57. Stakkels Gut.
Jeg er en fattig, liden Dreng,Har intet Hus og ingen Seng.Min Moder lagde sig til Ro,Hun vilde helst i Graven bo.
Her gaar jeg nu for hver Mands Dør,Gud ved, at jeg det nødig gjør.Jeg ser saa mange glade smaa,De gi’r mig Mad og la’r mig gaa.
Paa denne brede LandeveiDen rige Herre møder jeg;Han kjører stolt og glad i TravOg kan ei høre Smaadrengs Krav.
Naar Kudsken ser mig, slaar han paa,Hans Frue vil mit Syn undgaa.En Skilling stundom for min Pjalt,Og „stakkels Gut!“ se, det er alt.
Her gaar jeg nu i Mulm og Nat,Af alle Mennesker forladt; —Her gaar jeg hungrig, kold og vaad,Og ingen ser min stille Graad.
O Læser! hvis du Medynk harMed ham, der saa elendig var,Saa hør, hvad han har sagt mig omGuds Forsyns Hjelp i Fattigdom.
En stille Sommer-AftenstundJeg kom forbi en vakker Lund.Der stod et Hus saa pent og net,Og jeg var hungrig, tørst og træt.
273Da hørte jeg saa sød en Klang,I Skolehus smaa Børn de sang.Jeg siger det for vist og sandt,Mit Hjerte slog, min Taare randt.
Jeg listed mig med bange TrinI Barnehelligdommen indOg satte mig paa Bænk ved Dør,— Jeg hørte aldrig saadant før.
De sang om Gud i HimmerigOg takked ham saa hjertelig.De bad for alle, fjern og nær,Og mest for den, som fattig er.
Saa bad de ogsaa jo for mig;Gud inderlig velsigne dig,Du Barneflok, som for mig badOg gjorde mig i Sjælen glad!
Da Aftensalmen nu var endt,Blev alles Øine til mig vendt.Guds Øie saa vist ogsaa nedTil fattig Dreng i Kjærlighed.
Jeg hulked høit og bad de smaa,At jeg iblandt dem maatte gaaOg høre om den gode GudOg lære hans de milde Bud.
Da tog mig Læreren i HaandOg trøsted mig med kjærlig Aand;Saa kom en liden Pige fremOg bad mig følge med sig hjem.
„Jeg Fader bede skal for dig,Han tager dig vist ind til sig.“Hun klapped mig og lagde til:„Græd ikke mer, saa er du snil!“
274Det skede til min Lykke, atGud havde sendt en Drøm den Nat.Mig Manden tog med Godhed an;Fuldtakke ham jeg aldrig kan.
Gud ser da naadig til de smaa,Som faderløs’ i Verden gaa;Tvivl ikke paa, han kommer vistOg hjælper alle dog tilsidst.
Er du uskyldig, from og god,Saa vær, mit Barn! ved trøstigt Mod;Skal du endda gaa Trængsels Vei,Tænk altid: Gud mig glemmer ei.
M. B. Landstad.
57. Stakkels Gut.
Jeg er en fattig, liten dreng,Har intet hus og ingen seng.Min mor la seg til ro,Hun ville helst i graven bo.
Her går jeg nå for hver Mands dør,Gud vet, at jeg det nødig gjør.Jeg ser så mange glade små,De gi’r meg mat og la’r meg gå.
På denne brede landeveiDen rike Herre møter jeg;Han kjører stolt og glad i travOg kan ei høre Smaadrengs krav.
Når kusken ser meg, slår han på,Hans Frue vil mitt syn unngå.En skilling stundom for min Pjalt,Og „stakkels Gut!“ se, det er alt.
Her går jeg nå i mulm og natt,Av alle mennesker forlatt; —Her går jeg hungrig, kald og våt,Og ingen ser min stille gråt.
O leser! hvis du medynk harMed ham, der så elendig var,Så hør, hva han har sagt meg omGuds Forsyns hjelp i fattigdom.
En stille sommer-AftenstundJeg kom forbi en vakker Lund.Der stod et hus så pent og nett,Og jeg var hungrig, tørst og trett.
273Da hørte jeg så søt en klang,I skolehus små barn de sang.Jeg sier det for vist og sandt,Mitt hjerte slo, min tåre rant.
Jeg listet meg med bange TrinI Barnehelligdommen innOg satte meg på benk ved dør,— Jeg hørte aldri sådant før.
De sang om Gud i HimmerigOg takket ham så hjertelig.De bad for alle, fjern og nær,Og mest for den, som fattig er.
Så bad de også jo for meg;Gud inderlig velsigne deg,Du barneflokk, som for meg badOg gjorde meg i sjelen glad!
Da Aftensalmen nå var endt,Ble alles øyne til meg vendt.Guds Øie så vist også nedTil fattig dreng i Kjærlighed.
Jeg hulket høyt og bad de små,At jeg iblant dem måtte gåOg høre om den gode GudOg lære hans de milde bud.
Da tok meg læreren i håndOg trøstet meg med kjærlig ånd;Så kom en liten pike fremOg bad meg følge med seg hjem.
„Jeg far bede skal for deg,Han tar deg vist inn til seg.“Hun klappet meg og la til:„Gråt ikke mer, så er du snill!“
274Det skjedde til min lykke, atGud hadde sendt en drøm den natt.Meg mannen tok med godhet an;Fulltakke ham jeg aldri kan.
Gud ser da nådig til de små,Som faderløs’ i verden gå;Tvil ikke på, han kommer vistOg hjelper alle dog til sist.
Er du uskyldig, from og god,Så vær, mitt barn! ved trøstigt mot;Skal du enda gå trengsels vei,Tenk alltid: Gud meg glemmer ei.
M. B. Landstad.