Det var engang en Konge, som havde en Datter, der var saa deilig, at hun var navnspurgt baade vidt og bredt; men hun var saa alvorlig af sig, at hun aldrig kunde le, og saa knibsk paa det, at hun sagde nei til alle dem, som kom og friede til hende, og ikke vilde hun have nogen, enten de var Prinser eller Herremænd, eller om de var aldrig saa brave. Kongen var kjed af dette for længe siden og syntes, at hun kunde gifte sig, hun som andre, hun havde ikke noget at vente efter; hun var gammel nok, og rigere blev hun ikke heller, for halve Riget skulde hun have, det var Modersarven hendes.
Saa lod han lyse op paa Kirkebakken baade fort og snart, at den, som kunde faa hans Datter til at le, han skulde have hende og halve Kongeriget atpaa. Men dersom der var 262nogen, som prøvede og ikke kunde faa hende til, skulde de skjære tre røde Remme af Ryggen hans og strø Salt i, og Gud bevare dig vel, hvor mange saare Rygge der blev i det Kongerige! Der kom mange farende baade fra Syd og fra Nord og fra Øst og fra Vest og troede, det var ingen Sag at faa en Kongsdatter til at le. Og rare Karle var det ogsaa, som kom. Men alle de Abefynter de gjorde, saa var Kongsdatteren lige stø og alvorlig, hun.
Tæt ved Kongsgaarden boede der en Mand, som havde tre Sønner. De fik ogsaa spurgt dette, at Kongen havde lyst op, at den, som kunde faa Kongsdatteren til at le, skulde faa baade hende og halve Kongeriget.
Den ældste vilde nu iveien først; saa strøg han afgaarde, og da han kom til Kongsgaarden, sagde han til Kongen, han vilde friste at faa Kongsdatteren til at le.
„Ja, det er vel nok,“ sagde Kongen; „men det kan vist lidet nytte, min Mand, for her har været saa mange, som har prøvet sig; min Datter er saa sorgmodig, at det ikke nytter, og jeg vilde nødig føre flere i Ulykke.“
Men han mente nok, det skulde nytte. Det kunde ikke være nogen farlig Sag at faa en Kongsdatter til at le for ham, for de havde leet saa mange Gange af ham, baade fornemme og simple, da han tjente Soldat og exercerte under Nils Fløimand. — Saa lagde han ud paa Traakken udenfor Vinduet til Kongsdatteren og begyndte at exercere efter Nils Fløimand. Men det hjalp ikke. Kongsdatteren var lige stø og alvorlig, hun smilte ikke engang. Saa tog de ham tilsidst og skar tre brede, røde Remme af Ryggen hans og sendte ham hjem igjen.
Da han vel var kommen hjem, vilde den anden Søn iveien. Denne var Skolemester, og en artig Figur var det. Han var lavhalt, var han, og det saa det forslog. I det ene Øieblik var han liden som en Gutunge; men naar han reiste sig paa det lange Benet sit, blev han stor og lang som et Trold; men til at lægge ud var han svær.
Da denne kom til Kongsgaarden og sagde, han vilde have Kongsdatteren til at le, syntes Kongen, at det ikke kunde være saa urimeligt; Skolemesteren saa ham ud til noget af hvert. „Men Gud trøste dig, faar du hende ikke til at le,“ 263sagde Kongen; Remmene skjærer vi bredere for hver, der prøver sig.”
Skoleholderen strøg ud paa Traakken; der stillede han sig op udenfor Vinduet til Kongsdatteren, og han prækte og messede efter syv Prester og læste og sang efter syv Klokkere, som havde været i Bygden der. Kongen lo af Skolemesteren, saa han maatte holde sig i Svalstolpen, og Kongsdatteren vilde til at trække paa Smilebaandet; men saa var hun lige stø og alvorlig igjen, og saa gik det ikke bedre med Paal Skolemester, end det var gaaet med Per Soldat, — for Per og Paal hed de, maa vide. — De tog ham og skar tre røde Remme af Ryggen hans, strøede Salt i, og saa sendte de ham hjem igjen.
Saa vilde den yngste iveien, og det var Tyrihans. Men Brødrene lo bare af ham og viste ham de saarede Ryggene sine, og Faderen vilde ikke give ham Lov, for han sagde, det kunde da ikke nytte for ham, som ikke havde noget Vid; han kunde jo Ingenting, og han gjorde Ingenting, han sad bare i Peisen som en Kat og grov i Asken og spikkede Tyristikker og lyste med. Men Tyrihans gav sig ikke, han gnaalede og gnog saa længe, til de blev kjede af Gnaalet hans, og tilsidst fik han Lov til at gaa til Kongsgaarden og friste Lykken.
Da han kom til Kongsgaarden, sagde han ikke det, at han vilde faa Kongsdatteren til at le; men han bad, om han kunde faa Tjeneste der. Nei, de havde ikke nogen Tjeneste for ham; men Tyrihans gav sig ikke for det; de kunde vist behøve en til at bære Ved og Vand til Kokkegjenten i slig en Gaard, sagde han; ja, det syntes Kongen ikke kunde være saa urimeligt, og han var vel kjed af Gnaalet hans, han og; saa skulde Tyrihans faa Lov at være der og bære Ved og Vand til Kokkegjenten tilsidst.
Da han skulde hente Vand i Bækken en Dag, fik han se en stor Fisk, som stod under en gammel Fururod, som Vandet havde skaaret bort Jorden under; han satte Bøtten sin saa sagte under Fisken. Men da han skulde gaa hjem til Kongsgaarden, mødte han en gammel Kjærring med en Guldgaas under Armen.
264„God Dag, Bedstemor!“ sagde Tyrihans. „Det var en ven Fugl, I har; og saa gilde Fjer da! Naar en havde slige Fjer, kunde han slippe at spikke Tyrilyser,“ sagde han.
Kjærringen syntes vel saa godt om Fisken, Hans havde i Bøtten sin, og sagde, at om Hans vilde give hende Fisken, skulde han faa Guldgaasen, og den var slig, at naar nogen rørte ved den, blev han hængende fast, bare han sagde: „Vil du være med, saa hæng fast!“
Ja, det Byttet vilde Tyrihans gjerne gjøre. „Fugl er vel saa brav som Fisk,“ sagde han ved sig selv; „er den slig, som du siger, kan jeg gjerne bruge den til Fiskekrog,“ sagde han til Kjærringen og var vel fornøiet med Gaasen. Han havde ikke gaaet langt, før han mødte en gammel Kjærring. Da hun saa den deilige Guldgaasen, maatte hun bort og kramse paa den. Hun gjorde sig saa sød og lækker, og saa bad hun Tyrihans, om hun fik Lov til at klappe den deilige Guldgaasen hans.
„Kan saa,“ sagde Tyrihans; „men du faar ikke nappe Fjerene af den!“
I det samme hun klappede paa Fuglen, sagde han:
„Vil du være med, saa hæng fast!“ Kjærringen sled og rev; men hun maatte hænge med, enten hun vilde eller ikke, og Tyrihans gik fremover, som om han var alene med Guldgaasen. Da han havde gaaet et Stykke til, traf han en Mand, som var sindt paa Kjærringen for et Puds, hun havde gjort, da hun var ung. Da han saa det, at hun stred saa haardt for at blive fri, og at hun sad saa inderlig vel fast, syntes han, at han trygt kunde give hende et Spark til Tak for sidst, og han spændte til Kjærringen med den ene Foden.
„Vil du være med, saa hæng fast!“ sagde Tyrihans, og Manden maatte følge med og hinke paa et Ben, enten han vilde eller ikke, og naar han nappede og sled og vilde løs, var det endda værre for ham, for da var han færdig til at dumpe baglængs, ret som det var.
Nu gik det et godt Stykke, til de kom bortimod Kongsgaarden. Der mødte de Kongens Smed; han skulde gaa til Smidjen og havde en stor Smidjetang i Haanden. Denne Smed var en lystig Fyr, som altid var fuld af Galskab og 265Skjelmstykker, og da han saa dette Følge kom hoppende og hinkende og dumpende, lo han først, saa han stod tvekroget; men saa sagde han:
„Det er nok en ny Gaaseflok, Prinsessen skal have, det; skal tro, hvem der er Gasse, og hvem der er Gjæs af dem? Det maa vel være Gassen den, som rugger i Forveien. Gaas, Gaas, Gaas, Gaas, Gaas!“ lokkede han og kastede med Haanden, som om han strøede ud Korn for Gjæssene.
Men Flokken standsede ikke, — Kjærringen og Manden saa bare arrig paa Smeden, fordi han gjorde Nar af dem. — Saa sagde Smeden: „Det skulde være artigt at standse hele Gaaseflokken,“ og saa tog han Tag med Smidjetangen bag i den gamle Manden, og Manden skreg og vred sig; men Tyrihans sagde:
„Vil du være med, saa hæng fast!“
Saa maatte Smeden ogsaa med. Han slog nok Bugt paa Ryggen, tog Spændetag i Bakken og vilde løs; men det hjalp ikke, han sad saa fast, som han var skruet i det store Skruestedet i Smidjen, og enten han vilde eller ikke, maatte han danse med.
Da de kom frem imod Kongsgaarden, for Gaardshunden imod dem og gjøede, som det var Skrub eller Fanter, og da Kongsdatteren skulde se ud igjennem Vinduet, hvad der var paafærde, og fik Øie paa dette Fantefølge, begyndte hun at le. Men Tyrihans var ikke fornøiet med det. „Bi lidt, hun skal nok faa Latterdøren bedre op om en Stund!“ sagde han og gjorde en Tur bagenom Kongsgaarden med Følget sit.
Da de kom forbi Kjøkkenet, stod Døren aaben, og Kokken holdt paa at stampe Grøden; men da hun fik se Tyrihans og Flokken, kom hun farende ud i Døren med Tvaren i den ene Haand og en Kokkeslev, fuld af rygende Grød, i den anden og lo, saa hun rystede, og da hun fik se, at Smeden var med, slog hun sig paa Laaret og lo endda mere, for ham var hun harm paa, fordi han havde gjort Nar af hende en Gang. Men da hun havde leet rigtig ud, syntes hun ogsaa, at Guldgaasen var saa deilig, at hun maatte klappe den.
„Tyrihans, Tyrihans!“ skreg hun og kom løbende efter med Grødsleven i Næven, „faar jeg Lov at klappe den væne Fuglen, du har?“
266„Lad hende heller klappe mig!“ sagde Smeden.
„Ja, kan saa!“ sagde Tyrihans.
Men da Kokken hørte det, blev hun sindt. „Hvad er det, du siger!“ skreg hun og drev til Smeden med Grødsleven.
„Vil du være med, saa hæng fast!“ sagde Tyrihans; saa sad hun fast, hun ogsaa, og alt hun skjendte, og alt hun sled og rev, og saa vild hun var, maatte hun hinke med. Men da de kom udenfor Vinduet til Kongsdatteren, stod hun og væntede paa dem, og da hun saa, de havde faaet Kokken med, slog hun op hele Latterdøren og lo, saa Kongen maatte holde paa hende. Saa fik Tyrihans Prinsessen og det halve Kongerige, og Bryllup holdt de, som varede over otte Dage. De turede og dansede og drak og havde Moro, og for ikke de vel, saa gid du maa fare endda bedre.
P. Chr. Asbjørnsen.