242

Morten Hansen havde været Soldat og tjent sit Fædreland i Krigstid. Da han havde tjent ud og kom hjem til sin egen Bygd, var begge hans Forældre døde. Det var ikke andet efter dem end en Hytte med en Haveflek til. En Dag, som han gik og saa sig om ude i Skoven og tænkte paa, hvad han bedst skulde tage sig til for at tjene sit Brød, kom han til at se paa alle de Stubber og Rødder, som stod igjen efter nedhugne Trær. „Hvor megen god Ved her staar og raadner bort,“ tænkte han. Især var det mange Stubber efter Løn og Valbirk, og han vidste, at det er Ved, som baade er fast og flammet. Han var flink til at dreie og skjære ud i Træ, og nu faldt det ham ind, at han kanske kunde gjøre sig Nytte af noget, som ellers ingen brød sig om. Han ledte ud de bedste Stykker af mange Slags aaret og flammet Ved, tog dem med sig hjem og dreiede og skar ud deraf Æsker, Pibehoveder og andre Ting med mange Figurer, Blomster og Snirkler paa og polerte dem. Folk syntes godt om hans Arbeide, det blev kjøbt saa fort, som det blev færdigt, og fra den Tid af havde han nok at gjøre og nok at leve af.

Morten var agtet og afholdt af alle, som kjendte ham. Han var flittig og sparsom, og inden kort Tid kom han saa vidt, at han kunde lægge Penge op. Han slog ikke stort paa, som mange andre i hans Sted vilde have gjort. Hytten, han havde faaet efter Forældrene, rev han ikke ned for at bygge et Hus isteden; han rettede og stelte bare paa den, saa han godt kunde bo der. Trævæggene lod han blive, som de havde været, saalænge han kunde mindes, han syntes bedst om den brune Træfarve, de havde; men nye, klare Ruder lod han sætte i Vinduerne, og Hytten saa vakker ud, der den laa mellem Pæretrær, som var et Par Gange høiere end Taget, og Æbletrær, som strakte Grenene saa langt ud, at de mødtes over Mønet.

Nu syntes Morten, han ogsaa kunde tænke paa at gifte sig, og det gjorde han. Han tog sig en Kone, som han holdt af, og levede lykkelig med hende. De havde to Børn, en Søn og en Datter, som begge slegtede paa Forældrene og skikkede sig vel.

243Men med Tiden blev Morten igjen alene i Hytten; thi Konen døde, og Børnene havde selv faaet Hus og Hjem. Han havde en liden Sønnesøn, som var opkaldt efter ham; denne tog han til sig for ikke at være rent alene.

Naar Bedstefaderen gik i Skoven for at bryde Rødder og Ved til Træskjærerarbeidet, som han endnu drev paa, maatte lille Morten altid være med. Det var en Helg for Gutten; intet Sted syntes han, det kunde være deiligere end i Skoven. Der lærte Bedstefaderen ham at skjelne mellem Trærne, saa han kunde kjende dem paa Væxten, enten han saa Løvet eller ikke, eller paa Veden, naar bare Stubben stod igjen. „Der findes ikke større Guds Gave end Skoven,“ sagde gamle Morten. „Hvad skulde vi gjøre, naar vi ikke havde den? Der er nu Furu og Gran; dem er det mest af, og det er simpel, blød Ved, især Granen; men den er god at arbeide i, baade retkløvet og letkløvet, og derfor bruger Folk ogsaa mest af den. Saa er det Eg og Bøg; det er stolte Trær, og de maa til, naar noget skal være sterkt. Aldrig skal du se to Slags Ved har samme Farve; noget er næsten saa hvidt som Elfenben, og andet er igjen rødagtigt, brunt eller gult. Men ingen Ved er som Rodveden af Løn og Valbirk; den er næsten saa haard som Sten, smaaprikket og saa fin, saa du ser ikke Gaarerne i den engang.“

Det var en Mængde Sangfugle i Skoven, og Gutten var ligesaa glad i disse, som Bedstefaderen var i Trærne. Han lagde nøie Merke til, hvorledes de saa ud, og kjendte dem paa Røsten allesammen. Han havde den største Lyst til at fange nogle af dem; men naar han bad Bedstefaderen om Lov til det, svarede denne altid: „Aa, nei vist ikke, hvad skulde det være til?“

„Det var saa morsomt at have dem hjemme i Stuen og høre dem synge,“ sagde Morten.

„Du hører dem jo her i Skoven,“ sagde Bedstefaderen, „det er meget vakrere. Dersom du var en liden Fugl, havde du saa Lyst til at blive stængt ind i et Bur, tror du?“

En Dag ud paa Høsten var Bedstefaderen og Gutten i Skoven igjen. De havde sat sig til at spise Middag paa en stor Egestub i en Rydning, hvor Solen skinnede. Allerbedst det var, kom en Dompap hoppende henimod det Sted, hvor 244de sad, og Morten kastede nogle Brødsmuler til den. Først blev den ræd og fløi sin Vei; men siden kom den igjen og gav sig til at pille Smulerne op.

„Ser du Dompappen, Bedstefader?“ sagde Morten og hviskede for ikke at skræmme Fuglen. „Det skulde vel være morsomt at have den hjemme i Stuen i Vinter!“

„Det kunde nok lade sig gjøre,“ sagde Bedstefaderen. „Dompappen vil gjerne være hos Folk, den trives endogsaa bedst i Hus om Vinteren.“

Og nu lærte Bedstefaderen ham at sætte op Limpinder til at fange Dompapper med.

Hver Dag var Morten i Skoven for at se til Limpinderne; men aldrig var det nogen Fugl paa dem. Endelig kom han hjem en Dag og havde fanget en Dompap. Da var han vel glad.

„Bedstefader!“ raabte han, „her skal du se en Dompap! „Se, hvor rød den er i Brystet, og hvilke klare, sorte Øine den har! Har du seet noget saa vakkert før?“

Han slap Fuglen i Stuen, og den var slet ikke bange. Den fløi lige hen i Vindueskarmen, sad der en Stund og gjorde sig tilgode med halvdøde Fluer, siden satte den sig paa Kanten af Grødfadet og hakkede med Nebbet i Grøden og gav sig saa til at plaske med Vingerne i en Skaal med Vand, som stod paa Bordet. Morten havde hugget et lidet Grantræ i Skoven, det stillede han op i det ene Hjørne i Stuen, og strax kom Dompappen og satte sig paa det.

„Du synes nok, du kjender dig igjen der,“ sagde Morten.

Dompappen hoppede nok saa lystig omkring fra den ene Gren til den anden, tittede frem mellem Kvistene, og tilsidst satte den sig øverst i Grantoppen, lagde Hovedet paa Siden og gav sig til at fløite.

Fuglen blev snart saa kjendt med Morten, at han kunde lade den spise af Haanden, og naar han sad ved Bordet, kom den og satte sig paa Kanten af Tallerkenen og spiste med. Stod Vinduet oppe, saa fløi den ud i Haven og hoppede omkring der en Stund, men kom altid ind igjen af sig selv.

En Søndag Aften sagde Bedstefaderen: „Herregud, hvor Tiden gaar! Om Tirsdagen har vi alt Mortensdag. Ifjor paa denne Tid levede din Bedstemoder endnu; hun havde 245altid en Gaas paa Gjødstien til den Dag, og Mortensaften spiste vi Gaasesteg. Men iaar vanker det nok ingen Gaasesteg, for jeg har ikke tænkt paa at skaffe nogen Gaas, og nu er det vel ingen at faa kjøbt.“

Dermed tog han Hat og Stok og gik til Vertshuset for at læse Bladene, som han pleiede Søndag Aften; men det var ikke frit for, at Bedstefader var lidt grætten, det skjønte Morten godt.

Lidt efter kom en Gut ind, som hed Adolf og var Søn af en rig Mand, der hed Berg, og som boede paa en stor Gaard. Han skulde bestille nogle Pibehoveder af gamle Morten for sin Fader. Han fik se Dompappen, som sad og pikkede Hampefrø af Haanden paa Morten, og syntes saa godt om den, saa han strax vilde kjøbe den.

„Hvad vil du have for den?“ spurgte han.

„Jeg vil slet ikke sælge den,“ svarede Morten.

„Naar jeg nu byder dig en Daler for den?“ sagde Adolf.

„For en Daler,“ tænkte Morten, „kan jeg kjøbe en Gaas til Bedstefader.“

„Saa tag den da,“ sagde han; „men vær god mod den, klip ikke Vingerne paa den og pas vel paa, at ikke Katten faar Tag i den.“

Nu løb Morten fra det ene Hus til det andet og spurgte, om der var en Gaas at faa kjøbt. En Bondekone havde en stor, fed en, som hun ikke selv havde Brug for; men hun kunde ikke sælge den for en Daler, sagde hun. Morten fortalte hende, at han havde solgt Fuglen, som han holdt saa meget af, forat Bedstefaderen skulde faa Gaasesteg om Mortensaften, og at han ikke havde mere end den Daler. Bondekonen syntes Synd i ham.

„Ja ja, saa faar du tage den da,“ sagde hun; „bedre Gaas har Bedstefader aldrig spist nogen Mortensaften, det skal jeg svare for.“

Næste Aften havde Morten det travelt. De havde ingen Pige i Huset; men Bondekonen, som Morten kjøbte Gaasen af, havde lovet at hjelpe ham med at stege den. Da det led mod den Tid, at Bedstefaderen pleiede at spise til Aften, var Bordet dækket og Alting istand. I det samme han kom ind af Døren, gik Morten hen og bukkede dybt for ham, fremsagde 246et Vers, Skolemesteren havde lært ham, hvori han gratulerede Bedstefaderen til hans Navnedag, og sprang saa ud i Kjøkkenet efter den stegte Gaas, som han satte midt paa Bordet. Bedstefaderen saa paa Gaasen og paa Gutten og vidste ikke, hvad han skulde tænke.

„Hvor har du faaet den fra, Gut?“ sagde han og saa lidt alvorlig paa ham.

Morten vilde nødig ud med det; men tilsidst kom det dog frem, at han havde solgt Dompappen og kjøbt Gaasen for Pengene.

Bedstefaderen sagde ikke stort; men medens han skar Gaasen istykker, maatte han vende sig bort et Par Gange for at tørre Øinene. De bedste Stykker lagde han paa Tallerkenen til Morten, som var sjæleglad og spiste og snakkede i et væk.

Med engang bankede det paa Døren, og en Tjener kom ind. Han havde en Hilsen fra Herskabet paa den store Gaard, de ønskede gamle Morten til Lykke paa hans Navnedag og sendte ham en Flaske Vin, som de bad ham drikke til Stegen. De havde hørt, sagde Tjeneren, hvorledes Morten var kommen til Gaasen.

„Ser du det, Bedstefader,“ sagde Morten, da Tjeneren var gaaet, „nu har Dompappen skaffet os baade Steg og Vin.“

Morten savnede Fuglen mere, end han vilde lade sig merke med. Han syntes ikke, Maden smagte saa godt som før, siden han ikke mere kunde dele den med Dompappen, og hver Gang han kom til at se hen i Krogen, hvor Grantræet stod endnu, var han nær ved at græde. En Aften sad Morten og Bedstefaderen ved Ovnen og snakkede sammen. Det var mørkt i Veiret, derfor havde de holdt op at arbeide tidligere end ellers. Det sneede og regnede paa en Gang, og Vinden susede i Trærne udenfor Hytten. Med et tiede Morten stille og gav sig til at lytte.

„Det er en Fugl, som pikker paa Ruden,“ sagde han.

Han sprang bort til Vinduet, lukkede det op, og Fuglen fløi ind og satte sig paa hans Skulder. Det var Dompappen; om den ikke havde havt en rød Silketraad om Benet, saa havde nu Morten kjendt den ligevel.

247„Kommer du igjen?“ sagde Morten; „vil du ikke være paa den store Gaarden? vil du heller være hos mig kanske? Ja, jeg vilde nok gjerne have dig, jeg, Fuglen min,“ sagde han og strøg og kyssede den; „men du maa hjem igjen, ser du, det er ikke Raad for det.“

„Det er rigtigt, Morten,“ sagde Bedstefaderen; „Fuglen maa hjem igjen, den er ikke din mere.“

„Men tænk, Bedstefader,“ sagde Morten, „at den ikke har glemt mig, og at den kunde finde Veien hid igjen.“

„Ja, snak nu ikke mere om det; men skynd dig og gaa med den,“ sagde Bedstefaderen; „de savner den vist deroppe.“

Morten satte Luen paa Hovedet, puttede Fuglen ind paa Brystet og sprang afsted op til Gaarden.

Der blev han vist ind i Stuen til Fruen og Adolf. Han blev staaende ved Døren og holdt Dompappen paa Haanden. Adolf sprang hen til ham.

„Er det dig, Morten?“ sagde han. „Og Dompappen har du med dig? Men hvorledes har du faaet fat i den? Den fløi ud af Vinduet for en Stund siden, og jeg ventede ikke at faa se den mere.“

Morten fortalte, hvorledes det var gaaet til, og rakte ham Fuglen; men det var godt at se, at han nødig skilte sig ved den.

„Du ser nok, Adolf,“ sagde Fruen, „at Morten og Dompappen holder lige meget af hinanden. Jeg vilde ikke skille dem, var jeg i dit Sted.“

„Det vil jeg heller ikke, kjære Moder,“ sagde Adolf. „Se der, Morten, har du Fuglen igjen; naar du hernæst fanger en Dompap, kan du give mig den.“

„Du er en brav Gut, Morten,“ sagde Fruen. „Jeg har rigtignok ingen Dompap at give dig; men her er en Guldfugl, vil du have den?“ sagde hun og stak en blank Guldpenge i Haanden paa ham.

Morten bukkede og takkede mange Gange. Han gjorde ikke Veien lang mellem Gaarden og Bedstefaderens Hytte.

„Se her, Bedstefader!“ raabte han og gjorde et Hop fra Døren og midt ind paa Stuegulvet, „her er baade Dompappen og jeg. Nu er det tredie Gang, den kommer til os, og en Lykkefugl er det, baade naar den gaar, og naar den 248kommer. Se, den fik jeg af Fruen paa Gaarden,” sagde han og viste frem Guldpengen.

„Ja, Ærlighed er ogsaa en Lykkefugl,” sagde Bedstefaderen, „glem aldrig det.”

Fra den Dag af gik Adolf aldrig forbi gamle Mortens Hytte uden at se ind om Døren og spørge, hvorledes det stod til med Dompappen. Han og Morten blev gode Venner, og Adolfs Forældre saa det gjerne; thi de havde ogsaa fattet Godhed for Morten og bad ham ofte op paa Gaarden.

Morten var fjorten Aar gammel, og Bedstefaderen vilde gjerne sætte ham i Snedkerlære. Morten havde selv den største Lyst til Haandværket; men Forældrene kunde ikke hjelpe ham; de havde saa mange Børn at sørge for, og Bedstefaderen havde mindre at gjøre med nu, end han havde havt før. De opsparede Penge var gaaet med til at hjelpe Sønnen og Datteren frem, og siden havde han tjent meget mindre ved Træskjærerarbeidet, fordi det nu var flere, som lagde sig efter det. Han grundede ofte paa, hvad han skulde gjøre for at skrabe saa mange Penge sammen, at Morten kunde komme i Lære hos en duelig Snedker.

En Dag var Morten gaaet op paa Gaarden. Det var Adolfs Fødselsdag, og han havde faaet en Skrivepult af sine Forældre med meget kunstig indlagt Arbeide. Morten saa nøie paa Pulten og dreiede og vendte den paa alle Kanter.

„Hvad synes du om den?” sagde Adolf.

„Det er et godt Arbeide og vakkert Træ; jeg har aldrig seet det vakrere,” svarede Morten.

„Men hvorledes kan det være saa mange Farver i Træet?” spurgte Adolf, „det ser ikke ud, som det var malt heller.”

„Det kommer af, at det er forskjellig Slags Træ, og hvert har sin Farve,” sagde Morten. „Veden af Nøddetrær er mørkebrun, naar den er poleret, af Kirsebærtrær er den rødbrun, af Pæretrær gul, og Lønnetræ er hvidt som Elfenben. Og saa mange Slags er brugt til Indlægningerne her, ser jeg.”

Adolfs Fader hørte, hvad Morten sagde.

„Du skjønner dig godt paa Træsorterne, hører jeg; hvor har du lært det?” sagde han.

249„Jeg har lært det af Bedstefader,“ svarede Morten. „Jeg har ogsaa en Samling af alt Slags Træ fra Skoven og fra Haven hjemme. Det er Træstykker, som jeg selv har skaaret til og poleret.“

Berg havde længe tænkt paa at gjøre noget for Morten; nu sagde han:

„Det er godt nok; men saadant Arbeide, som Pulten her, kan du dog ikke gjøre. Skulde du ikke have Lyst til at lære det og blive Snedker?“

„Jo, det havde jeg nok Lyst til,“ svarede Morten, „jeg vilde Ingenting heller; men Bedstefader har ikke Raad til at sætte mig i Lære.“

„Jeg skal sørge for at faa dig i Lære,“ sagde Berg. „Dersom din Bedstefader ikke har noget imod det, vil jeg betale for dig hos den Snedker, som har gjort Pulten; det er den dueligste Snedker i Byen.“

Det var en uvæntet Lykke for Morten. Han takkede Berg mange Gange og skyndte sig hjem for at fortælle Bedstefaderen den glædelige Nyhed.

Morten var tre Aar i Lære, derpaa blev han Svend og reiste udenlands. Da han kom hjem igjen, var han en voxen Mand og meget flink i sit Haandverk. Gamle Bedstefader levede endnu, og Morten var hans Stolthed og Glæde. Berg, som gjerne vilde have en duelig Snedker til at bo der paa Stedet, gav ham Midler til at faa et Verksted istand og sætte sig ned som Mester. Nu blev der bygget et nyt Hus istedenfor den gamle Hytte, og dertil gjorde Morten alt Snedkerarbeidet med sine egne Hænder. Da han havde Ord for at være ligesaa ærlig som duelig, fik han god Søgning og havde altid saa meget Arbeide, som han kunde overtage.

Bedstefaderen havde nu naaet en høi Alder; men han oplevede dog den Glæde at se sin Sønnesøn og hans unge Kone flytte ind i det nye Hus. Dette tilhørte nu Morten; men Bedstefaderen boede hos ham og var elsket og høit agtet af sine Børn og af alle, som kjendte ham. Hver Mortens-aften var Mortens Forældre, Søskende og øvrige Familie samlet hos ham for at feire Bedstefaders Navnedag og spise Mortensgaasen. Engang, som den store, fede Gaas blev baaren ind og sat paa Bordet, sagde Bedstefaderen:

250„Husker du dengang, Morten, da du var en liden Gut og solgte Dompappen, som du holdt saa meget af, forat jeg ikke skulde savne Gaasestegen om Mortensaften? Du kaldte den for en Lykkefugl, og det blev den ogsaa, ikke for dig selv alene, men for os alle. Din Kjærlighed til mig, din Ærlighed, Flid og dit gode Hjertelag vilde Gud lønne, og dertil brugte han Fuglen som et Middel. Ja, han, som sørger for Fuglene under Himlen, han har sørget for os alle ved en liden Fugl.“

242

Morten Hansen hadde vært soldat og tjent sitt fedreland i krigstid. Da han hadde tjent ut og kom hjem til sin egen bygd, var begge hans foreldre døde. Det var ikke annet etter dem enn en hytte med en Haveflek til. En dag, som han gikk og så seg om ute i skogen og tenkte på, hva han best skulle ta seg til for å tjene sitt brød, kom han til å se på alle de stubber og røtter, som stod igjen etter nedhugne trær. „Hvor mye god Ved her står og råtner bort,“ tenkte han. Især var det mange stubber etter Løn og valbjørk, og han visste, at det er Ved, som både er fast og flammet. Han var flink til å dreie og skjære ut i tre, og nå falt det ham inn, at han kanskje kunne gjøre seg nytte av noe, som ellers ingen brød seg om. Han ledte ut de beste stykker av mange Slags året og flammet Ved, tok dem med seg hjem og dreide og skar ut derav esker, Pibehoveder og andre ting med mange figurer, blomster og snirkler på og polerte dem. Folk syntes godt om hans arbeide, det ble kjøpt så fort, som det ble ferdig, og fra den tid av hadde han nok å gjøre og nok å leve av.

Morten var aktet og avholdt av alle, som kjente ham. Han var flittig og sparsom, og innen kort tid kom han så vidt, at han kunne legge penger opp. Han slo ikke stort på, som mange andre i hans sted ville ha gjort. Hytten, han hadde fått etter foreldrene, rev han ikke ned for å bygge et hus isteden; han rettet og stelte bare på den, så han godt kunne bo der. Treveggene lot han bli, som de hadde vært, så lenge han kunne minnes, han syntes best om den brune trefarge, de hadde; men nye, klare ruter lot han sette i vinduene, og hytten så vakker ut, der den lå mellom pæretrær, som var et par ganger høyere enn taket, og epletrær, som strakte grenene så langt ut, at de møttes over mønet.

Nå syntes Morten, han også kunne tenke på å gifte seg, og det gjorde han. Han tok seg en kone, som han holdt av, og levde lykkelig med henne. De hadde to barn, en sønn og en datter, som begge slegtede på foreldrene og skikkede seg vel.

243Men med tiden ble Morten igjen alene i hytten; thi konen døde, og barna hadde selv fått hus og hjem. Han hadde en liten sønnesønn, som var oppkalt etter ham; denne tok han til seg for ikke å være rent alene.

Når bestefaren gikk i skogen for å bryte røtter og Ved til Træskjærerarbeidet, som han ennå drev på, måtte lille Morten alltid være med. Det var en helg for gutten; intet sted syntes han, det kunne være deiligere enn i skogen. Der lærte bestefaren ham å skjelne mellom trærne, så han kunne kjenne dem på veksten, enten han så løvet eller ikke, eller på veden, når bare stubben stod igjen. „Der finnes ikke større Guds gave enn skogen,“ sa gamle Morten. „Hva skulle vi gjøre, når vi ikke hadde den? Der er nå furu og Gran; dem er det mest av, og det er simpel, bløt Ved, især Granen; men den er god å arbeide i, både rettkløvet og lettkløvet, og derfor bruker folk også mest av den. Så er det Eg og bøk; det er stolte trær, og de må til, når noe skal være sterkt. Aldri skal du se to Slags Ved har samme farge; noe er nesten så hvitt som elfenben, og annet er igjen rødagtigt, brunt eller gult. Men ingen Ved er som rotveden av Løn og valbjørk; den er nesten så hard som Sten, småprikket og så fin, så du ser ikke Gaarerne i den engang.“

Det var en mengde sangfugler i skogen, og gutten var likeså glad i disse, som bestefaren var i trærne. Han la nøye merke til, hvorledes de så ut, og kjente dem på røsten allesammen. Han hadde den største Lyst til å fange noen av dem; men når han bad bestefaren om Lov til det, svarede denne alltid: „Aa, nei vist ikke, hva skulle det være til?“

„Det var så morsomt å ha dem hjemme i stuen og høre dem synge,“ sa Morten.

„Du hører dem jo her i skogen,“ sa bestefaren, „det er meget vakrere. Dersom du var en liten fugl, hadde du så Lyst til å bli stengt inn i et bur, tror du?“

En dag ut på høsten var bestefaren og gutten i skogen igjen. De hadde satt seg til å spise middag på en stor Egestub i en rydning, hvor solen skinte. Allerbedst det var, kom en Dompap hoppende henimot det sted, hvor 244de satt, og Morten kastet noen brødsmuler til den. Først ble den redd og fløy sin vei; men siden kom den igjen og ga seg til å pille smulene opp.

„Ser du dompapen, bestefar?“ sa Morten og hvisket for ikke å skremme fuglen. „Det skulle vel være morsomt å ha den hjemme i stuen i vinter!“

„Det kunne nok la seg gjøre,“ sa bestefaren. „Dompapen vil gjerne være hos folk, den trives endogsaa best i hus om vinteren.“

Og nå lærte bestefaren ham å sette opp limpinner til å fange Dompapper med.

Hver dag var Morten i skogen for å se til limpinnene; men aldri var det noen fugl på dem. Endelig kom han hjem en dag og hadde fanget en Dompap. Da var han vel glad.

„Bestefar!“ ropte han, „her skal du se en Dompap! „Se, hvor rød den er i brystet, og hvilke klare, sorte øyne den har! Har du sett noe så vakkert før?“

Han slapp fuglen i stuen, og den var slett ikke bange. Den fløy like hen i vinduskarmen, satt der en stund og gjorde seg tilgode med halvdøde fluer, siden satte den seg på kanten av grøtfatet og hakkede med nebbet i grøden og ga seg så til å plaske med vingene i en skål med vann, som stod på bordet. Morten hadde hugget et lite grantre i skogen, det stillede han opp i det ene hjørne i stuen, og straks kom dompapen og satte seg på det.

„Du synes nok, du kjenner deg igjen der,“ sa Morten.

Dompapen hoppet nok så lystig omkring fra den ene gren til den annen, tittede frem mellom kvistene, og til sist satte den seg øverst i grantoppen, la hodet på siden og ga seg til å fløyte.

Fuglen ble snart så kjent med Morten, at han kunne la den spise av hånden, og når han satt ved bordet, kom den og satte seg på kanten av tallerkenen og spiste med. Stod vinduet oppe, så fløy den ut i hagen og hoppet omkring der en stund, men kom alltid inn igjen av seg selv.

En søndag aften sa bestefaren: „Herregud, hvor tiden går! Om tirsdagen har vi alt Mortensdag. I fjor på denne tid levde din bestemor ennå; hun hadde 245alltid en gås på Gjødstien til den dag, og Mortensaften spiste vi gåsestek. Men i år vanker det nok ingen gåsestek, for jeg har ikke tenkt på å skaffe noen gås, og nå er det vel ingen å få kjøpt.“

Dermed tok han hatt og stokk og gikk til vertshuset for å lese bladene, som han pleide søndag aften; men det var ikke fritt for, at bestefar var litt gretten, det skjønte Morten godt.

Litt etter kom en Gut inn, som het Adolf og var sønn av en rik mann, der het Berg, og som bodde på en stor gård. Han skulle bestille noen Pibehoveder av gamle Morten for sin far. Han fikk se dompapen, som satt og pikkede hampefrø av hånden på Morten, og syntes så godt om den, så han straks ville kjøpe den.

„Hva vil du ha for den?“ spurte han.

„Jeg vil slett ikke selge den,“ svarte Morten.

„Når jeg nå byr deg en daler for den?“ sa Adolf.

„For en daler,“ tenkte Morten, „kan jeg kjøpe en gås til bestefar.“

„Så ta den da,“ sa han; „men vær god mot den, klip ikke vingene på den og pas vel på, at ikke katten får tak i den.“

Nå løp Morten fra det ene hus til det andre og spurte, om der var en gås å få kjøpt. En bondekone hadde en stor, fet en, som hun ikke selv hadde Bruk for; men hun kunne ikke selge den for en daler, sa hun. Morten fortalte henne, at han hadde solgt fuglen, som han holdt så meget av, for at bestefaren skulle få gåsestek om Mortensaften, og at han ikke hadde mer enn den daler. Bondekonen syntes synd i ham.

„Ja ja, så får du ta den da,“ sa hun; „bedre gås har bestefar aldri spist noen Mortensaften, det skal jeg svare for.“

Neste aften hadde Morten det travelt. De hadde ingen pike i huset; men bondekonen, som Morten kjøpte gåsen av, hadde lovet å hjelpe ham med å steke den. Da det led mot den tid, at bestefaren pleide å spise til aften, var bordet dekket og Alting i stand. I det samme han kom inn av døren, gikk Morten hen og bukket dypt for ham, fremsa 246et vers, Skolemesteren hadde lært ham, hvori han gratulerte bestefaren til hans Navnedag, og sprang så ut i kjøkkenet etter den stekte gås, som han satte midt på bordet. Bestefaren så på gåsen og på gutten og visste ikke, hva han skulle tenke.

„Hvor har du fått den fra, Gut?“ sa han og så litt alvorlig på ham.

Morten ville nødig ut med det; men til sist kom det dog frem, at han hadde solgt dompapen og kjøpt gåsen for pengene.

Bestefaren sa ikke stort; men mens han skar gåsen i stykker, måtte han vende seg bort et par ganger for å tørre øynene. De beste stykker la han på tallerkenen til Morten, som var sjeleglad og spiste og snakkede i et vekk.

Med engang banket det på døren, og en tjener kom inn. Han hadde en hilsen fra herskapet på den store gård, de ønsket gamle Morten til lykke på hans Navnedag og sendte ham en flaske vin, som de bad ham drikke til Stegen. De hadde hørt, sa tjeneren, hvorledes Morten var kommet til gåsen.

„Ser du det, bestefar,“ sa Morten, da tjeneren var gått, „nå har dompapen skaffet oss både Steg og vin.“

Morten savnede fuglen mer, enn han ville la seg merke med. Han syntes ikke, maten smakte så godt som før, siden han ikke mer kunne dele den med dompapen, og hver gang han kom til å se hen i kroken, hvor grantreet stod ennå, var han nær ved å gråte. En aften satt Morten og bestefaren ved ovnen og snakkede sammen. Det var mørkt i været, derfor hadde de holdt opp å arbeide tidligere enn ellers. Det snødde og regnet på en gang, og vinden suste i trærne utenfor hytten. Med et tidde Morten stille og ga seg til å lytte.

„Det er en fugl, som pikker på ruten,“ sa han.

Han sprang bort til vinduet, lukkede det opp, og fuglen fløy inn og satte seg på hans skulder. Det var dompapen; om den ikke hadde hatt en rød silketråd om benet, så hadde nå Morten kjent den likevel.

247„Kommer du igjen?“ sa Morten; „vil du ikke være på den store gården? vil du heller være hos meg kanskje? Ja, jeg ville nok gjerne have deg, jeg, fuglen min,“ sa han og strøk og kysset den; „men du må hjem igjen, ser du, det er ikke råd for det.“

„Det er riktig, Morten,“ sa bestefaren; „Fuglen må hjem igjen, den er ikke din mer.“

„Men tenk, bestefar,“ sa Morten, „at den ikke har glemt meg, og at den kunne finne Veien hit igjen.“

„Ja, snakk nå ikke mer om det; men skynd deg og gå med den,“ sa bestefaren; „de savner den vist deroppe.“

Morten satte luen på hodet, puttet fuglen inn på brystet og sprang av sted opp til gården.

Der ble han vist inn i stuen til fruen og Adolf. Han ble stående ved døren og holdt dompapen på hånden. Adolf sprang hen til ham.

„Er det deg, Morten?“ sa han. „Og Dompappen har du med deg? Men hvorledes har du fått fat i den? Den fløy ut av vinduet for en stund siden, og jeg ventet ikke å få se den mer.“

Morten fortalte, hvorledes det var gått til, og rakte ham fuglen; men det var godt å se, at han nødig skilte seg ved den.

„Du ser nok, Adolf,“ sa fruen, „at Morten og dompapen holder like meget av hinannen. Jeg ville ikke skille dem, var jeg i ditt sted.“

„Det vil jeg heller ikke, kjære mor,“ sa Adolf. „Se der, Morten, har du fuglen igjen; når du hernæst fanger en Dompap, kan du gi meg den.“

„Du er en brav Gut, Morten,“ sa fruen. „Jeg har riktignok ingen Dompap å gi deg; men her er en gullfugl, vil du ha den?“ sa hun og stak en blank Guldpenge i hånden på ham.

Morten bukkede og takket mange ganger. Han gjorde ikke Veien lang mellom gården og Bedstefaderens hytte.

„Se her, bestefar!“ ropte han og gjorde et hopp fra døren og midt inn på stuegulvet, „her er både dompapen og jeg. Nå er det tredje gang, den kommer til oss, og en Lykkefugl er det, både når den går, og når den 248kommer. Se, den fikk jeg av fruen på gården,” sa han og viste frem gullpengen.

„Ja, ærlighet er også en Lykkefugl,” sa bestefaren, „glem aldri det.”

Fra den dag av gikk Adolf aldri forbi gamle Mortens hytte uten å se inn om døren og spørre, hvorledes det stod til med dompapen. Han og Morten ble gode venner, og Adolfs Forældre så det gjerne; thi de hadde også fattet godhet for Morten og bad ham ofte opp på gården.

Morten var fjorten år gammel, og bestefaren ville gjerne sette ham i snekkerlære. Morten hadde selv den største Lyst til håndverket; men foreldrene kunne ikke hjelpe ham; de hadde så mange barn å sørge for, og bestefaren hadde mindre å gjøre med nå, enn han hadde hatt før. De oppsparte penger var gått med til å hjelpe sønnen og datteren frem, og siden hadde han tjent meget mindre ved Træskjærerarbeidet, fordi det nå var flere, som la seg etter det. Han grundede ofte på, hva han skulle gjøre for å skrape så mange penger sammen, at Morten kunne komme i lære hos en duelig snekker.

En dag var Morten gått opp på gården. Det var Adolfs fødselsdag, og han hadde fått en skrivepult av sine foreldre med meget kunstig innlagt arbeide. Morten så nøye på pulten og dreide og vendte den på alle kanter.

„Hva synes du om den?” sa Adolf.

„Det er et godt arbeide og vakkert tre; jeg har aldri sett det vakrere,” svarte Morten.

„Men hvorledes kan det være så mange farger i treet?” spurte Adolf, „det ser ikke ut, som det var malt heller.”

„Det kommer av, at det er forskjellig Slags tre, og hvert har sin farge,” sa Morten. „Veden av nøttetrær er mørkebrun, når den er polert, av kirsebærtrær er den rødbrun, av pæretrær gul, og lønnetre er hvitt som elfenben. Og så mange Slags er brukt til Indlægningerne her, ser jeg.”

Adolfs far hørte, hva Morten sa.

„Du skjønner deg godt på tresortene, hører jeg; hvor har du lært det?” sa han.

249„Jeg har lært det av bestefar,“ svarte Morten. „Jeg har også en samling av alt Slags tre fra skogen og fra hagen hjemme. Det er trestykker, som jeg selv har skåret til og polert.“

Berg hadde lenge tenkt på å gjøre noe for Morten; nå sa han:

„Det er godt nok; men sådant arbeide, som pulten her, kan du dog ikke gjøre. Skulle du ikke have Lyst til å lære det og bli snekker?“

„Jo, det hadde jeg nok Lyst til,“ svarte Morten, „jeg ville ingenting heller; men bestefar har ikke råd til å sette meg i lære.“

„Jeg skal sørge for å få deg i lære,“ sa Berg. „Dersom din bestefar ikke har noe imot det, vil jeg betale for deg hos den snekker, som har gjort pulten; det er den dueligste snekker i byen.“

Det var en uventet lykke for Morten. Han takket Berg mange ganger og skyndte seg hjem for å fortelle bestefaren den gledelige nyhet.

Morten var tre år i lære, derpå ble han Svend og reiste utenlands. Da han kom hjem igjen, var han en voksen mann og meget flink i sitt håndverk. Gamle bestefar levde ennå, og Morten var hans stolthet og glede. Berg, som gjerne ville ha en duelig snekker til å bo der på stedet, ga ham midler til å få et verksted i stand og sette seg ned som mester. Nå ble der bygget et nytt hus istedenfor den gamle hytte, og dertil gjorde Morten alt snekkerarbeidet med sine egne hender. Da han hadde ord for å være likeså ærlig som duelig, fikk han god søkning og hadde alltid så meget arbeide, som han kunne overtage.

Bestefaren hadde nå nået en høy alder; men han opplevde dog den glede å se sin sønnesønn og hans unge kone flytte inn i det nye hus. Dette tilhørte nå Morten; men bestefaren bodde hos ham og var elsket og høyt aktet av sine barn og av alle, som kjente ham. Hver Mortens-aften var Mortens Forældre, søsken og øvrige familie samlet hos ham for å feire Bedstefaders Navnedag og spise mortensgåsen. Engang, som den store, feite gås ble båren inn og satt på bordet, sa bestefaren:

250„Husker du dengang, Morten, da du var en liten Gut og solgte dompapen, som du holdt så meget av, for at jeg ikke skulle savne gåsesteken om Mortensaften? Du kalte den for en Lykkefugl, og det ble den også, ikke for deg selv alene, men for oss alle. Din Kjærlighed til meg, din ærlighet, flid og ditt gode hjertelag ville Gud lønne, og dertil brukte han fuglen som et middel. Ja, han, som sørger for fuglene under Himlen, han har sørget for oss alle ved en liten fugl.“