En berømt General i forrige Aarhundrede levede i sin Ungdom som Page ved sin Konges Hof. Hans Moder var Enke og levede i trange Kaar; derfor vilde han gjerne skaffe hende nogen Understøttelse. Men han havde dengang endnu ingen Leilighed til tjene synderligt og kunde ikke undvære noget af sin Lønning. Kjærligheden til Moderen fandt imidlertid snart paa Raad. Hver Nat maatte nemlig en Page vaage i et Værelse tæt ved Kongens Sovekammer for strax at kunne være ved Haanden, naar Kongen forlangte noget. Pagerne skiftedes dertil. Mange faldt det imidlertid for besværlig, og de overdrog sin Vagt til andre. Den fattige Page begyndte derfor at vaage hos Kongen for nogle af sine Kammerater; denne hans Tjeneste blev betalt, og de Penge, han fik derfor, sendte han til sin trængende Moder, som han elskede saa høit. En Nat kunde Kongen ikke sove; han ringede derfor paa den vagthavende Page, som skulde hente ham en Bog, men ringede flere Gange forgjæves. Endelig stod han selv op og gik ind i Sideværelset for at se, om der ingen Page var. Her fandt han den brave Yngling, som vilde vaage af Kjærlighed til sin Moder. Han sad ved Bordet; foran ham laa et Brev til hans Moder, som han havde begyndt 267at skrive paa; men under dette Arbeide var han falden i Søvn. Kongen listede sig hen til Bordet, tog Brevet og læste Begyndelsen deraf, som lød saaledes: „Min elskede Moder! Det er nu allerede den tredje Nat, jeg holder Vagt for Betaling; jeg kan næsten ikke holde det ud længere. Imidlertid glæder jeg mig over, at jeg nu igjen har sparet ti Daler sammen til dig, kjære Moder, hvilke jeg herved sender dig.“ Kongen lod Ynglingen sove, gik ind i sit Værelse og hentede to Ruller med Dukater, stak en i hver af hans Kjolelommer og lagde sig derpaa atter i Sengen. Da Pagen vaagnede og fandt Pengene i sine Lommer, formodede han strax, hvorfra de var komne. Han glædede sig vel derover for sin Moders Skyld, men blev tillige forskrækket ved Tanken om, at Kongen havde truffet ham sovende; han gik derfor ind til ham næste Morgen, faldt ned for hans Fødder og bad ham om Forladelse, fordi han havde sovet, idet han derhos takkede for den store Gave, som var kommen ham saa vel tilpas. Kongen roste hans barnlige Kjærlighed, gjorde ham kort efter til Officer, skjenkede ham en anseelig Pengesum, forat han kunde anskaffe sig alt, hvad han behøvede i sin nye Stilling, og befordrede ham siden fra den ene Ærespost til den anden, fordi han var en ligesaa tapper Kriger som brav Søn.

En berømt general i forrige århundre levde i sin ungdom som Page ved sin Konges Hof. Hans Moder var enke og levde i trange kår; derfor ville han gjerne skaffe henne noen understøttelse. Men han hadde dengang ennå ingen leilighet til tjene synderligt og kunne ikke unnvære noe av sin Lønning. Kjærligheten til moren fant imidlertid snart på råd. Hver natt måtte nemlig en Page vaage i et værelse tett ved Kongens Sovekammer for straks å kunne være ved hånden, når Kongen forlangte noe. Pagerne skiftedes dertil. Mange falt det imidlertid for besværlig, og de overdro sin vagt til andre. Den fattige Page begynte derfor å våke hos Kongen for noen av sine Kammerater; denne hans tjeneste ble betalt, og de penger, han fikk derfor, sendte han til sin trengende mor, som han elsket så høyt. En natt kunne Kongen ikke sove; han ringte derfor på den vakthavende Page, som skulle hente ham en bok, men ringte flere ganger forgjeves. Endelig stod han selv opp og gikk inn i Sideværelset for å se, om der ingen Page var. Her fant han den brave yngling, som ville vaage av Kjærlighed til sin mor. Han satt ved bordet; foran ham lå et brev til hans mor, som han hadde begynt 267å skrive på; men under dette arbeide var han falt i søvn. Kongen listet seg hen til bordet, tok brevet og leste begynnelsen derav, som lød således: „Min elskede mor! Det er nå allerede den tredje natt, jeg holder vagt for betaling; jeg kan nesten ikke holde det ut lenger. Imidlertid gleder jeg meg over, at jeg nå igjen har spart ti daler sammen til deg, kjære mor, hvilke jeg herved sender deg.“ Kongen lot ynglingen sove, gikk inn i sitt værelse og hentet to ruller med dukater, stak en i hver av hans Kjolelommer og la seg derpå atter i sengen. Da Pagen våknet og fant pengene i sine lommer, formodet han straks, hvorfra de var kommet. Han gledet seg vel derover for sin Moders skyld, men ble tillike forskrekket ved tanken om, at Kongen hadde truffet ham sovende; han gikk derfor inn til ham neste morgen, falt ned for hans føtter og bad ham om forlatelse, fordi han hadde sovet, idet han derhos takket for den store gave, som var kommet ham så vel tilpass. Kongen roste hans barnlige Kjærlighed, gjorde ham kort etter til offiser, skjenket ham en anselig pengesum, for at han kunne anskaffe seg alt, hva han behøvde i sin nye stilling, og befordret ham siden fra den ene Ærespost til den annen, fordi han var en likeså tapper kriger som brav sønn.