311

Herakles vendte nu tilbage og sendte Bud til Kong Eurystheus om, at Løven var død. Herover blev Kongen saa ræd for Herakles, at da denne kom til ham, krøb han ned i et Kobberværelse under Jorden, som han havde ladet bygge til sig. Gjennem et lidet Vindu med store Jernstænger for talte han med Herakles og befalede ham at drage til Lerna og dræbe Slangen, som var der. Denne Slange var uhyre stor, saa stor som et Skib; den havde ni Hoveder og levede i nogle Myrer ved Lerna. Herakles steg op paa en Vogn, som hans Ven Jolaos kjørte for ham, og de tog Veien til Lerna.

Da Herakles kom, krøb Slangen ind i sin Hule, saa bange var den for ham. Herakles tog da sin Bue; omkring Pilene viklede han Stry, der var dyppet i Beg og Svovl, tændte saa Ild paa disse og skjød dem ind i Uhyrets Hule. Da varede det ikke længe, før Slangen kom styrtende ud og lige løs paa Herakles. Han greb den med en Haand rundt om Nakken netop der, hvor de ni Hoveder stod frem. Men Slangen snoede sin lange Hale rundt om Herakles’s ene Ben. Med et Slag af Klubben knuste han nogle af dens Hoveder; men aldrig saasnart var et Hoved borte, før der voxte to ud igjen paa samme Sted.

Nu kom der ogsaa krybende en umaadelig stor Krabbe. Denne Krabbe var en god Ven af Slangen og vilde hjælpe den; derfor greb den med sine Klør fat i det Ben, Slangen havde snoet sig om, og kneb det græsselig, saa Herakles led store Smerter. Men Herakles trampede den itu med sinanden 312Fod. Imidlertid bankede han løs paa Slangens Hoveder, som bestandig voxte ud igjen, og det vilde aldrig gaaet godt, dersom ikke hans Ven Jolaos havde været hos ham. Jolaos hug ned Trær, lagde dem sammen i en stor Hob og tændte Ild paa dem. For hver Gang nu Herakles havde slaaet et Hoved af Slangen, tog Jolaos en stor Brand og stak den i Saaret, da voxte intet Hoved ud igjen.

Da alle Hovederne var knuste, var Slangen død, og Herakles dyppede nu sine Pile i dens Blod; thi Blodet var saa giftigt, at naar en saadan Pil saarede et Menneske eller et Dyr det allermindste, saa døde de strax.

Dette var det andet Arbeide, som Herakles udførte paa Eurystheus's Befaling.

Herakles fanger en Hjort og et Vildsvin.

Derpaa befalede Kongen ham at fange en berømt Hjort, som intet Menneske kunde faa Bugt med, og at bringe den levende til ham. Denne Hjort havde gyldne Horn og løb saa hurtig, at ingen Hund eller Hest kunde indhente den. Men Herakles var ligesaa rap tilbens, som han var sterk. Han løb et helt Aar i Hjortens Spor, til han tilsidst fangede den; da tog han den paa sine Skuldre og bar den hjem til Kongen. Dette var hans tredje Arbeide.

Eurystheus's næste Bud var, at han skulde bringe et stort Vildsvin, der levede paa Bjerget Erymanthos, levende til ham. Dette Vildsvin gjorde megen Skade. Det ødelagde alle Kornmarker og huserede forfærdelig i alle Haver. Hvergang Folk drog ud med sine Spyd for at fælde det, traadte det dem ned eller bed dem saaledes med sine frygtelige Hugtænder, at de døde. Herakles drog afsted til Bjerget; men paa sin Vei did kom han en Aften til en Hule, hvor Kentauren Folos boede, og her troede han at kunne faa hvile Natten over.

Disse Kentaurer var Skabninger, der saa ud som en halv Hest og et halvt Menneske, der var voxede sammen. De havde Hoved, Bryst og Arme som et Menneske; men Resten af Kroppen saa ud som en Hest. Der levede en Mængde af dem mellem Bjergene rundt om Folos's Hule. I denne Hule havde 313de et stort Vinfad liggende; men de drak ikke Vin oftere, end hvergang de forsamlede sig i Hulen og holdt Gjestebud.

Folos havde ingen anden Vin end denne, og da Herakles efter Aftensmaaltidet bad om Vin, sagde han, at han ikke turde tage noget af det store Fad; thi ellers vilde alle Kentaurerne komme og dræbe ham. Herakles sagde, at det vist ikke vilde ske, og tappede op en Flaske Vin til sig. Men det var ikke saadan Vin, som vi drikker. Kentaurerne havde faaet den i Foræring af Bacchus, og den duftede som de deiligste Roser. Dens Duft var saa sterk, at naar man tog Vin op af Fadet, kunde man merke det ligesaa langt borte, som et Menneske kan se. Det varede derfor heller ikke længe, før Kentaurerne kom farende for at dræbe Folos. Nogle brød store Klippestykker af, andre rykkede Gran og Furutrær op af Jorden; thi Kentaurerne pleiede ikke at stride med Sverd eller Spyd, og kun nogle faa af dem havde Bue og Pile. Herakles stillede sig midt i Hulens Indgang og kastede brændende Vedstykker paa dem, derpaa spændte han sin Bue og skjød paa dem med de Pile, han havde dyppet i Slangeblodet, og enhver, de traf, døde øieblikkelig, ligesom Slangen selv skulde have bidt ham. Da gav Resten af dem sig paa Flugten.

Folos forundrede sig meget over, at en liden Pil kunde dræbe en saa stor Skabning, som Kentauren var, og trak en af dem ud af en død Kentaur. Som han nu stod og saa paa den, kom han til at slippe den, saa den faldt ned paa hans Fod; han døde strax. Herakles, som havde forfulgt de flygtende Kentaurer, vendte nu tilbage og blev meget bedrøvet, da han fandt Folos død. Han brændte hans Legeme, som Skik var paa den Tid, og begrov Asken og Benene.

Derefter gik han op paa Bjerget Erymanthos og væntede paa, at Vildsvinet skulde komme farende mod ham, ligesom det havde gjort mod andre Jægere; men Vildsvinet var ræd for Herakles og løb sin Vei. Herakles sætter efter det. Da Vildsvinet merker dette, bliver det endnu mere ræd, sætter afsted det forteste, det kan, uden at se sig for og dumper i sin Skræk ned i en stor Bjergkløft, der var fuld af Sne. Nu havde Herakles med sig et stort Taug med en Rendesnare paa. Som nu Vildsvinet laa og sprellede og sparkede og forsøgte at komme ud af Kløften, kastede Herakles Snaren rundt omdets 314Legeme og trak det op til sig. Derpaa bar han det paa sine Skuldre hjem til Kongen. Vildsvinet laa paa Ryggen med Benene opad og sprellede og slog med Hovedet for at komme løs; men det kunde ikke.

Dette var Herakles’s fjerde Arbeide.

Herakles renser Augias’s Stald.

Eurystheus befalede ham nu at rense Augias Stald paa en Dag. Augias var en Konge, som eiede tre tusende Oxer, der stod i en umaadelig stor Stald. Der var et stort Gaardsrum, og rundt om dette gik der en høi Mur med mange Porte, som man drev Oxerne ind i, naar de om Aftenen kom hjem fra Marken.

Kong Augias’s Gaardsfolk var meget dovne og lod Gjødselen ligge i Gaarden, til den blev saa høi, at Oxerne ikke kunde komme ind i Stalden, og et helt Aar maatte vist være gaaet med for at faa skuffet den ud og kjørt den bort. Det var altsaa ikke noget let Dagsarbeide, Herakles havde at udføre.

Men han fandt paa Raad. Han grov en dyb Rende lige op til Muren paa den ene Side, og ned i denne Rende ledede han Vandet af to Bække, som med megen Sus og Brus kom styrtende ned fra Bjergene tæt ved. Saa gjorde han et stort Hul i Muren, saa at Vandet paa en Gang styrtede ind og fyldte hele Gaardsrummet. Men her kunde det ikke blive staaende, og han gjorde derfor et Hul i Muren paa den anden Side, saa at Vandet randt ud igjen der. Vandet tog nu al Gjødselen med sig og vaskede Gaardsrummet ligesaa rent, som Regnet gjør med Stenene paa Fortauget om Høsten. Augias havde lovet Herakles Tiendeparten af alt sit Kvæg, dersom han kunde rense Stalden paa en Dag, som han da ogsaa havde gjort; men han var en slem Mand og holdt ikke sit Ord.

Herakles røver Geryons Oxer.

Tæt ved Spaniens Vestkyst er en Ø, hvor Byen Cadix nu ligger. I Herakles’s Dage laa ingen By her; men der var herlige Enge med duftende Græs. Her græssede Kong Geryons Oxer. Det var de vakreste Oxer, man kunde se, og alle var de røde. Hunden, som vogtede dem, havde to Hoveder 315og var saa sterk, at den kunde slaas med to Ulve paa en Gang og dræbe dem begge. Kong Geryon saa ud som tre uhyre Trold, der var voxede sammen; han havde tre Hoveder, sex Arme og sex Ben. Herakles røvede Oxerne og gav sig paa Hjemreisen.

Herakles drev Oxerne over de store Fjelde, som heder Alperne. Han gjorde Vei til dem gjennem Sneen og Isen og kom saa ned i Italien til Elven Tiber, hvor Byen Rom siden blev bygget. I en stor Bjerghule lige ved Elven boede der et frygteligt Trold, som hed Kakus. Han pustede Ild ud af Mund og Næse og var en Rædsel for Landet rundt omkring. Dette Trold kom om Natten og stjal bort nogle af de vakreste Oxer, og disse slæbte han ind i sin Hule, og forat ikke Herakles af Sporene skulde skjønne, hvor der var blevet af dem, drog han dem ved Halen ind i Hulen, saa at det saa ud, som om de var komne ud derfra.

Herakles søgte overalt efter de stjaalne Oxer; men da han ikke saa noget Spor efter dem, fortsatte han sin Reise med dem, han havde igjen. Som han nu drev dem forbi Foden af Bjerget, hvor Hulen var, brølede en af Oxerne, og ikke før hørte deres stjaalne Kammerater dette, før de svarede. Kakus havde stængt Indgangen til Hulen med store Klippestykker; men disse rev Herakles ned, og da Kakus ikke kunde løbe bort, begyndte han at sprude Ild paa Herakles; denne blev alligevel ikke ræd, men dræbte Troldet paa Stedet.

Nu reiste han videre og kom tilsidst til en smal Vei med Søen paa den ene Side og bratte Fjeldvægge paa den anden. Her satte et andet fælt Trold ind paa ham og kastede en Sten paa ham; Stenen var saa stor og tung, at dersom den havde ligget paa en Vogn, saa havde fire og tyve Heste neppe kunnet trække den. Men Herakles var paa Post og slog Stenen tilside med sin Klubbe. Stenen ligger der endnu. Den næste Dag naaede han Kongsgaarden, og den slemme Eurystheus fik alle de vakre Oxer. Dette havde været et tungt Arbeide for Herakles.

Herakles dør.

Herakles kunde let have hevnet sig paa Kong Eurystheus for alt det onde, han maatte lide af ham; men han vidste, 316at den Træletjeneste, han stod i hos Kongen, var en vel forskyldt Straf, og derfor bar han den rolig uden at gjøre Kongen noget ondt. Nogen Tid efterat han havde fuldført sine tolv Arbeider, gik han op paa et høit Bjerg for at ofre til Guderne til Tak for en ny Seier, han havde vundet. Nu var det Skik for Folk, som ofrede, at de iførte sig rene, hvide Klæder, og da Herakles’s Klæder var blodige og urene efter Kampen, sendte han sin Tjener hjem for at hente rene og nye.

Herakles’s Kone var vred paa sin Mand. Da derfor Tjeneren kom og fortalte, hvad hans Herre havde befalet ham, tog hun en Skjorte, som hun smurte Gift paa og sendte den til Herakles, som trak den paa sig. Da han havde faaet den paa, aad Giften sig ind i hans Kjød og voldte ham forfærdelige Smerter. Han forsøgte at trække den af; men den sad fast, og Giften var allerede trængt ind i hans Blod, saa at Herakles følte, han maatte dø. Han fældte store Trær, som han lagde ovenpaa hinanden, og selv steg han op paa Toppen af denne Vedhob, der skulde blive hans Ligbaal. Han bad derpaa sine Venner at tænde Baalet. Der var en ung Mand hos ham, som hed Filoktetes; Herakles elskede ham høit; han gav ham derfor sin Bue og sine Pile og bad ham tænde Baalet. Den unge Mand adlød, saa tungt det end faldt ham. Men hermed endte ogsaa Herakles’s Lidelser og Modgang; thi da Ligbaalet begyndte at brænde, reiste der sig pludselig en sterk Storm, en Sky dalede ned til Ligbaalet under Torden og Lynild, og i denne Sky blev Herakles’s Sjæl tagen op til Olympen, hvor Guderne boede, medens hans Legeme brændte til Aske.

311

Herakles vendte nå tilbake og sendte bud til Kong Eurystheus om, at Løven var død. Herover ble Kongen så redd for Herakles, at da denne kom til ham, krøp han ned i et Kobberværelse under jorden, som han hadde latt bygge til seg. Gjennom et lite vindu med store jernstenger for talte han med Herakles og befalte ham å dra til Lerna og drepe slangen, som var der. Denne slange var uhyre stor, så stor som et skip; den hadde ni hoder og levde i noen myrer ved Lerna. Herakles steg opp på en vogn, som hans venn Jolaos kjørte for ham, og de tok Veien til Lerna.

Da Herakles kom, krøp slangen inn i sin Hule, så bange var den for ham. Herakles tok da sin bue; omkring pilene viklet han stry, der var dyppet i bek og Svovl, tente så ild på disse og skjød dem inn i Uhyrets Hule. Da varte det ikke lenge, før slangen kom styrtende ut og lige løs på Herakles. Han grep den med en hånd rundt om nakken nettopp der, hvor de ni hoder stod frem. Men slangen snodde sin lange hale rundt om Herakles’s ene Ben. Med et slag av klubben knuste han noen av dens hoder; men aldri så snart var et hode borte, før der vokste to ut igjen på samme sted.

Nå kom der også krypende en umåtelig stor krabbe. Denne krabbe var en god venn av slangen og ville hjelpe den; derfor grep den med sine klør fat i det Ben, slangen hadde snoet seg om, og knep det gresselig, så Herakles led store smerter. Men Herakles trampet den itu med sin 312annen fot. Imidlertid banket han løs på Slangens hoder, som bestandig vokste ut igjen, og det ville aldri gått godt, dersom ikke hans venn Jolaos hadde vært hos ham. Jolaos hug ned trær, la dem sammen i en stor hop og tente ild på dem. For hver gang nå Herakles hadde slått et hode av slangen, tok Jolaos en stor Brand og stak den i såret, da vokste intet hode ut igjen.

Da alle hodene var knuste, var slangen død, og Herakles dyppet nå sine Pile i dens blod; thi blodet var så giftig, at når en sådan pil saarede et menneske eller et dyr det allermindste, så døde de straks.

Dette var det andre arbeide, som Herakles utførte på Eurystheus's Befaling.

Herakles fanger en Hjort og et villsvin.

Derpå befalte Kongen ham å fange en berømt Hjort, som intet menneske kunne få bukt med, og å bringe den levende til ham. Denne Hjort hadde gyldne Horn og løp så hurtig, at ingen hund eller hest kunne innhente den. Men Herakles var likeså rap tilbens, som han var sterk. Han løp et helt år i Hjortens spor, til han til sist fangede den; da tok han den på sine skuldre og bar den hjem til Kongen. Dette var hans tredje arbeide.

Eurystheus's neste bud var, at han skulle bringe et stort villsvin, der levde på Bjerget Erymanthos, levende til ham. Dette villsvin gjorde mye skade. Det ødela alle Kornmarker og huserede forferdelig i alle Haver. Hvergang folk drog ut med sine spyd for å felle det, trådte det dem ned eller bed dem således med sine fryktelige hoggtenner, at de døde. Herakles drog av sted til Bjerget; men på sin vei dit kom han en aften til en Hule, hvor Kentauren Folos bodde, og her trodde han å kunne få hvile natten over.

Disse kentaurer var skapninger, der så ut som en halv hest og et halvt menneske, der var voxede sammen. De hadde hode, bryst og Arme som et menneske; men resten av kroppen så ut som en hest. Der levde en mengde av dem mellom Bjergene rundt om Folos's Hule. I denne Hule hadde 313de et stort vinfat liggende; men de drakk ikke vin oftere, enn hvergang de forsamlet seg i hulen og holdt gjestebud.

Folos hadde ingen annen vin enn denne, og da Herakles etter Aftensmaaltidet bad om vin, sa han, at han ikke turde ta noe av det store fat; thi ellers ville alle kentaurene komme og drepe ham. Herakles sa, at det vist ikke ville ske, og tappede opp en flaske vin til seg. Men det var ikke sådan vin, som vi drikker. Kentaurene hadde fått den i Foræring av Bacchus, og den duftet som de deiligste roser. Dens duft var så sterk, at når man tok vin opp av Fadet, kunne man merke det likeså langt borte, som et menneske kan se. Det varte derfor heller ikke lenge, før kentaurene kom farende for å drepe Folos. Noen brød store Klippestykker av, andre rykket Gran og furutrær opp av jorden; thi kentaurene pleide ikke å stride med sverd eller spyd, og kun noen få av dem hadde bue og Pile. Herakles stillede seg midt i Hulens inngang og kastet brennende Vedstykker på dem, derpå spente han sin bue og skjød på dem med de Pile, han hadde dyppet i Slangeblodet, og enhver, de traff, døde øyeblikkelig, likesom slangen selv skulle ha bitt ham. Da ga resten av dem seg på flukten.

Folos forundret seg meget over, at en liten pil kunne drepe en så stor skapning, som Kentauren var, og trakk en av dem ut av en død kentaur. Som han nå stod og så på den, kom han til å slippe den, så den falt ned på hans fot; han døde straks. Herakles, som hadde forfulgt de flyktende kentaurer, vendte nå tilbake og ble meget bedrøvet, da han fant Folos død. Han brente hans legeme, som skikk var på den tid, og begrov asken og Benene.

Deretter gikk han opp på Bjerget Erymanthos og ventet på, at villsvinet skulle komme farende mot ham, likesom det hadde gjort mot andre jegere; men villsvinet var redd for Herakles og løp sin vei. Herakles setter etter det. Da villsvinet merker dette, blir det enda mer redd, setter av sted det forteste, det kan, uten å se seg for og dumper i sin skrekk ned i en stor bergkløft, der var full av Sne. Nå hadde Herakles med seg et stort Taug med en rennesnare på. Som nå villsvinet lå og sprellet og sparkede og forsøkte å komme ut av kløften, kastet Herakles snaren rundt omdets 314legeme og trakk det opp til seg. Derpå bar han det på sine skuldre hjem til Kongen. Villsvinet lå på ryggen med Benene oppad og sprellede og slo med hodet for å komme løs; men det kunne ikke.

Dette var Herakles’s fjerde arbeide.

Herakles renser Augias’s Stald.

Eurystheus befalte ham nå å rense Augias stall på en dag. Augias var en konge, som eide tre tusende okser, der stod i en umåtelig stor stall. Der var et stort gårdsrom, og rundt om dette gikk der en høy mur med mange porter, som man drev oksene inn i, når de om Aftenen kom hjem fra marken.

Kong Augias’s Gaardsfolk var meget dovne og lot gjødselen ligge i gården, til den ble så høy, at oksene ikke kunne komme inn i stallen, og et helt år måtte vist være gått med for å få skuffet den ut og kjørt den bort. Det var altså ikke noe lett dagsarbeid, Herakles hadde å utføre.

Men han fant på råd. Han grov en dyp renne like opp til muren på den ene side, og ned i denne renne ledet han vannet av to bekker, som med mye sus og brus kom styrtende ned fra Bjergene tett ved. Så gjorde han et stort Hul i muren, så at vannet på en gang styrtet inn og fylte hele gårdsrommet. Men her kunne det ikke bli stående, og han gjorde derfor et Hul i muren på den annen side, så at vannet rant ut igjen der. Vannet tok nå all gjødselen med seg og vasket gårdsrommet likeså rent, som regnet gjør med stenene på Fortauget om høsten. Augias hadde lovet Herakles tiendeparten av alt sitt kveg, dersom han kunne rense stallen på en dag, som han da også hadde gjort; men han var en slem mann og holdt ikke sitt ord.

Herakles røver Geryons Oxer.

Tett ved Spaniens vestkyst er en Ø, hvor byen Cadix nå ligger. I Herakles’s dager lå ingen by her; men der var herlige enger med duftende gress. Her græssede Kong Geryons Oxer. Det var de vakreste okser, man kunne se, og alle var de røde. Hunden, som voktet dem, hadde to hoder 315og var så sterk, at den kunne slaas med to ulver på en gang og drepe dem begge. Kong Geryon så ut som tre uhyre troll, der var voxede sammen; han hadde tre hoder, seks Arme og seks Ben. Herakles røvede oksene og ga seg på hjemreisen.

Herakles drev oksene over de store fjell, som heter Alperne. Han gjorde vei til dem gjennom Sneen og isen og kom så ned i Italien til elven Tiber, hvor byen Rom siden ble bygget. I en stor Bjerghule like ved elven bodde der et fryktelig troll, som het Kakus. Han pustet ild ut av munn og nese og var en redsel for landet rundt omkring. Dette troll kom om natten og stjal bort noen av de vakreste okser, og disse slepte han inn i sin Hule, og for at ikke Herakles av sporene skulle skjønne, hvor der var blitt av dem, drog han dem ved halen inn i hulen, så at det så ut, som om de var kommet ut derfra.

Herakles søkte overalt etter de stjålne okser; men da han ikke så noe spor etter dem, fortsatte han sin reise med dem, han hadde igjen. Som han nå drev dem forbi foten av Bjerget, hvor hulen var, brølede en av oksene, og ikke før hørte deres stjålne Kammerater dette, før de svarede. Kakus hadde stengt inngangen til hulen med store Klippestykker; men disse rev Herakles ned, og da Kakus ikke kunne løpe bort, begynte han å sprute ild på Herakles; denne ble allikevel ikke redd, men drepte trollet på stedet.

Nå reiste han videre og kom til sist til en smal vei med sjøen på den ene side og bratte fjellvegger på den annen. Her satte et annet fælt troll inn på ham og kastet en Sten på ham; Steinen var så stor og tung, at dersom den hadde ligget på en vogn, så hadde fire og tyve hester neppe kunnet trekke den. Men Herakles var på post og slo steinen tilside med sin klubbe. Steinen ligger der ennå. Den neste dag nådde han kongsgården, og den slemme Eurystheus fikk alle de vakre okser. Dette hadde vært et tungt arbeide for Herakles.

Herakles dør.

Herakles kunne lett have hevnet seg på Kong Eurystheus for alt det onde, han måtte lide av ham; men han visste, 316at den Træletjeneste, han stod i hos Kongen, var en vel forskyldt straff, og derfor bar han den rolig uten å gjøre Kongen noe ondt. Noen tid etter at han hadde fullført sine tolv arbeider, gikk han opp på et høyt Bjerg for å ofre til gudene til takk for en ny seier, han hadde vundet. Nå var det skikk for folk, som ofret, at de iførte seg rene, hvite klær, og da Herakles’s klær var blodige og urene etter kampen, sendte han sin tjener hjem for å hente rene og nye.

Herakles’s kone var vred på sin mann. Da derfor tjeneren kom og fortalte, hva hans Herre hadde befalt ham, tok hun en skjorte, som hun smurte gift på og sendte den til Herakles, som trakk den på seg. Da han hadde fått den på, åt giften seg inn i hans kjøtt og voldte ham forferdelige smerter. Han forsøkte å trekke den av; men den satt fast, og giften var allerede trengt inn i hans blod, så at Herakles følte, han måtte dø. Han felte store trær, som han la ovenpå hinannen, og selv steg han opp på toppen av denne Vedhob, der skulle bli hans likbål. Han bad derpå sine venner å tenne bålet. Der var en ung mann hos ham, som het Filoktetes; Herakles elsket ham høyt; han ga ham derfor sin bue og sine Pile og bad ham tenne bålet. Den unge mann adlød, så tungt det enn falt ham. Men hermed endte også Herakles’s lidelser og motgang; thi da likbålet begynte å brenne, reiste der seg plutselig en sterk Storm, en sky dalte ned til likbålet under torden og Lynild, og i denne sky ble Herakles’s sjel tatt opp til Olympen, hvor gudene bodde, mens hans legeme brente til aske.