En nordamerikansk Indianer fandt en Dag, da han vendte tilbage fra Jagten til sin Hytte, der laa dybt inde i Skoven under høie Trær, at et stort Stykke Kjød, som han havde hængt op for at tørres, var blevet ham frastjaalet. Strax saa han sig omhyggelig om paa Jorden og i Nærheden af Hytten, stod et Øieblik stille i dyb Eftertanke og begav sig afsted for at forfølge Tyven.
Nu vil I vistnok spørge, om der var noget tydeligt Spor af Tyven, eller om han maaske havde seet ham. Ingen af Delene var Tilfældet, og alligevel vidste Indianeren, hvorledes Tyven omtrent saa ud; thi da han paa sin Vei mødte flere Folk, spurgte han, om de ikke havde seet en gammel og liden hvid Mand med et kort Gevær og en liden Hund med afhuggen Hale.
252De havde rigtignok mødt en Mand, der svarede til denne Beskrivelse, og da han havde et saadant Stykke Kjød paa Ryggen, som Indianeren savnede, maatte han vist være Tyven. Da det imidlertid under Samtalen viste sig, at Indianeren aldrig havde seet Tyven, spurgte hine ham, hvorfra han havde faaet Beskrivelse over den, som han forfulgte. Indianeren svarede: „At Tyven er en liden Mand, ved jeg deraf, at han havde lagt Stene paa hverandre for at kunne naa Kjødstykket, som jeg kunde naa uden denne Hjelp. Paa hans korte Skridt over det tørre Løv i Skoven kunde jeg merke, at han er gammel, samt at han er en hvid, fordi hans Fodspor gaar udad, hvilket aldrig er Tilfældet med de vildes. Hans Gevær maa være lidet; thi paa Træet, hvortil han lænede det, havde han temmelig langt nede stødt et Stykke Bark af med Løbet, og at hans Hund ikke er stor og har en afstumpet Hale, saa jeg af Aftrykket i Sandet, hvor den havde siddet, medens dens Herre hentede mit Kjød.“