Det bliver Aften; Solen synker bag Himmelens Rand; Skyerne bliver røde. Det er ikke saa varmt længere; der vifter kjølige Pust; Taagen lægger sig over Vandet og Duggen paa Græsset og Blomsterne. I Luften danser talløse Sværme af Myg op og ned; Fuglene i Buskene synger sin sidste Sang; Bierne vender tilbage til Kuben; Arbeideren kommer hjem fra sit Dagverk og Kvæget fra Græsgangen. Det ryger af alle Skorstenspiber; thi nu koges Aftensmaden, og snart vil alle være mætte og ligge i Søvnens Arme. Men netop da begynder nogle Skabninger et muntrere Liv: Padden kvækker i Dammen, Torbisten surrer paa Engen, Flagermusen skjærer pilsnart gjennem Luften, og St. Hans-ormen lyser i Buskene. Dog — løft Øinene mod Himmelen! der skal I faa se det prægtigste Aftensyn.
I klare Nætter straaler utallige Stjerner paa Himmelen; den ene overgaar den i anden Klarhed. Mange glinser med rent, hvidt Lys, mange funkler med klar Guldglans. Det ser ud, som om de var meget smaa, fordi de er meget længere borte fra os end Maanen; men de er for det meste meget større end Jorden. De fleste Stjerner synes at have Lys i sig selv ligesom Solen. Oppe paa dem er der altsaa ingen 307Nat, men bestandig Dag. Det er godt, at man ofte betragter Stjernerne. Synet af dem minder os om Lysets Boliger, hvor Gud har sit Hjem blandt de hellige Engle. Derved kan Mennesket vækkes til Længsel efter Himmelen; thi naar vi kommer i Guds Rige, skal vi lyse som Stjerner evig og bestandig.
Hvo kjender Stjerners TalI klaren Himmelsal?Det gjør alene han,Som tæller Havets Sand.