215

Der var engang en meget rig Mand, og Konge var han ogsaa. Han havde en liden Datter, som ingen uden jeg har hørt Tale om. Enten har jeg aldrig hørt hendes Navn, eller 216ogsaa har jeg glemt det; men da jeg godt kan like, at Smaapiger har vakre Navne, vil jeg kalde hende Marie.

Kong Midas holdt mere af Guld end af noget andet her i Verden. Sin Kongekrone satte han Pris paa, mest fordi den var gjort af dette dyrebare Metal. Dersom der var noget, som han elskede mere eller halvt saameget som Guld, saa var det den lille Pige, som saa glad legede ved Faderens Skammel. Men jo mere han elskede sin Datter, desto mere tragtede han efter Rigdom. Den taabelige Mand tænkte, at det bedste, han kunde efterlade sit kjære Barn, var den største Dynge gult, skinnende Guld, som nogensinde havde været samlet paa et Sted, siden Verden blev skabt. Dette var hans Tanke Nat og Dag. Dersom han saaledes f. Ex. ved Solnedgangen saa de gyldne Skyer, saa ønskede han strax, at de var virkeligt Guld, og at han havde det sikkert indelukket i sin Pengekiste. Dersom lille Marie kom ham løbende imøde med Hænderne fulde af Smørblomster og Asters, pleiede han at sige: „Ja, ja, Barn, var de saa sandt af Guld, som de ser gyldne ud, da vilde de være værd at plukke.“

I sine yngre Dage, før han grebes af denne ulykkelige Længsel efter Guld, havde han dog været saa glad i Blomster. Han havde anlagt en Have, i hvilken der blomstrede de største, smukkeste og mest vellugtende Roser, som nogen dødelig saa eller lugtede til. Roserne groede endnu i Haven ligesaa smukke og vellugtende, som dengang Midas gik hele Timer for at se paa dem og indaande deres søde Vellugt. Men dersom han nu saa paa dem, saa var det kun for at slaa over, hvormeget Haven vilde være værd, om hvert enkelt Rosenblad var en tynd Plade af Guld.

Tilsidst blev Midas saaledes greben af sin Daarskab, at han næsten ikke taalte at se eller røre ved noget, som ikke var af Guld; — Folk bliver nu altid galere og galere, maa I vide, dersom de ikke beflitter sig paa at blive mere forstandige. — Han pleiede derfor at tilbringe den største Del af Dagen nede i en mørk, uhyggelig Kjælder under Kongsgaarden. Der havde han sine Skatte. Til dette stygge Hul, der kun var lidet bedre end et Fængsel, gik Midas, naar han vilde være rigtig glad. Naar han havde stængt Døren forsigtig, tog han en Sæk med Guldpenge, en Guldskaal 217saa stor som en Vaskevandsbolle, en stor Guldstang eller en Tønde med Guldstøv frem fra de mørke Kroge i Hulen og bragte det hen under den eneste, lille Solstraale, som gjennem det lille fængselagtige Vindu kunde trænge derned. Han talte Guldstykkerne i Sækken; han kastede Guldstangen op i Luften og greb den, idet den atter faldt ned; han lod Guldstøvet sildre igjennem sine Fingre, saa paa sit eget Billede, som det viste sig i den blankpolerede Guldskaal og hviskede til sig selv: „Midas, rige Kong Midas, hvilken lykkelig Mand du er!“ Det var morsomt at se, hvorledes hans Ansigt grinte ham imøde fra den speilblanke Guldskaal. Det var, som om den forstod, hvor taabelig han bar sig ad, og havde Lyst til at gjøre Nar af ham.

Jeg behøver ikke at bede eder, som er saadanne smaa kloge Folk, huske paa, at i gamle, gamle Dage, da Kong Midas levede, hændte der mange Ting, som vi i vore Dage og hertillands vilde synes var høist forunderlige. Paa den anden Side foregaar der meget nutildags, som ikke alene vi synes er besynderligt, men som Folk i gamle Dage rigtig vilde faldt i yderste Forbauselse over, om de havde seet det.

En Dag, da Midas som sædvanlig morede sig i sit Skatkammer, faldt der pludselig en Skygge hen over Gulddyngerne. Han vendte sig raskt om, og hvad skulde han se uden en fremmed, som stod netop saaledes, at Lyset faldt paa ham. Det var en ung Mand med et muntert og lyst Ansigt. Midas syntes, at den fremmedes Smil straalede som Guld. Uagtet han stod og skyggede for Lyset, var der nu udbredt en større Glans over Gulddyngerne end før. Selv den fjerneste og mørkeste Krog belystes af den fremmedes Straaler, og det var ligesom hans Smil tændte Ildfunker i Gulddyngerne.

Da Midas var sikker paa, at han omhyggelig havde dreiet Nøglen om i Døren, og at ingen dødelig Magt kunde bane sig Adgang til hans Skatkammer, forstod han strax, at den fremmede ikke kunde være nogen dødelig. Hvem denne fremmede var, behøver jeg ikke at fortælle. I hine Dage troede man, at overnaturlige Væsener ofte besøgte 218Menneskerne og deltog i deres Glæder og Sorger, Midas havde truffet saadanne Væsener før og var ikke bedrøvet over at møde et af dem igjen. Den fremmede saa desuden saa godmodig og venlig ud, at det vilde have været ufornuftigt at tro, at han skulde have ondt i Sinde. Meget snarere skulde man tro, at han netop var kommen for at gjøre Midas noget godt; og hvad kunde det vel være uden at forøge hans Skatte?

Den fremmede saa sig om i Kjælderen. Da han med sit straalende Smil havde bragt alle Gulddyngerne til at skinne, vendte han sig til Midas og sagde:

„Du er en rig Mand, min Ven Midas! Jeg tvivler paa, at der paa hele Jorden findes saa meget Guld inden fire Vægge, som du har skrabet sammen her.“

„Det er ikke saa ilde — ikke saa ilde. Jeg har været heldig — meget heldig; men det er dog kun en Ubetydehed,“ svarede Midas misfornøiet, „naar du betænker, at jeg har brugt hele mit Liv for at samle det. Dersom man blev tusende Aar gammel, ja da kunde man faa Tid til at blive rig.“

„Hvad,“ udbrød den fremmede, „du er altsaa ikke fornøiet?“

Midas rystede paa Hovedet.

„Hvor meget skal der da til for at tilfredsstille dig?“ spurgte den fremmede. „Det skulde jeg have Lyst til at vide.“

Midas taug stille og tænkte efter. Han havde en Anelse om, at den fremmede med det gyldne Smil i sit godmodige Ansigt var kommen baade med Magt og Lyst til at opfylde hans mest overdrevne Ønsker. Nu var altsaa Øieblikket forhaanden, da han kun behøvede at sige fra, for at faa hvadsomhelst han bad om, om end hans Forlangende var noksaa urimeligt. Derfor tænkte og tænkte han og stablede i Tankerne det ene Guldbjerg ovenpaa det andet, uden dog at faa det stort nok. Endelig fik Kong Midas et lyst Indfald, ja det forekom ham ligesaa lyst som det skinnende Metal, der var ham saa dyrebart og kjært.

Han hævede Hovedet og saa den straalende fremmede lige i Ansigtet.

219„Nu vel, Midas,“ sagde denne, „jeg ser, at du endelig har fundet ud, hvad der kan tilfredsstille dig. Sig mig, hvad er det?“

„Sagen er den,“ svarede Midas, „at det kjeder mig at samle med saa stort Besvær, og at Gulddyngen er saa liden, efterat jeg har gjort alt, hvad jeg kan. Jeg vilde ønske, at alt, hvad jeg kom nær, blev til Guld.“

„Du vilde, at alt, som du kom nær, skulde blive til Guld!“ udbrød den fremmede. „Sandelig, jeg maa beundre din Opfindelsesevne! Men er du da ogsaa sikker paa, at dette vilde tilfredsstille dig?“

„Ja skulde jeg ikke det?“ svarede Midas.

„Og du vil aldrig angre at have faaet Evne til at forvandle alt, som du rører ved, til Guld?“

„Hvad skulde vel bringe mig til at angre det? Jeg forlanger intet andet for at blive fuldkommen lykkelig.“

„Saa være det, som du ønsker!“ sagde den fremmede og vinkede med Haanden til Afsked. „Imorgen, naar Solen staar op, vil du have Evne til at forvandle alt, som du rører ved, til Guld.“

Da den fremmede havde sagt dette, straalede han endnu mere end før, og Midas lukkede Øinene. Da han atter aabnede dem, saa han intet andet end en gul Solstraale og det skinnende Guld, som han havde tilbragt hele sit Liv med at samle sammen.

Om Midas sov som sædvanligt den Nat, derom fortæller Historien intet. Men enten han sov eller vaagede, saa lignede han visselig et Barn, der vænter at faa et nyt, smukt Legetøi om Morgenen. Allerede ved Dagens første Dæmring var Midas lys vaagen. Han strakte Armen ud af Sengen og tog paa alt, hvad han kunde naa. Han var ivrig efter at se, om han ogsaa virkelig havde faaet den Evne at kunne forvandle alt, han rørte ved, til Guld, saaledes som den fremmede havde sagt. Han tog paa en Stol, som stod ved Sengen, og paa mange andre Ting, men blev høilig misfornøiet ved at se, at de ikke blev forvandlede. 220Han var virkelig bange for, at han kun havde drømt om den straalende fremmede, eller at denne havde holdt ham for Nar. Hvor frygteligt vilde ikke dette være for Midas!

Imidlertid var det endnu i Graalysingen, og kun en fin Lysstribe viste sig nede i Kanten af Himmelen; men den kunde Midas ikke se. Han laa der ganske utrøstelig over sit skuffede Haab og blev mørkere og mørkere stemt, indtil den første Solstraale skinnede gjennem Vinduet og forgyldte Taget over hans Seng. Det forekom Midas, at disse Straaler paa en forunderlig Maade kastedes tilbage af det hvide Sengeteppe ligesom af et Speil. Han blev ikke lidet glad, kan I tro, ved at finde, at Teppet var forvandlet til Væv af det fineste, reneste Guld. Evnen til at gjøre Guld havde han faaet med den første Solstraale.

Midas styrtede op; beruset af Glæde sprang han omkring i Værelset og greb i alt, som han traf paa. Han greb i en af Sengestolperne, og øieblikkelig blev den til en Guldstøtte. Han trak et Gardin tilside for at lade det klare Lys skinne paa alle disse forunderlige Ting, og Dusken blev tung i hans Haand, — den blev til Guld. Han tog en Bog paa Bordet. Strax han rørte ved den, blev den som en af disse prægtig indbundne Bøger med Guldsnit, som man saa ofte ser nutildags; men da han bladede i den, ak, da var hvert Blad forvandlet til en tynd Guldplade og al Bogens Visdom udslettet. Han klædte sig hurtig paa og blev henrykt ved at se, at han var klædt i prægtige Guldklæder fra Top til Taa. Klæderne var lige bøielige og myge; men de var dog svært tunge at bære, syntes han. Han tog op sit Lommetørklæde, som lille Marie havde syet til ham, ogsaa det var af Guld, og det kjære Barns Søm var syet med Guldtraad.

Kong Midas likte ikke rigtig denne Forvandling. Han havde heller seet, at hans lille Datters Arbeide var blevet netop saadant, som det var, da hun satte sig paa hans Knæ og stak det i Haanden paa ham.

Men det var ikke værd at tænke paa saadanne Smaating.

Kong Midas var i sine egne Tanker bleven saa stor ved sin Lykke, at Kongsgaarden syntes ham for liden. 221Han gik derfor ned af Trapperne og smilede ved at se, at Rækverket blev til Guld, eftersom hans Haand gled ned ad det. Han løftede op Dørklinken (den var kun af Kobber for et Øieblik siden, men af Guld, da hans Fingre havde berørt den) og gik ud i Haven. Her traf det sig, at han fandt en Mængde smukke Roser, lige fra de mindste Knopper til de fuldt udsprungne. Man kunde ikke se noget vakrere Syn end disse Roser, som de stod der og duftede i Morgenvinden.

Men Midas vidste, hvorledes han skulde gjøre dem endnu meget smukkere — som han troede — end Roser nogensinde havde været. Han gik derfor fra Busk til Busk og var utrættelig i at forvandle dem til Guld. Han holdt ikke op, før hver enkelt Rose og Knop, ja selv de Orme, som sad paa nogle af dem, var blevet Guld. Da han var færdig med dette store Arbeide, blev han buden ind til Frokost, og da Morgenluften havde givet ham god Appetit, skyndte han sig tilbage til Kongsgaarden.

Hvad Kongerne i Almindelighed spiste til Frokost paa Kong Midas’s Tid, ved jeg virkelig ikke; men efter hvad jeg tror, skulde Kong Midas netop den Morgen have Melk og Smørrebrød, stegt Fisk og Æg, og hans lille Datter Marie en Kop Melk og Hvedebrød.

Lille Marie var endnu ikke kommen ind, og Midas befalede, at man skulde kalde paa hende. Han satte sig hen til Bordet og væntede paa, at hun skulde komme, for saa at begynde at spise. Midas elskede sin lille Datter, og denne Morgen saa meget mere, fordi han havde havt Lykken saa med sig. Det varede ikke længe, førend han hørte, at hun kom henad Gangen bitterlig grædende. Dette forundrede ham; thi Marie var det gladeste Barn, man kunde se, og fældte neppe en Fingerbøl Taarer hele Aaret. Da Midas hørte, at hun græd, besluttede han at gjøre hende glad igjen ved en behagelig Overraskelse. Han strakte sig over Bordet og tog i Datterens Kop, — strax blev den forvandlet til skinnende Guld.

Marie aabnede Døren sagte og kom ind med Forklædet for Øinene. Hun sukkede endnu, som om hendes lille Hjerte skulde briste.

222„Hvad nu, min lille Datter,“ udbrød Midas. „Hvad staar dog paa med dig denne deilige Morgen?“

Uden at tage Forklædet fra Øinene rakte hun frem en af de Roser, som han nylig havde forvandlet.

„Meget smuk!“ sagde han. „Og hvad er der ved denne prægtige Guldrose, som bringer dig til at græde?“

„Aa, kjære Fader!“ svarede hun hulkende „den er ikke smuk, men den styggeste Blomst, som jeg nogensinde saa! Strax jeg var paaklædt, løb jeg ned i Haven for at plukke nogle Roser til dig, fordi jeg ved, at du liker dem og liker dem endnu bedre, naar din lille Datter har plukket dem. Men, hvad tror du vel er hændt? Tænk hvilken Ulykke! Alle disse smukke Roser, som duftede saa sødt og havde saa deilige Farver, er ødelagte. De er blevne gule og har ingen Duft længere.“

„Mit lille kjære Barn, græd dog ikke for det,“ sagde Midas, som var skamfuld over at tilstaa, at han selv var Skyld i det, som hun sørgede over. „Sæt dig og spis din Melk og dit Brød! du vil let faa byttet bort denne Rose, som vil vare i hundrede Aar, mod en almindelig Rose, som visner paa en Dag“.

„Jeg bryder mig ikke om slige Roser som denne,“ sagde Marie og kastede den foragtelig bort. „Det dufter ikke af den, og de haarde Blade stikker min Næse!“

Hun satte sig til Bordet, men var saa optagen af sin Sorg over de ødelagte Roser, at hun ikke saa den forunderlige Forandring, som var foregaaet med hendes Kop. Dette var heldigt; thi Marie pleiede at finde Fornøielse i at se paa de rare Folk, Huse og Trær, som var tegnede paa Koppen; disse Prydelser var nu aldeles forsvundne.

Midas havde skjænket sig en Kop Melk. Melkemuggen var naturligvis af Guld, da han satte den fra sig, hvad den saa end var af, da han tog den. Han syntes, det var altfor meget for en Konge, der levede saa tarvelig som han, at spise paa Guld, og at det vilde blive vanskeligt at passe alle disse Skatte. Det vilde ikke være sikkert at have saa kostbare Ting som Guldkopper og Guldkander i Hjørneskabet eller Kjøkkenet.

223Som han sad og tænkte paa dette, løftede han Melkekoppen til Munden og drak og blev i høi Grad forfærdet, da han merkede, at i samme Øieblik hans Læber rørte ved Melken, blev den til smeltet Guld og strax derpaa en haard Klump.

„Aa!“ udbrød Midas forskrækket.

„Hvad er det, Fader?“ spurgte Marie og saa paa ham med Øinene endnu fulde af Taarer.

„Intet, intet!“ sagde Midas. „Drik din Melk, førend den bliver kold.“

Han tog en af de stegte Fiske. For at prøve rørte han ved Halen af den. Til hans Skræk blev den strax fra en udmerket stegt Sild til en Guldfisk, men ikke en saadan Guldfisk, som Folk pleier at have i Glaskugler til Prydelse i Dagligstuen. Nei, det var en Fisk af virkeligt Guld, og den saa ud, som om den var arbeidet af den flinkeste Guldsmed i Verden. Finnerne og Halen var tynde Guldplader; man kunde se Merker efter Gaflen. Det var et meget smukt Stykke Arbeide, kan I tænke; men Kong Midas vilde netop da meget heller have havt en virkelig stegt Fisk paa sin Tallerken end denne kostbare Guldfisk.

„Jeg kan rigtignok ikke forstaa, hvorledes jeg skal faa Frokost,“ tænkte han ved sig selv.

Han tog et Stykke Brød, men havde neppe brudt det over, førend det blev gult, uagtet det havde været det fineste, hvideste Hvedebrød. Var det blevet forvandlet til simpelt Rugbrød, vilde Midas have likt det meget bedre end nu, da det var blevet til Guld. Næsten fortvivlet greb han et kogt Eg, som øieblikkelig blev forvandlet paa samme Maade som Fisken og Brødet.

„Jeg er rigtignok kommen i Knibe,“ tænkte han, lænede sig tilbage i Stolen og saa næsten misundelig paa Marie, som nu spiste sit Brød og Melk med stor Lyst. At have en saadan god Frokost foran sig og ikke at kunne spise!

„Fader, kjære Fader!“ sagde Marie, som var et meget kjærligt Barn. „Hvad er det? Hvorfor spiser du ikke?“

„Ak, kjære Barn,“ stønnede han; „jeg ved ikke, hvordan det skal gaa din stakkels Fader!“

224Og har I vel, mine kjære Smaabørn, nogensinde hørt noget saa bedrøveligt? Den fattigste Arbeider med et Stykke Brød og en Kop Vand var meget bedre faren end Kong Midas, hvis Mad var bleven til Guld. Hvad skulde han gjøre? Allerede til Frokost var han meget sulten, og hvorledes vilde det gaa ham tilaftens, da Maden da ogsaa vilde være ligesaa uspiselig som før. Hvormange Dage tror I, at han vilde holde det ud med disse rige Maaltider?

Kong Midas tænkte paa dette og begyndte at tvivle paa, at Rigdom var det eneste gode i Verden. Men denne Tanke varede ikke længe. Saa fortryllet var Midas af det gule, skinnende Metal, at han paa ingen Maade vilde have byttet Evnen til at gjøre Guld med en saa ubetydelig Ting som en Frokost. Betænk hvilken uhyre Pris for et Maaltid! Det vilde være at betale Millioner og Millioner og al Verdens Millioner for en stegt Fisk, et Æg, et Stykke Brød og en Kop Melk!

„Det vilde være altfor dyrt,“ tænkte Midas.

Ikke destomindre var han saa sulten, at han atter stønnede høit. Den lille søde Marie kunde ikke længere holde det ud. Hun sad en Stund og saa paa sin Fader og forsøgte i sit lille Hoved at finde ud, hvad der manglede ham. Da hun saa gjerne vilde trøste ham, hoppede hun ned af sin Stol, sprang hen til Midas og slyngede Armene om hans Knæ. Han bøiede sig ned og kyssede hende. Han følte, at hans Datters Kjærlighed var værd tusende Gange mere end alt, hvad han havde vundet ved den fremmedes Gave.

„Min dyrebare, kjære Marie“, sagde han.

Men Marie svarede ikke.

Ak, hvad havde han gjort! I det Øieblik, da Midas's Læber havde berørt Maries Pande, var en Forvandling foregaaet. Hendes søde, friske Ansigt, som havde seet saa kjærlighedsfuldt ud, blev skinnende gult, og gyldne Taarer rullede ned ad Kinderne. Hendes smukke, brune Lokker fik den samme Farve. Hendes spæde, fine Legeme blev haardt og ubøieligt, medens Faderen holdt sine Arme om hende. O skrækkelige Ulykke! Den lille Marie var ikke længere et menneskeligt Barn, men et Guldbillede.

225Hendes Ansigt havde endnu det samme Udtryk, som før hun blev forvandlet til Guld. Baade Trækkene og Figuren var Maries. Selv det lille Smilehul, som Faderen syntes saa godt om, fandtes i det gyldne Kind. Men jo større Ligheden var, desto større var ogsaa Faderens Kval og Smerte ved at se dette Billede af Guld, som var det eneste, han havde tilbage af sin Datter. Naar Midas havde været særdeles glad i sit Barn, pleiede han sige, at hun var værd en Guldklump ligesaa stor som hun selv. Nu var dette virkelig blevet sandt.

Det vilde blive en altfor sørgelig Historie, om jeg vilde fortælle, hvorledes Midas begyndte at vride sine Hænder og anklage sig selv, og at han ikke kunde holde ud at se paa Marie og heller ikke lade være. Kun naar hans Øine var fæstede paa hende, kunde han virkelig tro, at hun var forvandlet til Guld. Han kunde intet andet gjøre end vride sine Hænder og ønske, at han var den fattigste Mand i hele Verden, dersom han blot kunde bringe Roserne tilbage paa lille Maries Kinder. Medens han var saa ulykkelig, saa han pludselig en fremmed borte ved Døren. Midas bøiede Hovedet uden at tale; thi han saa for sig den samme fremmede, som Dagen før havde vist sig for ham i Skatkammeret, og som havde givet ham denne ulykkelige Evne til at gjøre Guld.

„Nu min Ven,“ sagde den fremmede; „har min Gave bragt dig Lykke?“

Midas rystede paa Hovedet.

„Jeg er meget ulykkelig!“ sagde han.

„Hvorledes! Meget ulykkelig!“ udbrød den fremmede „Hvordan gaar det til? Har jeg ikke holdt mit Løfte til dig? Har du ikke alt, hvad dit Hjerte forlanger?“

„Guld er ikke alt,“ svarede Midas, „og jeg har mistet det, som mit Hjerte virkelig elskede.“

„Aa, saa du har gjort en Opdagelse siden igaar,“ sagde den fremmede. „Lad os se! Hvilken af de to Ting, en Kop med rent Vand eller at kunne gjøre Guld, tror du er mest værd?“

226„O, det velsignede Vand!“ raabte Midas. „Aldrig mere vil det læske min tørre Læbe.“

„Et Stykke Brød eller at kunne gjøre Guld?“ vedblev den fremmede.

„Et Stykke Brød er mere værd end al Verdens Guld,“ svarede Midas.

„Din lille Datter Marie eller at kunne gjøre Guld, smuk, frisk og kjærlig, som hun var for et Øieblik siden?“ spurgte den fremmede.

„O, mit Barn, mit kjære Barn!“ skreg den stakkels Midas og vred Hænderne. „Jeg vilde ikke give hendes Lillefinger for at kunne forvandle hele Jorden til en eneste stor Guldklump.“

„Du er bleven visere, end du var, Kong Midas!“ sagde den fremmede og saa alvorlig paa ham. „Jeg merker, at dit eget Hjerte ikke helt og holdent er blevet forvandlet til Guld; thi hvis saa var, vilde du være meget ulykkelig. Sig mig nu, vil du virkelig ogsaa gjerne miste den Gave at kunne gjøre alt til Guld?“

„Jeg hader den!“ svarede Midas.

En Flue satte sig paa hans Næse, men faldt strax ned paa Gulvet; thi ogsaa den var bleven til Guld. Midas gyste.

„Saa gaa hen og kast dig i Floden, som flyder ved Enden af Haven,“ sagde den fremmede. „Tag saa en Krukke med Vand og held over de Ting, som du vil have forvandlede fra Guld, til hvad de før var af. Dersom du gjør dette for Alvor og med Sandhed, da kan du maaske gjøre god igjen den Ulykke, som din Begjærlighed har forvoldt.“

Kong Midas bukkede sig dybt, og da han atter saa op, var den straalende fremmede borte.

I kan let begribe, at Midas ikke var sen til at gribe en stor Lerkrukke og skynde sig ned til Stranden. Som han ilte fremad og trængte sig igjennem Buskene, var det virkelig forunderligt at se, hvorledes Bladene blev gule bag ham, som om Høsten havde været der og ikke paa noget andet Sted. Da han kom ned til Floden, styrtede han sig ud paa Hovedet uden saa meget som at tage af sig Skoene.

227„Prr! prr! prr!“ pustede Midas, da hans Hoved atter kom over Vandet. „Dette er virkelig et forfriskende Bad, og jeg haaber, at det aldeles maa have vasket bort Evnen til at gjøre Guld. Lad mig nu fylde Krukken.“

Det glædede hans Hjerte at se, at da han dyppede Krukken ned i Vandet, blev den atter til den simple Krukke, som den havde været, før han rørte ved den. Han merkede ogsaa, at han selv var undergaaet en Forandring. Det var, ligesom en tung, kold Byrde var falden af ham. Midas saa en Blaaveis, som voxede paa Strandbredden. Han rørte ved den og blev overordentlig lykkelig over, at den ikke blev forvandlet til Guld. Han var altsaa nu virkelig fri for den Ulykke, som Evnen til at gjøre Guld førte med sig.

Midas skyndte sig tilbage til Kongsgaarden, og jeg kan tænke mig, at Tjenerne ikke vidste, hvad de skulde tro, da de saa ham saa forsigtig bære med sig en Lerkrukke, fuld af Vand. Men dette Vand, som skulde gjøre gode igjen alle de Ulykker, som hans Galskab havde fremkaldt, var mere værd for Midas end et Hav af smeltet Guld. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at det første, han gjorde, var at øse flere Haandfulde Vand over Guldbilledet af Marie.

I vilde have glædet eder ved at se, hvor snart Roserne kom tilbage paa Barnets Kinder, da Vandet berørte hende. Og saadan som hun nøs og drog efter Aanden! Og hvor forundret hun blev, da hun merkede, at hun var dryppende vaad, og at hendes Fader heldte endnu mere Vand paa hende!

„Nei, gjør ikke dette, kjære Fader!“ skreg hun. „Se, hvor du har vædet min smukke Kjole til, som jeg tog nystrøgen paa imorges.“

Marie vidste ikke, at hun havde været et lidet Guldbillede; heller ikke kunde hun huske noget fra det Øieblik, da hun med aabne Arme sprang hen til Midas for at trøste ham.

Hendes Fader ansaa det ikke for nødvendigt at fortælle hende, hvor taabelig han havde været. Han tog Marie med sig ned i Haven og sprøitede det tiloversblevne Vand ud over Rosenbuskene. Dette havde saadan Virkning, at over 228fem tusende Roser blev ligesaa smukke, som de havde været før.

Da Kong Midas var bleven en gammel Mand, pleiede han ofte at sidde med Maries Børn paa Fanget, og han var meget glad i at fortælle dem denne Historie, saaledes som jeg har fortalt den til eder.

„For at sige Sandhed, mine kjære smaa,“ sagde Midas, medens han huskede Børnene paa Knæet, „siden hin Morgen har jeg hadet Synet af alt Guld.“

215

Der var engang en meget rik mann, og konge var han også. Han hadde en liten datter, som ingen uten jeg har hørt Tale om. Enten har jeg aldri hørt hennes navn, eller 216også har jeg glemt det; men da jeg godt kan like, at småpiker har vakre navn, vil jeg kalle henne Marie.

Kong Midas holdt mer av gull enn av noe annet her i verden. Sin kongekrone satte han pris på, mest fordi den var gjort av dette dyrebare metall. Dersom der var noe, som han elsket mer eller halvt saameget som gull, så var det den lille pike, som så glad lekte ved Faderens skammel. Men jo mer han elsket sin datter, desto mer tragtede han etter rikdom. Den tåpelige mann tenkte, at det beste, han kunne etterlate sitt kjære barn, var den største dynge gult, skinnende gull, som noensinne hadde vært samlet på et sted, siden verden ble skapt. Dette var hans tanke natt og Dag. Dersom han således f. Ex. ved solnedgangen så de gyldne skyer, så ønsket han straks, at de var virkelig gull, og at han hadde det sikkert innelukket i sin Pengekiste. Dersom lille Marie kom ham løpende imøte med hendene fulle av smørblomster og asters, pleide han å si: „Ja, ja, barn, var de så sandt av gull, som de ser gyldne ut, da ville de være verd å plukke.“

I sine yngre dager, før han grebes av denne ulykkelige lengsel etter gull, hadde han dog vært så glad i blomster. Han hadde anlagt en hage, i hvilken der blomstret de største, smukkeste og mest velluktende roser, som noen dødelig så eller luktet til. Rosene grodde ennå i hagen likeså smukke og velluktende, som dengang Midas gikk hele timer for å se på dem og innånde deres søte vellukt. Men dersom han nå så på dem, så var det kun for å slå over, hvor mye hagen ville være verd, om hvert enkelt Rosenblad var en tynn plate av gull.

Til sist ble Midas således grepet av sin dårskap, at han nesten ikke tålte å se eller røre ved noe, som ikke var av gull; — Folk blir nå alltid galere og galere, må dere vite, dersom de ikke beflitter seg på å bli mer forstandige. — Han pleide derfor å tilbringe den største del av dagen nede i en mørk, uhyggelig kjeller under kongsgården. Der hadde han sine skatter. Til dette stygge Hul, der kun var lite bedre enn et fengsel, gikk Midas, når han ville være riktig glad. Når han hadde stengt døren forsiktig, tok han en sekk med Guldpenge, en Guldskaal 217så stor som en Vaskevandsbolle, en stor gullstang eller en tønne med gullstøv frem fra de mørke kroker i hulen og brakte det hen under den eneste, lille solstråle, som gjennom det lille fængselagtige vindu kunne trenge derned. Han talte Guldstykkerne i sekken; han kastet gullstangen opp i luften og grep den, idet den atter falt ned; han lot gullstøvet sildre igjennom sine fingre, så på sitt eget bilde, som det viste seg i den blankpolerede Guldskaal og hvisket til seg selv: „Midas, rike Kong Midas, hvilken lykkelig mann du er!“ Det var morsomt å se, hvorledes hans ansikt grinte ham imøte fra den speilblanke Guldskaal. Det var, som om den forstod, hvor tåpelig han bar seg ad, og hadde Lyst til å gjøre narr av ham.

Jeg behøver ikke å bede dere, som er sådanne små kloge folk, huske på, at i gamle, gamle dager, da Kong Midas levde, hendte der mange ting, som vi i våre dager og hertillands ville synes var høist forunderlige. På den annen side foregår der meget nutildags, som ikke alene vi synes er besynderlig, men som folk i gamle dager riktig ville falt i ytterste forbauselse over, om de hadde sett det.

En dag, da Midas som sedvanlig moret seg i sitt skattkammer, falt der plutselig en skygge hen over Gulddyngerne. Han vendte seg raskt om, og hva skulle han se uten en fremmed, som stod nettopp således, at lyset falt på ham. Det var en ung mann med et muntert og lyst ansikt. Midas syntes, at den fremmedes smil straalede som gull. Uaktet han stod og skygget for lyset, var der nå utbredt en større glans over Gulddyngerne enn før. Selv den fjerneste og mørkeste krok belystes av den fremmedes stråler, og det var likesom hans smil tente Ildfunker i Gulddyngerne.

Da Midas var sikker på, at han omhyggelig hadde dreiet nøkkelen om i døren, og at ingen dødelig makt kunne bane seg adgang til hans skattkammer, forstod han straks, at den fremmede ikke kunne være noen dødelig. Hvem denne fremmede var, behøver jeg ikke å fortelle. I hine dager trodde man, at overnaturlige vesener ofte besøkte 218menneskene og deltok i deres gleder og sorger, Midas hadde truffet sådanne vesener før og var ikke bedrøvet over å møte et av dem igjen. Den fremmede så dessuten så godmodig og vennlig ut, at det ville ha vært ufornuftig å tro, at han skulle ha ondt i sinne. Meget snarere skulle man tro, at han nettopp var kommet for å gjøre Midas noe godt; og hva kunne det vel være uten å forøke hans skatter?

Den fremmede så seg om i kjelleren. Da han med sitt strålende smil hadde brakt alle Gulddyngerne til å skinne, vendte han seg til Midas og sa:

„Du er en rik mann, min venn Midas! Jeg tvivler på, at der på hele jorden finnes så meget gull innen fire vegger, som du har skrapet sammen her.“

„Det er ikke så ilde — ikke så ilde. Jeg har vært heldig — meget heldig; men det er dog kun en Ubetydehed,“ svarte Midas misfornøyd, „når du betenker, at jeg har brukt hele mitt liv for å samle det. Dersom man ble tusende år gammel, ja da kunne man få tid til å bli rik.“

„Hva,“ utbrøt den fremmede, „du er altså ikke fornøyet?“

Midas rystet på hodet.

„Hvor meget skal der da til for å tilfredsstille deg?“ spurte den fremmede. „Det skulle jeg ha Lyst til å vite.“

Midas tidde stille og tenkte etter. Han hadde en anelse om, at den fremmede med det gyldne smil i sitt godmodige ansikt var kommet både med makt og Lyst til å oppfylle hans mest overdrevne ønsker. Nå var altså øyeblikket forhånden, da han kun behøvde å si fra, for å få hva som helst han bad om, om enn hans forlangende var nokså urimelig. Derfor tenkte og tenkte han og stablede i Tankerne det ene Guldbjerg ovenpå det andre, uten dog å få det stort nok. Endelig fikk Kong Midas et lyst innfall, ja det forekom ham likeså lyst som det skinnende metall, der var ham så dyrebart og kjært.

Han hevet hodet og så den strålende fremmede like i ansiktet.

219„Nå vel, Midas,“ sa denne, „jeg ser, at du endelig har funnet ut, hva der kan tilfredsstille deg. Sig meg, hva er det?“

„Sagen er den,“ svarte Midas, „at det kjeder meg å samle med så stort besvær, og at gulldyngen er så liten, etter at jeg har gjort alt, hva jeg kan. Jeg ville ønske, at alt, hva jeg kom nær, ble til gull.“

„Du ville, at alt, som du kom nær, skulle bli til gull!“ utbrøt den fremmede. „Sannelig, jeg må beundre din Opfindelsesevne! Men er du da også sikker på, at dette ville tilfredsstille deg?“

„Ja skulle jeg ikke det?“ svarte Midas.

„Og du vil aldri angre å ha fått evne til å forvandle alt, som du rører ved, til gull?“

„Hva skulle vel bringe meg til å angre det? Jeg forlanger intet annet for å bli fullkommen lykkelig.“

„Så være det, som du ønsker!“ sa den fremmede og vinkede med hånden til avskjed. „I morgen, når solen står opp, vil du ha evne til å forvandle alt, som du rører ved, til gull.“

Da den fremmede hadde sagt dette, strålte han enda mer enn før, og Midas lukkede øynene. Da han atter åpnet dem, så han intet annet enn en gul solstråle og det skinnende gull, som han hadde tilbrakt hele sitt liv med å samle sammen.

Om Midas sov som sedvanlig den natt, derom forteller historien intet. Men enten han sov eller vaagede, så lignet han visselig et barn, der venter å få et nytt, smukt leketøy om morgenen. Allerede ved Dagens første demring var Midas lys våken. Han strakte armen ut av sengen og tok på alt, hva han kunne nå. Han var ivrig etter å se, om han også virkelig hadde fått den evne å kunne forvandle alt, han rørte ved, til gull, således som den fremmede hadde sagt. Han tok på en stol, som stod ved sengen, og på mange andre ting, men ble høylig misfornøyd ved å se, at de ikke ble forvandlet. 220Han var virkelig bange for, at han kun hadde drømt om den strålende fremmede, eller at denne hadde holdt ham for narr. Hvor fryktelig ville ikke dette være for Midas!

Imidlertid var det ennå i grålysingen, og kun en fin lysstripe viste seg nede i kanten av himmelen; men den kunne Midas ikke se. Han lå der ganske utrøstelig over sitt skuffede håp og ble mørkere og mørkere stemt, inntil den første solstråle skinte gjennom vinduet og forgylte taket over hans seng. Det forekom Midas, at disse stråler på en forunderlig måte kastedes tilbake av det hvite sengeteppe likesom av et speil. Han ble ikke lite glad, kan dere tro, ved å finne, at teppet var forvandlet til vev av det fineste, reneste gull. Evnen til å gjøre gull hadde han fått med den første solstråle.

Midas styrtet opp; beruset av glede sprang han omkring i værelset og grep i alt, som han traff på. Han grep i en av sengestolpene, og øyeblikkelig ble den til en gullstøtte. Han trakk et gardin tilside for å la det klare lys skinne på alle disse forunderlige ting, og Dusken ble tung i hans hånd, — den ble til gull. Han tok en bok på bordet. Straks han rørte ved den, ble den som en av disse prektig innbundne bøker med gullsnitt, som man så ofte ser nutildags; men da han bladde i den, ak, da var hvert blad forvandlet til en tynn gullplate og all bokens visdom utslettet. Han kledde seg hurtig på og ble henrykt ved å se, at han var kledd i prektige gullklær fra topp til tå. Kledene var like bøyelige og myke; men de var dog svært tunge å bære, syntes han. Han tok opp sitt lommetørkle, som lille Marie hadde sydd til ham, også det var av gull, og det kjære Barns søm var sydd med gulltråd.

Kong Midas likte ikke riktig denne forvandling. Han hadde heller sett, at hans lille Datters arbeide var blitt nettopp sådant, som det var, da hun satte seg på hans kne og stak det i hånden på ham.

Men det var ikke verd å tenke på sådanne småting.

Kong Midas var i sine egne tanker blitt så stor ved sin lykke, at kongsgården syntes ham for liten. 221Han gikk derfor ned av trappene og smilte ved å se, at rekkverket ble til gull, ettersom hans hånd gled ned ad det. Han løftet opp dørklinken (den var kun av kobber for et øyeblikk siden, men av gull, da hans fingre hadde berørt den) og gikk ut i hagen. Her traff det seg, at han fant en mengde smukke roser, like fra de minste knopper til de fullt utsprungne. Man kunne ikke se noe vakrere syn enn disse roser, som de stod der og duftet i Morgenvinden.

Men Midas visste, hvorledes han skulle gjøre dem ennå meget smukkere — som han trodde — enn roser noensinne hadde vært. Han gikk derfor fra busk til busk og var utrettelig i å forvandle dem til gull. Han holdt ikke opp, før hver enkelt Rose og knop, ja selv de ormer, som satt på noen av dem, var blitt gull. Da han var ferdig med dette store arbeide, ble han buden inn til frokost, og da Morgenluften hadde gitt ham god appetitt, skyndte han seg tilbake til kongsgården.

Hva kongene i alminnelighet spiste til frokost på Kong Midas’s Tid, vet jeg virkelig ikke; men etter hva jeg tror, skulle Kong Midas nettopp den morgen have melk og Smørrebrød, stekt fisk og egg, og hans lille datter Marie en kopp melk og hvetebrød.

Lille Marie var ennå ikke kommet inn, og Midas befalte, at man skulle kalle på henne. Han satte seg hen til bordet og ventet på, at hun skulle komme, for så å begynne å spise. Midas elskede sin lille datter, og denne morgen så meget mer, fordi han hadde hatt lykken så med seg. Det varte ikke lenge, før han hørte, at hun kom henad gangen bitterlig gråtende. Dette forundret ham; thi Marie var det gladeste barn, man kunne se, og felte neppe en fingerbøl Taarer hele Aaret. Da Midas hørte, at hun gråt, besluttet han å gjøre henne glad igjen ved en behagelig overraskelse. Han strakte seg over bordet og tok i Datterens kopp, — straks ble den forvandlet til skinnende gull.

Marie åpnet døren sakte og kom inn med forkleet for øynene. Hun sukket ennå, som om hennes lille hjerte skulle briste.

222„Hva nå, min lille datter,“ utbrøt Midas. „Hva står dog på med deg denne deilige morgen?“

Uten å ta forkleet fra øynene rakte hun frem en av de roser, som han nylig hadde forvandlet.

„Meget smuk!“ sa han. „Og hva er der ved denne prektige gullrose, som bringer deg til å gråte?“

„Aa, kjære Fader!“ svarte hun hulkende „den er ikke smuk, men den styggeste blomst, som jeg noensinne så! Straks jeg var påkledd, løp jeg ned i hagen for å plukke noen roser til deg, fordi jeg vet, at du liker dem og liker dem enda bedre, når din lille datter har plukket dem. Men, hva tror du vel er hendt? Tenk hvilken ulykke! Alle disse smukke roser, som duftet så søtt og hadde så deilige farger, er ødelagte. De er blitt gule og har ingen duft lenger.“

„Mitt lille kjære barn, gråt dog ikke for det,“ sa Midas, som var skamfull over å tilstå, at han selv var skyld i det, som hun sørget over. „Sett deg og spis din melk og ditt brød! du vil lett få byttet bort denne Rose, som vil vare i hundre år, mot en alminnelig Rose, som visner på en dag“.

„Jeg bryder meg ikke om slike roser som denne,“ sa Marie og kastet den foraktelig bort. „Det dufter ikke av den, og de harde Blade stikker min nese!“

Hun satte seg til bordet, men var så opptatt av sin sorg over de ødelagte roser, at hun ikke så den forunderlige forandring, som var foregått med hennes kopp. Dette var heldigt; thi Marie pleide å finne fornøyelse i å se på de rare folk, hus og trær, som var tegnede på koppen; disse Prydelser var nå aldeles forsvundne.

Midas hadde skjenket seg en kopp melk. Melkemuggen var naturligvis av gull, da han satte den fra seg, hva den så enn var av, da han tok den. Han syntes, det var altfor meget for en konge, der levde så tarvelig som han, å spise på gull, og at det ville bli vanskelig å passe alle disse skatter. Det ville ikke være sikkert å ha så kostbare ting som gullkopper og gullkanner i hjørneskapet eller kjøkkenet.

223Som han satt og tenkte på dette, løftet han Melkekoppen til munnen og drakk og ble i høy grad forferdet, da han merket, at i samme øyeblikk hans lepper rørte ved melken, ble den til smeltet gull og straks derpå en hard klump.

„Aa!“ utbrøt Midas forskrekket.

„Hva er det, far?“ spurte Marie og så på ham med øynene ennå fulle av Taarer.

„Intet, intet!“ sa Midas. „Drikk din melk, før den blir kald.“

Han tok en av de stekte fisker. For å prøve rørte han ved halen av den. Til hans skrekk ble den straks fra en utmerket stekt sild til en gullfisk, men ikke en sådan gullfisk, som folk pleier å ha i glasskuler til Prydelse i dagligstuen. Nei, det var en fisk av virkelig gull, og den så ut, som om den var arbeidet av den flinkeste gullsmed i verden. Finnene og halen var tynne gullplater; man kunne se merker etter gaffelen. Det var et meget smukt stykke arbeide, kan dere tenke; men Kong Midas ville nettopp da meget heller have hatt en virkelig stekt fisk på sin tallerken enn denne kostbare gullfisk.

„Jeg kan riktignok ikke forstå, hvorledes jeg skal få frokost,“ tenkte han ved seg selv.

Han tok et stykke brød, men hadde neppe brutt det over, før det ble gult, uaktet det hadde vært det fineste, hviteste hvetebrød. Var det blitt forvandlet til simpelt rugbrød, ville Midas have likt det meget bedre enn nå, da det var blitt til gull. Nesten fortvivlet grep han et kokt egg, som øyeblikkelig ble forvandlet på samme måte som fisken og brødet.

„Jeg er riktignok kommet i knipe,“ tenkte han, lente seg tilbake i stolen og så nesten misunnelig på Marie, som nå spiste sitt brød og melk med stor Lyst. Å ha en sådan god frokost foran seg og ikke å kunne spise!

„Fader, kjære Fader!“ sa Marie, som var et meget kjærlig barn. „Hva er det? Hvorfor spiser du ikke?“

„Ak, kjære barn,“ stønnet han; „jeg vet ikke, hvordan det skal gå din stakkels far!“

224Og har dere vel, mine kjære småbarn, noensinne hørt noe så bedrøvelig? Den fattigste arbeider med et stykke brød og en kopp vann var meget bedre faren enn Kong Midas, hvis mat var blitt til gull. Hva skulle han gjøre? Allerede til frokost var han meget sulten, og hvorledes ville det gå ham til aftens, da maten da også ville være likeså uspiselig som før. Hvor mange dager tror dere, at han ville holde det ut med disse rike måltider?

Kong Midas tenkte på dette og begynte at tvivle på, at rikdom var det eneste gode i verden. Men denne tanke varte ikke lenge. Så fortryllet var Midas av det gule, skinnende metall, at han på ingen måte ville ha byttet evnen til å gjøre gull med en så ubetydelig ting som en frokost. Betenk hvilken uhyre pris for et måltid! Det ville være å betale millioner og millioner og all Verdens millioner for en stekt fisk, et egg, et stykke brød og en kopp melk!

„Det ville være altfor dyrt,“ tenkte Midas.

Ikke desto mindre var han så sulten, at han atter stønnet høyt. Den lille søte Marie kunne ikke lenger holde det ut. Hun satt en stund og så på sin far og forsøkte i sitt lille hode å finne ut, hva der manglet ham. Da hun så gjerne ville trøste ham, hoppet hun ned av sin stol, sprang hen til Midas og slyngede armene om hans kne. Han bøyde seg ned og kysset henne. Han følte, at hans Datters Kjærlighed var verd tusende ganger mer enn alt, hva han hadde vundet ved den fremmedes gave.

„Min dyrebare, kjære Marie“, sa han.

Men Marie svarte ikke.

Ak, hva hadde han gjort! I det øyeblikk, da Midas's lepper hadde berørt Maries Pande, var en forvandling foregått. Hennes søte, friske ansikt, som hadde sett så kjærlighetsfullt ut, ble skinnende gult, og gyldne Taarer rullet ned ad kinnene. Hennes smukke, brune lokker fikk den samme farge. Hennes spede, fine legeme ble hardt og ubøyelig, mens Faderen holdt sine Arme om henne. O skrekkelige ulykke! Den lille Marie var ikke lenger et menneskelig barn, men et Guldbillede.

225Hennes ansikt hadde ennå det samme uttrykk, som før hun ble forvandlet til gull. Både trekkene og figuren var Maries. Selv det lille smilehull, som Faderen syntes så godt om, fantes i det gyldne kinn. Men jo større likheten var, desto større var også Faderens kval og smerte ved å se dette bilde av gull, som var det eneste, han hadde tilbake av sin datter. Når Midas hadde vært særdeles glad i sitt barn, pleide han si, at hun var verd en gullklump likeså stor som hun selv. Nå var dette virkelig blitt sandt.

Det ville bli en altfor sørgelig historie, om jeg ville fortelle, hvorledes Midas begynte å vri sine hender og anklage seg selv, og at han ikke kunne holde ut å se på Marie og heller ikke lade være. Kun når hans øyne var fæstede på henne, kunne han virkelig tro, at hun var forvandlet til gull. Han kunne intet annet gjøre enn vri sine hender og ønske, at han var den fattigste mann i hele verden, dersom han blot kunne bringe rosene tilbake på lille Maries Kinder. Mens han var så ulykkelig, så han plutselig en fremmed borte ved døren. Midas bøyde hodet uten å tale; thi han så for seg den samme fremmede, som dagen før hadde vist seg for ham i skattkammeret, og som hadde gitt ham denne ulykkelige evne til å gjøre gull.

„Nå min venn,“ sa den fremmede; „har min gave brakt deg lykke?“

Midas rystet på hodet.

„Jeg er meget ulykkelig!“ sa han.

„Hvorledes! Meget ulykkelig!“ utbrøt den fremmede „Hvordan går det til? Har jeg ikke holdt mitt løfte til deg? Har du ikke alt, hva ditt hjerte forlanger?“

„Gull er ikke alt,“ svarte Midas, „og jeg har mistet det, som mitt hjerte virkelig elskede.“

„Aa, så du har gjort en oppdagelse siden i går,“ sa den fremmede. „La oss se! Hvilken av de to ting, en kopp med rent vann eller å kunne gjøre gull, tror du er mest verd?“

226„O, det velsignede vann!“ ropte Midas. „Aldri mer vil det leske min tørre leppe.“

„Et stykke brød eller å kunne gjøre gull?“ vedble den fremmede.

„Et stykke brød er mer verd enn all Verdens gull,“ svarte Midas.

„Din lille datter Marie eller å kunne gjøre gull, smuk, frisk og kjærlig, som hun var for et øyeblikk siden?“ spurte den fremmede.

„O, mitt barn, mitt kjære barn!“ skreg den stakkels Midas og vred hendene. „Jeg ville ikke gi hennes lillefinger for å kunne forvandle hele jorden til en eneste stor gullklump.“

„Du er blitt visere, enn du var, Kong Midas!“ sa den fremmede og så alvorlig på ham. „Jeg merker, at ditt eget hjerte ikke helt og holdent er blitt forvandlet til gull; thi hvis så var, ville du være meget ulykkelig. Sig meg nå, vil du virkelig også gjerne miste den gave å kunne gjøre alt til gull?“

„Jeg hater den!“ svarte Midas.

En flue satte seg på hans nese, men falt straks ned på gulvet; thi også den var blitt til gull. Midas gyste.

„Så gå hen og kast deg i Floden, som flyter ved enden av hagen,“ sa den fremmede. „Tag så en krukke med vann og held over de ting, som du vil ha forvandlet fra gull, til hva de før var av. Dersom du gjør dette for alvor og med sannhet, da kan du maaske gjøre god igjen den ulykke, som din begjærlighet har forvoldt.“

Kong Midas bukket seg dypt, og da han atter så opp, var den strålende fremmede borte.

Dere kan lett begripe, at Midas ikke var sen til å gripe en stor Lerkrukke og skynde seg ned til stranden. Som han ilte fremad og trengte seg igjennom buskene, var det virkelig forunderlig å se, hvorledes bladene ble gule bak ham, som om høsten hadde vært der og ikke på noe annet sted. Da han kom ned til Floden, styrtet han seg ut på hodet uten så meget som å ta av seg skoene.

227„Prr! prr! prr!“ pustet Midas, da hans hode atter kom over vannet. „Dette er virkelig et forfriskende Bad, og jeg håper, at det aldeles må ha vasket bort evnen til å gjøre gull. La meg nå fylde krukken.“

Det gledet hans hjerte å se, at da han dyppet krukken ned i vannet, ble den atter til den simple krukke, som den hadde vært, før han rørte ved den. Han merket også, at han selv var undergått en forandring. Det var, likesom en tung, kald byrde var falt av ham. Midas så en blåveis, som voxede på Strandbredden. Han rørte ved den og ble overordentlig lykkelig over, at den ikke ble forvandlet til gull. Han var altså nå virkelig fri for den ulykke, som evnen til å gjøre gull førte med seg.

Midas skyndte seg tilbake til kongsgården, og jeg kan tenke meg, at tjenerne ikke visste, hva de skulle tro, da de så ham så forsiktig bære med seg en Lerkrukke, full av vann. Men dette vann, som skulle gjøre gode igjen alle de ulykker, som hans galskap hadde fremkalt, var mer verd for Midas enn et hav av smeltet gull. Jeg behøver vel ikke å fortelle, at det første, han gjorde, var å øse flere håndfuller vann over gullbildet av Marie.

I ville ha gledet dere ved å se, hvor snart rosene kom tilbake på Barnets kinner, da vannet berørte henne. Og sådan som hun nøs og drog etter Aanden! Og hvor forundret hun ble, da hun merket, at hun var dryppende våt, og at hennes far helte enda mer vann på henne!

„Nei, gjør ikke dette, kjære Fader!“ skreg hun. „Se, hvor du har vætet min smukke kjole til, som jeg tok nystrøken på i morges.“

Marie visste ikke, at hun hadde vært et lite Guldbillede; heller ikke kunne hun huske noe fra det øyeblikk, da hun med åpne Arme sprang hen til Midas for å trøste ham.

Hennes far anså det ikke for nødvendig å fortelle henne, hvor tåpelig han hadde vært. Han tok Marie med seg ned i hagen og sprøitede det tiloversblevne vann ut over rosenbuskene. Dette hadde sådan virkning, at over 228fem tusende roser ble likeså smukke, som de hadde vært før.

Da Kong Midas var blitt en gammel mann, pleide han ofte å sitte med Maries barn på fanget, og han var meget glad i å fortelle dem denne historie, således som jeg har fortalt den til dere.

„For å si sannhet, mine kjære små,“ sa Midas, mens han husket barna på kneet, „siden hin morgen har jeg hatet synet av alt gull.“