307

Zeus var Herakles's Fader og Alkmene hans Moder. Hans Stedfader var Amfitryon, som boede i Theben; han holdt af Herakles som sin egen Søn. Amfitryon og Alkmene havde en Søn, som hed Ifikles, og han var Herakles's Halvbroder. Herakles og Ifikles havde ikke nogen Vugge som andre Smaagutter, men laa i et stort Jernskjold. I dette havde deres Moder lavet en Seng til dem, og naar de skulde sove, vuggede hun dem i Skjoldet. Herakles skreg aldrig.

Hera hadede Alkmene og vilde gjerne faa hendes Søn Herakles dræbt. Det var Midnat. Amfitryon og Alkmene sov, og ved Siden af deres Seng sov begge Gutterne i sit Skjold. Da sendte Hera to store Orme, som kom krybende ind i Soveværelset gjennem et Hul i Døren og gled sagte hen til Skjoldet. Ormenes Øine brændte som Ild og gjorde det ganske lyst i Værelset. De løftede Hovederne op paa den Side, hvor Herakles laa, og skulde til at bide ham. Men i det samme kom de til at røre ved Skjoldet, og saa vaagnede Ifikles. Da han saa de store Orme, blev han ræd og begyndte at skrige høit. Moderen vaagnede, og da hun saa, at Værelset var lyst, vakte hun sin Mand, som sprang op og greb et Sverd, der hang paa en Knag lige ved Sengen. Men Herakles blev ikke ræd, da han fik se Ormene. Han bare lo og greb en Orm med hver Haand rundt om Nakken og holdt dem saaledes fast. Nu var Ormene ikke 308istand til at bide. De snoede sine lange Haler rundt om ham; men Herakles klemte dem saa haardt, at de døde. Da de var døde, lyste ikke deres Øine længere, og før Amfitryon kom til, var Værelset igjen mørkt. Han raabte da paa sine Tjenere og bad dem bringe Lys ind; da disse kom, kastede Herakles de døde Orme ud af Vuggen og lo meget fornøiet.

Herakles var et stort Barn; han spiste meget Brød og Kjød, men intet Sukkergodt. Han lærte at synge og spille, at ride og at kjøre baade med to og fire Heste for Vognen; han lærte ogsaa at skyde med Bue, at kaste med Spyd og at slaas.

Der var en snil Mand, som hed Cheiron; han lærte Herakles at kjende Stjernerne, Blomsterne og alle Planterne og fortalte ham meget om disse Ting og om alle Dyrene paa Marken og i Skoven. Herakles var glad i at høre paa ham og vilde gjerne blive flink Gut. Han opførte sig meget godt og havde blot en Feil; men den var meget slem. Naar han blev vred, var han aldeles rasende og ødelagde alle Ting omkring sig. Sidenefter græd han over, hvad han havde gjort; men da var det for sent. Hans Fader og Moder havde ikke straffet ham for denne Feil, da han var liden. Han havde en Lærer, som hed Linos, der lærte ham at spille Cithar; men da Læreren en Dag revsede ham, fordi han var uopmerksom, blev Herakles saa vred, at han slog Linos i Hovedet med Citharen, saa han døde.

Herakles kommer i Krig.

Nu vilde ikke hans Stedfader beholde ham hjemme længer, men sendte ham op paa et stort Bjerg for at vogte Kvæget. Bjerget laa ikke langt fra Theben, hvor Kongen boede. Det var aldeles tilvoxet med store Skove, og her gik Oxerne og spiste Græs.

I disse Skove levede der en frygtelig Løve, som havde sønderrevet mange Oxer og mange Folk. Denne Løve slog Herakles ihjel med en Jernklubbe. Da hans Fader fik høre dette, gav han ham Lov til at komme hjem igjen til Theben.

Indbyggerne i Theben var hvert Aar nødte til at sende hundrede Oxer til Nabokongen. Men Herakles kunde ikke taale, at hans By skulde betale Skat. Da saa 309Nabokongen igjen sendte Bud efter de hundrede Oxer, skar Herakles Næse og Øren af Sendemændene og jagede dem bort. Men da kom Kongen til Theben med en stor Hær og vilde tage Byen. Thebens Konge hed Kreon. Det var en stor Kryster, og han havde ikke Mod til at stride med Fienden; derfor havde han ogsaa bestandig betalt Skat. Men nu gjorde han Herakles til Høvding over sin Hær; dette syntes Thebanerne godt om og fik stor Lyst til at stride. Athene sendte Herakles en fuldstændig Vaabenklædning; Hermes gav ham et Sverd, og Apollon gav ham Bue og Pile. Det Pandser, som Athene gav ham, var af Guld. Herakles og Thebanerne seirede over Fienderne og dræbte deres Konge. Nu blev Nabokongen nødt til at sende Theben 200 Oxer hvert Aar.

Til Belønning fik Herakles Kong Kreons Datter tilægte. De boede i Theben og levede lykkelig i flere Aar. Hans Kone fødte ham tre Børn. Men saa gjorde Hera ham syg, og i denne Sygdom blev han gal. Han indbildte sig, at hans Børn var vilde Dyr, tog en Bue og skjød dem alle tre ihjel. Da han kom til sig selv igjen og saa, at det var hans egne Børn, blev han aldeles utrøstelig. Han løb ud af Byen, ind i Skoven og vandrede omkring her.

Herakles maa tage Tjeneste hos en ond Konge.

Midt i Grækenland ved Foden af et høit Fjeld ligger Delfi, hvor det berømte Orakel var; her var en Prestinde, der sad paa en Stol med tre Fødder og gav Svar til alle, som kom. Dersom det gik dem godt, naar de fulgte Oraklets Raad, gav de store Gaver af Guld, Sølv eller andre kostbare Ting til Templet, som tilsidst næsten blev fuldt af saadanne Sendinger. Prestinden hed Pythia.

Den stakkels Herakles kom ogsaa til Delfi, gik ind i Templet og spurgte Pythia, hvad han skulde gjøre; thi han var saa ulykkelig, fordi han havde dræbt sine Børn. Pythia sagde, han skulde gaa til Kong Eurystheus, tage Tjeneste hos ham og taalmodig gjøre alt, hvad der blev ham befalet. Hun sagde, at Eurystheus vilde give ham tolv Arbeider at udføre, og hvert enkelt af dem var saa farefuldt, at det let kunde blive hans Død. Men dersom han stolede paa sin Tapperhed og var taalmodig, saa vilde Guderne hjelpe ham. Naar han 310blev færdig med disse tolv Arbeider, skulde han atter blive lykkelig, og efter sin Død skulde han blive optagen blandt Guderne.

Kong Eurystheus var et ondt Menneske; han var ikke tapper og gjorde intet, som godt var, men hadede alle dem, der udførte gode og store Ting. Herakles drog bort, som det var sagt ham, og fremstillede sig for Kong Eurystheus og sagde til ham, at Apollon havde befalet ham at tjene ham; han vilde gjøre alt, hvad Eurystheus forlangte.

Herakles dræber den nemeiske Løve.

Kong Eurystheus befalede ham først at reise til Nemea og dræbe Løven der. Nemea var en Dal mellem høie, store Fjelde og bevoxet med tykke Skove. I disse Skove levede en frygtelig Løve, hvis Hud var saa haard og tyk, at intet Jernvaaben kunde trænge gjennem den. Naar Hyrderne kastede Spyd paa den, faldt disse ned uden at gjøre den mindste Skade, og Løven for da løs paa dem og sønderrev dem. Herakles stillede sig paa Post bag et Træ i Skoven, forat det fæle Dyr ikke skulde se ham. Nu kom Løven gaaende gjennem Skoven. Den havde spist Oxer, og dens Mund og Manke var aldeles blodige. Den slikkede Blodet om Munden af med sin store Tunge og brølede høit og pidskede sine Sider med sin store Hale.

Herakles afskjød sin første Pil; men den faldt ned uden Virkning. Han skjød anden Gang; men heller ikke denne Pil var istand til at trænge igjennem Løvens Hud. Havde det været en Mand, klædt i Jernrustning, som Herakles havde skudt paa, saa havde Pilen gaaet igjennem baade Pandseret og hans Legeme. Nu fik Løven se Herakles og styrtede løs paa ham. Naar en Løve tager Sprang, kryber den sammen, lægger sig med Brystet mod Jorden og trækker Halen mellem Benene. Den kan springe mange Alen i et Sprang.

Herakles tog sin Kappe og viklede den om sin venstre Arm for at holde Løven borte med denne. I den høire Haand holdt han en stor Klubbe, som han havde hugget sig i Skoven, og med denne gav han nu Løven et vældigt Slag i Hovedet. Men Løven var ikke dræbt med dette; den stod endnu paa Benene; men en god Del ræd var den bleven. 311Herakles for da ind paa den, greb den om Nakken med begge Armene og reiste den op; derpaa satte han sine Fødder paa dens Bagben, trykkede Løven tæt til sig og kvalte den.

Da Løven var død, tog han Huden af den og hængte den paa sig selv som en Hættekappe, idet han trak Ansigtshuden over sit Hoved og bandt Huden af begge Forbenene rundt om sin Hals. Hans Klubbe var gaaet itu, da han slog Løven i Hovedet, saa haard havde Dyrets Skalle været. Han skar sig derfor en ny Klubbe, og siden gik han bestandig med Løvehuden og Klubben.

307

Zeus var Herakles's far og Alkmene hans mor. Hans Stedfader var Amfitryon, som bodde i Theben; han holdt av Herakles som sin egen sønn. Amfitryon og Alkmene hadde en sønn, som het Ifikles, og han var Herakles's halvbror. Herakles og Ifikles hadde ikke noen vugge som andre smågutter, men lå i et stort Jernskjold. I dette hadde deres mor lavet en seng til dem, og når de skulle sove, vugget hun dem i skjoldet. Herakles skreg aldri.

Hera hatet Alkmene og ville gjerne få hennes sønn Herakles drept. Det var midnatt. Amfitryon og Alkmene sov, og ved siden av deres seng sov begge guttene i sitt skjold. Da sendte Hera to store ormer, som kom krypende inn i soveværelset gjennom et Hul i døren og gled sakte hen til skjoldet. Ormenes øyne brente som ild og gjorde det ganske lyst i værelset. De løftet hodene opp på den side, hvor Herakles lå, og skulle til å bite ham. Men i det samme kom de til å røre ved skjoldet, og så våknet Ifikles. Da han så de store ormer, ble han redd og begynte å skrike høyt. Moren våknet, og da hun så, at værelset var lyst, vakte hun sin mann, som sprang opp og grep et sverd, der hang på en Knag like ved sengen. Men Herakles ble ikke redd, da han fikk se ormene. Han bare lo og grep en Orm med hver hånd rundt om nakken og holdt dem således fast. Nå var ormene ikke 308i stand til å bite. De snodde sine lange haler rundt om ham; men Herakles klemte dem så hardt, at de døde. Da de var døde, lyste ikke deres øyne lenger, og før Amfitryon kom til, var værelset igjen mørkt. Han ropte da på sine tjenere og bad dem bringe lys inn; da disse kom, kastet Herakles de døde ormer ut av vuggen og lo meget fornøyet.

Herakles var et stort barn; han spiste meget brød og kjøtt, men intet Sukkergodt. Han lærte å synge og spille, å ride og å kjøre både med to og fire hester for vognen; han lærte også at skyde med bue, å kaste med spyd og at slaas.

Der var en snill mann, som het Cheiron; han lærte Herakles å kjenne stjernene, blomstene og alle plantene og fortalte ham meget om disse ting og om alle dyrene på marken og i skogen. Herakles var glad i å høre på ham og ville gjerne bli flink Gut. Han oppførte seg meget godt og hadde blot en feil; men den var meget slem. Når han ble vred, var han aldeles rasende og ødela alle ting omkring seg. Sidenefter gråt han over, hva han hadde gjort; men da var det for sent. Hans Fader og Moder hadde ikke straffet ham for denne feil, da han var liten. Han hadde en lærer, som het Linos, der lærte ham å spille Cithar; men da læreren en dag revsede ham, fordi han var uoppmerksom, ble Herakles så vred, at han slo Linos i hodet med Citharen, så han døde.

Herakles kommer i krig.

Nå ville ikke hans stefar beholde ham hjemme lenger, men sendte ham opp på et stort Bjerg for å vokte kveget. Bjerget lå ikke langt fra Theben, hvor Kongen bodde. Det var aldeles tilvokst med store skoger, og her gikk oksene og spiste gress.

I disse skoger levde der en fryktelig løve, som hadde sønderrevet mange okser og mange folk. Denne løve slo Herakles ihjel med en Jernklubbe. Da hans far fikk høre dette, ga han ham Lov til å komme hjem igjen til Theben.

Innbyggerne i Theben var hvert år nødte til å sende hundre okser til Nabokongen. Men Herakles kunne ikke tåle, at hans by skulle betale skatt. Da så 309Nabokongen igjen sendte bud etter de hundre okser, skar Herakles nese og Øren av sendemennene og jaget dem bort. Men da kom Kongen til Theben med en stor hær og ville ta byen. Thebens konge het Kreon. Det var en stor kryster, og han hadde ikke mot til å stride med fienden; derfor hadde han også bestandig betalt skatt. Men nå gjorde han Herakles til høvding over sin hær; dette syntes Thebanerne godt om og fikk stor Lyst til å stride. Athene sendte Herakles en fullstendig våpenkledning; Hermes ga ham et sverd, og Apollon ga ham bue og Pile. Det panser, som Athene ga ham, var av gull. Herakles og Thebanerne seiret over fiendene og drepte deres konge. Nå ble Nabokongen nødt til å sende Theben 200 okser hvert år.

Til belønning fikk Herakles Kong Kreons Datter tilægte. De bodde i Theben og levde lykkelig i flere år. Hans Kone fødte ham tre barn. Men så gjorde Hera ham syk, og i denne sykdom ble han gal. Han innbilte seg, at hans barn var ville dyr, tok en bue og skjød dem alle tre ihjel. Da han kom til seg selv igjen og så, at det var hans egne barn, ble han aldeles utrøstelig. Han løp ut av byen, inn i skogen og vandret omkring her.

Herakles må ta tjeneste hos en ond konge.

Midt i Grækenland ved foten av et høyt Fjell ligger Delfi, hvor det berømte orakel var; her var en prestinne, der satt på en stol med tre føtter og ga svar til alle, som kom. Dersom det gikk dem godt, når de fulgte Oraklets råd, ga de store gaver av gull, sølv eller andre kostbare ting til templet, som til sist nesten ble fullt av sådanne sendinger. Prestinnen het Pythia.

Den stakkels Herakles kom også til Delfi, gikk inn i templet og spurte Pythia, hva han skulle gjøre; thi han var så ulykkelig, fordi han hadde drept sine barn. Pythia sa, han skulle gå til Kong Eurystheus, ta tjeneste hos ham og tålmodig gjøre alt, hva der ble ham befalt. Hun sa, at Eurystheus ville gi ham tolv arbeider å utføre, og hvert enkelt av dem var så farefullt, at det lett kunne bli hans død. Men dersom han stolte på sin tapperhet og var tålmodig, så ville gudene hjelpe ham. Når han 310ble ferdig med disse tolv arbeider, skulle han atter bli lykkelig, og etter sin død skulle han bli opptatt blant gudene.

Kong Eurystheus var et ondt menneske; han var ikke tapper og gjorde intet, som godt var, men hatet alle dem, der utførte gode og store ting. Herakles drog bort, som det var sagt ham, og fremstilte seg for Kong Eurystheus og sa til ham, at Apollon hadde befalt ham å tjene ham; han ville gjøre alt, hva Eurystheus forlangte.

Herakles dreper den nemeiske løve.

Kong Eurystheus befalte ham først å reise til Nemea og drepe Løven der. Nemea var en dal mellom høye, store fjell og bevokst med tykke skoger. I disse skoger levde en fryktelig løve, hvis hud var så hard og tykk, at intet jernvåpen kunne trenge gjennom den. Når hyrdene kastet spyd på den, falt disse ned uten å gjøre den minste skade, og Løven for da løs på dem og sønderrev dem. Herakles stillede seg på post bak et tre i skogen, for at det fæle dyr ikke skulle se ham. Nå kom Løven gående gjennom skogen. Den hadde spist okser, og dens munn og manke var aldeles blodige. Den slikket blodet om munnen av med sin store tunge og brølede høyt og pisket sine sider med sin store hale.

Herakles afskjød sin første pil; men den falt ned uten virkning. Han skjød annen gang; men heller ikke denne pil var i stand til å trenge igjennom Løvens hud. Hadde det været en mann, kledd i Jernrustning, som Herakles hadde skudt på, så hadde pilen gått igjennom både Pandseret og hans legeme. Nå fikk Løven se Herakles og styrtet løs på ham. Når en løve tar sprang, kryper den sammen, legger seg med brystet mot jorden og trekker halen mellom Benene. Den kan springe mange alen i et sprang.

Herakles tok sin kappe og viklede den om sin venstre arm for å holde Løven borte med denne. I den høyre hånd holdt han en stor klubbe, som han hadde hugget seg i skogen, og med denne ga han nå Løven et veldig slag i hodet. Men Løven var ikke drept med dette; den stod ennå på Benene; men en god del redd var den blitt. 311Herakles for da inn på den, grep den om nakken med begge armene og reiste den opp; derpå satte han sine føtter på dens bakben, trykket Løven tett til seg og kvalte den.

Da Løven var død, tok han huden av den og hengte den på seg selv som en hettekappe, idet han trakk ansiktshuden over sitt hode og bandt huden av begge Forbenene rundt om sin hals. Hans Klubbe var gått itu, da han slo Løven i hodet, så hard hadde Dyrets skalle vært. Han skar seg derfor en ny klubbe, og siden gikk han bestandig med Løvehuden og klubben.