I Gøteborg fandtes i en Fuglesamling blandt andre Fugle ogsaa to smaa Rødkjelker, to Hanner. Engang var den ene af dem ikke rigtig frisk, men sad og krøb sammen paa sin Pinde. Den anden derimod var rask og munter, og det var rørende at se den Omhu, hvormed den sørgede for sin syge Kammerat. Kom man f. Ex. hen og gav den nogle Fluer, saa spiste den selv den første; men den anden bragte den til sin Kammerat, der allerede var vant dertil og sad og slog med Vingerne for at tage imod Gaven. Den vidste med største Behændighed at undgaa de større Fugle, som vilde berøve den Fluen, og at bringe den sikkert til sit Bestemmelsessted, og hvor meget man end gav den, sørgede den altid for, at Kammeraten fik Halvdelen. —

To smaa Papegøier havde et firkantet Bur, og deres Ædekar stod paa Bunden deraf. Hannen sad næsten stedse ved Siden af Hunnen paa den samme Stang; de holdt sig tæt sammen og saa ofte med en Slags Ømhed paa hinanden. Skiltes de ad, skede det kun for nogle Øieblik, hvorpaa de igjen satte sig tæt sammen. De aad med hinanden og fløi da atter tilbage til sit forrige Sted. Af og til syntes det, som om de med sagte Stemme havde en Slags Samtale med hinanden; stundom lod de ogsaa forandrede, høiere og lavere Toner høre, ja undertiden lod det endog, som om de kivedes, hvilket dog snart gik over, og de viste hinanden da paany allehaande Kjærtegn. Saaledes levede dette Fuglepar lykkelig i fire Aar; men efter denne Tids Forløb begyndte Hunnens Ben at hovne, og den blev saa svag, at den ikke mere kunde komme ned til Ædekarret. Nu pleiede Hannen den og bragte den i hele fire Maaneder Føde med sit Neb. Hunnens Svaghed tiltog hver Dag, saa hun tilsidst ikke kunde flyve op paa Stangen, men maatte sætte sig paa Gulvet, og hun gjorde kun nu og da Forsøg paa at flyve op, skjønt forgjæves. Hannen stod hende bi af alle Kræfter, snart tog han med sit Neb fat i de øverste Fjær af hendes Vinger for at drage hende op paa Stangen, snart tog han fat paa hende selv og anvendte 234al sin Magt for at hjelpe hende. Hans Bevægelser og vedholdende Bestræbelser viste, at Fuglen havde det inderlige Ønske at hjelpe sin Mage i hendes Svaghed; men dette Syn blev først rigtig rørende, da Hunnen var nær ved at dø. Den ulykkelige Han løb uafladelig omkring sin døende Mage og forsøgte at aabne hendes Neb for at give hende Føde. Hans Ængstelighed tiltog med hvert Øieblik, han løb frem og tilbage med største Uro, gav stundom et klagende Skrig fra sig og stod derpaa ganske stille og saa paa hende. Endelig døde Hunnen; Hannen viste fra nu af en vedvarende Bedrøvelse og levede kun nogle faa Maaneder derefter.

I Gøteborg fantes i en Fuglesamling blant andre fugler også to små rødkjelker, to hanner. Engang var den ene av dem ikke riktig frisk, men satt og krøp sammen på sin Pinde. Den annen derimot var rask og munter, og det var rørende å se den omhu, hvormed den sørgede for sin syke Kammerat. Kom man f. Ex. hen og ga den noen fluer, så spiste den selv den første; men den annen brakte den til sin Kammerat, der allerede var vant dertil og satt og slo med vingene for å ta imot gaven. Den visste med største behendighet å unngå de større fugler, som ville berøve den fluen, og å bringe den sikkert til sitt bestemmelsessted, og hvor meget man enn ga den, sørgede den alltid for, at kammeraten fikk halvdelen. —

To små papegøyer hadde et firkantet bur, og deres Ædekar stod på Bunden derav. Hannen satt nesten stedse ved siden av hunnen på den samme Stang; de holdt seg tett sammen og så ofte med en Slags ømhet på hinannen. Skiltes de ad, skjedde det kun for noen øyeblikk, hvorpå de igjen satte seg tett sammen. De åt med hinannen og fløy da atter tilbake til sitt forrige sted. Av og til syntes det, som om de med sakte stemme hadde en Slags samtale med hinannen; stundom lot de også forandrede, høyere og lavere toner høre, ja undertiden lot det endog, som om de kivedes, hvilket dog snart gikk over, og de viste hinannen da paany allehånde kjærtegn. Således levde dette Fuglepar lykkelig i fire år; men etter denne Tids forløp begynte Hunnens Ben å hovne, og den ble så svak, at den ikke mer kunne komme ned til Ædekarret. Nå pleide hannen den og brakte den i hele fire måneder føde med sitt nebb. Hunnens svakhet tiltok hver dag, så hun til sist ikke kunne flyve opp på stangen, men måtte sette seg på gulvet, og hun gjorde kun nå og da forsøk på å flyve opp, skjønt forgjeves. Hannen stod henne bi av alle krefter, snart tok han med sitt nebb fat i de øverste fjær av hennes vinger for å dra henne opp på stangen, snart tok han fat på henne selv og anvendte 234all sin makt for å hjelpe henne. Hans Bevægelser og vedholdende bestrebelser viste, at fuglen hadde det inderlige ønske å hjelpe sin mage i hennes svakhet; men dette syn ble først riktig rørende, da hunnen var nær ved å dø. Den ulykkelige Han løp uavlatelig omkring sin døende mage og forsøkte å åpne hennes nebb for å gi henne føde. Hans Ængstelighed tiltok med hvert øyeblikk, han løp frem og tilbake med største uro, ga stundom et klagende skrik fra seg og stod derpå ganske stille og så på henne. Endelig døde hunnen; Hannen viste fra nå av en vedvarende bedrøvelse og levde kun noen få måneder deretter.