Der var en vældig Kjæmpe, 12 Alen høi, som ikke vilde tjene nogen anden Konge end den, som var den mægtigste. Han søgte da og kom i Tjeneste hos en Konge, som havde Ord for at være mægtigere end alle andre Konger. En Dag kvad en Sanger for Kongen en Sang, i hvilken Djævelens Navn ofte blev nævnt, og hver Gang gjorde Kongen Korsets Tegn. Kjæmpen spurgte: „Hvorfor gjør du det?“ Kongen svarede: „Forat Djævelen ikke skal faa Magt over mig.“ „Der er altsaa en, du er ræd for,“ sagde Kjæmpen og gik ud i vide Verden for at søge den, som Kongen var ræd for. Han traf da ogsaa Djævelen og gav sig i Tjeneste hos ham, og det var en Herre efter hans Sind; thi han skyede hverken Vand eller Ild. Men som de drog om, kom de en Dag henimod et Kors, som stod ved alfar Vei. Strax Djævelen saa Korset, dreiede han af og satte afsted over Stok og Sten for at gaa udenom Korset. Da de var komne ind paa Veien igjen, spurgte Kjæmpen: „Hvorfor gjorde du den Krog?“ Djævelen svarede: „En, som kaldes Kristus, har været naglet til et Kors; Korset er hans Merke; naar jeg ser det, bliver jeg gjennemræd og kan ikke andet end fly.“ „Der er altsaa en, du er ræd for,“ sagde Kjæmpen og gik ud i vide Verden for at søge den, som Djævelen 275var ræd for. Langt om længe byggede han sig en Hytte ved en Elv og bar alle, som skulde den Vei, over paa sine Skuldre. En Dag kom et Barn og bad inderlig om at blive baaret over. Kjæmpen tog ham paa sine Skuldre og vadede afsted med sin Stav, stor som en Stang, i Haanden. Som han vadede, steg Vandet høiere og høiere, og Barnet blev tungere og tungere; da var ikke Kjæmpen glad. Det var saavidt, han slap over. Han satte Barnet ned paa Stranden og sagde: „Havde jeg baaret den hele Verden, kunde Byrden ikke have været tungere.“ „Intet Under,“ svarede Barnet; „thi paa mig hviler al Verdens Synd. Jeg er Kristus, din Konge; forat du kan tro mig, saa stik din Stav i Jorden udenfor din Hytte; imorgen tidlig skal den staa med Blade og med Frugt.“ Kjæmpen gjorde saa, og da Solen randt næste Morgen, var Staven bleven til et Palmetræ, som stod med sine Blade og med sin søde Frugt, som kaldes Dadler. Saa var Kongen funden, som var den mægtigste; ham vilde Kjæmpen tjene evindelig og altid; han blev døbt og kaldte sig Kristofer, det er: den, som bærer Kristus. Han drog nu ud i vide Verden for at opsøge de svage og vidne om ham, som kan kalde Liv frem af det døde. Han førte mange til Kristus og endte med at dø Martyrdøden; da var Kjæmpen glad; thi nu bar Kristus ham gjennem Dødens Dale.

B. Vogt.

Der var en veldig kjempe, 12 alen høy, som ikke ville tjene noen annen konge enn den, som var den mektigste. Han søkte da og kom i tjeneste hos en konge, som hadde ord for å være mektigere enn alle andre konger. En dag kvad en sanger for Kongen en sang, i hvilken djevelens navn ofte ble nevnt, og hver gang gjorde Kongen Korsets tegn. Kjempen spurte: „Hvorfor gjør du det?“ Kongen svarte: „For at djevelen ikke skal få makt over meg.“ „Der er altså en, du er redd for,“ sa kjempen og gikk ut i vide verden for å søke den, som Kongen var redd for. Han traff da også djevelen og ga seg i tjeneste hos ham, og det var en Herre etter hans sinn; thi han skydde hverken vann eller ild. Men som de drog om, kom de en dag henimot et kors, som stod ved alfar vei. Straks djevelen så korset, dreide han av og satte av sted over stokk og Sten for å gå utenom korset. Da de var kommet inn på Veien igjen, spurte kjempen: „Hvorfor gjorde du den krok?“ Djevelen svarte: „En, som kalles Kristus, har vært naglet til et kors; Korset er hans merke; når jeg ser det, blir jeg gjennemræd og kan ikke annet enn fly.“ „Der er altså en, du er redd for,“ sa kjempen og gikk ut i vide verden for å søke den, som djevelen 275var redd for. Langt om lenge bygde han seg en hytte ved en elv og bar alle, som skulle den vei, over på sine skuldre. En dag kom et barn og bad inderlig om å bli båret over. Kjempen tok ham på sine skuldre og vadet av sted med sin stav, stor som en Stang, i hånden. Som han vadet, steg vannet høyere og høyere, og barnet ble tungere og tungere; da var ikke kjempen glad. Det var såvidt, han slapp over. Han satte barnet ned på stranden og sa: „Hadde jeg båret den hele verden, kunne byrden ikke have vært tungere.“ „Intet under,“ svarte barnet; „thi på meg hviler all Verdens synd. Jeg er Kristus, din konge; for at du kan tro meg, så stikk din stav i jorden utenfor din hytte; i morgen tidlig skal den stå med Blade og med frukt.“ Kjempen gjorde så, og da solen rant neste morgen, var staven blitt til et palmetre, som stod med sine Blade og med sin søte frukt, som kalles Dadler. Så var Kongen funnen, som var den mektigste; ham ville kjempen tjene evindelig og alltid; han ble døpt og kalte seg Kristofer, det er: den, som bærer Kristus. Han drog nå ut i vide verden for å oppsøke de svage og vitne om ham, som kan kalle Liv frem av det døde. Han førte mange til Kristus og endte med å dø martyrdøden; da var kjempen glad; thi nå bar Kristus ham gjennom Dødens daler.

B. Vogt.