228

Det skumrede i Skoven, da Jægeren gik hjem,Og Stormen jog en Byge ad Himmelen fremOg tog i Skovens Toppe med vældige RuskOg raslede og fløitede i Hegn og i Busk.

Han nærmed sig alt Huset, da gjennem Stormens HvinDet tyktes ham, han hørte en Klage spæd og fin;Han gik da efter Lyden ind i det tætte KratOg fandt et stakkels Raalam af Moderen forladt.

Af Angst og Kulde rysted dets lille spinkle Krop;Med sine klare Øine det saa saa bønlig op,At Hjertet maatte røres i hver, som havde et,Og Jægerens var strax til Barmhjertighed beredt.

Han tænkte paa den Pusling, der hjemme monne gaa,Med lige klare Øine, kun at de vare blaa,Om frysende og bange og hungrende ihjelHan skulde ligget ude i Skoven denne Kveld.

Og op han løfted Lammet, strøg Regnet af dets SkindOg hyllede det varlig i Frakkeskjødet indOg bar det hen til Huset, hvor der var lunt og lyst,Og hvor Pasop lod høre sin vagtsomme Røst.

Det var et morsomt Møde, det første, kan I tro,Da Jæg’ren for hinanden præsenterte de to:229Pasop en Smule knurred ad den pibende Gjest,Men maatte være artig, det tjente ham nok bedst.

Men Drengen, som kom ud og fik Døren skubbet op,Blev anderledes glad end den mugne Pasop,Dengang han saa den lille forknytte Kammerat,Som flux blev ind i Høet i Faarehuset sat.

Hos Jægeren blev Lammet den Vinter haard og langOg merked ei til Kulde og ei til Nød og Trang;Med Drengen om i Gaarden det snart fortrolig løb,Ved Siden af Pasop snart det under Ovnen krøb.

Men da det saa blev Vaaren, og Solen ret fik MagtOg klædte Mark og Skov igjen i lysegrøn Dragt,Saa havde Lammet voxet sig baade sterkt og stort,Og saa sprang det en Dag over Jægerhusets Port.

Og det kom ei tilbage. — Det var ei dets NaturAt leve indelukket bag Hegn og bag Mur;Det maatte ud at tumle sig i den vilde SkovOg streife over Markerne alt paa sin lette Klov.

Men Dyret glemte ei i sin Friheds glade RusSin Fosterfader, Jægeren, og heller ei hans Hus;Naar det i Skoven saa ham, det kjendte ham igjen,Og naar han kaldte, kom det frimodig til ham hen.

Da Sommeren saa atter af Vinter blev fortrængt,Og Trærnes Løvdragt laa hen ad Jorden slængt,Og Marken var brunlig, som havde været grøn, —Sad Jægeren en Aften og staved med sin Søn.

Da banker det derude paa Jægerhusets Dør;Han synes, det er løierligt, Pasop ikke gjør,Og raaber ud: „Hvem kommer til Folk saa sent paa Dag?“Men hører intet Svar, kun de samme sagte Slag.

Rask aabner han da Døren ud til den mørke Skov.Hvem, tror I, staar paa Trappen og banker med sin Klov?230Det gjør hans Pleiebarn, — nu en Buk med Takker paa,Og tror I vel, at Jægeren den lod derude staa?

Nei, han tog imod den som mod en gammel Ven,Og hver Vinter kom den og banked paa igjen;Og da den for Krybskyttens Kugle faldt tilsidst,Det var, som Jægerhuset en Fælle havde mist’.

C. Ploug.

228

Det skumret i skogen, da jegeren gikk hjem,Og Stormen jog en byge ad himmelen fremOg tok i Skovens Toppe med veldige ruskOg raslet og fløitede i Hegn og i busk.

Han nærmet seg alt huset, da gjennom Stormens hvinDet tyktes ham, han hørte en klage spæd og fin;Han gikk da etter lyden inn i det tette KratOg fant et stakkels Raalam av moren forlatt.

Av Angst og kulde rystet dets lille spinkle kropp;Med sine klare øyne det så så bønlig opp,At hjertet måtte røres i hver, som hadde et,Og Jægerens var straks til barmhjertighet beredt.

Han tenkte på den pusling, der hjemme monne gå,Med like klare øyne, kun at de var blå,Om frysende og bange og hungrende ihjelHan skulle ligget ute i skogen denne kveld.

Og opp han løftet lammet, strøk regnet av dets skinnOg hyllede det varlig i frakkeskjøtet innOg bar det hen til huset, hvor der var lunt og lyst,Og hvor Pasop lot høre sin vaktsomme røst.

Det var et morsomt møte, det første, kan dere tro,Da Jæg’ren for hinannen presenterte de to:229Pasop en smule knurret ad den pipende gjest,Men måtte være artig, det tjente ham nok best.

Men drengen, som kom ut og fikk døren skubbet opp,Ble annerledes glad enn den mugne Pasop,Dengang han så den lille forknytte Kammerat,Som fluks ble inn i høyet i fårehuset satt.

Hos jegeren ble lammet den vinter hard og langOg merket ei til kulde og ei til nød og trang;Med drengen om i gården det snart fortrolig løp,Ved siden av Pasop snart det under ovnen krøp.

Men da det så ble våren, og solen rett fikk maktOg kledde Mark og skog igjen i lysegrønn drakt,Så hadde lammet vokset seg både sterkt og stort,Og så sprang det en dag over Jægerhusets port.

Og det kom ei tilbake. — Det var ei dets naturÅ leve innelukket bak Hegn og bak mur;Det måtte ut å tumle seg i den ville skogOg streife over markene alt på sin lette klov.

Men dyret glemte ei i sin frihets glade rusSin fosterfar, jegeren, og heller ei hans hus;Når det i skogen så ham, det kjente ham igjen,Og når han kalte, kom det frimodig til ham hen.

Da sommeren så atter av vinter ble fortrengt,Og Trærnes Løvdragt lå hen ad jorden slengt,Og Marken var brunlig, som hadde vært grønn, —Satt Jægeren en aften og stavet med sin sønn.

Da banker det derude på Jægerhusets dør;Han synes, det er løyerlig, Pasop ikke gjør,Og roper ut: „Hvem kommer til folk så sent på dag?“Men hører intet svar, kun de samme sakte slag.

Rask åpner han da døren ut til den mørke skog.Hvem, tror dere, står på trappen og banker med sin klov?230Det gjør hans Pleiebarn, — nå en bukk med Takker på,Og tror dere vel, at jegeren den lot derude stå?

Nei, han tok imot den som mot en gammel venn,Og hver vinter kom den og banked på igjen;Og da den for Krybskyttens kule falt til sist,Det var, som jegerhuset en Fælle hadde mist’.

C. Ploug.