Ved en Kirke paa Landet, nogle Mil fra Kristiania, blev Menigheden, just som den en Søndag var forsamlet til Gudstjeneste, Vidne til følgende Puds, som Ræven spillede sin Arvefiende Ulven. Denne kom jagende efter en Ræv ned ad et Bjerg ikke ret langt borte, og da den halede sterkt ind paa Mikkel, var Kirkefolkene enige om, at den vilde naa den, inden den kunde frelse sig i Skoven, som laa paa det ligeoverfor liggende Bjerg, paa den anden Side af Dalen. — Mikkel var af anden Mening; thi han havde en Skjelm bag Øret. Igjennem Dalen, der adskilte begge Bjerge, løb en temmelig bred Elv, som netop var tilfrossen paa en eneste Vaag nær, der bestandig holdtes aaben af en Vandhvirvel. Didhen ilede Ræven og gav sig til at løbe rundt om Vaagen; Ulven løb bagefter. Men her havde Mikkel Fordelen; thi da den var mindre end Ulven, kunde den sno sig hurtigere om Vandhullet, og da den tillige var langt lettere, kunde den uden Fare vove sig ud paa den yderste Rand af Isen og gjøre Kredsene snevrere. Endelig skede, hvad man snart begyndte at forudse. Efter nogle forgjæves Rundarer vilde Ulven ogsaa gjøre sine Cirkler snevrere; men snart brast Isen, og Ulven plumpede i Vaagen. Ræven benyttede det gunstige Øieblik og havde frelst sig i Skoven, inden dens Fiende kom op af sit kolde Bad.
St. St. Blicher.