286

Der var engang en Hjemmemus og en Fjeldmus, der mødtes i Skogsbrynet; der sad Fjeldmusen i et Haslekjær og plukkede Nødder.

„Gud signe Arbeidet,“ sagde Hjemmemusen, „skal jeg træffe Skyldfolk her, saa langt ud i Bygden?“ sagde hun.

„Det var saa det,“ sagde Fjeldmusen.

„Du sanker Nødder du og drager til Hus,“ sagde Hjemmemusen.

„Jeg nødes til det, om vi skal have noget at leve af,“ sagde Fjeldmusen.

„Hamsen er stor, og Nødden er fuld iaar, saa det kan monne i en sulten Skrot,“ sagde Hjemmemusen.

„Det er vel det,“ sagde Fjeldmusen og talte om, at hun levede vel og havde det godt. Hjemmemusen mente, at hun havde det bedre; men Fjeldmusen blev ved sit og sagde, det var ingensteds saa godt som i Skogen og Fjeldet, og hun havde det selv bedst.

Hjemmemusen sagde, at hun havde det bedst, og dette kunde de ikke blive sams om. Tilsidst lovede de, de skulde komme til hinanden i Julen, saa de fik se og smage, hvem som havde det bedst. Hjemmemusen var den, som først skulde fare i Julegjestebud. Hun for gjennem Skog og dybe Dale, for endda Fjeldmusen havde flyttet ned til Vinteren, var Veien baade lang og brat; det bar imod, og Sneen var dyb og løs, saa hun blev baade træt og sulten, før hun kom frem.

„Nu skal det være godt at faa Mad,“ tænkte hun, da hun kom frem. Fjeldmusen havde krafset sammen nok saa 287brav: der var Nøddekjerner og Sisselrødder og andre Slags Rødder og meget andet godt, som voxer i Skog og Mark, og det havde hun i et Hul langt nede i Jorden, saa det ikke frøs, og tæt ved var en Opkomme, som var aaben hele Vinteren, saa hun kunde drikke saa meget Vand, hun vilde. Der var nok af det, som var, og de spiste baade godt og vel; men Hjemmemusen syntes, det ikke var mere end nødtørftig Kost.

„Med dette kan en livnære sig,“ sagde hun; „men det er ikke rart, er det. Nu faar du være saa snil og komme til mig og smage, hvorledes vi har det!“ bad hun.

Ja, det skulde hun, og det varede ikke længe, før hun kom. Da havde Hjemmemusen samlet sammen af al den Julekost, som Kjærringen i Huset havde spildt, medens hun gik og var drukken i Juletiden, der var Ostesmuler, Smørbeter og Talg og Klingsmuler og Rømmebrød og meget andet godt. I Spildfadet under Tøndetappen havde hun Drikke nok, og hele Stuen var fuld af alle Slags Godmad. De spiste og levede vel, og der var næsten ingen Bund i Fjeldmusen; for slig Kost havde hun aldrig smagt. Saa blev hun tørst, for Maden var for sterkt og fed, sagde hun, og nu maatte hun drikke en Gang.

„Det er ikke langt efter Øllet, her skal vi drikke,“ sagde Hjemmemusen og sprang op paa Kanten af Spildfadet og drak sig utørst; men hun drak ikke mere heller, for hun kjendte Juleøllet og vidste, det var sterkt. Men Fjeldmusen syntes, dette var et herligt Drikke, for hun havde aldrig smagt andet end Vand, hun tog den ene Supen efter den anden, og hun kunde ikke med sterkt Drikke; saa blev hun drukken, før hun kom ned af Koppen, og saa blev hun ør i Toppen og fik det i Fødderne, saa hun tog til at rende og springe fra den ene Øltønden op paa den anden og til at danse og tumle paa Hylderne mellem Kopper og Krus og knistre og pibe, som hun baade var fuld og galen.

„Du maa ikke bære dig, som du var kommen ud af Berget idag,“ sagde Hjemmemusen; „gjør ikke slig Styr og hold ikke sligt Leven; vi har slig haard Fut her,“ sagde hun.

Fjeldmusen sagde, hun agtede hverken Fut eller Fant.

288Men Katten sad paa Kjælderlemmen og lurede og hørte baade Snakket og Staaket. Med det samme Konen skulde ned at tappe i en Ølskaal, og hun lettede paa Lemmen, smat Katten i Kjælderen og slog Kloen i Fjeldmusen; det blev anden Dans, det. Hjemmemusen smat ind i Hullet sit og sad tryg og saa paa, og Fjeldmusen blev fastende med et, da hun kjendte Kattekloen.

„Aa kjære min Fut, aa kjære min Fut, vær naadig og spar Liv, skal jeg fortælle dig et Eventyr,“ sagde hun.

„Kom med det!“ sagde Katten.

„Der var engang to smaa Mus,“ sagde Fjeldmusen og peb saa langsomt og ynkelig, for hun vilde drage det ud, saa langt hun kunde.

„Saa var de ikke alene,“ sagde Katten baade kort og tvært.

„Saa havde vi en Steg, vi skulde stege os.“

„Saa svalt I ikke!“ sagde Katten.

„Saa satte vi den ud paa Taget, forat den skulde svale sig vel,“ sagde Fjeldmusen.

„Saa brændte du dig ikke,“ sagde Katten.

„Saa kom Ræven og Kraaken og tog og aad den,“ sagde Fjeldmusen.

„Saa æder jeg dig!“ sagde Katten.

Men i det samme skrældte Kjærringen Kjælderlemmen igjen, saa Katten blev ræd og slap Taget. Og vips, var Fjeldmusen oppe i Hullet til Hjemmemusen; derfra var der en Gang ud i Sneen, og Fjeldmusen var ikke sen om at komme paa Hjemveien.

„Dette kalder du at have det vel og siger, at du lever bedst?“ sagde hun til Hjemmemusen; „Gud glæde mig det mindre da for slig en stor Gaard og slig en Hauk til Fut; det var jo knapt, jeg slap med Livet.“

P. Chr. Asbjørnsen.

286

Der var engang en Hjemmemus og en fjellmus, der møttes i Skogsbrynet; der satt fjellmusen i et Haslekjær og plukket nøtter.

„Gud signe arbeidet,“ sa Hjemmemusen, „skal jeg treffe skyldfolk her, så langt ut i bygden?“ sa hun.

„Det var så det,“ sa fjellmusen.

„Du sanker nøtter du og drar til hus,“ sa Hjemmemusen.

„Jeg nødes til det, om vi skal ha noe å leve av,“ sa fjellmusen.

„Hamsen er stor, og nøtten er full i år, så det kan monne i en sulten skrot,“ sa Hjemmemusen.

„Det er vel det,“ sa fjellmusen og talte om, at hun levde vel og hadde det godt. Hjemmemusen mente, at hun hadde det bedre; men fjellmusen ble ved sitt og sa, det var ingensteds så godt som i skogen og fjellet, og hun hadde det selv best.

Hjemmemusen sa, at hun hadde det best, og dette kunne de ikke bli sams om. Til sist lovede de, de skulle komme til hinannen i julen, så de fikk se og smake, hvem som hadde det best. Hjemmemusen var den, som først skulle fare i julegjestebud. Hun for gjennom skog og dype daler, for enda fjellmusen hadde flyttet ned til vinteren, var Veien både lang og brat; det bar imot, og Sneen var dyp og løs, så hun ble både trett og sulten, før hun kom frem.

„Nå skal det være godt å få mat,“ tenkte hun, da hun kom frem. Fjellmusen hadde krafset sammen nok så 287brav: der var nøttekjerner og Sisselrødder og andre Slags røtter og meget annet godt, som vokser i skog og Mark, og det hadde hun i et Hul langt nede i jorden, så det ikke frøs, og tett ved var en oppkomme, som var åpen hele vinteren, så hun kunne drikke så meget vann, hun ville. Der var nok av det, som var, og de spiste både godt og vel; men Hjemmemusen syntes, det ikke var mer enn nødtørftig kost.

„Med dette kan en livnære seg,“ sa hun; „men det er ikke rart, er det. Nå får du være så snill og komme til meg og smake, hvorledes vi har det!“ bad hun.

Ja, det skulle hun, og det varte ikke lenge, før hun kom. Da hadde Hjemmemusen samlet sammen av all den julekost, som kjerringen i huset hadde spilt, mens hun gikk og var drukken i juletiden, der var Ostesmuler, Smørbeter og talg og Klingsmuler og Rømmebrød og meget annet godt. I spillfatet under tønnetappen hadde hun drikke nok, og hele stuen var full av alle Slags godmat. De spiste og levde vel, og der var nesten ingen bunn i fjellmusen; for slig kost hadde hun aldri smakt. Så ble hun tørst, for maten var for sterkt og fet, sa hun, og nå måtte hun drikke en gang.

„Det er ikke langt etter ølet, her skal vi drikke,“ sa Hjemmemusen og sprang opp på kanten av spillfatet og drakk seg utørst; men hun drakk ikke mer heller, for hun kjente juleølet og visste, det var sterkt. Men fjellmusen syntes, dette var et herlig drikke, for hun hadde aldri smakt annet enn vann, hun tok den ene supen etter den annen, og hun kunne ikke med sterkt drikke; så ble hun drukken, før hun kom ned av koppen, og så ble hun ør i toppen og fikk det i føttene, så hun tok til å renne og springe fra den ene øltønnen opp på den annen og til å danse og tumle på hyllene mellom kopper og krus og knistre og pipe, som hun både var full og galen.

„Du må ikke bære deg, som du var kommet ut av berget i dag,“ sa Hjemmemusen; „gjør ikke slig styr og hold ikke slikt leven; vi har slig hard fut her,“ sa hun.

Fjellmusen sa, hun aktede hverken fut eller fant.

288Men katten satt på kjellerlemmen og lurede og hørte både snakket og ståket. Med det samme konen skulle ned å tappe i en Ølskaal, og hun lettet på lemmen, smatt katten i kjelleren og slo kloen i fjellmusen; det ble annen dans, det. Hjemmemusen smatt inn i hullet sitt og satt trygg og så på, og fjellmusen ble fastende med et, da hun kjente Kattekloen.

„Aa kjære min fut, å kjære min fut, vær nådig og spar Liv, skal jeg fortelle deg et eventyr,“ sa hun.

„Kom med det!“ sa katten.

„Der var engang to små mus,“ sa fjellmusen og pep så langsomt og ynkelig, for hun ville dra det ut, så langt hun kunne.

„Så var de ikke alene,“ sa katten både kort og tvert.

„Så hadde vi en Steg, vi skulle steke oss.“

„Så svalt dere ikke!“ sa katten.

„Så satte vi den ut på taket, for at den skulle svale seg vel,“ sa fjellmusen.

„Så brente du deg ikke,“ sa katten.

„Så kom Ræven og kråken og tok og åt den,“ sa fjellmusen.

„Så eter jeg deg!“ sa katten.

Men i det samme skrældte kjerringen kjellerlemmen igjen, så katten ble redd og slapp taket. Og vips, var fjellmusen oppe i hullet til Hjemmemusen; derfra var der en gang ut i Sneen, og fjellmusen var ikke sen om å komme på hjemveien.

„Dette kaller du å ha det vel og sier, at du lever best?“ sa hun til Hjemmemusen; „Gud glede meg det mindre da for slig en stor gård og slig en Hauk til fut; det var jo knapt, jeg slapp med livet.“

P. Chr. Asbjørnsen.