321

Øivind hed han og græd, da han blev født. Men alt da han sad opreist paa Moderens Fang, lo han, og naar de tændte Lys paa om Kvelden, lo han, saa det sang, men græd, da han ikke fik komme bort til det. „Af den Gutten maa det blive noget rart,“ sagde Moderen.

Der, hvor han blev født, hang det bare Berg udover; men det var ikke høit; Furu og Birk saa ned; Hæggen strøede Blomster paa Taget. Men oppe paa Taget gik en liden Buk, som Øivind aatte; den skulde gaa der for ikke at tulle sig væk, og Øivind bar Løv og Græs op til den. En vakker Dag hoppede Bukken over og borti Berget; den gik ende op og kom did, den aldrig havde været før. Øivind saa ikke Bukken, da han kom ud efter Non, og tænkte strax paa Ræven. Han blev hed over hele Kroppen, saa sig om og lyede: „Kille-Kille-Kille-Killebukken!“ — „Bæ-æ-æ-æ!“ sa’ Bukken oppe paa Bergkanten, lagde Hovedet paaskakke og saa ned.

Men ved Siden af Bukken laa en liden Gjente paa Knæ. „Er den din, den Bukken?“ spurgte hun. Øivind stod med aaben Mund og Øine, stak begge Hænder i den Kjoleburen, han bar. „Hvem er du?“ spurgte han. — „Jeg er Marit, Mor sin Unge, Fedlen til Far, Huldra i Huset, Datterdatter til Ola Nordistuen paa Heidegaardene, fire Aar til Høsten, to Dage efter Frostnætterne, jeg!“ — „Er du det, du!“ sa’ han og drog Pusten, for han havde ikke turdet slippe den, saalænge hun talte.

„Er den din, den Bukken?“ spurgte Gjenten op igjen. — „Ja-ha,“ sa’ han og saa op. — „Jeg har faaet saadan Lyst paa den Bukken; — du vil ikke gi’ mig den?“ — „Nei, det vil jeg ikke.“

322Hun laa og spændte med Benene og saa ned paa ham, og da sagde hun: „End naar du faar en Smørkringle for Bukken, kan jeg saa faa den?“ — Øivind var af Fattigfolk; han havde spist Smørkringle bare en Gang i sit Liv; det var, da Bedstefar kom did, og sligt havde han aldrig spist hverken før eller siden. Han saa op paa Gjenten; „lad mig faa se den Kringlen først,“ sa’ han. Hun var ikke sen paa det, viste en stor Kringle frem, som hun holdt i Haanden; „her er den!“ sagde hun og kastede den ned. „Au, den gik istykker,“ sa’ Gutten, han samlede hver Bid op med Omhu; den allermindste maatte han smage paa, og den var saa god, at han maatte smage paa en til, og før han vidste af det, havde han spist op hele Kringlen.

„Nu er Bukken min,“ sa’ Gjenten. Gutten standsede med den sidste Bid i Munden, Gjenten laa og lo, Bukken stod ved Siden, hvid i Brystet, brunsort i Ragget og saa ned paaskakke.

„Kunde du ikke vænte saalænge,“ bad Gutten; Hjertet begyndte at klappe i ham. Da lo Gjenten endnu mere, skyndte sig op paa Knæ. „Nei, Bukken er min, den,“ sagde hun og slog Armene om Halsen paa den, løste et Strømpebaand og bandt omkring. Øivind saa paa. Hun reiste sig og begyndte at drage i Bukken; den vilde ikke gaa med og tøiede Halsen nedover mod Øivind. „Bæ-æ-æ-æ!“ sa’ den. Men hun tog i Ragget med den ene Haand, drog i Baandet med den anden og sagde vakkert: „Kom du, Bukken, saa skal du faa gaa i Stuen og spise af Mor sine Fad og mit Forklæde,“ og saa sang hun:

Kom Bukken til Gutten,Kom Kalven til Mor,Kom mjavende KattenI snehvide Skor,Kom Ællinger gule,Kom frem ifra Skjule,Kom Kyllinger smaa,Som neppe kan gaa,Kom Duerne mineMed Fjedrene fine,

323Se Græsset er vaadt,Men Solen gjør godt,Og tidlig, tidlig er det paa Sommer’n,Men raab paa Høsten, saa kommer’n!

Der stod Gutten.

Bukken havde han stellet med siden i Vinter, den blev født, og aldrig havde han tænkt sig, at den kunde mistes; men nu var det gjort paa en liden Stund, og han skulde ikke se den mere.

Moderen kom trallende op fra Fjæren med Kopper, som hun havde skuret; hun saa Gutten sidde og græde med Benene under sig i Græsset og gik bort til ham. „Hvad græder du for?“ — „Aa, Bukken, Bukken!“ — „Ja, hvor er Bukken?“ spurgte Moderen, hun saa op paa Taget. „Den kommer aldrig mere igjen,“ sa’ Gutten. „Kjære, hvordan kunde det gaa til?“ — Han vilde ikke strax tilstaa det. „Har Ræven taget den?“ — „Ja, Gud give, det var Ræven!“ — „Er du paa Stel!“ sa’ Moderen; „hvor er det blevet af Bukken?“ — „Aa, aa, aa, . . . . . . . . jeg kom iskade for . . . . at sælge den for en Kringle!“ —

Akkurat i det samme han sagde Ordet, forstod han, hvad det var at sælge Bukken for en Kringle; før havde han ikke tænkt paa det. Moderen sagde: „Hvad tror du nu, den lille Bukken tænker om dig, naar du kunde sælge den for en Kringle?“

Og Gutten selv tænkte paa det og forstod meget godt, at han aldrig kunde blive glad mere her i Verden; og ikke engang hos Gud, tænkte han siden.

Saamegen Sorg følte han, at han lovede med sig selv aldrig mere at gjøre noget galt, hverken at skjære Rokkesnoren eller slippe Sauerne eller gaa ned til Søen alene. Han sovnede ind, der han laa, og han drømte om Bukken, at den var kommen til Himmerige; Vorherre sad med stort Skjeg ligesom i Katekismen, og Bukken stod og bed Løv af et skinnende Træ; men Øivind sad alene paa Taget og kunde ikke komme op.

Da stak noget vaadt lige borti Øret paa ham, han skvat op. „Bæ-æ-æ-æ!“ sa’ det, og det var Bukken, som var kommen igjen.

324„Nei, er du kommen igjen!“ Han sprang op, tog begge Forbenene op paa den og dansede med den som en Bror; han rykkede den i Skjegget, og han vilde netop ind til Mor med den, da han hørte nogen bag sig og saa Gjenten sidde paa Grønsværet lige ved Siden. Nu forstod han altsammen, han slap Bukken: „Er det dig, som er kommen med den?“ Hun sad og rev Græs op med Haanden og sagde: „Jeg fik ikke Lov at beholde den; Bedstefader sidder deroppe og vænter.“ Medens Gutten stod og saa paa hende, hørte han en skarp Stemme oppe fra Veien raabe: „Naa!“ Da huskede hun, hvad hun skulde gjøre; hun reiste sig og gik bort til Øivind, stak den ene muldede Haand borti en af hans, saa bort og sagde: „Om Forladelse!“ Men saa var ogsaa hendes Mod forbi, hun kastede sig ned over Bukken og græd.

„Jeg mener, du faar beholde Bukken, jeg,“ sagde Øivind og saa væk.

„Skynd dig nu!“ sagde Bedstefar opi Bakken. Og Marit reiste sig, og hun gik med dragende Ben opefter. „Du glemmer nok Strømpebaandet dit,“ raabte Øivind efter hende. Da vendte hun sig og saa først paa Baandet, siden paa ham. Endelig fattede hun en stor Beslutning og sagde med tykt Maal: „Det kan du beholde.“ Han gik bort til hende og tog hende i Haanden: „Tak skal du ha'!“ sa' han. — „Aa, ikke noget at takke for,“ svarte hun; drog et uhyre langt Suk og gik videre.

Han satte sig ned igjen i Græsset, Bukken gik ved Siden af ham; men han var ikke længer saa glad i den som før.

Bukken gik bunden ved Stuevæggen; men Øivind gik og saa opover Berget. Moderen kom ud til ham og sad hos ham; han vilde høre Eventyr om det, som var langt borte; thi nu var ikke Bukken længer nok. Saa fik han høre om, at engang kunde Alting tale; Berget talte til Bækken og Bækken til Elven og Elven til Havet og Havet til Himmelen; men saa spurgte han, om ikke Himmelen talte til nogen; og Himmelen talte til Skyerne, men Skyerne til Trærne, men Trærne til Græsset, men Græsset til Fluerne, men Fluerne til Dyrene, men Dyrene til Børnene, men Børnene til de voxne; og saaledes gik det endnu videre, til det 325gik rundt, og ingen vidste, hvem som begyndte. Øivind saa paa Berget, Trærne, Søen, Himmelen og havde igrunden aldrig seet dem før. Katten kom ud i det samme og lagde sig paa Hellen i Solskinnet. „Hvad siger Katten?“ spurgte Øivind og pegte. Moderen sang:

Solen skinner vakkert om Kvelden,Katten ligger doven udpaa Hellen.„To smaa Mus,Fløde af et Krus,Fire Stykker FiskStjal jeg bag en DiskOg er saa god og mætOg er saa doven og træt,“Siger Katten.

Men Hanen med alle Hønsene kom. „Hvad siger Hanen?“ spurgte Øivind og slog Hænderne sammen. Moderen sang:

Kyllinghønen Vingerne sænker,Hanen staar paa et Ben og tænker:„Den graa GaasStyrer høi nok Kaas;Men se til, om den kanNaa en Hane i Forstand?Ind, ind Høner under Tag,Solen kan gjerne faa Lov for idag,“Siger Hanen.

Men to smaa Fugle sad og sang oppe paa Mønet. „Hvad siger Fuglene?“ spurgte Øivind og lo.

„Herregud, det er godt at leveFor den, som slipper at stræve,“Siger Fuglene.

Og han fik høre, hvad altsammen sagde lige ned til Myren, som krøb gjennem Mosen, og Ormen, som pikkede i Barken.

Samme Sommer begyndte Moderen at lære ham at læse. Bøgerne havde han eiet længe og tænkt meget paa, hvorledes det skulde gaa til, naar ogsaa de begyndte at tale. Nu blev Bogstaverne til Dyr, Fugle og alt, som til var; men snart begyndte de at gaa sammen, to og to; a stod og 326hvilte under et Træ, som hed b, saa kom c og gjorde det samme; men da de kom sammen tre og fire, var det, som de blev sindte paa hverandre, det vilde ikke rigtig gaa. Og jo længere udover han kom, desmere glemte han, hvad de var; længst huskede han paa a, som han holdt mest af; den var et lidet, sort Lam og var Venner med alle; men snart glemte han ogsaa a, Bogen havde intet Eventyr, men bare Lexer.

Saa var det en Dag, Moderen kom ind og sagde til ham: „Imorgen begynder Skolen igjen, da skal du følge med mig op til Gaarden.“ Øivind havde hørt, at Skolen var et Sted, hvor mange Gutter legte, og det havde han Ingenting imod. Han var meget fornøiet; paa Gaarden havde han været ofte, men ikke naar der var Skole, og han gik fortere end Moderen opover Bakkerne, for han længtede. De kom op til Øvrestuen, en forfærdelig Sur som af Kvernhuset hjemme stod imod dem, og han spurgte Moderen, hvad det var. „Det er Ungdommen, som læser,“ svarte hun, og han blev meget glad, for saadan var det ogsaa, han havde læst, før han kjendte Bogstaver. Da han kom ind, sad der saamange Børn omkring et Bord, at der ikke var flere i Kirken; andre sad paa sine Nistekopper langs Væggene; nogle stod i smaa Hobe omkring en Tabel; Skolemesteren, en gammel graahaaret Mand, sad paa en Krak nede ved Gruen og stoppede sin Pibe. Da Øivind og Moderen traadte ind, saa de alle op, og Kvernhussurret standsede, som naar de dæmmede i Renden. Alle saa paa de indtrædende, Moderen hilste paa Skolemesteren, som hilste igjen.

„Her kommer jeg med en liden Gut, som vil lære at læse,“ sagde Moderen. „Hvad heder den Kroppen?“ sagde Skolemesteren og grov ned i Skindposen efter Tobak.

„Øivind,“ sagde Moderen; „han kan Bogstaverne, og han kan lægge sammen.“ „Aa nei da,“ sa’ Skolemesteren, „kom hid du Hvidhoved!“ Øivind gik bort til ham, Skolemesteren fik ham paa Fanget og tog Huen af ham. „For en vakker liden Gut!“ sagde han og strøg ham i Haaret; Øivind saa ham op i Øinene og lo. „Er det af mig, du ler?“ han rynkede Brynene. „Ja, det er det,“ svarte Øivind og skratlo. Da lo ogsaa Skolemesteren, Moderen lo, Børnene skjønte ogsaa, de fik Lov at le, og saa lo de allesammen.

327Dermed var Øivind kommen ind paa Skolen.

Da han skulde sætte sig, vilde de alle gjøre Plads for ham; han saa sig ogsaa længe om, de hviskede og pegte; han dreiede sig omkring til alle Kanter med Huen i Haanden og Bogen under Armen. „Nu, hvad bliver det saa til?“ spurgte Skolemesteren, han holdt atter paa med Piben. Idet Gutten skal vende sig mod Skolemesteren, ser han, tæt ved Siden af ham nede ved Gruestenen og siddende paa en liden rødmalet Løb, Marit med de mange Navne; hun havde gjemt Ansigtet bag begge Hænder og sad og glyttede hen til ham. „Her vil jeg sidde!“ sagde Øivind rask, tog en Løb og satte sig ved Siden. Nu løftede hun lidt den Armen, som vendte mod ham, og saa paa ham under Albuen; strax dækkede ogsaa han til sit Ansigt med begge Hænder og saa paa hende under Albuen. Slig sad de og skabte sig til, indtil hun lo, saa lo ogsaa han, Ungerne havde seet det og lo med; da skar det ind med frygtelig sterk Stemme, men som blev mildere efter hvert: „Stille, Troldunger, Smaatøi, Spilleverk — stille og vær snille mod mig, Sukkergriser!“ — Det var Skolemesteren, som havde for Vis at fyge op, men blive god igjen, før han endte. Strax blev der roligt i Skolen, indtil Peberkvernene atter begyndte at gaa, de læste høit hver i sin Bog, de fineste Diskanter spillede op, de grovere Stemmer trommede høiere og høiere for at have Overvegten, en og anden haukede indimellem, Øivind havde i sine Levedage ikke havt slig Moro.

„Er det slig her bestandig?“ hviskede han til Marit.

„Ja slig er det,“ sagde hun.

Senere hen maatte de frem til Skolemesteren og læse; en liden Gut blev dernæst sat til at læse med dem, og saa fik de slippe og skulde gaa hen og sidde rolige igjen.

„Nu har ogsaa jeg faaet en Buk,“ sagde hun. — „Har du?“ — „Ja, men den er ikke saa vakker som din.“ — „Hvorfor er du ikke oftere kommen op paa Bjerget?“ — „Bedstefar var ræd, jeg skulde falde udfor.“ — „Men det er ikke saa høit.“ — „Bedstefar vil ikke alligevel.“

„Op, Unger!“ raabte Skolemesteren, „idag er det første Dagen, saa I skal slippe tidlig; men først maa vi holde Bøn og synge.“ Der blev et Leven i Skolen, de hoppede afBænkene, 328sprang over Gulvet, snakkede i Munden paa hverandre. „Stille, Fantunger, Skarvunger, Fjorunger! stille, og gaa vakkert over Gulvet, Smaabørn!“ sa’ Skolemesteren, og de gik nu rolige hen og stillede sig op, hvorefter Skolemesteren gik foran dem og holdt en kort Bøn. Siden sang de; Skolemesteren begyndte med stærk Bas, alle Børnene stod med foldede Hænder og sang med, Øivind stod nederst ved Døren sammen med Marit og saa paa; de foldede ogsaa Hænderne; men de kunde ikke synge.

Dette var den første Dag i Skolen.

Bjørnstjerne Bjørnson.

321

Øivind het han og gråt, da han ble født. Men alt da han satt oppreist på Moderens fang, lo han, og når de tente lys på om kvelden, lo han, så det sang, men gråt, da han ikke fikk komme bort til det. „Av den gutten må det bli noe rart,“ sa moren.

Der, hvor han ble født, hang det bare Berg utover; men det var ikke høyt; Furu og Birk så ned; Heggen strødde blomster på taket. Men oppe på taket gikk en liten bukk, som Øivind åtte; den skulle gå der for ikke å tulle seg vekk, og Øivind bar løv og gress opp til den. En vakker Dag hoppet bukken over og borti berget; den gikk ende opp og kom dit, den aldri hadde vært før. Øivind så ikke bukken, da han kom ut etter Non, og tenkte straks på Ræven. Han ble het over hele kroppen, så seg om og lyede: „Kille-Kille-Kille-Killebukken!“ — „Bæ-æ-æ-æ!“ sa’ bukken oppe på bergkanten, la hodet paaskakke og så ned.

Men ved siden av bukken lå en liten jente på kne. „Er den din, den bukken?“ spurte hun. Øivind stod med åpen munn og øyne, stak begge hender i den Kjoleburen, han bar. „Hvem er du?“ spurte han. — „Jeg er Marit, Mor sin unge, Fedlen til far, Huldra i huset, Datterdatter til Ola Nordistuen på Heidegaardene, fire år til høsten, to dager etter frostnettene, jeg!“ — „Er du det, du!“ sa’ han og drog pusten, for han hadde ikke turt slippe den, så lenge hun talte.

„Er den din, den bukken?“ spurte Gjenten opp igjen. — „Ja-ha,“ sa’ han og så opp. — „Jeg har fått sådan Lyst på den bukken; — du vil ikke gi’ meg den?“ — „Nei, det vil jeg ikke.“

322Hun lå og spente med Benene og så ned på ham, og da sa hun: „Enn når du får en Smørkringle for bukken, kan jeg så få den?“ — Øivind var av fattigfolk; han hadde spist Smørkringle bare en gang i sitt liv; det var, da bestefar kom dit, og slikt hadde han aldri spist hverken før eller siden. Han så opp på Gjenten; „la meg få se den Kringlen først,“ sa’ han. Hun var ikke sen på det, viste en stor kringle frem, som hun holdt i hånden; „her er den!“ sa hun og kastet den ned. „Au, den gikk i stykker,“ sa’ gutten, han samlet hver bit opp med omhu; den allermindste måtte han smake på, og den var så god, at han måtte smake på en til, og før han visste av det, hadde han spist opp hele Kringlen.

„Nå er bukken min,“ sa’ Gjenten. Gutten stanset med den siste Bid i munnen, Gjenten lå og lo, bukken stod ved siden, hvit i brystet, brunsort i ragget og så ned paaskakke.

„Kunne du ikke vente så lenge,“ bad gutten; Hjertet begynte å klappe i ham. Da lo Gjenten enda mer, skyndte seg opp på kne. „Nei, bukken er min, den,“ sa hun og slo armene om halsen på den, løste et strømpebånd og bandt omkring. Øivind så på. Hun reiste seg og begynte å dra i bukken; den ville ikke gå med og tøiede halsen nedover mot Øivind. „Bæ-æ-æ-æ!“ sa’ den. Men hun tok i ragget med den ene hånd, drog i båndet med den annen og sa vakkert: „Kom du, bukken, så skal du få gå i stuen og spise av Mor sine fat og mitt forkle,“ og så sang hun:

Kom bukken til gutten,Kom kalven til Mor,Kom mjavende kattenI snehvide Skor,Kom ellinger gule,Kom frem ifra Skjule,Kom kyllinger små,Som neppe kan gå,Kom duene mineMed fjærene fine,

323Se gresset er vått,Men solen gjør godt,Og tidlig, tidlig er det på Sommer’n,Men rop på høsten, så kommer’n!

Der stod gutten.

Bukken hadde han stellet med siden i vinter, den ble født, og aldri hadde han tenkt seg, at den kunne mistes; men nå var det gjort på en liten stund, og han skulle ikke se den mer.

Moren kom trallende opp fra fjæren med kopper, som hun hadde skuret; hun så gutten sitte og gråte med Benene under seg i gresset og gikk bort til ham. „Hva gråter du for?“ — „Aa, bukken, bukken!“ — „Ja, hvor er bukken?“ spurte moren, hun så opp på taket. „Den kommer aldri mer igjen,“ sa’ gutten. „Kjære, hvordan kunne det gå til?“ — Han ville ikke straks tilstå det. „Har Ræven tatt den?“ — „Ja, Gud gi, det var Ræven!“ — „Er du på stell!“ sa’ moren; „hvor er det blitt av bukken?“ — „Aa, å, å, . . . . . . . . jeg kom iskade for . . . . å selge den for en kringle!“ —

Akkurat i det samme han sa ordet, forstod han, hva det var å selge bukken for en kringle; før hadde han ikke tenkt på det. Moren sa: „Hva tror du nå, den lille bukken tenker om deg, når du kunne selge den for en kringle?“

Og Gutten selv tenkte på det og forstod meget godt, at han aldri kunne bli glad mer her i verden; og ikke engang hos Gud, tenkte han siden.

Saamegen sorg følte han, at han lovede med seg selv aldri mer å gjøre noe galt, hverken å skjære Rokkesnoren eller slippe sauene eller gå ned til sjøen alene. Han sovnet inn, der han lå, og han drømte om bukken, at den var kommet til himmerike; Vorherre satt med stort skjegg likesom i katekismen, og bukken stod og bed løv av et skinnende tre; men Øivind satt alene på taket og kunne ikke komme opp.

Da stak noe vått lige borti øret på ham, han skvatt opp. „Bæ-æ-æ-æ!“ sa’ det, og det var bukken, som var kommet igjen.

324„Nei, er du kommet igjen!“ Han sprang opp, tok begge Forbenene opp på den og danset med den som en bror; han rykket den i skjegget, og han ville nettopp inn til Mor med den, da han hørte noen bak seg og så Gjenten sitte på Grønsværet like ved siden. Nå forstod han altsammen, han slapp bukken: „Er det deg, som er kommet med den?“ Hun satt og rev gress opp med hånden og sa: „Jeg fikk ikke Lov å beholde den; Bestefar sitter deroppe og venter.“ Mens gutten stod og så på henne, hørte han en skarp stemme oppe fra Veien rope: „Nå!“ Da husket hun, hva hun skulle gjøre; hun reiste seg og gikk bort til Øivind, stak den ene muldede hånd borti en av hans, så bort og sa: „Om forlatelse!“ Men så var også hennes mot forbi, hun kastet seg ned over bukken og gråt.

„Jeg mener, du får beholde bukken, jeg,“ sa Øivind og så vekk.

„Skynd deg nå!“ sa bestefar opi bakken. Og Marit reiste seg, og hun gikk med dragende Ben opefter. „Du glemmer nok strømpebåndet ditt,“ ropte Øivind etter henne. Da vendte hun seg og så først på båndet, siden på ham. Endelig fattet hun en stor beslutning og sa med tykt mål: „Det kan du beholde.“ Han gikk bort til henne og tok henne i hånden: „Takk skal du ha'!“ sa' han. — „Aa, ikke noe å takke for,“ svarte hun; drog et uhyre langt sukk og gikk videre.

Han satte seg ned igjen i gresset, bukken gikk ved siden av ham; men han var ikke lenger så glad i den som før.

Bukken gikk bunden ved stueveggen; men Øivind gikk og så opover berget. Moren kom ut til ham og satt hos ham; han ville høre eventyr om det, som var langt borte; thi nå var ikke bukken lenger nok. Så fikk han høre om, at engang kunne Alting tale; Berget talte til bekken og bekken til elven og elven til havet og havet til himmelen; men så spurte han, om ikke himmelen talte til noen; og himmelen talte til skyene, men skyene til trærne, men trærne til gresset, men gresset til fluene, men fluene til dyrene, men dyrene til barna, men barna til de voksne; og således gikk det enda videre, til det 325gikk rundt, og ingen visste, hvem som begynte. Øivind så på berget, trærne, sjøen, himmelen og hadde i grunnen aldri sett dem før. Katten kom ut i det samme og la seg på Hellen i solskinnet. „Hva sier katten?“ spurte Øivind og pekte. Moren sang:

Solen skinner vakkert om kvelden,Katten ligger doven utpå Hellen.„To små mus,Fløte av et krus,Fire stykker fiskStjal jeg bak en diskOg er så god og mettOg er så doven og trett,“Sier katten.

Men hanen med alle hønsene kom. „Hva sier hanen?“ spurte Øivind og slo hendene sammen. Moren sang:

Kyllinghønen vingene senker,Hanen står på et Ben og tenker:„Den grå gåsStyrer høy nok Kaas;Men se til, om den kanNå en Hane i forstand?Inn, inn høner under tak,Solen kan gjerne få Lov for i dag,“Sier hanen.

Men to små fugler satt og sang oppe på mønet. „Hva sier fuglene?“ spurte Øivind og lo.

„Herregud, det er godt å leveFor den, som slipper å streve,“Sier fuglene.

Og han fikk høre, hva altsammen sa like ned til Myren, som krøp gjennom mosen, og Ormen, som pikkede i barken.

Samme sommer begynte moren å lære ham å lese. Bøkene hadde han eiet lenge og tenkt meget på, hvorledes det skulle gå til, når også de begynte å tale. Nå ble bokstavene til dyr, fugler og alt, som til var; men snart begynte de å gå sammen, to og to; a stod og 326hvilte under et tre, som het b, så kom c og gjorde det samme; men da de kom sammen tre og fire, var det, som de ble sinte på hverandre, det ville ikke riktig gå. Og jo lenger utover han kom, desmere glemte han, hva de var; lengst husket han på a, som han holdt mest av; den var et lite, sort lam og var venner med alle; men snart glemte han også a, boken hadde intet eventyr, men bare lekser.

Så var det en dag, moren kom inn og sa til ham: „I morgen begynner skolen igjen, da skal du følge med meg opp til gården.“ Øivind hadde hørt, at skolen var et sted, hvor mange gutter lekte, og det hadde han ingenting imot. Han var meget fornøyet; på gården hadde han vært ofte, men ikke når der var skole, og han gikk fortere enn moren opover bakkene, for han længtede. De kom opp til Øvrestuen, en forferdelig sur som av kvernhuset hjemme stod imot dem, og han spurte moren, hva det var. „Det er ungdommen, som leser,“ svarte hun, og han ble meget glad, for sådan var det også, han hadde lest, før han kjente bokstaver. Da han kom inn, satt der så mange barn omkring et bord, at der ikke var flere i kirken; andre satt på sine Nistekopper langs veggene; noen stod i små Hobe omkring en tabell; Skolemesteren, en gammel gråhåret mann, satt på en krakk nede ved gruen og stoppede sin pipe. Da Øivind og moren trådte inn, så de alle opp, og Kvernhussurret stanset, som når de dæmmede i rennen. Alle så på de inntredende, moren hilste på Skolemesteren, som hilste igjen.

„Her kommer jeg med en liten Gut, som vil lære å lese,“ sa moren. „Hva heter den kroppen?“ sa Skolemesteren og grov ned i skinnposen etter tobakk.

„Øivind,“ sa moren; „han kan bokstavene, og han kan legge sammen.“ „Aa nei da,“ sa’ Skolemesteren, „kom hit du Hvidhoved!“ Øivind gikk bort til ham, Skolemesteren fikk ham på fanget og tok Huen av ham. „For en vakker liten Gut!“ sa han og strøk ham i Haaret; Øivind så ham opp i øynene og lo. „Er det av meg, du ler?“ han rynket brynene. „Ja, det er det,“ svarte Øivind og skratlo. Da lo også Skolemesteren, moren lo, barna skjønte også, de fikk Lov å le, og så lo de allesammen.

327Dermed var Øivind kommet inn på skolen.

Da han skulle sette seg, ville de alle gjøre plass for ham; han så seg også lenge om, de hvisket og pekte; han dreide seg omkring til alle kanter med Huen i hånden og boken under armen. „Nå, hva blir det så til?“ spurte Skolemesteren, han holdt atter på med pipen. Idet gutten skal vende seg mot Skolemesteren, ser han, tett ved siden av ham nede ved Gruestenen og sittende på en liten rødmalet løp, Marit med de mange navn; hun hadde gjemt ansiktet bak begge hender og satt og glyttede hen til ham. „Her vil jeg sitte!“ sa Øivind rask, tok en løp og satte seg ved siden. Nå løftet hun litt den armen, som vendte mot ham, og så på ham under albuen; straks dækkede også han til sitt ansikt med begge hender og så på henne under albuen. Slig satt de og skapte seg til, inntil hun lo, så lo også han, ungene hadde sett det og lo med; da skar det inn med fryktelig sterk stemme, men som ble mildere etter hvert: „Stille, trollunger, småtøy, Spilleverk — stille og vær snille mot meg, Sukkergriser!“ — Det var Skolemesteren, som hadde for Vis å fyke opp, men bli god igjen, før han endte. Straks ble der rolig i skolen, inntil pepperkvernene atter begynte å gå, de leste høyt hver i sin bok, de fineste Diskanter spilte opp, de grovere stemmer trommet høyere og høyere for å ha overvekten, en og annen haukede innimellom, Øivind hadde i sine levedager ikke hatt slig moro.

„Er det slig her bestandig?“ hvisket han til Marit.

„Ja slig er det,“ sa hun.

Senere hen måtte de frem til Skolemesteren og lese; en liten Gut ble dernest satt til å lese med dem, og så fikk de slippe og skulle gå hen og sitte rolige igjen.

„Nå har også jeg fått en bukk,“ sa hun. — „Har du?“ — „Ja, men den er ikke så vakker som din.“ — „Hvorfor er du ikke oftere kommet opp på Bjerget?“ — „Bestefar var redd, jeg skulle falle utfor.“ — „Men det er ikke så høyt.“ — „Bestefar vil ikke allikevel.“

„Opp, unger!“ ropte Skolemesteren, „i dag er det første dagen, så dere skal slippe tidlig; men først må vi holde Bøn og synge.“ Der ble et leven i skolen, de hoppet av 328benkene, sprang over gulvet, snakkede i munnen på hverandre. „Stille, fantunger, Skarvunger, Fjorunger! stille, og gå vakkert over gulvet, småbarn!“ sa’ Skolemesteren, og de gikk nå rolige hen og stillede seg opp, hvoretter Skolemesteren gikk foran dem og holdt en kort Bøn. Siden sang de; Skolemesteren begynte med sterk bas, alle barna stod med foldede hender og sang med, Øivind stod nederst ved døren sammen med Marit og så på; de foldede også hendene; men de kunne ikke synge.

Dette var den første dag i skolen.

Bjørnstjerne Bjørnson.