Læreplanatlas
Anden DelTredje Afdeling.

3. Et Sneskred i Lærdal.

Eft. A. Bang

329

Tidlig en Søndags Morgen, medens jeg endnu laa, kom min gode Ven Johan ind i mit Kammer; han fortalte 330mig, at hele Fjorden havde frosset til om Natten, og at en Mængde Gutter, som stod udenfor og ventede paa mig, vilde have mig med paa Isen. Han bad mig derfor at rappe mig og tage Skøiterne med. Men da kan du tro, jeg fik Søvnen af Øinene! — vips! var jeg oppe af Sengen, — i en Fart stod jeg paaklædt og færdig og fik da Skøiterne paa Nakken. Og nu gik det afsted med alle Lærdalsgutterne ned til Søen, hvor Skøiterendingen skulde gaa for sig. Hvor godt jeg husker den Skøitetur, — den staar saa levende for mig, som om den var oplevet igaar. Jeg og Johan samt min Ven Jens gik i Spidsen for hele Flokken, og vi talte uophørlig om vore Skøiter og om, hvor flinke vi var til at gaa paa dem; Jens især brystede sig ikke lidet af et Par ny, pene Skøiter, som hans Fader havde kjøbt til ham i Bergen. Under ivrig Snak naaede vi ned paa Isen; — næsten hele den trange Lærdalsfjord var bedækket med Is af fire Tommers Tykkelse, og Solen, som var staaet op, skinnede paa den, saa det lyste lang Vei. Skøiterne blev nu i Hast tagne paa, og Moroen begyndte. „Som Pil i Luften,“ som der staar i Visen, fløi vi afsted og kappedes med hverandre om, hvem der kunde rende fortest. Dernæst skulde de, som kunde det, vise, hvad Kunster de kunde gjøre. Jens, som var en rask og smidig Gut, vendte sig i den sterkeste Fart og skrev i Isen Bogstaverne J. T. saa nydelig med Skøiterne, at ingen Skriverkarl skulde kunnet skrive dem bedre. „Det gjør nok ingen mig efter,“ raabte Jens og saa triumferende paa alle Gutterne. „Det skal du ikke sige for vist!“ mente Johan og vilde ogsaa til at prøve sig. Han begav sig altsaa afsted i fuld Fart, vendte sig om og skrev Bogstaven J og Halvparten af L i Isen. Men længer kom han ikke, for han snublede i en Sten, der var fastfrossen i Isen; Johan reiste sig op og vilde prøve sig paany; men i det samme hørte vi et forfærdeligt Skrald høit oppe over vore Hoveder. Vi var for godt kjendte i Lærdal til ikke at forstaa, hvad det var. „Snøskreia,“ skreg alle Gutterne i Munden paa hverandre som gale af Skræk, og Moroen blev med et standset. Den skrækkelige Larm af Sneskredet tiltog, og vi kunde tydelig merke, at Sneskreden hvert Secund betydelig voxte i Størrelse. Det var saaledes intet Øieblik at spilde. Heldigvis var der tæt ved os en stor Hule i Fjeldet, 331hvor Fjorden ellers gik ind; men Vandet i den var naturligvis nu belagt med Is, — derind stimlede vi allesammen, saa fort vi kunde, idet vi ængstelig skrigende trykkede os op mod Stenvæggen. I et Nu blev det belgmørkt omkring os, Sneskreden var kommen ned paa Isen og havde ganske tilmuret Indgangen til Hulen. Da vi nogenlunde havde kommet os af vor første Skræk, merkede vi først, at vi befandt os i den mørkeste Nat, saa at vi ikke engang kunde skimte en Haand foran os. Man tænke sig vor Forfærdelse, da vi tilsidst fattede alt; jeg for min Part blev saa ræd, som jeg aldrig kan mindes, jeg har været i min Levetid. Vor Stilling var ogsaa virkelig frygtelig; vi var indesluttede i et gyseligt Fængsel med Isen til Gulv, paa den ene Side Fjeldet og paa den anden en ugjennemtrængelig Snemasse til Vægge. Vi gjorde naturligvis alle mulige Forsøg paa at gjennembryde Snevæggen; men hvorledes var vel dette muligt for os Børn? Da vi skjønte, at det var rent umuligt at slippe ud, kastede vi os hulkende ned paa den kolde Is og gjorde os i vor Fortvivlelse tusende frygtelige Forestillinger. Tænk, om vi ikke blev udgravede, naar man ikke hjemme skjønte, hvor vi var blevne af! Vi maatte da ynkelig sulte ihjel. Eller tænk, om Isen toede op, medens vi var derinde. Det var sandelig Ting, som ikke alle voxne med Rolighed havde kunnet tænke paa, hvor langt mindre Børn som vi. Det er derfor ikke at undres paa, at vi græd og jamrede os. Under alt dette lod en uskyldig Barnestemme sig høre, — det var min Ven Johan, som havde kastet sig paa Knæ og lydelig bad en inderlig Bøn til Vorherre; — aldrig skal jeg glemme den; — den høitidelige, bedende Stemme gik langs Hulens Vægge, medens vi alle grædende sank paa Knæ og bad sammen med vor Ven. Men den maa nok ogsaa have gaaet opad, opad mod det høie, og en deroppe, en, hvis Øie ser i Løndom, og som hører Hjertets stille Suk, maa have hørt den; — thi i det samme brast Isen foran Hulen med et forfærdeligt Brag under Vægten af den uhyre Snemasse, som tyngede paa den. Vel for vi sammen ved dette skrækkelige Skrald; men Dagslyset, som nu trængte ind, bragte os til at glemme al Fare, og vi jublede høit og græd af Glæde. For mig var det akkurat, som om en uhyre stor 332Sten blev veltet fra mit Bryst, da jeg saa den store Snevæg, som hidtil havde berøvet os Dagens Lys, synke ned i Fjorden. Isen inde i Hulen var som ved et Guds Under slet ikke beskadiget. Nu fik vi lavet et Slags Nødsignal, som vi viftede med frem og tilbage; man lagde Merke til os fra Land, og vi blev reddede fra Hulen, der nær var bleven vor Grav.