278

I Februar Maaned 1854 blev der i Gaarden Byns Skov i Ekshärreds Sogn i Vermeland skudt en Bjørnebinne, som havde to spæde Unger, Han og Hun, hvilke sparedes for om muligt at opfødes. De indtulledes godt i en Pels og førtes til Gaarden Byn, hvor Jagtselskabet havde sit Nattekvarter. Under Færden og endnu mere, da de kom frem til Gaarden, tilkjendegav de ved stadig at hyle, hvor ulykkelige de følte sig. Man forsøgte at stille deres Sult ved nysilet Melk, som heldtes i dem; men Føden kom op igjen. Efter flere Forsøg lykkedes det at faa Føde i dem paa den Maade, at man stak Lillefingeren i Bjørneungens Mund og med det samme heldte Melk af en Ske i den; thi idet den sugede paa Fingeren, fortærede den Melken med det samme.

Da de nu var blevne mætte, blev de roligere; at de indtulledes varmt, gjorde ogsaa meget til, at de fandt sig vel; men man maatte dog made dem flere Gange om Natten for at faa dem til at holde Nattero.

Dyrene toges siden med til Gaarden Risætter, hvor de fik sit Opholdssted. I Begyndelsen var det besværligt at made og opføde dem, da de altid maatte have nogle Natmaal; men efterhaanden lærte de sig til selv at tage Føden. Det varede heller ikke længe, før de blev mere hjemmevante, og da blev de ogsaa yderst morsomme at se paa. Man kunde nærmest ligne dem med Hundehvalpe; de var uskikkelige og legelystne som disse. Med de yngre Hunde paa Gaarden var de særdeles gode Venner og tumlede om med dem. Mod Mennesker viste de sig i Almindelighed meget venlige, omend noget brydsomme. Da de var blevne mere voxne, havde de for Skik at reise sig paa Bagbenene og at nærme sig under Brummen; naar Bjørnen saaledes var kommen tilstrækkelig nær, fulgte der en Omfavnelse, som vel ikke var farlig for Liv eller Lemmer, men dog slem nok for Klæderne. Man kunde ikke være sikker paa, at jo Bjørnens gode Lune i en Hast kunde gaa over til slet Humør, især om man søgte at slippe fri fra den, før den selv havde Lyst dertil. Man var da i en brydsom Stilling, saameget mere som man ofte paa 279samme Tid havde at greie sig for den anden Bjørn, der foretog Omfavnelsen bagfra.

Naar de blev vrede, brugte de at bide; men aldrig brugte de ved saadan Leilighed sine langt farligere Klør. Forresten var de snille, saalænge de fik være i Fred og fik gjøre, hvad de vilde. Men Friheden maatte snart have en Grændse; thi de var særdeles skøieragtige. De viste en uimodstaaelig Lyst til saadanne Spektakler som at slaa ud Ruder og ellers at søge at faa alt fra sin Plads, og med sin Styrke og Smidighed kunde de derfor gjøre adskillig Ugavn. At klyve opad en Tømmervæg og nedtage Fisk, som var ophængt til Tørring, eller paa samme Maade at klatre indad Vinduerne i øverste Etage og gjøre rent Hus i et Loftkammer var for dem en Smaating, ligeledes at entre op i Toppen af et Træ. Skjønt de nu paa denne Maade voldte baade Skade og Fortræd, havde dog alle saadan Moro af dem, at endog Husholdersken, uagtet al den Fortræd, de gjorde hende, holdt af dem. Men i Gartneren havde de en uforsonlig Fiende, og i Haven var de ogsaa virkelig slemme, ja værre end „Gjedebukken som Gartner.“ Naar Bjørnene havde været der, kunde man altid se oprykkede Buske, sønderslagne Blomsterpotter og Mistbænkvinduer m. m. Fik de efter en saadan Husering Øie paa sin Fiende, Gartneren, saa tog de Benene fat og kløv op i et Frugttræ. I Trær søgte de sædvanlig at entre helt op i Toppen, og dette endte for det meste med, at de tilligemed en afbrudt Gren ramlede ned igjen. Naar de saaledes entrede om i Trærne, morede man sig undertiden med at tage frem en stor Brandsprøite og sætte Straalen paa dem, og da var de yderst løierlige at se paa; brummende og grinende slog de med Labberne mod Vandstraalen, og Enden blev som altid, naar de blev rigtig sindte, at de begyndte at slaas sig imellem og tumlede ned begge to. Ved saadanne Kolbøtter var de særdeles løierlige; naar de var dumpede ned, sprang de altid en 20 Alen i vildeste Sprang, saa standsede de pludselig, vendte sig, satte sig paa Bagbenene og betragtede nogle Øieblikke med forfærdede Miner Ulykkesstedet, og saa begyndte atter den vildeste Flugt. De gik gjerne op paa Taget af et med Skifersten tækket Vaaningshus, men tog altid Veien opover Brandstigen, da det fremspringende Tagskjeg hindrededem 280i paa anden Maade at komme op og ned; men da de der morede sig med at bryde Skiferstenene løs, saa kureredes de for denne Fornøielse, ved at man tog Stigen væk, da de en Eftermiddag var gaaet derop. Om Kvelden gav de sig til nøiagtig at undersøge, om det var muligt at komme ned langs et af Hjørnerne paa Taget; men da de fandt dette umuligt, tog de med megen Taalmodighed Plads paa Tagaasen og fandtes siddende der ganske rolige den følgende Morgen. Men ud paa Formiddagen blev de nok i daarligt Humør, hvilket endte med, at de for i Luggen paa hinanden. Omfavnende hinanden rullede de i Stridens Hede udover Taget og klask! i Bakken. Hverken dennegang eller ved mange andre lignende Tilfælde saa man dem tage nogen Skade; de dansede nedover som Melsække og syntes ikke at have det ringeste ondt af Faldet.

At gaa op i Trær og rive ned Skjærereder var en stor Moro for dem, som de drev paa med Iver, og de ophørte ikke dermed, saalænge der fandtes en Pinde igjen af Redet.

Hunnen var fra første Stund Mester over Hannen. Hun blev ogsaa større og havde en sort Pels, medens Hannen var graa. Under deres daglige Slagsmaal fik den graa Pels meget Juling, men viste sig aldrig kuet og forsvarede sig til det yderste.

Søde Sager aad de med Graadighed; lidt Sirup, klinet i Panden paa den ene, førte altid et langvarigt Slagsmaal med sig, idet Eieren af Panden, der kjendte den søde Lugt, gjorde de vidunderligste Forsøg paa selv at faa fat i Lækkerbidskenen, medens den anden uophørlig holdt sig fremme og slikkede, hvorpaa der øieblikkelig fulgte et vildt Slagsmaal. Sterke Drikke fortærede de saameget af, som de kunde komme over. Rusen viste sig først ved en ubændig Lystighed og de snurrigste Hop og Spring, hvorpaa der fulgte Døsighed og en lang Søvn.

I en Forstue hang der en Bjørnehud, netop deres Moders. Ungerne viste sig særdeles lystne efter at slikke paa den fede Kjødside af denne; men da de blev forstyrrede i denne Forretning, tog de Flugten gjennem et Vindu ud i Gaarden, og da det viste sig, at de sidenefter altid valgte den samme Rude, saa indsattes ikke senere nogen ny, men man hængte 281en Rendesnare i Aabningen af Vinduet. Da de nu igjen blev forstyrrede, tog de sin vanlige Vei gjennem Ruden, hvor ganske rigtig en af dem blev hængende i Snaren, i hvilken Stilling den satte et høist overrasket Fjes op. Da dette Experiment nogle Gange var gjentaget, fik man se, at Bjørnene, før de gik ind i Forstuen, meget forsigtig borttog Snaren fra Vinduet.

De gjorde ofte meget lange Spadserture om i Bygden, var ikke sjelden borte i mange Timer og slog sig gjerne ifølge med gaaende Personer, som de da fulgte som Hunde; sjelden forsømte de om Søndagen at indfinde sig ved den en Fjerdingvei borte liggende Sognekirke, som de undertiden ogsaa gik ind i.

Bjørnene lærte snart at kjende Husets Folk og at lyde Lokkeraabet: „Nallarne! Nallarne!“ (Bamserne). De viste Respekt for dem, som de var vant til at faa sin Tugt af, og kunde skræmmes fra sine Skjelmsstykker ved truende Tilraab. Deres Tugtelse maatte ske med Klem; man brugte dertil to svære Kjeppe, hvoraf den ene blev stukken frem til Synderen, som med Raseri bed i den, medens den anden dansede paa hans Ryg. Om det da hændte, at Dyret i Begyndelsen reiste sig paa Bagbenene, saa var en kraftig Kindhest nok til igjen at bringe det ned paa fire. Efterat have faaet grundig Bask var de i meget daarligt Humør og søgte almindeligvis Ensomhed.

Deres Lyst til at flytte alt fra dets Plads gjorde, at de ogsaa jevnlig forsøgte paa at skyve Slæder. Staaende paa Bagbenene og med en Lab paa hvert Styre af en Smalslæde kunde de ofte timevis arbeide med at skyve den frem. Engang da de en Vinter tog sig en Tur paa den nærliggende Indsø, kom en Kjærring paa sin Vei til Kvernen, trækkende en Kjelke; den ene Bjørn stillede sig strax bag Kjelken for at hjælpe til med at skyve paa; Kjærringen, der blev meget forskrækket over en saadan Hjelp, drog sig et Stykke unda og væntede taalmodig, at Dyrene skulde gaa sin Vei; men da denne Vænten blev for lang, nærmede hun sig forsigtig Kjelketauget, drog sagte i det og saa nu, at Bjørnen, idet den villig hjalp til, fulgte med; og da der ikke var andet Raad, maatte hun begive sig afsted. Gaaende baglængs 282kom hun paa denne Maade op paa Gaarden ved Risætter, dragende sin Kjelke, medens den ene Bjørn gik efter og skjøv paa, hvorimod den anden sad i god Ro og Mag og lod sig trække. Den stakkels Kjærring var næsten fra Sands og Samling af Forskrækkelse. Gaardens Heste var i Begyndelsen meget rædde for Dyrene, men vænnede sig lidt efter lidt til dem. Med fremmede Heste var det dog ofte slemt nok. En Skydshest blev saaledes engang skræmt af dem. To Aar efter, da Bjørnene ikke mere var til, kom samme Hest tilbage og huskede saa godt Stedet, at det var umuligt at faa den til at gaa frem.

Om Dagen saa man disse Dyr sjelden ligge og sove; derimod tog de sin Hvile siddende og da altid med den ene Forlab opløftet til Munden; de sad da og smattede paa sine Klør, medens en Mængde hvidt Skum kom frem; det er dette, man kalder at „suge paa Labben.“ Fik Bjørnen være i Fred, saa kunde den længe holde paa med denne Sugning, og det saa ud, som om den da var aldeles ligegyldig for det, som foregik omkring den. Naar den imellem for et Øieblik holdt op med at suge og strakte Hovedet frem, men holdt Labben opløftet, saa morede man sig undertiden med at passe paa og kaste Peber paa det Sted, den sugede paa. Dyrets Fagter, naar det saa kom til at smage paa Peberen, var saa ubeskrivelig løierlige, at ingen kunde bare sig for at briste i Skoggerlatter.

Dyrenes sedvanlige Føde var Melrøre, som de likte bedre, jo tykkere den var; men hvordan den end var, tog de altid Føden først med Labben og slikkede siden paa denne. Alleslags Frugter og Bær aad de gjerne.

Da tilsidst disse Bjørne gik i sit tredje Aar og var voxede til en Størrelse, der langt overgik vilde Bjørnes i samme Alder, blev de ogsaa noget for ustyrlige; men hvis de paa den anden Side stængtes inde, saa kunde man heller ikke vænte nogen Moro af dem. Der var altsaa ikke andet for end at give dem hver sin Kugle. De blev da skudte til stor Sorg for sine mange Venner.

278

I februar måned 1854 ble der i gården Byns skog i Ekshärreds Sogn i Vermeland skudt en bjørnebinne, som hadde to spede unger, Han og Hun, hvilke sparedes for om mulig at opfødes. De indtulledes godt i en pels og førtes til gården Byn, hvor jaktselskapet hadde sitt Nattekvarter. Under ferden og enda mer, da de kom frem til gården, tilkjennegav de ved stadig å hyle, hvor ulykkelige de følte seg. Man forsøkte å stille deres sult ved nysilt melk, som heldtes i dem; men føden kom opp igjen. Etter flere forsøk lyktes det å få føde i dem på den måte, at man stak lillefingeren i Bjørneungens munn og med det samme helte melk av en Ske i den; thi idet den sugde på fingeren, fortærede den melken med det samme.

Da de nå var blitt mette, ble de roligere; at de indtulledes varmt, gjorde også meget til, at de fant seg vel; men man måtte dog mate dem flere ganger om natten for å få dem til å holde nattero.

Dyrene toges siden med til gården Risætter, hvor de fikk sitt oppholdssted. I begynnelsen var det besværlig å mate og opføde dem, da de alltid måtte ha noen Natmaal; men etterhånden lærte de seg til selv å ta føden. Det varte heller ikke lenge, før de ble mer hjemmevante, og da ble de også ytterst morsomme å se på. Man kunne nærmest ligne dem med hundevalper; de var uskikkelige og legelystne som disse. Med de yngre hunder på gården var de særdeles gode venner og tumlede om med dem. Mot mennesker viste de seg i alminnelighet meget vennlige, omend noe brysomme. Da de var blitt mer voksne, hadde de for skikk å reise seg på bakbenene og å nærme seg under Brummen; når bjørnen således var kommet tilstrekkelig nær, fulgte der en omfavnelse, som vel ikke var farlig for liv eller lemmer, men dog slem nok for kledene. Man kunne ikke være sikker på, at jo Bjørnens gode lune i en hast kunne gå over til slet humør, især om man søkte å slippe fri fra den, før den selv hadde Lyst dertil. Man var da i en brydsom stilling, saameget mer som man ofte på 279samme tid hadde å greie seg for den annen Bjørn, der foretok omfavnelsen bakfra.

Når de ble vrede, brukte de å bite; men aldri brukte de ved sådan leilighet sine langt farligere klør. Forresten var de snille, så lenge de fikk være i fred og fikk gjøre, hva de ville. Men friheten måtte snart have en grense; thi de var særdeles skøyeraktige. De viste en uimotståelig Lyst til sådanne Spektakler som å slå ut ruter og ellers å søke å få alt fra sin plass, og med sin styrke og smidighet kunne de derfor gjøre adskillig ugagn. Å klyve oppad en tømmervegg og nedtage fisk, som var opphengt til Tørring, eller på samme måte å klatre innad vinduene i øverste etasje og gjøre rent hus i et Loftkammer var for dem en småting, likeledes å entre opp i toppen av et tre. Skjønt de nå på denne måte voldte både skade og fortred, hadde dog alle sådan moro av dem, at endog husholdersken, uaktet all den fortred, de gjorde henne, holdt av dem. Men i gartneren hadde de en uforsonlig fiende, og i hagen var de også virkelig slemme, ja verre enn „geitebukken som gartner.“ Når bjørnene hadde vært der, kunne man alltid se oprykkede busker, sønderslagne blomsterpotter og mistbenkvinduer m. m. Fikk de etter en sådan husering Øye på sin fiende, gartneren, så tok de Benene fat og kløv opp i et frukttre. I trær søkte de sedvanlig å entre helt opp i toppen, og dette endte for det meste med, at de tillikemed en avbrutt gren ramlede ned igjen. Når de således entrede om i trærne, moret man seg undertiden med å ta frem en stor brannsprøyte og sette strålen på dem, og da var de ytterst løyerlige å se på; brummende og grinende slo de med labbene mot vannstrålen, og enden ble som alltid, når de ble riktig sinte, at de begynte at slaas seg imellom og tumlede ned begge to. Ved sådanne Kolbøtter var de særdeles løyerlige; når de var dumpet ned, sprang de alltid en 20 alen i villeste sprang, så stanset de plutselig, vendte seg, satte seg på bakbenene og betraktede noen øyeblikk med forfærdede miner ulykkesstedet, og så begynte atter den villeste flukt. De gikk gjerne opp på taket av et med Skifersten tekket våningshus, men tok alltid Veien opover Brandstigen, da det fremspringende takskjegg hindret 280dem i på annen måte å komme opp og ned; men da de der moret seg med å bryte Skiferstenene løs, så kureredes de for denne fornøyelse, ved at man tok stigen vekk, da de en ettermiddag var gått derop. Om kvelden ga de seg til nøyaktig å undersøke, om det var mulig å komme ned langs et av hjørnene på taket; men da de fant dette umulig, tok de med mye tålmodighet plass på takåsen og fantes sittende der ganske rolige den følgende morgen. Men ut på formiddagen ble de nok i dårlig humør, hvilket endte med, at de for i luggen på hinannen. Omfavnende hinannen rullet de i Stridens Hede utover taket og klask! i bakken. Hverken dennegang eller ved mange andre lignende tilfelle så man dem ta noen skade; de danset nedover som melsekker og syntes ikke å ha det ringeste ondt av fallet.

Å gå opp i trær og rive ned skjærereder var en stor moro for dem, som de drev på med Iver, og de opphørte ikke dermed, så lenge der fantes en pinne igjen av Redet.

Hunnen var fra første stund mester over hannen. Hun ble også større og hadde en sort pels, mens hannen var grå. Under deres daglige slagsmål fikk den grå pels meget juling, men viste seg aldri kuet og forsvarte seg til det ytterste.

Søte saker åt de med grådighet; litt sirup, klinet i pannen på den ene, førte alltid et langvarigt slagsmål med seg, idet eieren av pannen, der kjente den søte lukt, gjorde de vidunderligste forsøk på selv å få fat i Lækkerbidskenen, mens den annen uopphørlig holdt seg fremme og slikket, hvorpå der øyeblikkelig fulgte et vilt slagsmål. Sterke drikke fortærte de saameget av, som de kunne komme over. Rusen viste seg først ved en ubendig lystighet og de snurrigste Hop og Spring, hvorpå der fulgte døsighet og en lang søvn.

I en forstue hang der en Bjørnehud, nettopp deres Moders. Ungene viste seg særdeles lystne etter å slikke på den feite Kjødside av denne; men da de ble forstyrrede i denne forretning, tok de flukten gjennom et vindu ut i gården, og da det viste seg, at de sidenefter alltid valgte den samme rute, så indsattes ikke senere noen ny, men man hengte 281en rennesnare i åpningen av vinduet. Da de nå igjen ble forstyrrede, tok de sin vanlige vei gjennom ruten, hvor ganske riktig en av dem ble hengende i snaren, i hvilken stilling den satte et høist overrasket fjes opp. Da dette eksperiment noen ganger var gjentatt, fikk man se, at bjørnene, før de gikk inn i forstuen, meget forsiktig borttog snaren fra vinduet.

De gjorde ofte meget lange spaserturer om i bygden, var ikke sjelden borte i mange timer og slo seg gjerne ifølge med gående personer, som de da fulgte som hunder; sjelden forsømte de om søndagen å innfinne seg ved den en fjerdingsvei borte liggende sognekirke, som de undertiden også gikk inn i.

Bjørnene lærte snart å kjenne Husets folk og å lyde Lokkeraabet: „Nallarne! Nallarne!“ (Bamsene). De viste respekt for dem, som de var vant til å få sin tukt av, og kunne skremmes fra sine Skjelmsstykker ved truende tilrop. Deres Tugtelse måtte ske med klem; man brukte dertil to svære Kjeppe, hvorav den ene ble stukket frem til synderen, som med Raseri bet i den, mens den annen danset på hans rygg. Om det da hendte, at dyret i begynnelsen reiste seg på bakbenene, så var en kraftig kinnhest nok til igjen å bringe det ned på fire. Etter at have fått grundig bask var de i meget dårlig humør og søkte almindeligvis ensomhet.

Deres Lyst til å flytte alt fra dets plass gjorde, at de også jevnlig forsøkte på å skyve sleder. Stående på bakbenene og med en Lab på hvert styre av en Smalslæde kunne de ofte timevis arbeide med å skyve den frem. Engang da de en vinter tok seg en tur på den nærliggende innsjø, kom en kjerring på sin vei til kvernen, trekkende en kjelke; den ene Bjørn stillede seg straks bak kjelken for å hjelpe til med å skyve på; Kjerringen, der ble meget forskrekket over en sådan hjelp, drog seg et stykke unna og ventet tålmodig, at dyrene skulle gå sin vei; men da denne Vænten ble for lang, nærmet hun seg forsiktig Kjelketauget, drog sakte i det og så nå, at bjørnen, idet den villig hjalp til, fulgte med; og da der ikke var annet råd, måtte hun begi seg av sted. Gående baklengs 282kom hun på denne måte opp på gården ved Risætter, dragende sin kjelke, mens den ene Bjørn gikk etter og skjøv på, hvorimot den annen satt i god ro og Mag og lot seg trekke. Den stakkels kjerring var nesten fra Sands og samling av forskrekkelse. Gårdens hester var i begynnelsen meget redde for dyrene, men vennet seg litt etter litt til dem. Med fremmede hester var det dog ofte slemt nok. En skysshest ble således engang skremt av dem. To år etter, da bjørnene ikke mer var til, kom samme hest tilbake og husket så godt stedet, at det var umulig å få den til å gå frem.

Om dagen så man disse dyr sjelden ligge og sove; derimot tok de sin hvile sittende og da alltid med den ene forlabb oppløftet til munnen; de satt da og smattede på sine klør, mens en mengde hvitt skum kom frem; det er dette, man kaller å „suge på labben.“ Fikk bjørnen være i fred, så kunne den lenge holde på med denne Sugning, og det så ut, som om den da var aldeles likegyldig for det, som foregikk omkring den. Når den imellom for et øyeblikk holdt opp med å suge og strakte hodet frem, men holdt labben oppløftet, så moret man seg undertiden med å passe på og kaste pepper på det sted, den sugde på. Dyrets fakter, når det så kom til å smake på Peberen, var så ubeskrivelig løyerlige, at ingen kunne bare seg for å briste i skoggerlatter.

Dyrenes sedvanlige føde var Melrøre, som de likte bedre, jo tykkere den var; men hvordan den enn var, tok de alltid føden først med labben og slikket siden på denne. Alleslags frukter og bær åt de gjerne.

Da til sist disse Bjørne gikk i sitt tredje år og var voxede til en størrelse, der langt overgikk ville Bjørnes i samme alder, ble de også noe for ustyrlige; men hvis de på den annen side stængtes inne, så kunne man heller ikke vente noen moro av dem. Der var altså ikke annet for enn å gi dem hver sin kule. De ble da skudte til stor sorg for sine mange venner.