267

En Aften efter en varm Sommerdag sad en fattig Enke, Marte, ved det aabne Vindu i sit Kammer og saa ud paa Trærne i den smukke Have, som omgav hendes lille Hus. Nylig havde hun sat det Græs, hun havde slaaet om Morgenen, i Stakke; det var allerede tørret ved Julisolens Hede og opfyldte Luften med den lifligste Hølugt. Himmelen var klar og skyfri, og Maanen kastede sine milde, venlige Straaler ind i Kammeret. Der stod den lille Hans, Enkens sexaarige Søn, og lænede sig mod Vinduet. Hans friske Ansigt med lyse Lokker omkring oplystes af Maanens Skin.

Den stakkels Enke sad der for at hvile sig ud efter Dagens Møie og Arbeide; men hvor tungt dette end havde været, var det dog intet mod den Sorg, som i dette Øiebliktyngede 268paa hendes Hjerte. Af Aftensmaaltidet, der bestod af en Skaal Melkegrød, havde hun ikke smagt det ringeste, og da den lille Hans saa, at hans gode Moder sørgede, og merkede, at hun græd, blev han ogsaa bedrøvet og kunde ikke spise mere, og Skaalen stod næsten urørt paa Bordet.

Marie var bleven Enke i Begyndelsen af Aaret. Hendes afdøde Mand, den flittigste og dygtigste Karl i Sognet, havde ved Flid og Arbeidsomhed skrabet saa meget sammen, at han havde været istand til at kjøbe det lille Hus med en Have og Eng til; men da det, han havde fortjent, ikke havde strakt til, havde han laant nogle Penge dertil. Han havde plantet en hel Del unge Frugttrær, som allerede havde baaret en Mængde Frugt. Marie havde ikke bragt ham Rigdom; men hun havde faaet en god Opdragelse af sine Forældre, og hele Sognet holdt hende for den mest gudfrygtige, arbeidsomme og redelige Pige, og det var mere end Rigdom. Da de havde levet lykkelig sammen i flere Aar, døde Johan af en Nervefeber, som gik i Sognet. Marie, som med den største Hengivenhed og Omhu havde vaaget ved hans Side, fik strax efter hans Død samme Sygdom, og det var med Nød og neppe, at hun blev reddet.

Ved disse Sygdomstilfælde var Marie bleven mere og mere fattig; men nu skulde hun ogsaa miste sit Hus. Hendes afdøde Mand havde nemlig tjent længe hos en rig Godseier i Nabolaget, og denne havde sat megen Pris paa ham for hans Flids og Redeligheds Skyld. Det var ham, som havde laant dem de 100 Daler, der manglede dem, da de skulde kjøbe det lille Hus, paa det Vilkaar, at de skulde afbetale 20 Daler om Aaret. Johan havde ogsaa holdt Ord, indtil han blev syg, og hans Gjeld beløb sig nu kun til 20 Daler. Dette vidste Marie meget godt.

Men den rige Godseier var ogsaa nylig død af Nervefeber, og hans Svigersøn og Datter, som ikke vidste noget om den hele Sag, fandt blandt de efterladte Papirer et Gjeldsbrev paa 100 Daler. De fordrede derfor den hele Sum af den bedrøvede Enke, som forgjæves forsikrede, at hendes Mand havde betalt den hele Gjeld paa 20 Daler nær. Den unge Arving stevnede Marie for Retten, som erklærede Gjeldsbrevet for gyldigt, og da Marie ikke kunde betale de 100 269Daler, skulde der holdes Auktion over Huset. Da hun fik dette at vide, ilede hun med den lille Hans hen til de rige Arvinger og bad dem om ei at forstøde dem. De laa begge paa Knæ og græd, men forgjæves. De skulde flytte ud den følgende Dag. Derfor sad Marie nu saa bekymret ved det aabne Vindu, saa snart mod den klare Himmel, snart ned paa den lille Hans og fældede bitre Taarer.

„Gode Gud,“ tænkte hun, „saa har jeg da idag for sidste Gang raget Hø paa min lille Eng! De gule Blommer, jeg plukkede til Hans imorges, er de sidste, den stakkels Gut skal faa af de Trær, hans Fader har plantet og dyrket med saa megen Omhu. Det er vist den sidste Nat, vi er under dette Tag; thi hvem ved, om den nye Eier tillader os at blive her længere! Hvor faar vi da et Natteleie imorgen? — Det ved Gud alene! — Maaske vi ligger under aaben Himmel.“ — Hun brød ud i heftig Graad.

Da kom den lille Hans med taarefyldte Øine og sagde til hende: „Græd ikke saa, kjære Moder; thi ellers kan jeg ikke tale til dig uden at græde med, og jeg har noget at sige dig. Erindrer du, hvad Fader sagde, da han laa saa bleg der paa Sengen? Græd ikke, Gud er Enkernes og de faderløses Fader; anraab ham i Nøden, og han vil sørge for eder! — Det sagde Fader, gjorde han ikke, kjære Moder?“

„Jo han gjorde,“ svarede Moderen og saa venlig paa Gutten. „Nu,“ sagde Hans, „saa skal du ikke græde mere, Moder, men bede til Gud, og han hjelper dig vist. Han er ikke saa haard som den slemme Mand, der viste os Døren. Eller tror du, at Gud ikke er rig nok? Jo, du maa tro, han er meget rigere end den slemme Mand. Hele Verden hører ham til; hvorfor skal vi da græde og jamre os? Kom, vi vil bede til Gud; han hjelper os, naar han ser, at vi holder af ham. Bed du høit, Moder, og jeg skal bede stille med, og det vil vist hjelpe bedre hos ham end hos den slemme, rige Mand.“ — „Du har Ret, kjære Barn,“ sagde Moderen og fældede mildere Taarer; thi denne Tanke lettede hendes Sorg. Hun foldede Hænderne og hævede Øinene mod Himmelen, og den lille foldede ligeledes sine smaa Hænder. Marie bad:

„O Gud, du gode Fader i Himmelen, se ned til en fattig Enke, som tilligemed sit Barn anraaber dig. Vi er i stor Nød 270og har intet Fristed mere paa Jorden; men dit Hjerte er jo rigt paa Naade og Miskundhed. Du siger selv: Anraaber mig i Nødens Stund, og jeg vil frelse eder! O, til dig flyr vi nu; vend dig ikke bort fra os! Tillad ei, at en fattig, faderløs Gut berøves sin ringe Fædrenearv!“

Marie kunde ikke sige mere; Taarerne hindrede hende i at tale; hun tiede, og lille Hans var ogsaa stille. Men paa engang udstrakte han Haanden og raabte: „Se, se, kjære Moder, hvad er det, som rører sig? — Det er et Lys, som flyver, en Stjerne, som falder! Nu flyver det udenfor Vinduet! Aa, se nu, se nu, det kommer ind! Hvor grønt og smukt det er, næsten smukkere end Aftenstjernen! Nu flyver det under Taget. Det var underligt!“

„Det var en Sankthansorm,“ sagde Moderen; „om Dagen er den et stygt lidet Dyr; men om Natten lyser den saa smukt.“

„Kan jeg tage den? Bider den, eller kan jeg brænde mig paa den?“

„Den brænder ikke,“ svarede Moderen med et Smil; „tag den kun og se paa det lille Dyr; det er ogsaa en af Guds Skabninger.“

Nu havde Hans snart glemt al Sorg og sprang efter Sankthansormen, som snart fløi under Bordet, snart under Stolene og tilsidst satte sig bag en stor Kiste. „Ei, ei,“ raabte Hans, „jeg ser Sankthansormen meget godt; den sidder derhenne og lyser paa Væggen og Gulvet omkring sig, som om den var Maanen selv; men min Arm er for kort, jeg kan ikke naa den.“ — „Hav bare Taalmodighed,“ sagde Marie, „den kommer nok frem igjen!“

Hans væntede længe forgjæves; derpaa gik han til Moderen og bad med blid Stemme: „Kjære Moder, vær saa snil at trække Kisten lidt ud fra Væggen, saa at jeg kan krybe ind mellem Kisten og Væggen, saa skal jeg snart faa fat paa Sankthansormen.“ — Moderen stod op og trak Kisten tilside, og Hans kom strax og tog den lille Sankthansorm i sine Hænder og havde større Glæde af at se paa den, end om den havde været en Diamant.

Men Marie havde ikke Tid til at tænke paa Sankthansormen; thi da hun trak Kisten ud, hørte hun, at der faldt 271noget ned paa Gulvet bag den, og se, da hun tog det op, udbrød hun glad: „Gud, nu er vi frelste fra al vor Nød! Det er den gamle Almanak, som jeg saalænge har ledt efter; jeg troede, den var kommen bort under min sidste Sygdom, da der var fremmede Mennesker i Huset. Nu skal jeg bevise, at min Mand har betalt Pengene, som de kræver af mig; men hvem kunde vel tænke, at Almanakken var falden ned bag Kisten, som ikke er bleven flyttet, siden Huset blev bygget.“

Marie tændte strax Lys og bladede i Bogen. Der fandt hun, at hendes Mand havde skrevet, hvormeget han ved hvert Aars Begyndelse havde afbetalt, og hvormeget han endnu skyldte paa de 100 Daler. Ved Enden stod følgende Linjer, som var skrevne af den gamle afdøde Godseier: „Paa Mortensdag har jeg afsluttet Regning med Johan Holmen, som nu kun skylder mig 20 Daler.“

Fuld af Glæde omfavnede Moderen lille Hans og udraabte: „O Hans, takket være den almægtige; thi nu behøver vi ikke at flytte, men kan blive, hvor vi er!“ — „Derfor kan du takke mig, Moder,“ sagde Gutten; „havde jeg ikke bedet dig flytte Kisten, saa havde du ikke fundet Bogen; den havde kunnet ligge der i hundrede Aar!“

Moderen tiede en Stund, men sagde derpaa: „O mit Barn, det er Gud, som har gjort dette! Jeg bliver rørt og greben af Taknemmelighed, naar jeg nærmere tænker derover! — Da vi nylig bad til Gud og græd saa bittert, da kom den skinnende Sankthansorm ind igjennem Vinduet og viste os Veien til disse vigtige Blade. Ja i Sandhed, Guds hellige Forsyn vaager over os. Husk dette, min kjære Hans, saalænge du lever, og især i Nødens Stund! For Gud er det ikke vanskeligt at redde os.“

Marie kunde ikke lukke sine Øine den hele Nat, saa stor var hendes Glæde. Strax efter Solens Opgang gav hun sig paa Veien til Fogden med Almanakken, og Arvingen, som skammede sig over saaledes at have forurettet den fattige Enke, var villig til at gjøre dette godt igjen.

Marie fortalte hele Hændelsen. Arvingen var meget rørt og sagde med taarefyldte Øine: „Ja, saaledes er det, Gud er Enkernes og de faderløses Fader. Tilgiv, at jeg har været saa haard mod eder, det skede kun ved en Feiltagelse; 272men for nogenlunde at gjøre det godt igjen, saa eftergiver jeg de 20 Daler af Gjelden, og behøver I siden noget, saa kom til mig, jeg skal aldrig negte jer min Hjelp.“

267

En aften etter en varm sommerdag satt en fattig enke, Marte, ved det åpne vindu i sitt kammer og så ut på trærne i den smukke hage, som omgav hennes lille hus. Nylig hadde hun satt det gress, hun hadde slått om morgenen, i stakker; det var allerede tørret ved Julisolens Hede og oppfylte luften med den lifligste Hølugt. Himmelen var klar og skyfri, og månen kastet sine milde, vennlige stråler inn i kammeret. Der stod den lille Hans, Enkens seksårige sønn, og lente seg mot vinduet. Hans friske ansikt med lyse lokker omkring oplystes av månens skinn.

Den stakkels enke satt der for å hvile seg ut etter Dagens møye og arbeide; men hvor tungt dette enn hadde vært, var det dog intet mot den sorg, som i dette Øiebliktyngede 268på hennes hjerte. Av Aftensmaaltidet, der bestod av en skål Melkegrød, hadde hun ikke smakt det ringeste, og da den lille Hans så, at hans gode mor sørgede, og merket, at hun gråt, ble han også bedrøvet og kunne ikke spise mer, og skålen stod nesten urørt på bordet.

Marie var blitt enke i begynnelsen av Aaret. Hennes avdøde mann, den flittigste og dyktigste Karl i sognet, hadde ved flid og arbeidsomhet skrapet så meget sammen, at han hadde vært i stand til å kjøpe det lille hus med en hage og eng til; men da det, han hadde fortjent, ikke hadde strakt til, hadde han lånt noen penger dertil. Han hadde plantet en hel del unge frukttrær, som allerede hadde båret en mengde frukt. Marie hadde ikke brakt ham rikdom; men hun hadde fått en god oppdragelse av sine foreldre, og hele sognet holdt henne for den mest gudfryktige, arbeidsomme og redelige pike, og det var mer enn rikdom. Da de hadde levet lykkelig sammen i flere år, døde Johan av en nervefeber, som gikk i sognet. Marie, som med den største hengivenhet og omhu hadde våket ved hans side, fikk straks etter hans død samme sykdom, og det var med nød og neppe, at hun ble reddet.

Ved disse sykdomstilfelle var Marie blitt mer og mer fattig; men nå skulle hun også miste sitt hus. Hennes avdøde mann hadde nemlig tjent lenge hos en rik godseier i nabolaget, og denne hadde satt mye pris på ham for hans Flids og redelighets skyld. Det var ham, som hadde lånt dem de 100 daler, der manglet dem, da de skulle kjøpe det lille hus, på det vilkår, at de skulle avbetale 20 daler om Aaret. Johan hadde også holdt ord, inntil han ble syk, og hans gjeld beløp seg nå kun til 20 daler. Dette visste Marie meget godt.

Men den rike godseier var også nylig død av nervefeber, og hans svigersønn og datter, som ikke visste noe om den hele Sag, fant blant de etterlatte papirer et gjeldsbrev på 100 daler. De fordret derfor den hele Sum av den bedrøvede enke, som forgjeves forsikret, at hennes mann hadde betalt den hele gjeld på 20 daler nær. Den unge arving stevnet Marie for retten, som erklærede gjeldsbrevet for gyldig, og da Marie ikke kunne betale de 100 269daler, skulle der holdes auksjon over huset. Da hun fikk dette å vite, ilede hun med den lille Hans hen til de rike arvinger og bad dem om ei å forstøte dem. De lå begge på kne og gråt, men forgjeves. De skulle flytte ut den følgende Dag. Derfor satt Marie nå så bekymret ved det åpne vindu, så snart mot den klare himmel, snart ned på den lille Hans og felte bitre Taarer.

„Gode Gud,“ tenkte hun, „så har jeg da i dag for siste gang raget Hø på min lille eng! De gule Blommer, jeg plukket til Hans i morges, er de siste, den stakkels Gut skal få av de trær, hans far har plantet og dyrket med så mye omhu. Det er vist den siste natt, vi er under dette tak; thi hvem vet, om den nye eier tillater oss å bli her lenger! Hvor får vi da et natteleie i morgen? — Det ved Gud alene! — Maaske vi ligger under åpen himmel.“ — Hun brød ut i heftig gråt.

Da kom den lille Hans med taarefyldte øyne og sa til henne: „Gråt ikke så, kjære mor; thi ellers kan jeg ikke tale til deg uten å gråte med, og jeg har noe å si deg. Erindrer du, hva far sa, da han lå så bleg der på sengen? Gråt ikke, Gud er enkenes og de faderløses far; anrop ham i nøden, og han vil sørge for dere! — Det sa far, gjorde han ikke, kjære mor?“

„Jo han gjorde,“ svarte moren og så vennlig på gutten. „Nå,“ sa Hans, „så skal du ikke gråte mer, mor, men bede til Gud, og han hjelper deg vist. Han er ikke så hard som den slemme mann, der viste oss døren. Eller tror du, at Gud ikke er rik nok? Jo, du må tro, han er meget rikere enn den slemme mann. Hele verden hører ham til; hvorfor skal vi da gråte og jamre oss? Kom, vi vil bede til Gud; han hjelper oss, når han ser, at vi holder av ham. Be du høyt, mor, og jeg skal bede stille med, og det vil vist hjelpe bedre hos ham enn hos den slemme, rike mann.“ — „Du har rett, kjære barn,“ sa moren og felte mildere Taarer; thi denne tanke lettede hennes sorg. Hun foldet hendene og hevet øynene mot himmelen, og den lille foldede likeledes sine små hender. Marie bad:

„O Gud, du gode far i himmelen, se ned til en fattig enke, som tillikemed sitt barn anraaber deg. Vi er i stor nød 270og har intet fristed mer på jorden; men ditt hjerte er jo rikt på nåde og miskunnhet. Du sier selv: Anraaber meg i Nødens stund, og jeg vil frelse dere! O, til deg flyr vi nå; vend deg ikke bort fra oss! Tillat ei, at en fattig, faderløs Gut berøves sin ringe fedrenearv!“

Marie kunne ikke si mer; Tårene hindret henne i å tale; hun tidde, og lille Hans var også stille. Men på engang utstrakte han hånden og ropte: „Se, se, kjære mor, hva er det, som rører seg? — Det er et lys, som flyver, en stjerne, som faller! Nå flyver det utenfor vinduet! Aa, se nå, se nå, det kommer inn! Hvor grønt og smukt det er, nesten smukkere enn Aftenstjernen! Nå flyver det under taket. Det var underlig!“

„Det var en sankthansorm,“ sa moren; „om dagen er den et stygt lite dyr; men om natten lyser den så smukt.“

„Kan jeg ta den? Biter den, eller kan jeg brenne meg på den?“

„Den brenner ikke,“ svarte moren med et smil; „ta den kun og se på det lille dyr; det er også en av Guds Skabninger.“

Nå hadde Hans snart glemt all sorg og sprang etter Sankthansormen, som snart fløy under bordet, snart under stolene og til sist satte seg bak en stor kiste. „Ei, ei,“ ropte Hans, „jeg ser Sankthansormen meget godt; den sitter derhenne og lyser på veggen og gulvet omkring seg, som om den var månen selv; men min arm er for kort, jeg kan ikke nå den.“ — „Hav bare tålmodighet,“ sa Marie, „den kommer nok frem igjen!“

Hans ventet lenge forgjeves; derpå gikk han til moren og bad med blid stemme: „Kjære mor, vær så snill å trekke kisten litt ut fra veggen, så at jeg kan krype inn mellom kisten og veggen, så skal jeg snart få fat på Sankthansormen.“ — Moren stod opp og trakk kisten tilside, og Hans kom straks og tok den lille sankthansorm i sine hender og hadde større glede av å se på den, enn om den hadde vært en diamant.

Men Marie hadde ikke tid til å tenke på Sankthansormen; thi da hun trakk kisten ut, hørte hun, at der falt 271noe ned på gulvet bak den, og se, da hun tok det opp, utbrøt hun glad: „Gud, nå er vi frelste fra all vår nød! Det er den gamle almanakk, som jeg så lenge har ledt etter; jeg trodde, den var kommet bort under min siste sykdom, da der var fremmede mennesker i huset. Nå skal jeg bevise, at min mann har betalt pengene, som de krever av meg; men hvem kunne vel tenke, at almanakken var falt ned bak kisten, som ikke er blitt flyttet, siden huset ble bygget.“

Marie tente straks lys og bladde i boken. Der fant hun, at hennes mann hadde skrevet, hvor mye han ved hvert Aars begynnelse hadde avbetalt, og hvor mye han ennå skyldte på de 100 daler. Ved enden stod følgende linjer, som var skrevne av den gamle avdøde godseier: „På Mortensdag har jeg avsluttet regning med Johan Holmen, som nå kun skylder meg 20 daler.“

Full av glede omfavnet moren lille Hans og utropte: „O Hans, takket være den allmektige; thi nå behøver vi ikke å flytte, men kan bli, hvor vi er!“ — „Derfor kan du takke meg, mor,“ sa gutten; „hadde jeg ikke bedt deg flytte kisten, så hadde du ikke funnet boken; den hadde kunnet ligge der i hundre år!“

Moren tidde en stund, men sa derpå: „O mitt barn, det er Gud, som har gjort dette! Jeg blir rørt og grepet av takknemlighet, når jeg nærmere tenker derover! — Da vi nylig bad til Gud og gråt så bittert, da kom den skinnende sankthansorm inn igjennom vinduet og viste oss Veien til disse viktige Blade. Ja i sannhet, Guds hellige forsyn våker over oss. Husk dette, min kjære Hans, så lenge du lever, og især i Nødens stund! For Gud er det ikke vanskelig å redde oss.“

Marie kunne ikke lukke sine øyne den hele natt, så stor var hennes glede. Straks etter Solens oppgang ga hun seg på Veien til fogden med almanakken, og arvingen, som skammet seg over således å ha forurettet den fattige enke, var villig til å gjøre dette godt igjen.

Marie fortalte hele hendelsen. Arvingen var meget rørt og sa med taarefyldte øyne: „Ja, således er det, Gud er enkenes og de faderløses far. Tilgi, at jeg har vært så hard mot dere, det skjedde kun ved en feiltagelse; 272men for noenlunde å gjøre det godt igjen, så ettergir jeg de 20 daler av gjelden, og behøver dere siden noe, så kom til meg, jeg skal aldri nekte jer min hjelp.“