288

Der var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod gult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede 289i de grønne Egne, og der gik Storken paa sine lange, røde Ben og snakkede ægyptisk, for det Sprog havde han lært af sin Moder. Rundt om Ager og Eng var der store Skove og midt i Skovene dybe Søer; jo, det var rigtignok deiligt derude paa Landet! Midt i Solskinnet laa der en gammel Herregaard med dybe Kanaler rundt om, og fra Muren og ned til Vandet voxte store Skræppeblade, der var saa høie, at smaa Børn kunde staa opreist under de største: der var ligesaa vildsomt derinde som i den tykkeste Skov, og her laa en And paa sit Rede; hun skulde ruge sine smaa Ællinger ud; men nu var hun næsten kjed af det, fordi det varede saa længe, og hun sjelden fik Visit; de andre Ænder holdt mere af at svømme om i Kanalerne end at løbe op og sidde under et Skræppeblad for at snadre med hende.

Endelig knagede det ene Eg efter det andet: „Pip! pip!“ sagde det, alle Eggeblommerne var blevne levende og stak Hovedet ud.

„Rap! rap!“ sagde hun, og saa rappede de sig, alt hvad de kunde, og saa til alle Sider under de grønne Blade, og Moderen lod dem se, saa meget de vilde, for det grønne er godt for Øinene.

„Hvor dog Verden er stor!“ sagde alle Ungerne; thi de havde nu rigtignok ganske anderledes Plads, end da de laa inde i Egget.

„Tror I, det er hele Verden!“ sagde Moderen, „den strækker sig langt paa den anden Side af Haven, lige ind i Præstens Mark! men der har jeg aldrig været! — I er her dog vel allesammen!“ — og saa reiste hun sig op; „nei, jeg har ikke alle! det største Eg ligger der endnu; hvor længe skal det vare! nu er jeg snart kjed af det!“ og saa lagde hun sig igjen.

„Naa hvordan gaar det?“ sagde en gammel And, som kom for at gjøre Visit.

„Det varer saa længe med det ene Eg!“ sagde Anden, som laa; „der vil ikke gaa Hul paa det; men nu skal du se de andre! de er de deiligste Ællinger, jeg har seet! de ligner allesammen sin Fader; det Skarn, han kommer ikke og besøger mig.“

290„Lad mig se det Eg, der ikke vil revne!“ sagde den gamle.

„Du kan tro, at det er et Kalkun-Eg! saaledes er jeg ogsaa bleven narret engang, og jeg havde min Sorg og Nød med de Unger, for de er bange for Vandet, skal jeg sige dig! jeg kunde ikke faa dem ud! jeg rappede og snappede; men det hjalp ikke! — Lad mig se Egget! jo, det er et Kalkun-Eg! lad du det ligge og lær de andre Børn at svømme!“

„Jeg vil dog ligge lidt paa det endnu!“ sagde Anden; „har jeg nu ligget saalænge, saa kan jeg ligge Dyrehavstiden med!“

„Vær saa god!“ sagde den gamle And, og saa gik hun.

Endelig revnede det store Eg. „Pip! pip!“ sagde Ungen og veltede ud; han var saa stor og styg. Anden saa paa ham: „Det er da en forfærdelig stor Ælling den!“ sagde hun; „ingen af de andre ser saadanne ud! det skulde dog vel aldrig være en Kalkun-Kylling! naa, det skal vi snart komme efter! i Vandet skal han, om jeg saa selv skal sparke ham ud!“

Næste Dag var det et velsignet, deiligt Veir; Solen skinnede paa alle de grønne Skræpper. Ællingmoderen med hele sin Familie kom frem nede ved Kanalen: plask! sprang hun i Vandet: „Rap! rap!“ sagde hun, og den ene Ælling plumpede ud efter den anden; Vandet slog dem over Hovedet; men de kom strax op igjen og flød saa deilig; Benene gik af sig selv, og alle var de ude, selv den stygge, graa Unge svømmede med.

„Nei, det er ingen Kalkun!“ sagde hun; „se, hvor deilig den bruger Benene, hvor rank den holder sig! det er min egen Unge! igrunden er den dog ganske vakker, naar man rigtig ser paa den! rap! rap! — kom nu med mig, saa skal jeg føre jer ind i Verden og præsentere jer i Andegaarden, men hold jer altid nær ved mig, at ingen træder paa jer, og tag jer iagt for Kattene.“

Og saa kom de ind i Andegaarden. Der var en skrækkelig Støi derinde; thi der var to Familier, som sloges om et Aalehoved, og saa fik dog Katten det.

„Se, saaledes gaar det til i Verden!“ sagde Ællingmoderen og slikkede sig om Snabelen, for hun vilde ogsaa have Aalehovedet. „Brug nu Benene!“ sagde hun, „se, at I kan rappe jer, og nei med Halsen for den gamle And derhenne! 291hun er den fornemste af dem alle her! hun er af spansk Blod, derfor er hun svær, og ser I, hun har en rød Klud om Benet! det er noget overordentlig deiligt, og den største Udmerkelse nogen And kan faa; det betyder saa meget, at man ikke vil af med hende, og at hun skal kjendes af Dyr og af Mennesker! — Rap jer, — ikke indtilbens! en velopdragen Ælling sætter Benene vidt fra hinanden, ligesom Fader og Moder! se saa! nei nu med Halsen og sig: rap!“

Og det gjorde de; men de andre Ænder rundt om saa paa dem og sagde ganske høit: „Se saa! nu skal vi have det Slæng til! ligesom vi ikke var nok alligevel! og fy, hvor den ene Ælling ser ud! ham vil vi ikke taale!“ — og strax fløi der en And hen og bed den i Nakken.

„Lad ham være!“ sagde Moderen, „han gjør jo ingen noget!“

„Ja, men han er for stor og styg!“ sagde Anden, som bed, „og saa skal han nøfles!“

„Det er vakre Børn, Moder har!“ sagde den gamle And med Kluden om Benet, „allesammen vakre, paa den ene nær, den er ikke lykkedes! jeg vilde ønske, hun kunde gjøre den om igjen!“

„Det gaar ikke, deres Naade!“ sagde Ællingmoderen; „han er ikke vakker; men han er et inderlig godt Gemyt og svømmer saa deilig som nogen af de andre, ja jeg tør sige lidt til! jeg tænker, han voxer sig vakker, eller han med Tiden bliver noget mindre! han har ligget for længe i Egget, og derfor har han ikke faaet den rette Skikkelse!“ og saa pillede hun ham i Nakken og glattede paa Personen. „Han er desuden en Andrik,“ sagde hun, „og saa gjør det ikke saa meget! jeg tror, han faar gode Kræfter, han slaar sig nok igjennem!“

„De andre Ællinger er nydelige!“ sagde den gamle, „lad nu, som I var hjemme, og finder I et Aalehoved, saa kan I bringe mig det!“ —

Og saa var de som hjemme.

Men den stakkels Ælling, som sidst var kommen ud af Egget og saa saa fæl ud, blev bidt, puffet og gjort Nar af, og det baade af Ænderne og Hønsene. „Han er for stor!“ sagde allesammen, og den kalkunske Hane, der var født med Sporer og troede derfor, at han var Keiser, pustede sig op 292som et Fartøi for fulde Seil, gik lige ind paa ham, og saa pludrede den og blev ganske rød i Hovedet. Den stakkels Ælling vidste hverken hvor den turde staa eller gaa, den var saa bedrøvet, fordi den saa saa styg ud og var til Spot for hele Andegaarden.

Saaledes gik det den første Dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels Ælling blev jaget af dem allesammen, selv hans Søskende var saa onde imod ham, og de sagde altid: „Bare Katten vilde tage dig, dit fæle Spektakel!“ og Moderen sagde: „Gid du bare var langt borte!“ og Ænderne bed ham, og Hønsene hug til ham, og Pigen, som skulde give Dyrene Mad, sparkede til ham med Foden.

Da løb og fløi han henover Hegnet; de smaa Fugle i Buskene for forskrækkede i Veiret. „Det er, fordi jeg er saa styg;“ tænkte Ællingen og lukkede Øinene, men løb alligevel afsted! Saa kom den ud i den store Myr, hvor Vildænderne boede. Her laa den hele Natten, den var saa træt og sorrigfuld.

Om Morgenen fløi Vildænderne op, og de saa paa den nye Kammerat. „Hvad er du for en?“ spurgte de, og Ællingen dreiede sig til alle Sider, og hilste saa godt den kunde.

„Du er inderlig styg!“ sagde Vildænderne; „men det kan da være os det samme, naar du ikke gifter dig ind i vor Familie!“ — Den Stakkel! han tænkte rigtignok ikke paa at gifte sig, turde han bare have Lov at ligge i Sivene og drikke lidt Myrvand.

Der laa han i hele to Dage, saa kom der to Vildgjæs eller rettere Vildgasser, for de var to Hanner: det var ikke mange Tider, siden de var komne ud af Ægget, og derfor var de saa raske paa det.

„Hør Kammerat!“ sagde de, „du er saa styg, at jeg godt kan like dig! vil du drive med og være Trækfugl! tæt herved i en anden Myr er der nogle søde, velsignede Vildgjæs, allesammen Frøkener, der kan sige: rap! du er istand til at gjøre din Lykke, saa styg er du!“ — —

„Pif! paf!“ lød i det samme ovenover, og begge Vildgasserne faldt døde ned i Sivene, og Vandet blev blodrødt; pif! paf! lød det igjen, og hele Skarer af Vildgjæs fløi op af Sivene, og saa knaldede det igjen. Der var stor Jagt, Jægerne laa rundt om i Myren, ja nogle sad oppe i Trægrenene, 293der strakte sig langt ud over Sivene; den blaa Røg gik ligesom Skyer ind imellem de mørke Trær og hang langt, langt hen over Vandet; i Mudret kom Jagthundene, klask klask! Siv og Rør sveiede til alle Sider; det var en Forskrækkelse for den stakkels Ælling, der dreiede Hovedet om for at faa det under Vingen, og lige i det samme stod tæt ved den en frygtelig stor Hund, Tungen hang ham langt ud af Halsen, og Øinene skinnede gruelig fælt; han satte sit Gab lige ned imod Ællingen, viste de skarpe Tænder — — og plask! gik han igjen uden at tage den.

„Gud ske Lov!“ sukkede Ællingen, „jeg er saa styg, at selv Hunden ikke gider bide mig!“

Og saa laa den ganske stille, mens Haglene susede i Sivene, og det knaldede Skud paa Skud.

Først langt ud paa Dagen blev der stille; men den stakkels Unge turde endnu ikke reise sig, den væntede flere Timer endnu, før den saa sig om, og saa skyndte den sig afsted fra Myren, alt hvad den kunde: den løb over Mark og Eng; det var en Blæst, saa at den havde haardt ved at komme afsted.

Mod Aften naaede den et fattigt lidet Bondehus; det var saa elendigt, at det ikke selv vidste, til hvad Side det vilde falde, og saa blev det staaende. Blæsten susede saaledes om Ællingen, at han maatte sætte sig paa Halen for at holde imod; og det blev værre og værre; da merkede han, at Døren var gaaet af den ene Hængsel og hang saa skjævt, at han igjennem Sprækken kunde smutte ind i Stuen, og det gjorde han.

Her boede en gammel Kone med sin Kat og sin Høne, og Katten, som hun kaldte Sønneke, kunde skyde Ryg og spinde, han gnistrede saagar; men saa maatte man stryge ham mod Haarene; Hønen havde ganske smaa lave Ben, og derfor kaldtes den Kykkelilavben; den lagde godt Eg, og Konen holdt af den som af sit eget Barn.

Om Morgenen merkede man strax den fremmede Ælling, og Katten begyndte at spinde og Hønen at klukke.

„Hvad for noget!“ sagde Konen og saa rundt omkring; men hun saa ikke godt, og saa troede hun, at Ællingen var en fed And, der havde forvildet sig. „Det var jo en deilig 294Fangst!“ sagde hun; „nu kan jeg faa Ande-Eg, er den bare ikke en Andrik! det maa vi prøve!“

Og saa blev Ællingen antagen paa Prøve i tre Uger; men der kom ingen Eg. Og Katten var Herre i Huset, og Hønen var Madame, og alletider sagde de: „Vi og Verden!“ for de troede, at de var Halvparten, og det den allerbedste Del. Ællingen syntes, at man kunde ogsaa have en anden Mening; men det taalte Hønen ikke.

„Kan du lægge Eg?“ spurgte hun.

„Nei!“

„Ja vil du saa holde din Mund!“

Og Katten sagde: „Kan du skyde Ryg, spinde og gnistre?“

„Nei!“

„Ja saa skal du ikke have Mening, naar fornuftige Folk taler!“

Og Ællingen sad i Krogen og var i daarligt Humør; da kom den til at tænke paa den friske Luft og Solskinnet; den fik en saadan forunderlig Lyst til at flyde paa Vandet; tilsidst kunde den ikke lade være, den maatte sige det til Hønen.

„Hvad gaar der af dig?“ spurgte hun. „Du har ingen Ting at bestille, derfor kommer de Nykker over dig! Læg Eg eller spind, saa gaar de over.“

„Men det er saa deiligt at flyde paa Vandet!“ sagde Ællingen, „saa deiligt at faa det over Hovedet og dukke ned paa Bunden!“

„Ja det er nok en stor Fornøielse!“ sagde Hønen, „du er nok bleven gal! Spørg Katten ad, han er den klogeste, jeg kjender, om han holder af at flyde paa Vandet eller dukke ned! jeg vil ikke tale om mig. — Spørg selv vort Herskab, den gamle Kone, klogere end hun er der ingen i Verden! tror du, hun har Lyst til at flyde og faa Vand over Hovedet?“

„I forstaar mig ikke!“ sagde Ællingen.

„Ja forstaar vi dig ikke, hvem skulde saa forstaa dig? du vil dog vel aldrig være klogere end Katten og Konen, for ikke at nævne mig! Skab dig ikke, Barn! og tak du din Skaber for alt det gode, man har gjort for dig! Er du ikke kommen i en varm Stue og har en Omgang, du kan lære noget af! men du er et Vrøvl, og det er ikke morsomt at omgaaes dig! mig kan du tro! jeg mener dig det godt, jeg siger 295dig Ubehageligheder, og derpaa skal man kjende sine sande Venner! se nu bare til, at du lægger Eg og lærer at spinde eller gnistre!“

„Jeg tror, jeg vil gaa ud i den vide Verden!“ sagde Ællingen.

„Ja gjør du det!“ sagde Hønen.

Og saa gik Ællingen; den flød paa Vandet, den dukkede ned; men af alle Dyr var den overseet for sin Grimhed.

Nu faldt Høsten paa, Bladene i Skoven blev gule og brune, Blæsten tog fat i dem, saa de dansede omkring, og oppe i Luften saa der koldt ud; Skyerne hang tunge med Hagl og Snefnokke, og paa Gjærdet stod Ravnen og skreg: „Au! au!“ af bare Kulde; ja man kunde ordentlig fryse, naar man tænkte derpaa; den stakkels Ælling havde det rigtignok ikke godt.

En Aften, Solen gik saa velsignet ned, kom der en hel Flok deilige store Fugle ud af Buskene. Ællingen havde aldrig seet nogen saa smukke, de var ganske skinnende hvide, med lange, smidige Halse; det var Svaner, der udstødte en ganske forunderlig Lyd, bredte sine prægtige, lange Vinger ud og fløi bort fra de kolde Egne til varmere Lande, til aabne Søer; de steg saa høit, saa høit, og den grimme lille Ælling blev saa forunderlig tilmode; den dreiede sig rundt i Vandet ligesom et Hjul, rakte Halsen høit op i Luften efter dem, udstødte et Skrig saa høit og forunderligt, at den selv blev bange derved. O, den kunde ikke glemme de deilige Fugle, de lykkelige Fugle, og saasnart den ikke længer øinede dem, dukkede den lige ned til Bunden, og da den kom op igjen, var den ligesom ude af sig selv. Den vidste ikke, hvad Fuglene hed, ikke hvor de fløi hen; men dog holdt den af dem, som den aldrig havde holdt af nogen; den misundte dem slet ikke; hvor kunde det falde den ind at ønske sig en saadan Deilighed! den vilde være glad, naar bare dog Ænderne vilde have taalt den imellem sig, — det stakkels grimme Dyr.

Og Vinteren blev saa kold, saa kold; Ællingen maatte svømme om i Vandet for at holde det fra at fryse rent til; men hver Nat blev Hullet, hvori den svømmede, smalere og smalere; det frøs, saa det knagede i Isskorpen; Ællingen 296maatte altid bruge Benene, at Vandet ikke skulde lukkes; tilsidst blev den mat, laa ganske stille og frøs saa fast i Isen.

Tidlig om Morgenen kom en Bondemand; han saa den, gik ud og slog med sin Træsko Isen i Stykker og bar den saa hjem til sin Kone. Der blev den livet op.

Børnene vilde lege med den; men Ællingen troede, at de vilde gjøre den Fortræd, og for i Forskrækkelse lige op i Melkefadet, saa at Melken skvulpede ud i Stuen; Konen skreg og slog Hænderne i Veiret, og da fløi den i Truget, hvor Smøret var, og saa ned i Meltønden og op igjen; naa, hvor den kom til at se ud; Konen skreg og slog efter den med Ildtangen, og Børnene løb hinanden overende for at fange Ællingen, og de lo, og de skreg; — godt var det, at Døren stod aaben, ud for den imellem Buskene i den nysfaldne Sne, — der laa den, ligesom i Dvale.

Men det vilde blive altfor bedrøveligt at fortælle al den Nød og Elendighed, den maatte prøve i den haarde Vinter; — — den laa i Myren mellem Rørene, da Solen igjen begyndte at skinne varmt; Lerkerne sang, — det var deiligt Foraar.

Da løftede den paa en Gang sine Vinger, de bruste sterkere end før og bar den kraftig afsted; og før den ret vidste det, var den i en stor Have, hvor Æbletrærne stod i Blomster, hvor Syrenerne duftede og hang paa de lange, grønne Grene lige ned imod de bugtede Kanaler! O, her var saa deiligt, saa vaarfriskt! og lige foran, ud af Tykningen, kom tre deilige, hvide Svaner; de bruste med Fjærene og flød saa let paa Vandet. Ællingen kjendte de prægtige Dyr og blev betagen af en forunderlig Sorgmodighed.

„Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige Fugle! og de vil hugge mig ihjel, fordi jeg, der er saa styg, tør nærme mig dem; men det er det samme! bedre at dræbes af dem end at nappes af Ænderne, hugges af Hønsene, sparkes af Pigen, der passer Hønsegaarden, og lide ondt om Vinteren!“ og den fløi ud i Vandet og svømmede hen imod de prægtige Svaner; disse saa den og skjød med brusende Fjære henimod den. „Dræb mig kun!“ sagde det stakkels Dyr og bøiede sit Hoved ned mod Vandfladen og ventede Døden; — men hvad saa den i det klare Vand? Den saa under sig sit eget Billed; 297men den var ikke længere en kluntet, sortgraa Fugl, styg og fæl; — den var selv en Svane.

Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg.

Den følte sig ordentlig glad over al den Nød og Gjenvordighed, den havde prøvet; nu skjønnede den just paa sin Lykke, paa al den Deilighed, der hilsede den. — Og de store Svaner svømmede rundt omkring den og strøg den med Nebbet.

I Haven kom der nogle smaa Børn, de kastede Brød og Korn ud i Vandet, og den mindste raabte:

„Der er en ny!“ og de andre Børn jublede med: „Ja der er kommet en ny!“ og de klappede i Hænderne og dansede rundt, løb efter Fader og Moder, og der blev kastet Brød og Kage i Vandet, og alle sagde de: „Den nye er den smukkeste! saa ung og saa deilig!“ og de gamle Svaner neiede for den.

Da følte den sig ganske undselig og stak Hovedet om bag Vingerne, den vidste ikke selv hvad; den var altfor lykkelig, men slet ikke stolt; thi et godt Hjerte bliver aldrig stolt, den tænkte paa, hvor den havde været forfulgt og forhaanet, og hørte nu alle sige, at den var den deiligste af alle deilige Fugle. Og Syrenerne bøiede sig med Grenene lige ned i Vandet til den, og Solen skinnede saa varmt og saa godt, da bruste dens Fjedre, den slanke Hals hævede sig, og af Hjertet jublede den: „Saa megen Lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme Ælling!“

H. C. Andersen.

288

Der var så deilig ute på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grønn, høyet var reist i stakker nede 289i de grønne Egne, og der gikk storken på sine lange, røde Ben og snakkede egyptisk, for det språk hadde han lært av sin mor. Rundt om Ager og eng var der store skoger og midt i skogene dype Søer; jo, det var riktignok deilig derude på landet! Midt i solskinnet lå der en gammel herregård med dype kanaler rundt om, og fra muren og ned til vannet vokste store Skræppeblade, der var så høye, at små barn kunne stå oppreist under de største: der var likeså villsomt derinne som i den tykkeste skog, og her lå en And på sitt rede; hun skulle ruge sine små ellinger ut; men nå var hun nesten kjed av det, fordi det varte så lenge, og hun sjelden fikk visitt; de andre ender holdt mer av å svømme om i kanalene enn å løpe opp og sitte under et Skræppeblad for å snadre med henne.

Endelig knaket det ene Eg etter det andre: „Pip! pip!“ sa det, alle eggeplommene var blitt levende og stak hodet ut.

„Rap! rap!“ sa hun, og så rappede de seg, alt hva de kunne, og så til alle sider under de grønne Blade, og moren lot dem se, så meget de ville, for det grønne er godt for øynene.

„Hvor dog verden er stor!“ sa alle ungene; thi de hadde nå riktignok ganske annerledes plass, enn da de lå inne i egget.

„Tror dere, det er hele verden!“ sa moren, „den strekker seg langt på den annen side av hagen, like inn i prestens Mark! men der har jeg aldri vært! — Dere er her dog vel allesammen!“ — og så reiste hun seg opp; „nei, jeg har ikke alle! det største Eg ligger der ennå; hvor lenge skal det vare! nå er jeg snart kjed av det!“ og så la hun seg igjen.

„Nå hvordan går det?“ sa en gammel And, som kom for å gjøre visitt.

„Det varer så lenge med det ene Eg!“ sa Anden, som lå; „der vil ikke gå Hul på det; men nå skal du se de andre! de er de deiligste ellinger, jeg har sett! de ligner allesammen sin far; det Skarn, han kommer ikke og besøker meg.“

290„La meg se det Eg, der ikke vil revne!“ sa den gamle.

„Du kan tro, at det er et kalkun-Eg! således er jeg også blitt narret engang, og jeg hadde min sorg og nød med de unger, for de er bange for vannet, skal jeg si deg! jeg kunne ikke få dem ut! jeg rappet og snappet; men det hjalp ikke! — La meg se egget! jo, det er et kalkun-Eg! la du det ligge og lær de andre barn å svømme!“

„Jeg vil dog ligge litt på det ennå!“ sa Anden; „har jeg nå ligget så lenge, så kan jeg ligge Dyrehavstiden med!“

„Vær så god!“ sa den gamle And, og så gikk hun.

Endelig revnede det store Eg. „Pip! pip!“ sa ungen og veltede ut; han var så stor og stygg. Annen så på ham: „Det er da en forferdelig stor Ælling den!“ sa hun; „ingen av de andre ser sådanne ut! det skulle dog vel aldri være en kalkun-kylling! nå, det skal vi snart komme etter! i vannet skal han, om jeg så selv skal sparke ham ut!“

Neste dag var det et velsignet, deilig vær; Solen skinte på alle de grønne skrepper. Ællingmoderen med hele sin familie kom frem nede ved kanalen: plask! sprang hun i vannet: „Rap! rap!“ sa hun, og den ene Ælling plumpet ut etter den annen; Vannet slo dem over hodet; men de kom straks opp igjen og fløt så deilig; Benene gikk av seg selv, og alle var de ute, selv den stygge, grå unge svømte med.

„Nei, det er ingen kalkun!“ sa hun; „se, hvor deilig den bruker Benene, hvor rank den holder seg! det er min egen unge! i grunnen er den dog ganske vakker, når man riktig ser på den! rap! rap! — kom nå med meg, så skal jeg føre jer inn i verden og presentere jer i andegården, men hold jer alltid nær ved meg, at ingen trer på jer, og ta jer i akt for kattene.“

Og så kom de inn i andegården. Der var en skrekkelig støy derinne; thi der var to familier, som sloges om et Aalehoved, og så fikk dog katten det.

„Se, således går det til i verden!“ sa Ællingmoderen og slikket seg om snabelen, for hun ville også ha ålehodet. „Bruk nå Benene!“ sa hun, „se, at dere kan rappe jer, og nei med halsen for den gamle And derhenne! 291hun er den fornemste av dem alle her! hun er av spansk blod, derfor er hun svær, og ser dere, hun har en rød klut om benet! det er noe overordentlig deilig, og den største utmerkelse noen And kan få; det betyr så meget, at man ikke vil av med henne, og at hun skal kjennes av dyr og av mennesker! — Rap jer, — ikke inntilbens! en veloppdragen Ælling setter Benene vidt fra hinannen, likesom far og Moder! se så! nei nå med halsen og sig: rap!“

Og det gjorde de; men de andre ender rundt om så på dem og sa ganske høyt: „Se så! nå skal vi ha det sleng til! likesom vi ikke var nok allikevel! og fy, hvor den ene Ælling ser ut! ham vil vi ikke tåle!“ — og straks fløy der en And hen og bed den i nakken.

„La ham være!“ sa moren, „han gjør jo ingen noe!“

„Ja, men han er for stor og stygg!“ sa Anden, som bet, „og så skal han nøfles!“

„Det er vakre barn, mor har!“ sa den gamle And med kluten om benet, „allesammen vakre, på den ene nær, den er ikke lyktes! jeg ville ønske, hun kunne gjøre den om igjen!“

„Det går ikke, deres nåde!“ sa Ællingmoderen; „han er ikke vakker; men han er et inderlig godt gemytt og svømmer så deilig som noen av de andre, ja jeg tør si litt til! jeg tenker, han vokser seg vakker, eller han med tiden blir noe mindre! han har ligget for lenge i egget, og derfor har han ikke fått den rette skikkelse!“ og så pillet hun ham i nakken og glattede på personen. „Han er dessuten en andrik,“ sa hun, „og så gjør det ikke så meget! jeg tror, han får gode krefter, han slår seg nok igjennom!“

„De andre ellinger er nydelige!“ sa den gamle, „lad nå, som dere var hjemme, og finner dere et Aalehoved, så kan dere bringe meg det!“ —

Og så var de som hjemme.

Men den stakkels Ælling, som sist var kommet ut av egget og så så fæl ut, ble bitt, puffet og gjort narr av, og det både av endene og hønsene. „Han er for stor!“ sa allesammen, og den kalkunske Hane, der var født med sporer og trodde derfor, at han var keiser, pustet seg opp 292som et Fartøi for fulle seil, gikk like inn på ham, og så pludret den og ble ganske rød i hodet. Den stakkels Ælling visste hverken hvor den turde stå eller gå, den var så bedrøvet, fordi den så så stygg ut og var til Spot for hele andegården.

Således gikk det den første dag, og siden ble det verre og verre. Den stakkels Ælling ble jaget av dem allesammen, selv hans søsken var så onde imot ham, og de sa alltid: „Bare katten ville ta deg, ditt fæle spetakkel!“ og moren sa: „Gid du bare var langt borte!“ og endene bet ham, og hønsene hug til ham, og piken, som skulle gi dyrene mat, sparkede til ham med foten.

Da løp og fløy han henover hegnet; de små fugler i buskene for forskrækkede i været. „Det er, fordi jeg er så stygg;“ tenkte ellingen og lukkede øynene, men løp allikevel av sted! Så kom den ut i den store myr, hvor villendene bodde. Her lå den hele natten, den var så trett og sorrigfuld.

Om morgenen fløy villendene opp, og de så på den nye Kammerat. „Hva er du for en?“ spurte de, og ellingen dreide seg til alle sider, og hilste så godt den kunne.

„Du er inderlig stygg!“ sa villendene; „men det kan da være oss det samme, når du ikke gifter deg inn i vår familie!“ — Den Stakkel! han tenkte riktignok ikke på å gifte seg, turde han bare have Lov å ligge i sivene og drikke litt myrvann.

Der lå han i hele to dager, så kom der to villgjess eller rettere Vildgasser, for de var to hanner: det var ikke mange tider, siden de var kommet ut av egget, og derfor var de så raske på det.

„Hør Kammerat!“ sa de, „du er så stygg, at jeg godt kan like deg! vil du drive med og være trekkfugl! tett herved i en annen myr er der noen søte, velsignede villgjess, allesammen Frøkener, der kan si: rap! du er i stand til å gjøre din lykke, så stygg er du!“ — —

„Piff! paff!“ lød i det samme ovenover, og begge Vildgasserne falt døde ned i sivene, og vannet ble blodrødt; piff! paff! lød det igjen, og hele Skarer av villgjess fløy opp av sivene, og så knallet det igjen. Der var stor jakt, jegerne lå rundt om i Myren, ja noen satt oppe i Trægrenene, 293der strakte seg langt ut over sivene; den blå Røg gikk likesom skyer inn imellom de mørke trær og hang langt, langt hen over vannet; i Mudret kom jakthundene, klask klask! Siv og Rør sveiede til alle sider; det var en forskrekkelse for den stakkels Ælling, der dreide hodet om for å få det under vingen, og like i det samme stod tett ved den en fryktelig stor hund, tungen hang ham langt ut av halsen, og øynene skinte gruelig fælt; han satte sitt gap like ned imot ellingen, viste de skarpe tenner — — og plask! gikk han igjen uten å ta den.

„Gud ske Lov!“ sukket ellingen, „jeg er så stygg, at selv hunden ikke gidder bite meg!“

Og så lå den ganske stille, mens haglene suste i sivene, og det knallet skudd på skudd.

Først langt ut på dagen ble der stille; men den stakkels unge turde ennå ikke reise seg, den ventet flere timer ennå, før den så seg om, og så skyndte den seg av sted fra Myren, alt hva den kunne: den løp over Mark og eng; det var en Blæst, så at den hadde hardt ved å komme av sted.

Mot aften nådde den et fattig lite bondehus; det var så elendigt, at det ikke selv visste, til hva side det ville falle, og så ble det stående. Blesten suste således om ellingen, at han måtte sette seg på halen for å holde imot; og det ble verre og verre; da merket han, at døren var gått av den ene hengsel og hang så skjevt, at han igjennom sprekken kunne smutte inn i stuen, og det gjorde han.

Her bodde en gammel kone med sin katt og sin høne, og katten, som hun kalte Sønneke, kunne skyde rygg og spinne, han gnistret sågar; men så måtte man stryke ham mot hårene; Hønen hadde ganske små lave Ben, og derfor kaltes den Kykkelilavben; den la godt Eg, og konen holdt av den som av sitt eget barn.

Om morgenen merket man straks den fremmede Ælling, og katten begynte å spinne og Hønen å klukke.

„Hva for noe!“ sa konen og så rundt omkring; men hun så ikke godt, og så trodde hun, at ellingen var en fet And, der hadde forvillet seg. „Det var jo en deilig 294fangst!“ sa hun; „nå kan jeg få ande-Eg, er den bare ikke en andrik! det må vi prøve!“

Og så ble ellingen antatt på prøve i tre uker; men der kom ingen Eg. Og Katten var Herre i huset, og Hønen var Madame, og alletider sa de: „Vi og verden!“ for de trodde, at de var halvparten, og det den allerbedste del. Ellingen syntes, at man kunne også ha en annen mening; men det tålte Hønen ikke.

„Kan du legge egg?“ spurte hun.

„Nei!“

„Ja vil du så holde din munn!“

Og Katten sa: „Kan du skyde rygg, spinne og gnistre?“

„Nei!“

„Ja så skal du ikke have mening, når fornuftige folk taler!“

Og Ællingen satt i kroken og var i dårlig humør; da kom den til å tenke på den friske luft og solskinnet; den fikk en sådan forunderlig Lyst til å flyte på vannet; til sist kunne den ikke la være, den måtte si det til Hønen.

„Hva går der av deg?“ spurte hun. „Du har ingen ting å bestille, derfor kommer de nykker over deg! Legg egg eller spinn, så går de over.“

„Men det er så deilig å flyte på vannet!“ sa ellingen, „så deilig å få det over hodet og dukke ned på Bunden!“

„Ja det er nok en stor fornøyelse!“ sa Hønen, „du er nok blitt gal! Spør katten ad, han er den klokeste, jeg kjenner, om han holder av å flyte på vannet eller dukke ned! jeg vil ikke tale om meg. — Spør selv vårt herskap, den gamle kone, klokere enn hun er der ingen i verden! tror du, hun har Lyst til å flyte og få vann over hodet?“

„Dere forstår meg ikke!“ sa ellingen.

„Ja forstår vi deg ikke, hvem skulle så forstå deg? du vil dog vel aldri være klokere enn katten og konen, for ikke å nevne meg! Skap deg ikke, barn! og takk du din skaper for alt det gode, man har gjort for deg! Er du ikke kommet i en varm stue og har en omgang, du kan lære noe av! men du er et vrøvl, og det er ikke morsomt å omgås deg! meg kan du tro! jeg mener deg det godt, jeg sier 295deg ubehageligheter, og derpå skal man kjenne sine sanne venner! se nå bare til, at du legger egg og lærer å spinne eller gnistre!“

„Jeg tror, jeg vil gå ut i den vide verden!“ sa ellingen.

„Ja gjør du det!“ sa Hønen.

Og så gikk ellingen; den fløt på vannet, den dukket ned; men av alle dyr var den oversett for sin Grimhed.

Nå falt høsten på, bladene i skogen ble gule og brune, blesten tok fat i dem, så de danset omkring, og oppe i luften så der kaldt ut; Skyene hang tunge med hagl og Snefnokke, og på gjerdet stod Ravnen og skrek: „Au! au!“ av bare kulde; ja man kunne ordentlig fryse, når man tenkte derpå; den stakkels Ælling hadde det riktignok ikke godt.

En aften, solen gikk så velsignet ned, kom der en hel Flok deilige store fugler ut av buskene. Ellingen hadde aldri sett noen så smukke, de var ganske skinnende hvite, med lange, smidige Halse; det var svaner, der utstøtte en ganske forunderlig lyd, bredte sine prektige, lange vinger ut og fløy bort fra de kalde Egne til varmere land, til åpne Søer; de steg så høyt, så høyt, og den grimme lille Ælling ble så forunderlig tilmode; den dreide seg rundt i vannet likesom et hjul, rakte halsen høyt opp i luften etter dem, utstøtte et skrik så høyt og forunderlig, at den selv ble bange derved. O, den kunne ikke glemme de deilige fugler, de lykkelige fugler, og så snart den ikke lenger øynet dem, dukket den like ned til Bunden, og da den kom opp igjen, var den likesom ute av seg selv. Den visste ikke, hva fuglene het, ikke hvor de fløy hen; men dog holdt den av dem, som den aldri hadde holdt av noen; den misunte dem slett ikke; hvor kunne det falle den inn å ønske seg en sådan deilighet! den ville være glad, når bare dog endene ville ha tålt den imellom seg, — det stakkels grimme dyr.

Og Vinteren ble så kald, så kald; Ellingen måtte svømme om i vannet for å holde det fra å fryse rent til; men hver natt ble hullet, hvori den svømte, smalere og smalere; det frøs, så det knaket i isskorpen; Ellingen 296måtte alltid bruke Benene, at vannet ikke skulle lukkes; til sist ble den mat, lå ganske stille og frøs så fast i isen.

Tidlig om morgenen kom en bondemann; han så den, gikk ut og slo med sin tresko isen i stykker og bar den så hjem til sin kone. Der ble den livet opp.

Barna ville leke med den; men ellingen trodde, at de ville gjøre den fortred, og for i forskrekkelse like opp i Melkefadet, så at melken skvulpet ut i stuen; Konen skreg og slo hendene i været, og da fløy den i trauet, hvor smøret var, og så ned i Meltønden og opp igjen; nå, hvor den kom til å se ut; Konen skreg og slo etter den med ildtangen, og barna løp hinannen overende for å fange ellingen, og de lo, og de skrek; — godt var det, at døren stod åpen, ut for den imellom buskene i den nysfaldne Sne, — der lå den, likesom i dvale.

Men det ville bli altfor bedrøvelig å fortelle all den nød og elendighet, den måtte prøve i den harde vinter; — — den lå i Myren mellom rørene, da solen igjen begynte å skinne varmt; Lerkene sang, — det var deilig forår.

Da løftet den på en gang sine vinger, de bruste sterkere enn før og bar den kraftig av sted; og før den rett visste det, var den i en stor hage, hvor epletrærne stod i blomster, hvor Syrenerne duftet og hang på de lange, grønne grener like ned imot de buktede kanaler! O, her var så deilig, så vårfriskt! og like foran, ut av tykningen, kom tre deilige, hvite svaner; de bruste med fjærene og fløt så lett på vannet. Ellingen kjente de prektige dyr og ble betagen av en forunderlig sorgmodighet.

„Jeg vil flyve hen til dem, de kongelige fugler! og de vil hugge meg ihjel, fordi jeg, der er så stygg, tør nærme meg dem; men det er det samme! bedre å drepes av dem enn å nappes av endene, hugges av hønsene, sparkes av piken, der passer hønsegården, og lide ondt om vinteren!“ og den fløy ut i vannet og svømte hen imot de prektige svaner; disse så den og skjød med brusende Fjære henimot den. „Drep meg kun!“ sa det stakkels dyr og bøiede sitt hode ned mot vannflaten og ventet døden; — men hva så den i det klare vann? Den så under seg sitt eget bilde; 297men den var ikke lenger en kluntet, sortgraa fugl, stygg og fæl; — den var selv en svane.

Det gjør ikke noe å være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneegg.

Den følte seg ordentlig glad over all den nød og gjenvordighet, den hadde prøvet; nå skjønte den just på sin lykke, på all den deilighet, der hilste den. — Og de store svaner svømte rundt omkring den og strøk den med nebbet.

I hagen kom der noen små barn, de kastet brød og korn ut i vannet, og den minste ropte:

„Der er en ny!“ og de andre barn jublede med: „Ja der er kommet en ny!“ og de klappede i hendene og danset rundt, løp etter far og Moder, og der ble kastet brød og kake i vannet, og alle sa de: „Den nye er den smukkeste! så ung og så deilig!“ og de gamle svaner neiet for den.

Da følte den seg ganske unnselig og stak hodet om bak vingene, den visste ikke selv hva; den var altfor lykkelig, men slett ikke stolt; thi et godt hjerte blir aldri stolt, den tenkte på, hvor den hadde vært forfulgt og forhånet, og hørte nå alle si, at den var den deiligste av alle deilige fugler. Og Syrenerne bøyde seg med grenene like ned i vannet til den, og solen skinte så varmt og så godt, da bruste dens fjærer, den slanke hals hevet seg, og av hjertet jublede den: „Så mye lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme Ælling!“

H. C. Andersen.