43. Den forurettede Hest.
Andersen
Der var en Fyrste i Grækenland;Dengang han besteg sin Throne,Han svor at ville hævde som MandRetfærd, han svor ved sin Krone.
Paa Torvet blev reist en Søile af Sten,Høit paa den en Sølvklokke hængte;Og der skulde ringes af hver og en,Hvem Uret og Nød betrængte.
Og Klokken lød høit; hver skede hans Ret;Aar gik, og Klokken hang stille.Om Søilen stod Græs, den grønneste Plet,Som nogen sig tænke vilde.
Ja Laurbær og Kaktus og Slyngplanter skjøntSig fæsted rundtom i Stenen,Saa Klokken var skjult af det tætteste grøntBag Ranken og Laurbærgrenen.
En Dag da hørtes Klokken igjen,Den rent var kommen af Tanker;En udhungret Hest havde fundet derhenOg aad af de grønne Ranker.
Dens Ryg var i Blod, saa haardt den led,Og Fyrsten bød høit for dem alle:„Selv Dyret skal lide Retfærdighed,Dets Herre for Dommen vi kalde!“
H. C. Andersen.
43. Den forurettede hest.
Andersen
Der var en fyrste i Grækenland;Dengang han besteg sin trone,Han svor å ville hevde som mannRettferd, han svor ved sin krone.
På Torvet ble reist en søyle av Sten,Høyt på den en Sølvklokke hengte;Og der skulle ringes av hver og en,Hvem Uret og nød betrengte.
Og Klokken lød høyt; hver skjedde hans rett;År gikk, og klokken hang stille.Om søylen stod gress, den grønneste plett,Som noen seg tenke ville.
Ja laurbær og kaktus og slyngplanter skjøntSig festet rundt om i steinen,Så klokken var skjult av det tetteste grøntBak ranken og Laurbærgrenen.
En dag da hørtes klokken igjen,Den rent var kommet av tanker;En uthungret hest hadde funnet derhenOg åt av de grønne ranker.
Dens rygg var i blod, så hardt den led,Og Fyrsten bød høyt for dem alle:„Selv dyret skal lide rettferdighet,Dets Herre for dommen vi kaller!“
H. C. Andersen.