261

Det var engang en Konge, som havde en Datter, der var saa deilig, at hun var navnspurgt baade vidt og bredt; men hun var saa alvorlig af sig, at hun aldrig kunde le, og saa knibsk paa det, at hun sagde nei til alle dem, som kom og friede til hende, og ikke vilde hun have nogen, enten de var Prinser eller Herremænd, eller om de var aldrig saa brave. Kongen var kjed af dette for længe siden og syntes, at hun kunde gifte sig, hun som andre, hun havde ikke noget at vente efter; hun var gammel nok, og rigere blev hun ikke heller, for halve Riget skulde hun have, det var Modersarven hendes.

Saa lod han lyse op paa Kirkebakken baade fort og snart, at den, som kunde faa hans Datter til at le, han skulde have hende og halve Kongeriget atpaa. Men dersom der var 262nogen, som prøvede og ikke kunde faa hende til, skulde de skjære tre røde Remme af Ryggen hans og strø Salt i, og Gud bevare dig vel, hvor mange saare Rygge der blev i det Kongerige! Der kom mange farende baade fra Syd og fra Nord og fra Øst og fra Vest og troede, det var ingen Sag at faa en Kongsdatter til at le. Og rare Karle var det ogsaa, som kom. Men alle de Abefynter de gjorde, saa var Kongsdatteren lige stø og alvorlig, hun.

Tæt ved Kongsgaarden boede der en Mand, som havde tre Sønner. De fik ogsaa spurgt dette, at Kongen havde lyst op, at den, som kunde faa Kongsdatteren til at le, skulde faa baade hende og halve Kongeriget.

Den ældste vilde nu iveien først; saa strøg han afgaarde, og da han kom til Kongsgaarden, sagde han til Kongen, han vilde friste at faa Kongsdatteren til at le.

„Ja, det er vel nok,“ sagde Kongen; „men det kan vist lidet nytte, min Mand, for her har været saa mange, som har prøvet sig; min Datter er saa sorgmodig, at det ikke nytter, og jeg vilde nødig føre flere i Ulykke.“

Men han mente nok, det skulde nytte. Det kunde ikke være nogen farlig Sag at faa en Kongsdatter til at le for ham, for de havde leet saa mange Gange af ham, baade fornemme og simple, da han tjente Soldat og exercerte under Nils Fløimand. — Saa lagde han ud paa Traakken udenfor Vinduet til Kongsdatteren og begyndte at exercere efter Nils Fløimand. Men det hjalp ikke. Kongsdatteren var lige stø og alvorlig, hun smilte ikke engang. Saa tog de ham tilsidst og skar tre brede, røde Remme af Ryggen hans og sendte ham hjem igjen.

Da han vel var kommen hjem, vilde den anden Søn iveien. Denne var Skolemester, og en artig Figur var det. Han var lavhalt, var han, og det saa det forslog. I det ene Øieblik var han liden som en Gutunge; men naar han reiste sig paa det lange Benet sit, blev han stor og lang som et Trold; men til at lægge ud var han svær.

Da denne kom til Kongsgaarden og sagde, han vilde have Kongsdatteren til at le, syntes Kongen, at det ikke kunde være saa urimeligt; Skolemesteren saa ham ud til noget af hvert. „Men Gud trøste dig, faar du hende ikke til at le,“ 263sagde Kongen; Remmene skjærer vi bredere for hver, der prøver sig.”

Skoleholderen strøg ud paa Traakken; der stillede han sig op udenfor Vinduet til Kongsdatteren, og han prækte og messede efter syv Prester og læste og sang efter syv Klokkere, som havde været i Bygden der. Kongen lo af Skolemesteren, saa han maatte holde sig i Svalstolpen, og Kongsdatteren vilde til at trække paa Smilebaandet; men saa var hun lige stø og alvorlig igjen, og saa gik det ikke bedre med Paal Skolemester, end det var gaaet med Per Soldat, — for Per og Paal hed de, maa vide. — De tog ham og skar tre røde Remme af Ryggen hans, strøede Salt i, og saa sendte de ham hjem igjen.

Saa vilde den yngste iveien, og det var Tyrihans. Men Brødrene lo bare af ham og viste ham de saarede Ryggene sine, og Faderen vilde ikke give ham Lov, for han sagde, det kunde da ikke nytte for ham, som ikke havde noget Vid; han kunde jo Ingenting, og han gjorde Ingenting, han sad bare i Peisen som en Kat og grov i Asken og spikkede Tyristikker og lyste med. Men Tyrihans gav sig ikke, han gnaalede og gnog saa længe, til de blev kjede af Gnaalet hans, og tilsidst fik han Lov til at gaa til Kongsgaarden og friste Lykken.

Da han kom til Kongsgaarden, sagde han ikke det, at han vilde faa Kongsdatteren til at le; men han bad, om han kunde faa Tjeneste der. Nei, de havde ikke nogen Tjeneste for ham; men Tyrihans gav sig ikke for det; de kunde vist behøve en til at bære Ved og Vand til Kokkegjenten i slig en Gaard, sagde han; ja, det syntes Kongen ikke kunde være saa urimeligt, og han var vel kjed af Gnaalet hans, han og; saa skulde Tyrihans faa Lov at være der og bære Ved og Vand til Kokkegjenten tilsidst.

Da han skulde hente Vand i Bækken en Dag, fik han se en stor Fisk, som stod under en gammel Fururod, som Vandet havde skaaret bort Jorden under; han satte Bøtten sin saa sagte under Fisken. Men da han skulde gaa hjem til Kongsgaarden, mødte han en gammel Kjærring med en Guldgaas under Armen.

264„God Dag, Bedstemor!“ sagde Tyrihans. „Det var en ven Fugl, I har; og saa gilde Fjer da! Naar en havde slige Fjer, kunde han slippe at spikke Tyrilyser,“ sagde han.

Kjærringen syntes vel saa godt om Fisken, Hans havde i Bøtten sin, og sagde, at om Hans vilde give hende Fisken, skulde han faa Guldgaasen, og den var slig, at naar nogen rørte ved den, blev han hængende fast, bare han sagde: „Vil du være med, saa hæng fast!“

Ja, det Byttet vilde Tyrihans gjerne gjøre. „Fugl er vel saa brav som Fisk,“ sagde han ved sig selv; „er den slig, som du siger, kan jeg gjerne bruge den til Fiskekrog,“ sagde han til Kjærringen og var vel fornøiet med Gaasen. Han havde ikke gaaet langt, før han mødte en gammel Kjærring. Da hun saa den deilige Guldgaasen, maatte hun bort og kramse paa den. Hun gjorde sig saa sød og lækker, og saa bad hun Tyrihans, om hun fik Lov til at klappe den deilige Guldgaasen hans.

„Kan saa,“ sagde Tyrihans; „men du faar ikke nappe Fjerene af den!“

I det samme hun klappede paa Fuglen, sagde han:

„Vil du være med, saa hæng fast!“ Kjærringen sled og rev; men hun maatte hænge med, enten hun vilde eller ikke, og Tyrihans gik fremover, som om han var alene med Guldgaasen. Da han havde gaaet et Stykke til, traf han en Mand, som var sindt paa Kjærringen for et Puds, hun havde gjort, da hun var ung. Da han saa det, at hun stred saa haardt for at blive fri, og at hun sad saa inderlig vel fast, syntes han, at han trygt kunde give hende et Spark til Tak for sidst, og han spændte til Kjærringen med den ene Foden.

„Vil du være med, saa hæng fast!“ sagde Tyrihans, og Manden maatte følge med og hinke paa et Ben, enten han vilde eller ikke, og naar han nappede og sled og vilde løs, var det endda værre for ham, for da var han færdig til at dumpe baglængs, ret som det var.

Nu gik det et godt Stykke, til de kom bortimod Kongsgaarden. Der mødte de Kongens Smed; han skulde gaa til Smidjen og havde en stor Smidjetang i Haanden. Denne Smed var en lystig Fyr, som altid var fuld af Galskab og 265Skjelmstykker, og da han saa dette Følge kom hoppende og hinkende og dumpende, lo han først, saa han stod tvekroget; men saa sagde han:

„Det er nok en ny Gaaseflok, Prinsessen skal have, det; skal tro, hvem der er Gasse, og hvem der er Gjæs af dem? Det maa vel være Gassen den, som rugger i Forveien. Gaas, Gaas, Gaas, Gaas, Gaas!“ lokkede han og kastede med Haanden, som om han strøede ud Korn for Gjæssene.

Men Flokken standsede ikke, — Kjærringen og Manden saa bare arrig paa Smeden, fordi han gjorde Nar af dem. — Saa sagde Smeden: „Det skulde være artigt at standse hele Gaaseflokken,“ og saa tog han Tag med Smidjetangen bag i den gamle Manden, og Manden skreg og vred sig; men Tyrihans sagde:

„Vil du være med, saa hæng fast!“

Saa maatte Smeden ogsaa med. Han slog nok Bugt paa Ryggen, tog Spændetag i Bakken og vilde løs; men det hjalp ikke, han sad saa fast, som han var skruet i det store Skruestedet i Smidjen, og enten han vilde eller ikke, maatte han danse med.

Da de kom frem imod Kongsgaarden, for Gaardshunden imod dem og gjøede, som det var Skrub eller Fanter, og da Kongsdatteren skulde se ud igjennem Vinduet, hvad der var paafærde, og fik Øie paa dette Fantefølge, begyndte hun at le. Men Tyrihans var ikke fornøiet med det. „Bi lidt, hun skal nok faa Latterdøren bedre op om en Stund!“ sagde han og gjorde en Tur bagenom Kongsgaarden med Følget sit.

Da de kom forbi Kjøkkenet, stod Døren aaben, og Kokken holdt paa at stampe Grøden; men da hun fik se Tyrihans og Flokken, kom hun farende ud i Døren med Tvaren i den ene Haand og en Kokkeslev, fuld af rygende Grød, i den anden og lo, saa hun rystede, og da hun fik se, at Smeden var med, slog hun sig paa Laaret og lo endda mere, for ham var hun harm paa, fordi han havde gjort Nar af hende en Gang. Men da hun havde leet rigtig ud, syntes hun ogsaa, at Guldgaasen var saa deilig, at hun maatte klappe den.

„Tyrihans, Tyrihans!“ skreg hun og kom løbende efter med Grødsleven i Næven, „faar jeg Lov at klappe den væne Fuglen, du har?“

266„Lad hende heller klappe mig!“ sagde Smeden.

„Ja, kan saa!“ sagde Tyrihans.

Men da Kokken hørte det, blev hun sindt. „Hvad er det, du siger!“ skreg hun og drev til Smeden med Grødsleven.

„Vil du være med, saa hæng fast!“ sagde Tyrihans; saa sad hun fast, hun ogsaa, og alt hun skjendte, og alt hun sled og rev, og saa vild hun var, maatte hun hinke med. Men da de kom udenfor Vinduet til Kongsdatteren, stod hun og væntede paa dem, og da hun saa, de havde faaet Kokken med, slog hun op hele Latterdøren og lo, saa Kongen maatte holde paa hende. Saa fik Tyrihans Prinsessen og det halve Kongerige, og Bryllup holdt de, som varede over otte Dage. De turede og dansede og drak og havde Moro, og for ikke de vel, saa gid du maa fare endda bedre.

P. Chr. Asbjørnsen.

261

Det var engang en konge, som hadde en datter, der var så deilig, at hun var navnspurgt både vidt og bredt; men hun var så alvorlig av seg, at hun aldri kunne le, og så knipsk på det, at hun sa nei til alle dem, som kom og fridde til henne, og ikke ville hun ha noen, enten de var prinser eller herremenn, eller om de var aldri så brave. Kongen var kjed av dette for lenge siden og syntes, at hun kunne gifte seg, hun som andre, hun hadde ikke noe å vente etter; hun var gammel nok, og rikere ble hun ikke heller, for halve riket skulle hun ha, det var Modersarven hennes.

Så lot han lyse opp på kirkebakken både fort og snart, at den, som kunne få hans datter til å le, han skulle ha henne og halve kongeriket attpå. Men dersom der var 262noen, som prøvede og ikke kunne få henne til, skulle de skjære tre røde reimer av ryggen hans og strø salt i, og Gud bevare deg vel, hvor mange såre Rygge der ble i det kongerike! Der kom mange farende både fra Syd og fra nord og fra øst og fra vest og trodde, det var ingen Sag å få en kongsdatter til å le. Og rare karer var det også, som kom. Men alle de Abefynter de gjorde, så var kongsdatteren lige stø og alvorlig, hun.

Tett ved kongsgården bodde der en mann, som hadde tre sønner. De fikk også spurt dette, at Kongen hadde lyst opp, at den, som kunne få kongsdatteren til å le, skulle få både henne og halve kongeriket.

Den eldste ville nå i veien først; så strøk han afgaarde, og da han kom til kongsgården, sa han til Kongen, han ville friste å få kongsdatteren til å le.

„Ja, det er vel nok,“ sa Kongen; „men det kan vist lite nytte, min mann, for her har vært så mange, som har prøvet seg; min datter er så sorgmodig, at det ikke nytter, og jeg ville nødig føre flere i ulykke.“

Men han mente nok, det skulle nytte. Det kunne ikke være noen farlig Sag å få en kongsdatter til å le for ham, for de hadde ledd så mange ganger av ham, både fornemme og simple, da han tjente soldat og ekserserte under Nils Fløimand. — Så la han ut på tråkken utenfor vinduet til kongsdatteren og begynte å eksersere etter Nils Fløimand. Men det hjalp ikke. Kongsdatteren var lige stø og alvorlig, hun smilte ikke engang. Så tok de ham til sist og skar tre brede, røde reimer av ryggen hans og sendte ham hjem igjen.

Da han vel var kommet hjem, ville den annen sønn i veien. Denne var skolemester, og en artig Figur var det. Han var lavhalt, var han, og det så det forslog. I det ene øyeblikk var han liten som en guttunge; men når han reiste seg på det lange benet sitt, ble han stor og lang som et troll; men til å legge ut var han svær.

Da denne kom til kongsgården og sa, han ville ha kongsdatteren til å le, syntes Kongen, at det ikke kunne være så urimelig; Skolemesteren så ham ut til noe av hvert. „Men Gud trøste deg, får du henne ikke til å le,“ 263sa Kongen; Remmene skjærer vi bredere for hver, der prøver seg.”

Skoleholderen strøk ut på tråkken; der stillede han seg opp utenfor vinduet til kongsdatteren, og han prekte og messede etter syv prester og leste og sang etter syv klokkere, som hadde vært i bygden der. Kongen lo av Skolemesteren, så han måtte holde seg i Svalstolpen, og kongsdatteren ville til å trekke på smilebåndet; men så var hun lige stø og alvorlig igjen, og så gikk det ikke bedre med Paal skolemester, enn det var gått med Per Soldat, — for Per og Paal het de, må vite. — De tok ham og skar tre røde reimer av ryggen hans, strødde salt i, og så sendte de ham hjem igjen.

Så ville den yngste i veien, og det var Tyrihans. Men brødrene lo bare av ham og viste ham de saarede ryggene sine, og Faderen ville ikke gi ham Lov, for han sa, det kunne da ikke nytte for ham, som ikke hadde noe Vid; han kunne jo ingenting, og han gjorde ingenting, han satt bare i peisen som en katt og grov i asken og spikkede tyristikker og lyste med. Men Tyrihans ga seg ikke, han gnålte og gnog så lenge, til de ble kjede av gnålet hans, og til sist fikk han Lov til å gå til kongsgården og friste lykken.

Da han kom til kongsgården, sa han ikke det, at han ville få kongsdatteren til å le; men han bad, om han kunne få tjeneste der. Nei, de hadde ikke noen tjeneste for ham; men Tyrihans ga seg ikke for det; de kunne vist behøve en til å bære Ved og vann til Kokkegjenten i slig en gård, sa han; ja, det syntes Kongen ikke kunne være så urimelig, og han var vel kjed av gnålet hans, han og; så skulle Tyrihans få Lov å være der og bære Ved og vann til Kokkegjenten til sist.

Da han skulle hente vann i bekken en dag, fikk han se en stor fisk, som stod under en gammel fururot, som vannet hadde skåret bort jorden under; han satte bøtten sin så sakte under fisken. Men da han skulle gå hjem til kongsgården, møtte han en gammel kjerring med en gullgås under armen.

264„God dag, bestemor!“ sa Tyrihans. „Det var en ven fugl, dere har; og så gilde fjær da! Når en hadde slike fjær, kunne han slippe å spikke Tyrilyser,“ sa han.

Kjerringen syntes vel så godt om fisken, Hans hadde i bøtten sin, og sa, at om Hans ville gi henne fisken, skulle han få Guldgaasen, og den var slig, at når noen rørte ved den, ble han hengende fast, bare han sa: „Vil du være med, så heng fast!“

Ja, det byttet ville Tyrihans gjerne gjøre. „Fugl er vel så brav som fisk,“ sa han ved seg selv; „er den slig, som du sier, kan jeg gjerne bruke den til fiskekrok,“ sa han til kjerringen og var vel fornøyet med gåsen. Han hadde ikke gått langt, før han møtte en gammel kjerring. Da hun så den deilige Guldgaasen, måtte hun bort og kramse på den. Hun gjorde seg så søt og lekker, og så bad hun Tyrihans, om hun fikk Lov til å klappe den deilige Guldgaasen hans.

„Kan så,“ sa Tyrihans; „men du får ikke nappe fjærene av den!“

I det samme hun klappet på fuglen, sa han:

„Vil du være med, så heng fast!“ Kjerringen sled og rev; men hun måtte henge med, enten hun ville eller ikke, og Tyrihans gikk fremover, som om han var alene med Guldgaasen. Da han hadde gått et stykke til, traff han en mann, som var sint på kjerringen for et puss, hun hadde gjort, da hun var ung. Da han så det, at hun stred så hardt for å bli fri, og at hun satt så inderlig vel fast, syntes han, at han trygt kunne gi henne et spark til takk for sist, og han spente til kjerringen med den ene foten.

„Vil du være med, så heng fast!“ sa Tyrihans, og mannen måtte følge med og hinke på et Ben, enten han ville eller ikke, og når han nappet og sled og ville løs, var det enda verre for ham, for da var han ferdig til å dumpe baklengs, rett som det var.

Nå gikk det et godt stykke, til de kom bortimot kongsgården. Der møtte de Kongens smed; han skulle gå til smia og hadde en stor Smidjetang i hånden. Denne smed var en lystig fyr, som alltid var full av galskap og 265Skjelmstykker, og da han så dette følge kom hoppende og hinkende og dumpende, lo han først, så han stod tvekroket; men så sa han:

„Det er nok en ny gåseflokk, prinsessen skal ha, det; skal tro, hvem der er gasse, og hvem der er gjess av dem? Det må vel være gassen den, som rugger i forveien. Gås, gås, gås, gås, gås!“ lokket han og kastet med hånden, som om han strødde ut korn for gjessene.

Men flokken stanset ikke, — kjerringen og mannen så bare arrig på smeden, fordi han gjorde narr av dem. — Så sa smeden: „Det skulle være artig å stanse hele gåseflokken,“ og så tok han tak med Smidjetangen bak i den gamle mannen, og mannen skreg og vred seg; men Tyrihans sa:

„Vil du være med, så heng fast!“

Så måtte smeden også med. Han slo nok bukt på ryggen, tok spennetak i bakken og ville løs; men det hjalp ikke, han satt så fast, som han var skrudd i det store Skruestedet i smia, og enten han ville eller ikke, måtte han danse med.

Da de kom frem imot kongsgården, for gårdshunden imot dem og gjøede, som det var Skrub eller fanter, og da kongsdatteren skulle se ut igjennom vinduet, hva der var paafærde, og fikk Øye på dette fantefølge, begynte hun å le. Men Tyrihans var ikke fornøyet med det. „Bi litt, hun skal nok få latterdøren bedre opp om en stund!“ sa han og gjorde en tur bakenom kongsgården med følget sitt.

Da de kom forbi kjøkkenet, stod døren åpen, og kokken holdt på å stampe grøden; men da hun fikk se Tyrihans og flokken, kom hun farende ut i døren med tvaren i den ene hånd og en Kokkeslev, full av rykende grøt, i den annen og lo, så hun rystet, og da hun fikk se, at smeden var med, slo hun seg på låret og lo enda mer, for ham var hun harm på, fordi han hadde gjort narr av henne en gang. Men da hun hadde ledd riktig ut, syntes hun også, at Guldgaasen var så deilig, at hun måtte klappe den.

„Tyrihans, Tyrihans!“ skreg hun og kom løpende etter med grøtsleiven i neven, „får jeg Lov å klappe den vene fuglen, du har?“

266„La henne heller klappe meg!“ sa smeden.

„Ja, kan så!“ sa Tyrihans.

Men da kokken hørte det, ble hun sint. „Hva er det, du sier!“ skreg hun og drev til smeden med grøtsleiven.

„Vil du være med, så heng fast!“ sa Tyrihans; så satt hun fast, hun også, og alt hun skjendte, og alt hun sled og rev, og så vill hun var, måtte hun hinke med. Men da de kom utenfor vinduet til kongsdatteren, stod hun og ventet på dem, og da hun så, de hadde fått kokken med, slo hun opp hele latterdøren og lo, så Kongen måtte holde på henne. Så fikk Tyrihans prinsessen og det halve kongerike, og bryllup holdt de, som varte over åtte dager. De turede og danset og drakk og hadde moro, og for ikke de vel, så gid du må fare enda bedre.

P. Chr. Asbjørnsen.