328

Hvor Granskoven kneiser langs opad Bjergets Skrint,Og Elven slaar sit Skum mod den stenede Klint,Paa Odden mellem Birke i tjæret BjælkehusSidder de norske Bønder og tømmer sit Krus.

De snitter Skeer og Boller, Brikker til sin Kost,Nogle knytter Strømper, der luner godt mod Frost.De gamle med stumpet Pibe hælder sig op til Væg,Nipper smaat til Øllet og fletter sit Skjeg.

Da reiser sig Torkel, den sterke Bondesøn,Og slaar forbitret Næven i Bordet med et Drøn,Sverger en rædsom Ed og med sin blanke KnivFarer løs paa Tjalve at røve hans Liv.

Foruden Værge Tjalve springer af Lugen ud;Men Torkel følger efter som Pilens sikre Skud.De Mænd, som iler til for deres Kiv at ende,Alt ser dem høit tilfjelds gjennem Granskoven rende.

Og Tjalve er yngre, mer smidig, mere let,Men Torkel sterkere, han bliver aldrig træt;Med frygtelige Trusler forfølger han sit Rov,Knækker Fyrrens Grene, baner sig Vei i Skov.

329Aandeløs de løber langs hen med Klippens Rand;Med Skum i Dybet velter sig Fjeldfossens Vand.Tolv Skridt er kun tilbage, saa bryder Klippen afOg sænker brat sin Stenvæg i Afgrundens Grav.

Der findes ingen Udvei, — Tjalve tager Fart, —Et Spring kan ham kun redde, det fatter han snart.Vel fulde fire Alen har Klippen sig flakt,Og Strømmen suser ned i den buldrende Trakt.

Han samler alle Kræfter — et frygteligt Spring!Frelst paa den anden Side ser han sig omkringTilbage over Fossen, der stænker Skovens Gren —Og skuer sin Fiende blodig paa Fjeldkantens Sten.

I Hevnens blinde Harm er han sprungen bagefter.Forgjæves nu han søger et Sted, hvor Foden hefter.Han hænger over Dybet — med Armen om en KantAf Klippen, blodig saaret, han Frist for Livet fandt.

Iskolde Stænk fra Strømmen det hede Blod ham kjøle;Vildt stirrer han ned, hører Fossen brøle.Det sortner for hans Øie — hjælp Gud! — hans Kraftforsager, —Da føler han sig løftet, en Haand ham opad drager.

Med saaret Knæ og Skulder paa Klippens Blok han staarOg frelst fra Døden sin Arm om Tjalve slaar,Kryster til sit Hjerte den brave RedningsmandOg kaster Morderkniven i Fjeldkløftens Vand.

De svor hinanden Venskab, og de sveg ei sin Ed,Men blev bestandig Venner i al Oprigtighed.De gik i Krigen sammen, da Dannerkongen bød,Og fandt i tapper Fegtning paa engang sin Død.

E. Aarestrup.

328

Hvor Granskoven kneiser langs oppad Bjergets Skrint,Og Elven slår sitt skum mot den stenede Klint,På Odden mellom Birke i tjæret bjelkehusSitter de norske bønder og tømmer sitt krus.

De snitter Skeer og boller, brikker til sin kost,Noen knytter strømper, der luner godt mot Frost.De gamle med stumpet pipe heller seg opp til vegg,Nipper smått til ølet og fletter sitt skjegg.

Da reiser seg Torkel, den sterke bondesønn,Og slår forbitret neven i bordet med et drønn,Sverger en rædsom Ed og med sin blanke knivFarer løs på Tjalve å røve hans liv.

Foruten verge Tjalve springer av luken ut;Men Torkel følger etter som Pilens sikre skudd.De menn, som iler til for deres kiv å ende,Alt ser dem høyt til fjells gjennom Granskoven renne.

Og Tjalve er yngre, mer smidig, mer lett,Men Torkel sterkere, han blir aldri trett;Med fryktelige trusler forfølger han sitt Rov,Knekker Fyrrens grener, baner seg vei i skog.

329Åndeløs de løper langs hen med Klippens Rand;Med skum i dypet velter seg Fjeldfossens vann.Tolv skritt er kun tilbake, så bryter Klippen avOg senker brat sin steinvegg i avgrunnens grav.

Der finnes ingen utvei, — Tjalve tar fart, —Et Spring kan ham kun redde, det fatter han snart.Vel fulle fire alen har Klippen seg flakt,Og Strømmen suser ned i den buldrende trakt.

Han samler alle krefter — et fryktelig Spring!Frelst på den annen side ser han seg omkringTilbake over fossen, der stænker Skovens gren —Og skuer sin fiende blodig på Fjeldkantens Sten.

I Hevnens blinde harm er han sprunget bakefter.Forgjeves nå han søker et sted, hvor foten hefter.Han henger over dypet — med armen om en KantAv Klippen, blodig såret, han frist for livet fant.

Iskolde stenk fra strømmen det hete blod ham kjøle;Vilt stirrer han ned, hører fossen brøle.Det sortner for hans Øye — hjelp Gud! — hans kraftforsager, —Da føler han seg løftet, en hånd ham oppad drar.

Med såret kne og skulder på Klippens blokk han stårOg frelst fra døden sin arm om Tjalve slår,Kryster til sitt hjerte den brave redningsmannOg kaster Morderkniven i fjellkløftens vann.

De svor hinannen vennskap, og de svek ei sin Ed,Men ble bestandig venner i all oppriktighet.De gikk i krigen sammen, da Dannerkongen bød,Og fant i tapper fektning på engang sin død.

E. Aarestrup.