Tidlig en Søndags Morgen, medens jeg endnu laa, kom min gode Ven Johan ind i mit Kammer; han fortalte 330mig, at hele Fjorden havde frosset til om Natten, og at en Mængde Gutter, som stod udenfor og ventede paa mig, vilde have mig med paa Isen. Han bad mig derfor at rappe mig og tage Skøiterne med. Men da kan du tro, jeg fik Søvnen af Øinene! — vips! var jeg oppe af Sengen, — i en Fart stod jeg paaklædt og færdig og fik da Skøiterne paa Nakken. Og nu gik det afsted med alle Lærdalsgutterne ned til Søen, hvor Skøiterendingen skulde gaa for sig. Hvor godt jeg husker den Skøitetur, — den staar saa levende for mig, som om den var oplevet igaar. Jeg og Johan samt min Ven Jens gik i Spidsen for hele Flokken, og vi talte uophørlig om vore Skøiter og om, hvor flinke vi var til at gaa paa dem; Jens især brystede sig ikke lidet af et Par ny, pene Skøiter, som hans Fader havde kjøbt til ham i Bergen. Under ivrig Snak naaede vi ned paa Isen; — næsten hele den trange Lærdalsfjord var bedækket med Is af fire Tommers Tykkelse, og Solen, som var staaet op, skinnede paa den, saa det lyste lang Vei. Skøiterne blev nu i Hast tagne paa, og Moroen begyndte. „Som Pil i Luften,“ som der staar i Visen, fløi vi afsted og kappedes med hverandre om, hvem der kunde rende fortest. Dernæst skulde de, som kunde det, vise, hvad Kunster de kunde gjøre. Jens, som var en rask og smidig Gut, vendte sig i den sterkeste Fart og skrev i Isen Bogstaverne J. T. saa nydelig med Skøiterne, at ingen Skriverkarl skulde kunnet skrive dem bedre. „Det gjør nok ingen mig efter,“ raabte Jens og saa triumferende paa alle Gutterne. „Det skal du ikke sige for vist!“ mente Johan og vilde ogsaa til at prøve sig. Han begav sig altsaa afsted i fuld Fart, vendte sig om og skrev Bogstaven J og Halvparten af L i Isen. Men længer kom han ikke, for han snublede i en Sten, der var fastfrossen i Isen; Johan reiste sig op og vilde prøve sig paany; men i det samme hørte vi et forfærdeligt Skrald høit oppe over vore Hoveder. Vi var for godt kjendte i Lærdal til ikke at forstaa, hvad det var. „Snøskreia,“ skreg alle Gutterne i Munden paa hverandre som gale af Skræk, og Moroen blev med et standset. Den skrækkelige Larm af Sneskredet tiltog, og vi kunde tydelig merke, at Sneskreden hvert Secund betydelig voxte i Størrelse. Det var saaledes intet Øieblik at spilde. Heldigvis var der tæt ved os en stor Hule i Fjeldet, 331hvor Fjorden ellers gik ind; men Vandet i den var naturligvis nu belagt med Is, — derind stimlede vi allesammen, saa fort vi kunde, idet vi ængstelig skrigende trykkede os op mod Stenvæggen. I et Nu blev det belgmørkt omkring os, Sneskreden var kommen ned paa Isen og havde ganske tilmuret Indgangen til Hulen. Da vi nogenlunde havde kommet os af vor første Skræk, merkede vi først, at vi befandt os i den mørkeste Nat, saa at vi ikke engang kunde skimte en Haand foran os. Man tænke sig vor Forfærdelse, da vi tilsidst fattede alt; jeg for min Part blev saa ræd, som jeg aldrig kan mindes, jeg har været i min Levetid. Vor Stilling var ogsaa virkelig frygtelig; vi var indesluttede i et gyseligt Fængsel med Isen til Gulv, paa den ene Side Fjeldet og paa den anden en ugjennemtrængelig Snemasse til Vægge. Vi gjorde naturligvis alle mulige Forsøg paa at gjennembryde Snevæggen; men hvorledes var vel dette muligt for os Børn? Da vi skjønte, at det var rent umuligt at slippe ud, kastede vi os hulkende ned paa den kolde Is og gjorde os i vor Fortvivlelse tusende frygtelige Forestillinger. Tænk, om vi ikke blev udgravede, naar man ikke hjemme skjønte, hvor vi var blevne af! Vi maatte da ynkelig sulte ihjel. Eller tænk, om Isen toede op, medens vi var derinde. Det var sandelig Ting, som ikke alle voxne med Rolighed havde kunnet tænke paa, hvor langt mindre Børn som vi. Det er derfor ikke at undres paa, at vi græd og jamrede os. Under alt dette lod en uskyldig Barnestemme sig høre, — det var min Ven Johan, som havde kastet sig paa Knæ og lydelig bad en inderlig Bøn til Vorherre; — aldrig skal jeg glemme den; — den høitidelige, bedende Stemme gik langs Hulens Vægge, medens vi alle grædende sank paa Knæ og bad sammen med vor Ven. Men den maa nok ogsaa have gaaet opad, opad mod det høie, og en deroppe, en, hvis Øie ser i Løndom, og som hører Hjertets stille Suk, maa have hørt den; — thi i det samme brast Isen foran Hulen med et forfærdeligt Brag under Vægten af den uhyre Snemasse, som tyngede paa den. Vel for vi sammen ved dette skrækkelige Skrald; men Dagslyset, som nu trængte ind, bragte os til at glemme al Fare, og vi jublede høit og græd af Glæde. For mig var det akkurat, som om en uhyre stor 332Sten blev veltet fra mit Bryst, da jeg saa den store Snevæg, som hidtil havde berøvet os Dagens Lys, synke ned i Fjorden. Isen inde i Hulen var som ved et Guds Under slet ikke beskadiget. Nu fik vi lavet et Slags Nødsignal, som vi viftede med frem og tilbage; man lagde Merke til os fra Land, og vi blev reddede fra Hulen, der nær var bleven vor Grav.

Tidlig en Søndags morgen, mens jeg ennå lå, kom min gode venn Johan inn i mitt kammer; han fortalte 330meg, at hele fjorden hadde frosset til om natten, og at en mengde gutter, som stod utenfor og ventet på meg, ville ha meg med på isen. Han bad meg derfor at rappe meg og ta skøytene med. Men da kan du tro, jeg fikk søvnen av øynene! — vips! var jeg oppe av sengen, — i en fart stod jeg påkledd og ferdig og fikk da skøytene på nakken. Og nå gikk det av sted med alle Lærdalsgutterne ned til sjøen, hvor Skøiterendingen skulle gå for seg. Hvor godt jeg husker den skøytetur, — den står så levende for meg, som om den var opplevd i går. Jeg og Johan samt min venn Jens gikk i Spidsen for hele flokken, og vi talte uopphørlig om våre skøyter og om, hvor flinke vi var til å gå på dem; Jens især brystet seg ikke lite av et par ny, pene skøyter, som hans far hadde kjøpt til ham i Bergen. Under ivrig snakk nådde vi ned på isen; — nesten hele den trange Lærdalsfjord var bedekket med is av fire Tommers tykkelse, og solen, som var stått opp, skinte på den, så det lyste lang vei. Skøytene ble nå i hast tagne på, og moroen begynte. „Som pil i luften,“ som der står i visen, fløy vi av sted og kappedes med hverandre om, hvem der kunne renne fortest. Dernest skulle de, som kunne det, vise, hva kunster de kunne gjøre. Jens, som var en rask og smidig Gut, vendte seg i den sterkeste fart og skrev i isen bokstavene J. T. så nydelig med skøytene, at ingen skriverkarl skulle kunnet skrive dem bedre. „Det gjør nok ingen meg etter,“ ropte Jens og så triumferende på alle guttene. „Det skal du ikke si for vist!“ mente Johan og ville også til å prøve seg. Han begav seg altså av sted i full fart, vendte seg om og skrev bokstaven J og halvparten av L i isen. Men lenger kom han ikke, for han snublet i en Sten, der var fastfrossen i isen; Johan reiste seg opp og ville prøve seg paany; men i det samme hørte vi et forferdelig skrall høyt oppe over våre hoder. Vi var for godt kjente i Lærdal til ikke å forstå, hva det var. „Snøskreia,“ skreg alle guttene i munnen på hverandre som gale av skrekk, og moroen ble med et standset. Den skrekkelige larm av snøskredet tiltok, og vi kunne tydelig merke, at Sneskreden hvert sekund betydelig vokste i størrelse. Det var således intet øyeblikk å spille. Heldigvis var der tett ved oss en stor Hule i fjellet, 331hvor fjorden ellers gikk inn; men vannet i den var naturligvis nå belagt med is, — derind stimlet vi allesammen, så fort vi kunne, idet vi engstelig skrikende trykket oss opp mot steinveggen. I et nå ble det belgmørkt omkring oss, Sneskreden var kommet ned på isen og hadde ganske tilmuret inngangen til hulen. Da vi noenlunde hadde kommet oss av vår første skrekk, merket vi først, at vi befandt oss i den mørkeste natt, så at vi ikke engang kunne skimte en hånd foran oss. Man tenke seg vår forferdelse, da vi til sist fattet alt; jeg for min part ble så redd, som jeg aldri kan minnes, jeg har vært i min levetid. Vår stilling var også virkelig fryktelig; vi var indesluttede i et gyselig fengsel med isen til gulv, på den ene side fjellet og på den annen en ugjennomtrengelig snømasse til vegger. Vi gjorde naturligvis alle mulige forsøk på at gjennembryde snøveggen; men hvorledes var vel dette mulig for oss barn? Da vi skjønte, at det var rent umulig å slippe ut, kastet vi oss hulkende ned på den kalde is og gjorde oss i vår fortvilelse tusende fryktelige forestillinger. Tenk, om vi ikke ble utgravde, når man ikke hjemme skjønte, hvor vi var blitt av! Vi måtte da ynkelig sulte ihjel. Eller tenk, om isen toede opp, mens vi var derinne. Det var sannelig ting, som ikke alle voksne med Rolighed hadde kunnet tenke på, hvor langt mindre barn som vi. Det er derfor ikke å undres på, at vi gråt og jamret oss. Under alt dette lot en uskyldig barnestemme seg høre, — det var min venn Johan, som hadde kastet seg på kne og lydelig bad en inderlig Bøn til Vorherre; — aldri skal jeg glemme den; — den høytidelige, bedende stemme gikk langs Hulens vegger, mens vi alle gråtende sank på kne og bad sammen med vår venn. Men den må nok også have gått oppad, oppad mot det høye, og en deroppe, en, hvis Øye ser i Løndom, og som hører Hjertets stille sukk, må ha hørt den; — thi i det samme brast isen foran hulen med et forferdelig brak under vekten av den uhyre snømasse, som tyngde på den. Vel for vi sammen ved dette skrekkelige skrall; men dagslyset, som nå trengte inn, brakte oss til å glemme all fare, og vi jublet høyt og gråt av glede. For meg var det akkurat, som om en uhyre stor 332Sten ble veltet fra mitt bryst, da jeg så den store snøvegg, som hittil hadde berøvet oss Dagens lys, synke ned i fjorden. Isen inne i hulen var som ved et Guds under slett ikke beskadiget. Nå fikk vi lavet et Slags nødsignal, som vi viftet med frem og tilbake; man la merke til oss fra land, og vi ble reddet fra hulen, der nær var blitt vår grav.