283

En Bjørn engang gik ud paa Rov;Da traf den paa en Nordbag liden,Som tjoret stod bagved en Skov;Thi det var just i Sommertiden.Da Bjørnen nu var meget flauOg, skjønt et ærligt Skind forresten,Ei kjendte Pligterne mod Næsten,Saa mente den, den havde LovAt tage for sig frit af HestenEn liden Bid til Husbehov.

Og flux begyndte der en Jagen,Et Væddeløb, som gik i RingMed slig en Fart, omkring, omkring,Saa man vist aldrig har set Magen;Det kunde varet hele DagenOg blevet dog til Ingenting;Men Bjørnen gjorde snildt et SpringTil Siden. Det forandred Sagen!Thi Hesten, som var i Galop,Fik ikke Tid at holde op,Før Bjørnen med et vældigt HopAlt sad den overskrævs paa BagenMed sin uhyre, laadne Krop.

Af Raseri fik Hesten Kræfter;Den sprængte til, saa Tjoret brast,Og jog afsted med Vindens HastDen kjendte Vei ad Hjemmet efter.

Forbløffet holdt sig Bjørnen fast;Den havde aldrig lært at ride,Balancen var dens svage Side,Og uden Sadel, kjære Børn!Det kan I alle sagtens vide,Det var for meget for en Bjørn.

284Dog, der var ikke Tid til Dumpen;Thi lystig gik det, hop, hop, hop,Afsted i susende GalopIgjennem Krattet, langs med SumpenOg Bakke ned og Bakke op,Saa Bjørnen, der forstødte GumpenVed den forfærdelige HumpenOg ikke kunde raabe: „Stop!“Fandt Farten næsten mer end lumpen.

Den vilde hjem, den vilde ned,Den havde faaet nok af SpøgenOg fnyste overmaade vred.Men da den skued SkorstensrøgenOg Byen og det aabne Led,Da svandt dens Bjørneværdighed,Da løb den Alting rundt i Panden,Og ud sprang Angstens kolde Sved, —Ja, den gik næsten fra Forstanden.

Nu skulde det sig netop hænde,At Hestens Eier, Bonden, stodForan sin Gaard og kløved Brænde;Sin Nordbags Lab han kunde kjende,Trap, trap! det var dens lette Fod.Forundret monne han sig vende,Han saa og saa igjen og saa —Jovist! der kom jo Hesten henne,Men hvem var Rytteren derpaa?

Eia! hvor maatte Bonden grine,Da Bjørnen først saa nær ham kom,At han fik se dens sære Mine;Han lo, saa han fik Mavepine,Han lo og holdt sig paa sin Vom,Indtil han næsten tumled om. —Dog var det bedste end tilbage;Thi hør nu Løier: Alle DageVar Porten lukt for Bondens Hjem.Ikkun en Laage eller Lem285(Hvorledes man det nu vil tage)Tillod den lille Hest at jageDerind i Gaarden ligefrem,Og denne Vei var ganske nemFor Hesten, men for lav desværreFor den ubudne, laadne Herre.

Maaske, hvis han med megen HastBehændig havde Panden bukketOg siddet ret i Sadlen fast,At han foruden OverlastDerind i Gaarden kunde stukket.Men Bamsen Øinene kun lukkedOg lod bero, om Bondens PortHvad eller og hans BjørnehovedVar af det bedste Tømmer gjort, —Et Nu, da var Forsøget vovet.

Det var et Skrald, det var et Brag,Som før ei hørtes nogensindePaa denne Side Dommedag!En Kat faldt ned fra Husets TagAf Skræk, og Hønsene derinde,Som solede sig paa sin Pinde,Fløi op til Husets DueslagOg dandsed som for Hvirvelvinde.

Dog Porten holdt, og Huset stod;Men Bjørnen, som løb Panden modOg brak den frygtelige Skalle,Var værst dog faren af dem alle;Thi han slap ei med Næseblod.

Han blev aldeles flad paa Snuden,Og Panden brast, skjønt den var tyk;Saa mistede han desforudenDet øverste af Hovedhuden,Som Bondekonen, hvem hint TrykMod Porten lokked hen til Ruden,Antog for Rytterens Paryk. —286Kort! Bjørnen dratted paa sin RygOg opgav Aanden med en Tuden,Som Lænkehunden selv fandt styg.

At Bonden fik en Vinterfrakke,En laadden Vams for Regn og Blæst,Se, derfor kunde han sin Hest,Sin raske, lille Nordbag takke.

H. V. Kaalund.

283

En Bjørn engang gikk ut på Rov;Da traff den på en Nordbag liten,Som tjoret stod bagved en skog;Thi det var just i sommertiden.Da bjørnen nå var meget flauOg, skjønt et ærlig skinn forresten,Ei kjente pliktene mot nesten,Så mente den, den hadde LovÅ ta for seg fritt av HestenEn liten bit til Husbehov.

Og fluks begynte der en Jagen,Et veddeløp, som gikk i ringMed slig en fart, omkring, omkring,Så man vist aldri har sett magen;Det kunne varet hele dagenOg blitt dog til ingenting;Men bjørnen gjorde snilt et SpringTil siden. Det forandret Sagen!Thi Hesten, som var i galopp,Fikk ikke tid å holde opp,Før bjørnen med et veldig HopAlt satt den overskrevs på bagenMed sin uhyre, laadne kropp.

Av Raseri fikk Hesten Kræfter;Den sprengte til, så tjoret brast,Og jog av sted med Vindens hastDen kjente vei ad hjemmet etter.

Forbløffet holdt seg bjørnen fast;Den hadde aldri lært å ride,Balansen var dens svage side,Og uten sadel, kjære barn!Det kan dere alle saktens vide,Det var for meget for en Bjørn.

284Dog, der var ikke tid til Dumpen;Thi lystig gikk det, hop, hop, hop,Av sted i susende galoppIgjennom krattet, langs med sumpenOg Bakke ned og Bakke opp,Så bjørnen, der forstøtte GumpenVed den forferdelige humpenOg ikke kunne rope: „Stopp!“Fant farten nesten mer enn lumpen.

Den ville hjem, den ville ned,Den hadde fått nok av spøkenOg fnyste overmåte vred.Men da den skuet skorsteinsrøykenOg Byen og det åpne Led,Da svant dens bjørneverdighet,Da løp den Alting rundt i pannen,Og ut sprang Angstens kalde sved, —Ja, den gikk nesten fra forstanden.

Nå skulle det seg nettopp hænde,At Hestens eier, bonden, stodForan sin gård og kløvde Brænde;Sin Nordbags Lab han kunne kjenne,Trapp, trapp! det var dens lette fot.Forundret monne han seg vende,Han så og så igjen og så —Jovist! der kom jo Hesten henne,Men hvem var rytteren derpå?

Eia! hvor måtte bonden grine,Da bjørnen først så nær ham kom,At han fikk se dens sære mine;Han lo, så han fikk Mavepine,Han lo og holdt seg på sin vom,Inntil han nesten tumlet om. —Dog var det beste enn tilbake;Thi hør nå løyer: Alle dagerVar porten lukt for Bondens hjem.Ikkun en Laage eller lem285(Hvorledes man det nå vil ta)Tillot den lille hest å jageDerind i gården likefrem,Og denne vei var ganske nemFor Hesten, men for lav dessverreFor den ubudne, laadne Herre.

Maaske, hvis han med mye hastBehendig hadde pannen bukketOg sittet rett i salen fast,At han foruten overlastDerind i gården kunne stukket.Men bamsen øynene kun lukketOg lot bero, om Bondens portHva eller og hans bjørnehodeVar av det beste tømmer gjort, —Et nå, da var forsøket vovet.

Det var et skrall, det var et brak,Som før ei hørtes noensinnePå denne side dommedag!En katt falt ned fra Husets takAv Skræk, og hønsene derinne,Som solte seg på sin Pinde,Fløy opp til Husets dueslagOg danset som for Hvirvelvinde.

Dog porten holdt, og huset stod;Men bjørnen, som løp pannen motOg brak den fryktelige skalle,Var verst dog faren av dem alle;Thi han slapp ei med neseblod.

Han ble aldeles flat på snuten,Og Panden brast, skjønt den var tykk;Så mistet han desforudenDet øverste av hodehuden,Som bondekonen, hvem hint trykkMot porten lokket hen til ruten,Antok for Rytterens parykk. —286Kort! Bjørnen dratted på sin ryggOg oppga Aanden med en Tuden,Som lenkehunden selv fant stygg.

At bonden fikk en Vinterfrakke,En laadden vams for Regn og Blæst,Se, derfor kunne han sin hest,Sin raske, lille Nordbag takke.

H. V. Kaalund.