Læreplanatlas
Anden DelTredje Afdeling.

2. Fjeldspranget.

Aarestrup

328

Hvor Granskoven kneiser langs opad Bjergets Skrint,Og Elven slaar sit Skum mod den stenede Klint,Paa Odden mellem Birke i tjæret BjælkehusSidder de norske Bønder og tømmer sit Krus.

De snitter Skeer og Boller, Brikker til sin Kost,Nogle knytter Strømper, der luner godt mod Frost.De gamle med stumpet Pibe hælder sig op til Væg,Nipper smaat til Øllet og fletter sit Skjeg.

Da reiser sig Torkel, den sterke Bondesøn,Og slaar forbitret Næven i Bordet med et Drøn,Sverger en rædsom Ed og med sin blanke KnivFarer løs paa Tjalve at røve hans Liv.

Foruden Værge Tjalve springer af Lugen ud;Men Torkel følger efter som Pilens sikre Skud.De Mænd, som iler til for deres Kiv at ende,Alt ser dem høit tilfjelds gjennem Granskoven rende.

Og Tjalve er yngre, mer smidig, mere let,Men Torkel sterkere, han bliver aldrig træt;Med frygtelige Trusler forfølger han sit Rov,Knækker Fyrrens Grene, baner sig Vei i Skov.

329Aandeløs de løber langs hen med Klippens Rand;Med Skum i Dybet velter sig Fjeldfossens Vand.Tolv Skridt er kun tilbage, saa bryder Klippen afOg sænker brat sin Stenvæg i Afgrundens Grav.

Der findes ingen Udvei, — Tjalve tager Fart, —Et Spring kan ham kun redde, det fatter han snart.Vel fulde fire Alen har Klippen sig flakt,Og Strømmen suser ned i den buldrende Trakt.

Han samler alle Kræfter — et frygteligt Spring!Frelst paa den anden Side ser han sig omkringTilbage over Fossen, der stænker Skovens Gren —Og skuer sin Fiende blodig paa Fjeldkantens Sten.

I Hevnens blinde Harm er han sprungen bagefter.Forgjæves nu han søger et Sted, hvor Foden hefter.Han hænger over Dybet — med Armen om en KantAf Klippen, blodig saaret, han Frist for Livet fandt.

Iskolde Stænk fra Strømmen det hede Blod ham kjøle;Vildt stirrer han ned, hører Fossen brøle.Det sortner for hans Øie — hjælp Gud! — hans Kraftforsager, —Da føler han sig løftet, en Haand ham opad drager.

Med saaret Knæ og Skulder paa Klippens Blok han staarOg frelst fra Døden sin Arm om Tjalve slaar,Kryster til sit Hjerte den brave RedningsmandOg kaster Morderkniven i Fjeldkløftens Vand.

De svor hinanden Venskab, og de sveg ei sin Ed,Men blev bestandig Venner i al Oprigtighed.De gik i Krigen sammen, da Dannerkongen bød,Og fandt i tapper Fegtning paa engang sin Død.

E. Aarestrup.