn derpaa, at han aarle imorgen før Solens Opgang skal ride hen til Trælene og bestyre det Arbeide, som jeg forhen har havt under mig. Saasnart jeg har bragt ham dette eders Bud, vil jeg ride hen til Trælene og sige dem, at han vil komme der tidlig imorgen, og derhos, at det er eders Vilje, at de skal brænde ham paa et Baal, hvad Skikkelse han end ved sin Trolddom paatager sig.“ Dette Raad samtykkede Kongen i. Mesteren drog da afsted, bragte Vigfus Handsken og ledsagede den med de fornævnte Ord, skaffede sig strax Heste, red hen i Skoven og bød Trælene at brænde den fremmede Bygmester Morgenen efter, hvad Skikkelse han end havde. Klokken tre om Morgenen red Vigfus efter Befaling frem ad Veien, og da Solen stod op, laa der en smuk Landsby for ham; saasnart han kom ind i Byen den lige Vei igjennem Gaden, hørte han, at der paa den anden Kant ude ved Muren ringedes til Messe. Vigfus red til Kapellet og steg af sin Hest, gik ind og saa sig om; han blev da var, at det var en gammel Præst, som baade saa meget slet ud og var særdeles langsom, og derfor syntes det ham, da han vilde skynde sig, at han aldrig vilde komme til rette Tid, hvis han tøvede Gudstjenesten ud. Han mindedes rigtignok Kong Svends Raad, som bød ham at høre Messen ud, men kunde alligevel ikke give sig Tid til at vænte; han sprang op, steg paa sin Hest og red sin Vei videre; men idet han agtede at ride ligeud ad den anden Kant af Byen, ringedes der i et andet Kapel strax ved Porten; han steg da af Hesten igjen og tænkte, som ogsaa var Tilfældet, at det her ringede sammen til Messens Begyndelse; han gik ind og knælede, og da den hellige Nadverd var uddelt, besluttede Vigfus at gjøre Fyldest for sin Ulydighed imod Kong Svend og at oppebie Velsignelsen efter Messen, hvor lang Tid der end forløb, og han gjorde saa. Solen kom høit paa Himmelen; thi disse Ophold trak Tiden ud. Han steg derefter paa Hesten igjen, red sterkt til og standsede ikke, førend han kom til det bestemte Sted.

Den engelske Mester havde vaaget hele Natten af Glæde over, at Vigfus skulde dræbes aarle næste Morgen, og saasnart 335det gryede ad Dag, red han til Skoven for at forskaffe Kongen nøiagtig Underretning om, hvorledes det var gaaet. Men da ingen Messer opholdt ham, naaede han Skoven tidligere end Vigfus, og saasnart han kom til Stedet, omringede Trælene ham, greb ham og trak ham med Grusomhed hen paa Baalet, som de forud havde bragt sterkt i Lue. Han skreg og spurgte, hvorfor de vilde dræbe ham, og tilføiede: „Jeg er jo en engelsk Mand og Kongens Ven.”

„Tror du, fordømte Troldmand!” svarede de, „at vi ikke kjender din Ondskab og godt ved, at du kan paatage dig, hvad Skikkelse du vil, som den engelske Mand sagde os inat, og derfor skal Ilden fortære dig.” De kastede ham da strax ind paa Baalet, og der brændte han op til Kul, det onde og svigefulde Menneske, som grov for andre den Grav, hvori han efter Guds retfærdige Dom selv faldt. Medens Trælene endnu stod omkring Ilden og talte med hverandre om, hvorledes dette Umenneske for ud af Verden, red Vigfus hen til dem og spurgte, hvorfor de ikke bestilte noget. De sagde, at de havde udført den mest fornødne Morgengjerning ved at dræbe Troldmanden, som forrige Høst var kommen fra Danmark. Vigfus taug da og saa, hvad der havde været ham bestemt, og hvorledes Sagen havde vendt sig; han indsaa, at Messen havde frelst ham fra Døden, og at den havde faaet Straffen, som fortjente den. Inderlig takkede han nu ved sig selv Gud for sin Frelse, satte Trælene til Arbeide og red derpaa hjem til sit Verk. Da nu Kongen om Dagen som sædvanlig kom for at se til Arbeidet, stod Vigfus paa sin Plads; men Pladsen ved den anden Ende var tom. Kongen undrede sig meget derover og taug; thi det var faldet ganske anderledes ud, end han havde tænkt. Vigfus tog da Ordet og sagde: „Gud kjendte bedre end I, Konge, hvad ret og retfærdigt var; thi I blev med Falskhed bedragen til at fælde en uretfærdig Dom over en uskyldig; derfor led det slette Menneske for sin Ondskab. Saa meget mere maa jeg skjønsomst erkjende Kong Svends Mildhed, og uligere monne I Konger befindes, jo mere I prøves.” Dermed endte deres Samtale; thi Kongen gik bort, fordi han saa, at han havde handlet uretfærdig. Men kort efter kom han igjen til Vigfus, talte med Blidhed til ham og sagde, at han vilde gjøre ham 336Fyldest, førend de skiltes, for det onde, han ved slette Menneskers Bagvaskelse og Mened havde ladet sig forlede til at ville tilføie ham, og Kongen bad nu Vigfus, at han skulde nedbryde til Grundvolden hele den Del af Bygningen, som den engelske Mester havde opført, og lade hele Bygningen blive efter en Form. Vigfus gjorde nu saa, og Hallen var færdig, førend Skibe seilede bort fra England om Sommeren. Kongen gjorde et stort Gilde til Ære for Vigfus, da Hallen var færdig. Englænderne roste meget Arbeidet, som det fortjente. Efterat dette Gilde var forbi, gav Kongen Vigfus to Skibe, ladede med gode Varer, og desuden gav han ham god Berømmelse. Derpaa seilede Vigfus igjen til Norge og naaede lykkelig sit Hjem.

332

En norsk mann, som kalte seg Vigfus, tydde til den danske konge Svend, der tok seg av ham og lot ham lære allehånde kunster. Deretter utførte han endel bygningsarbeid for Kongen og forlangte ingen annen betaling derfor enn et godt råd, da han anså Kongen for meget vis og fremsynt. Kongen sa da: „Hvor mange arbeider der enn påhviler deg, så pas dog vel på, at du, når du er i kirke, ikke går fra gudstjenesten, før den er endt!“ Dessuten forærte han Vigfus et Kjøbmandsskib med ladning og rådde ham å dra til England, hvor han dels kunne selge varene, dels maaske kunne finne beskjeftigelse hos Kongen. Vigfus tok derfor Orlov av Svend, gikk ombord på sitt skip og kom i god behold til England. Kongen bød ham snart til seg; thi det varte ikke lenge, innen det ryktedes, hvor stor en mester han var i alskens kunster. Da han nå kom til Kongen, spurte denne, om han ville arbeide noe for ham, og sa, at han ville la en ny Kongehal oppbygge. Vigfus tenkte på den danske Konges råd og påtok seg det arbeide, som ble tilbudt ham. Men på grunn av Tidens knapphet satte Kongen to mestere til å bygge hallen; den ene av dem var en englender, den annen Vigfus; hver av dem skulle arbeide på sin side med de ham tildelte Arbeidssvende; thi Kongen ville se, hvem av dem der var den dueligste og hurtigste. Men tilberedelsene var etter Kongens bestemmelse like for begge; dog hadde den engelske mester tolv svenner, men Vigfus bare syv. De drog nå til stedet, la grunnvollen og begynte å bygge. Den engelske byggmester hadde den bestilling fremfor Vigfus, at han skulle ride hen, hvor stenene ble tatt, og bestemme, hvem 339der skulle tilhugge og tildanne dem. Arbeidet gikk nå fremad. Kongen undret seg meget over, at det gikk meget hurtigere for Vigfus, skjønt han hadde mindre hjelp. Han tenkte ved seg selv, at det var meget, at en utlending skulle overgå den, som englenderne kalte mester; thi man sa tillike alminnelig, at arbeidet ikke mindre utmerket seg ved sin skjønnhet enn ved den hurtighet, hvormed det udførtes.

Nå hendte det seg en aften, da arbeiderne hadde endt sitt Dagverk, at Kongen kalte den engelske mester til seg, gjorde ham bebreidelser over, at en utlending skulle overgå ham i kunstferdighet, og sa, at han ville tape sin berømmelse for bestandig. Den engelske byggmester sa: „Min Herre! jeg kunne vente, at det ville forekomme dere så, og derfor nødes jeg til å si dere det, som dere ikke forut ved, skjønt det går meg meget nær, at jeg skal åpenbare det; det står seg ikke bedre med denne mann, enn at hans arbeider fremmes og forskjønnes ved sådan bistand, som ingen brav mann skulle benytte. Mine Kammerater kan vitne med meg, at vi har målt og avtegnet veggen, når han om Aftenen var gått hjem, men straks om morgenen funnet den meget høyere, og derfor står det ikke i min makt å kappes med ham.“ Kongen sa, at dette ikke kunne være sandt. Den engelske mester sa, at han skulle la sine svenner kalle til, for at Kongen kunne høre, hva de sa. Da de kom, ble de adspurgte derom, og de tilbød sin Ed på, at ethvert ord, som Mesteren hadde sagt, var sandt. Det gikk da så vidt, at de med hånden på Bibelen svor på, at Vigfus var en trollmann. Etter at de hadde svoret Eden, gikk de ut; men Kongen rådførte seg med den engelske mester om, hva han skulle gjøre, og sa, at det ikke var ham kjært, at en så forbandet bygning skulle være over hans hode, da han ikke kunne vite, hva fare han derved utsatte seg for. „Men hvorledes skal vi ta ham av dager,“ sa han, „så at vi ikke utsetter oss for noen bebreidelse? thi ikke synes meg denne mann lovlig drept, om vi ikke lader ham drepe for annet enn arbeidet, så stor berømmelse som han har hos sine landsmenn.“ „Der finnes råd herfor,“ sa Mesteren. „Dere skal nå straks lade meg få deres hanske med det budskap til Vigfus, at dere meget berømmer hans ferdighet, 334og at dere fra dette øyeblikk av overdrager ham hele Arbeidets Bestyrelse og ordning, og derfor byr dere og sender hansken til tegn derpå, at han årle i morgen før Solens oppgang skal ride hen til trælene og bestyre det arbeide, som jeg forhen har hatt under meg. Så snart jeg har brakt ham dette deres bud, vil jeg ride hen til trælene og si dem, at han vil komme der tidlig i morgen, og derhos, at det er deres vilje, at de skal brenne ham på et bål, hva skikkelse han enn ved sin trolldom påtar seg.“ Dette råd samtykket Kongen i. Mesteren drog da av sted, brakte Vigfus hansken og ledsaget den med de fornævnte ord, skaffet seg straks hester, red hen i skogen og bød trælene å brenne den fremmede byggmester morgenen etter, hva skikkelse han enn hadde. Klokken tre om morgenen red Vigfus etter Befaling frem ad Veien, og da solen stod opp, lå der en smuk landsby for ham; så snart han kom inn i byen den lige vei igjennom gaten, hørte han, at der på den annen Kant ute ved muren ringedes til messe. Vigfus red til kapellet og steg av sin hest, gikk inn og så seg om; han ble da var, at det var en gammel prest, som både så meget slett ut og var særdeles langsom, og derfor syntes det ham, da han ville skynde seg, at han aldri ville komme til rette tid, hvis han tøvet gudstjenesten ut. Han mintes riktignok Kong Svends Raad, som bød ham å høre messen ut, men kunne allikevel ikke gi seg tid til å vente; han sprang opp, steg på sin hest og red sin vei videre; men idet han aktede å ride ligeud ad den annen Kant av byen, ringedes der i et annet kapell straks ved porten; han steg da av Hesten igjen og tenkte, som også var tilfellet, at det her ringte sammen til Messens begynnelse; han gikk inn og knælede, og da den hellige Nadverd var utdelt, besluttet Vigfus å gjøre fyllest for sin ulydighet imot Kong Svend og å oppebie velsignelsen etter messen, hvor lang tid der enn forløp, og han gjorde så. Solen kom høyt på himmelen; thi disse opphold trakk tiden ut. Han steg deretter på Hesten igjen, red sterkt til og stanset ikke, før han kom til det bestemte sted.

Den engelske mester hadde våket hele natten av glede over, at Vigfus skulle drepes årle neste morgen, og så 335snart det grydde ad dag, red han til skogen for at forskaffe Kongen nøyaktig underretning om, hvorledes det var gått. Men da ingen messer oppholdt ham, nådde han skogen tidligere enn Vigfus, og så snart han kom til stedet, omringet trælene ham, grep ham og trakk ham med grusomhet hen på bålet, som de forut hadde brakt sterkt i lue. Han skrek og spurte, hvorfor de ville drepe ham, og tilføiede: „Jeg er jo en engelsk mann og Kongens venn.”

„Tror du, fordømte trollmann!” svarte de, „at vi ikke kjenner din ondskap og godt ved, at du kan påta deg, hva skikkelse du vil, som den engelske mann sa oss i natt, og derfor skal ilden fortære deg.” De kastet ham da straks inn på bålet, og der brente han opp til kull, det onde og svikefulle menneske, som grov for andre den grav, hvori han etter Guds rettferdige dom selv falt. Mens trælene ennå stod omkring ilden og talte med hverandre om, hvorledes dette umenneske for ut av verden, red Vigfus hen til dem og spurte, hvorfor de ikke bestilte noe. De sa, at de hadde utført den mest fornødne Morgengjerning ved å drepe trollmannen, som forrige høst var kommet fra Danmark. Vigfus tidde da og så, hva der hadde vært ham bestemt, og hvorledes Sagen hadde vendt seg; han innså, at messen hadde frelst ham fra døden, og at den hadde fått straffen, som fortjente den. Inderlig takket han nå ved seg selv Gud for sin Frelse, satte trælene til arbeide og red derpå hjem til sitt verk. Da nå Kongen om dagen som sedvanlig kom for å se til arbeidet, stod Vigfus på sin plass; men plassen ved den annen ende var tom. Kongen undret seg meget derover og tidde; thi det var falt ganske annerledes ut, enn han hadde tenkt. Vigfus tok da ordet og sa: „Gud kjente bedre enn dere, konge, hva rett og rettferdig var; thi dere ble med falskhet bedratt til å felle en urettferdig dom over en uskyldig; derfor led det slette menneske for sin ondskap. Så meget mer må jeg skjønsomst erkjenne Kong Svends Mildhed, og uligere monne dere konger befindes, jo mer dere prøves.” Dermed endte deres samtale; thi Kongen gikk bort, fordi han så, at han hadde handlet urettferdig. Men kort etter kom han igjen til Vigfus, talte med blidhet til ham og sa, at han ville gjøre ham 336fyllest, før de skiltes, for det onde, han ved slette Menneskers bakvaskelse og mened hadde latt seg forlede til å ville tilføye ham, og Kongen bad nå Vigfus, at han skulle nedbryte til grunnvollen hele den del av bygningen, som den engelske mester hadde oppført, og lade hele bygningen bli etter en form. Vigfus gjorde nå så, og hallen var ferdig, før skip seilede bort fra England om sommeren. Kongen gjorde et stort gilde til ære for Vigfus, da hallen var ferdig. Englenderne roste meget arbeidet, som det fortjente. Etter at dette gilde var forbi, ga Kongen Vigfus to skip, ladede med gode varer, og dessuten ga han ham god berømmelse. Derpå seilte Vigfus igjen til Norge og nådde lykkelig sitt hjem.