297

Den lille Lotte tænkte paa alt og Ingenting,En Sommerfugl hun svæved i Solens Guld omkring;I sine gule Lokker hun Vaarens Krone bar;Som hendes Blik var Sjælen saa lyseblaa og klar.

Hun kjælte for sin Dukke, hun var sin Dukke tro,Hun saa paa sine Klæder og sine røde Sko;Men over alle elskte hun dog en liden Fugl,Som Fader havde fanget paa Sneen sidste Jul.

298Den sad og frøs ved Vinduet i Vinterkuld og VindOg saa saa bønlig just i den varme Stue ind:Da strøede Fader Korn ud og lokked den dermedOg tog den ind i Huset til Pleie og til Fred.

Men Lotte var lyksalig, alene hun fik LovAt pleie og at passe den lille Gjest fra Skov:Hun bragte den dens Føde, hun dyssed den i Blund,Snart lærte den at pikke af hendes røde Mund.

Den kjendte hendes Stemme og hendes lette GangOg takked sin Veninde med mangen lystig Sang;Tilsidst da sad den stille og traurig i sit Bur:Den hørte Vaaren kalde fra grønne Skovnatur.

Da slog den ud med Vingen og vilde fly sin Vei;Men lille Lotte smilte — ak! hun forstod det ei;Hun lukked Buret sikkert, hun gav den Vand og Frø; —Men Fuglen vil kun Frihed; hvis ikke, maa den dø.

En Morgen fløi hun tidlig til Fuglen ud med MadOg jubled høit paa Veien og var saa sjæleglad;Men da hun kom til Buret, da glemte hun sin Sang:Den kjære Fugl laa udstrakt paa Bunden stiv og lang.

Hun tog den ud forsigtig og kyssed den saa ømt;Men den blev kold og livløs, — det var ei blot paa Skrømt;Dens Hoved sank tilbage, i Øiet Døden laa;Da slap hun den forskrækket og stirred taus derpaa.

Og som hun stod der stille, hun blev saa underlig;For hendes klare Øie en Taage lagde sig;Den søde Barndomsrødme fra hendes Kinder veg,Og langsomt op til Hjertet en dunkel Smerte steg.

Hun kunde ikke vide, hvad denne Smerte var;Men Sorg i hendes Hjerte sin første Rune skarOg præged dybt sit Billed i hendes bløde Træk;Nu fløi den ikke mer med den sidste Taare væk.299Hun tænkte paa sin Moder, men ei saa let som før,Og nye Verdner dæmred bag Sorgens sorte Slør;Thi som et Blik paa Havet fra Kystens mørke Borg,Saa Livets Udsigt aabnes ved Barnets første Sorg.

A. Munch.

297

Den lille Lotte tenkte på alt og ingenting,En sommerfugl hun svevet i Solens gull omkring;I sine gule lokker hun vårens krone bar;Som hennes blikk var sjelen så lyseblå og klar.

Hun kjælte for sin dukke, hun var sin dukke tro,Hun så på sine klær og sine røde sko;Men over alle elskte hun dog en liten fugl,Som far hadde fanget på Sneen siste jul.

298Den satt og frøs ved vinduet i Vinterkuld og vindOg så så bønlig just i den varme stue inn:Da strødde far korn ut og lokket den dermedOg tok den inn i huset til pleie og til fred.

Men Lotte var lyksalig, alene hun fikk LovÅ pleie og å passe den lille gjest fra skog:Hun brakte den dens føde, hun dysset den i blund,Snart lærte den å pikke av hennes røde munn.

Den kjente hennes stemme og hennes lette gangOg takket sin venninne med mangen lystig sang;Til sist da satt den stille og traurig i sitt bur:Den hørte våren kalle fra grønne skognatur.

Da slo den ut med vingen og ville fly sin vei;Men lille Lotte smilte — ak! hun forstod det ei;Hun lukket buret sikkert, hun ga den vann og frø; —Men fuglen vil kun frihet; hvis ikke, må den dø.

En morgen fløy hun tidlig til fuglen ut med matOg jublet høyt på Veien og var så sjeleglad;Men da hun kom til buret, da glemte hun sin sang:Den kjære fugl lå utstrakt på Bunden stiv og lang.

Hun tok den ut forsiktig og kysset den så ømt;Men den ble kald og livløs, — det var ei blot på skrømt;Dens hode sank tilbake, i øyet døden lå;Da slapp hun den forskrekket og stirret taus derpå.

Og som hun stod der stille, hun ble så underlig;For hennes klare Øye en tåke la seg;Den søte Barndomsrødme fra hennes kinner veg,Og langsomt opp til hjertet en dunkel smerte steg.

Hun kunne ikke vite, hva denne smerte var;Men sorg i hennes hjerte sin første Rune skarOg preget dypt sitt bilde i hennes bløte trekk;Nå fløy den ikke mer med den siste tåre vekk.299Hun tenkte på sin mor, men ei så lett som før,Og nye verdener demret bak Sorgens sorte slør;Thi som et blikk på havet fra Kystens mørke Borg,Så Livets utsikt åpnes ved Barnets første sorg.

A. Munch.