Læreplanatlas
Anden DelAnden Afdeling.

34. Androkles.

Eft. L. Smith

230

I gamle Dage fandtes der i Rom Slaver, det vil sige Mennesker, som ikke frivillig var sine Herrers Tjenere, og som ikke kunde forlade sin Tjeneste, naar de vilde, ligesom Tjenere hos os kan, men som Herren havde kjøbt og atter kunde sælge, hvad Øieblik han vilde. Flygtede en saadan ulykkelig Slave bort fra sin Herre, saa havde han forbrudt sit Liv og blev sedvanlig kastet for de vilde Dyr. Alligevel søgte dog en og anden, som blev behandlet altfor haardt af sin Herre, at frelse sig ved Flugten.

Dette gjorde en Slave ved Navn Androkles. Det lykkedes ham at komme over til Afrika, hvis store Ørkener grændsede op til det romerske Rige. Da han var kommen ud i Ørkenen, glædede han sig vel i Begyndelsen over, at han var undsluppen sine Forfølgere; men snart følte han Hunger og Tørst, som man i Ørkenen ikke saa let kan faa stillet; thi som I ved, saa findes intet Vand i Ørkenen, og derfor voxer der heller intet. Hertil kom Heden, som i det brændende Sand neppe er til at udholde. Han blev derfor saare glad, da han fik se en Hule, hvor han i det mindste kunde finde Skygge. Træt som han var, undersøgte han ikke længe, hvorledes det saa ud inde i Hulen, men lagde sig til at sove.

Men skrækkelig blev han vakt af sin Søvn. Pludselig hørte han ganske tæt ved sig en Løves frygtelige Brøl, og da han slog Øinene op, saa han ogsaa virkelig et saadant Dyr nogle faa Skridt fra sig. Da det var umuligt for ham at flygte, maatte han rolig vente paa, hvad Rovdyret, hvis 231Hule han var kommen ind i, vilde gjøre ved ham. Til hans Forundring kom Løven ganske rolig hen til ham og holdt sin ene Forlab op imod ham. Androkles, som havde troet, det var forbi med ham, kom sig af sin Skræk og betragtede Løven og dens Lab noget nøiere. Han saa da, at Labben var saaret, og at der flød Blod ud af Saaret. „Aa!“ tænkte han, „jeg maa hjelpe den stakkels Løve.“ Han traadte nærmere hen til det frygtelige Dyr, undersøgte Saaret og trak uden at betænke sig en Torn ud, som var kommen ind i Foden.

Neppe følte Løven, at dens Smerter lindredes, før den lagde sig ned ved Siden af Androkles og paa alle mulige Maader viste ham sin Taknemmelighed. Nu var Androkles vel rolig med Hensyn til sit Liv; men han plagedes sterkt af Hunger, da han i et Døgn intet havde spist. Hvor velkomment var ham derfor ikke et Stykke Kjød, som Løven havde bragt med sig og lagde for ham. Rigtignok var Kjødet hverken kogt eller stegt; men Hunger er den bedste Kok, og Kjødet smagte Androkles saa godt som det lækreste Maaltid. Paa samme Maade forsynede Løven ham hver Dag rigelig med Kjød, og han kunde saaledes have levet i Ro og Sikkerhed, hvis han ikke havde begyndt at længes efter Omgang med Mennesker; thi Mennesket vil dog have mere end Mad og Drikke og et Dyrs Selskab. Tilsidst kunde han ikke holde det ud længere hos Løven, men besluttede uagtet den Fare, der truede ham, at forlade Ørkenen og sin gjestmilde Vert.

En Dag, da Løven var paa Jagt, drog han derfor afsted; men neppe var han kommen til den nærmeste By, før han blev opsnappet af romerske Soldater, og da han ikke kunde negte, at han var en bortrømt Slave, blev han sendt til Rom til sin Herre, som dømte ham til at kastes for de vilde Dyr.

Den romerske Keiser skulde netop holde en stor Fest, ved hvilken Folket skulde faa se en Kamp mellem Mennesker og vilde Dyr. Alle de Slaver, som var dømte fra Livet, skulde paa denne Dag kjæmpe med Løver, Tigre, Leoparder og andre vilde Dyr, som man havde ladet sulte for 232at gjøre dem endnu mere rasende og glubske. Androkles var ogsaa en af disse ulykkelige, og for sent angrede han, at han havde forladt sin taknemmelige Ven i Ørkenen. Dagen til Festen kom. Folket sad paa Pladsene i Amfitheatret og væntede begjærlig paa, at Keiseren skulde give Tegnet til Skuespillets Begyndelse. Androkles var bestemt til først at begynde Kampen; paa et Vink af Keiseren førtes han indenfor Skrankerne, nøgen og kun væbnet med en Stok, og kort efter aabnedes en Port paa den modsatte Side af Kamppladsen, og ud af denne styrtede en Løve af uhyre Størrelse og farer brølende henimod Androkles. Men pludselig standser den, ser stivt paa Androkles og gaar rask, men venlig lige mod den stakkels Slave. Denne, der var halvdød af Skræk, kommer til sig selv, da Løven nærmer sig, og Tilskuerne ser nu med Forbauselse, at Løven lægger sig som en Hund ned for Androkles's Fødder og velter sig foran ham paa Jorden med alle Tegn paa Glæde og Venlighed. Snart gjenkjender Androkles den Løve, som han saalænge havde levet sammen med i Ørkenen; ogsaa den var bleven fangen og bragt til Rom til den store Fest, og her traf den sammen med sin Gjesteven for at redde hans Liv; thi da Keiseren saa dette forunderlige Møde, og hele Folket var nysgjerrigt efter at erfare, hvorledes det hang sammen, lod han Skuespillet standse og befalede Androkles at træde frem for sig. Denne fortalte nu under alle tilstedeværendes Jubel sin Historie, medens Løven vedblev at kjærtegne ham. Keiseren, som blev rørt, lod ham ikke alene beholde Livet, men skjænkede ham ogsaa hans Frihed og den taknemmelige Løve. Men Folket var ikke tilfreds hermed; Androkles maatte med Løven drage igjennem Byens Gader, forat alle kunde se det taknemmelige Dyr. Løven lod sig ogsaa taalmodig føre af sin Ven, og Folket raabte, idet det strøede Blomster for Løven og kastede Gaver til Androkles: „Se Løven, Menneskets Vert, og Mennesket, Løvens Læge!“