250

Der var en Kone paa Landet,Hun havde en Høne blandt andet.Nu, lægge Eg er Hønens Fag,Og denne gav et hver evige Dag;Det var et Par Snese, da de blev talt, —Se, dette fandt Konen ikke saa galt.

Hun dem forsigtig i Kurven fik,Tog den paa Hovedet og gik.Til Staden styred hun sin Gang;Men hun var ene og Veien lang,Skjønt hun gik til af alle Kræfter. —Nu tænkte hun over og regned efter,Hvor godt hun fik sine Eg betalt;Og det var jo heller ikke saa galt.

„Ja vist!“ saaledes hun gaar og taler,„For disse faar jeg en hel Rigsdaler;For den vil jeg kjøbe to Høns — lad se,Med den der hjemme har jeg da tre.Hver lægger Eg, og om ikke længeKan jeg handle igjen og komme til Penge;Jeg kjøber tre Høns til de tre, jeg har, —Se, det bliver sex! — deres Eg jeg ta'r;Jeg sælger det halve, den anden RestSkal ruges til Kyllinger, det er bedst;Jeg faar da en Hønsegaard, — tænk dig bare!Og den tager til; det er holden Vare!251En Del lægger Æg, en Del ruger ud, —Hvor jeg bliver rig, du søde Gud!Jeg kjøber to Gjæs og et lidet Faar,Og bedre og bedre Handelen gaarMed Æg og med Høns og med Fjær og med Uld, —Tilsidst faar jeg Pengeposen fuld!Jeg kjøber en Gris, jeg kjøber en Ko;Hvo ved, — maaske jeg kan kjøbe to?

Se, det giver af sig! Og efter et AarHar jeg Hus og Folk og Kjør og Faar. —Saa kommer en Frier ind i min Stue,Han kysser min Haand, og jeg bliver Frue,For han har en Gaard, der er større end min;Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fin!Jeg taaler ikke den mindste Snakken; —Jo, jeg skal vide at kneise med Nakken!”

Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa —Klask! — Æggene der paa Jorden laa!Med dem den hele Lyksalighed faldt,Og det var i Grunden slet ikke saa galt!

H. C. Andersen.

250

Der var en kone på landet,Hun hadde en høne blant annet.Nå, legge egg er Hønens fag,Og denne ga et hver evige Dag;Det var et par Snese, da de ble talt, —Se, dette fant konen ikke så galt.

Hun dem forsiktig i kurven fikk,Tok den på hodet og gikk.Til staden styrte hun sin gang;Men hun var ene og Veien lang,Skjønt hun gikk til av alle krefter. —Nå tenkte hun over og regnet etter,Hvor godt hun fikk sine egg betalt;Og det var jo heller ikke så galt.

„Ja vist!“ således hun går og taler,„For disse får jeg en hel riksdaler;For den vil jeg kjøpe to høns — la se,Med den der hjemme har jeg da tre.Hver legger egg, og om ikke lengeKan jeg handle igjen og komme til penger;Jeg kjøper tre høns til de tre, jeg har, —Se, det blir seks! — deres egg jeg ta'r;Jeg selger det halve, den annen restSkal ruges til kyllinger, det er best;Jeg får da en hønsegård, — tenk deg bare!Og den tar til; det er holden Vare!251En del legger egg, en del ruger ut, —Hvor jeg blir rik, du søte Gud!Jeg kjøper to gjess og et lite får,Og bedre og bedre handelen gårMed egg og med høns og med fjær og med ull, —Til sist får jeg Pengeposen full!Jeg kjøper en gris, jeg kjøper en Ko;Hvo vet, — maaske jeg kan kjøpe to?

Se, det gir av seg! Og etter et årHar jeg hus og folk og Kjør og får. —Så kommer en Frier inn i min stue,Han kysser min hånd, og jeg blir frue,For han har en gård, der er større enn min;Jeg blir så fornem, så stolt og så fin!Jeg tåler ikke den minste snakken; —Jo, jeg skal vite å kneise med nakken!”

Og rett som hun sa det, gjorde hun så —Klask! — Eggene der på jorden lå!Med dem den hele Lyksalighed falt,Og det var i grunnen slett ikke så galt!

H. C. Andersen.