At ikke alt er saa ueffent, som sker i Østerland, det har man flere Exempler paa. Ogsaa skal følgende Begivenhed have tildraget sig der. En rig Mand havde af Uforsigtighed tabt en betydelig Pengesum, som var syet ind i et Tørklæde. Han bekjendtgjorde sit Tab og udlovede, som man pleier at gjøre, en Belønning til den ærlige Finder, og det paa hundrede Daler. Saa kom snart en god og ærlig Mand gaaende. „Dine Penge har jeg fundet. Det er vel disse. Vær saa god; tag saa din Eiendom.“ Saaledes talte han som en ærlig Mand og med en god Samvittighed, og det var smukt. Den anden satte ogsaa et glad Ansigt op; men det var kun, fordi han havde fundet sine kjære tabte Penge igjen. Thi hvordan det stod til med hans Ærlighed, skal snart vise sig. Han talte Pengene og tænkte sig imidlertid hurtig om, hvorledes han kunde narre den ærlige Finder for hans Findeløn. „Gode Ven!“ sagde han derpaa, „der var egentlig otte hundrede Daler syede ind i Tørklædet; men jeg finder nu kun syv hundrede. I har vel altsaa sprættet en Søm op og allerede taget eders hundrede Daler. Deri har I gjort vel. Tak skal I have.“ Det var ikke smukt; men vi er heller ikke ved Enden endnu. Ærlighed varer længst, og Falsk slaar sin egen Herre paa Hals. Den ærlige Finder, hvem det var mindre om de hundrede Daler at gjøre, end om at hans Retskaffenhed var uplettet, forsikrede, at han havde fundet Pakken saaledes, som han bragte den, og at han bragte den saaledes, som han havde fundet den. Tilsidst 347kom de for Retten. Begge blev ogsaa her endnu ved sine Paastande, den ene, at der havde været otte hundrede Daler syede ind i Pakken, den anden, at han ikke havde taget noget af det fundne og ikke beskadiget Pakken. Nu var gode Raad dyre. Men den kloge Dommer, der maaske i Forveien kjendte den enes Ærlighed og den andens slette Sindelag, greb Sagen an paa følgende Maade. Han lod sig af begge give en høitidelig Forsikring angaaende Rigtigheden af deres Udsagn og afgav derpaa følgende Kjendelse: „Eftersom den ene af eder har tabt otte hundrede Daler, men den anden kun har fundet en Pakke med syv hundrede Daler, saa kan den sidstes Penge ikke være de samme, som den første har Ret til. Du, ærlige Ven, tager altsaa de Penge, som du har fundet, igjen tilbage og beholder dem i god Forvaring, indtil den kommer, som kun har tabt syv hundrede Daler. Og dig ved jeg ikke andet Raad at give, end at du slaar dig tiltaals, indtil den melder sig, som finder dine otte hundrede Daler.“ Saaledes talede Dommeren, og derved blev det.

At ikke alt er så ueffent, som skjer i Østerland, det har man flere eksempler på. Også skal følgende begivenhet have tildratt seg der. En rik mann hadde av uforsiktighet tapt en betydelig pengesum, som var sydd inn i et tørkle. Han bekjentgjorde sitt tap og udlovede, som man pleier å gjøre, en belønning til den ærlige finner, og det på hundre daler. Så kom snart en god og ærlig mann gående. „Dine penger har jeg funnet. Det er vel disse. Vær så god; ta så din eiendom.“ Således talte han som en ærlig mann og med en god samvittighet, og det var smukt. Den annen satte også et glad ansikt opp; men det var kun, fordi han hadde funnet sine kjære tapte penger igjen. Thi hvordan det stod til med hans ærlighet, skal snart vise seg. Han talte pengene og tenkte seg imidlertid hurtig om, hvorledes han kunne narre den ærlige finner for hans finnelønn. „Gode venn!“ sa han derpå, „der var egentlig åtte hundre daler sydde inn i tørkleet; men jeg finner nå kun syv hundre. Dere har vel altså sprettet en søm opp og allerede tatt deres hundre daler. Deri har dere gjort vel. Takk skal dere have.“ Det var ikke smukt; men vi er heller ikke ved enden ennå. Ærlighet varer lengst, og Falsk slår sin egen Herre på hals. Den ærlige finner, hvem det var mindre om de hundre daler å gjøre, enn om at hans rettskaffenhet var uplettet, forsikret, at han hadde funnet pakken således, som han brakte den, og at han brakte den således, som han hadde funnet den. Til sist 347kom de for retten. Begge ble også her ennå ved sine påstander, den ene, at der hadde vært åtte hundre daler sydde inn i pakken, den annen, at han ikke hadde tatt noe av det funne og ikke beskadiget pakken. Nå var gode råd dyre. Men den kloge dommer, der maaske i forveien kjente den enes ærlighet og den annens slette sinnelag, grep Sagen an på følgende måte. Han lot seg av begge gi en høytidelig forsikring angående riktigheten av deres utsagn og avga derpå følgende kjennelse: „Ettersom den ene av dere har tapt åtte hundre daler, men den annen kun har funnet en pakke med syv hundre daler, så kan den sidstes penger ikke være de samme, som den første har rett til. Du, ærlige venn, tar altså de penger, som du har funnet, igjen tilbake og beholder dem i god forvaring, inntil den kommer, som kun har tapt syv hundre daler. Og deg vet jeg ikke annet råd å gi, enn at du slår deg tiltaals, inntil den melder seg, som finner dine åtte hundre daler.“ Således talte dommeren, og derved ble det.