31. En Erindring.
Jeg satte mig i KrogenOg nynnede et KvadOg læste saa i BogenOg var saa hjerteglad.
Da randt mig i SindeMin Barndoms Ve og Lyst,Og mangt et halvslukt MindeSteg fra sin Taagekyst:
215Min Fader sad i HavenOg saa min Barnefryd;Da bar man en til GravenMed Sang og Klokkelyd.
Og ved den sorte BaareGik tvende Børn og græd,Den ene græd saa saare,Den anden var saa spæd.
Da blev min Fader stilleOg tog mig paa sit Skjød:„O, tak din Gud, du lille!Din Fader er ei død.“
Da sank en angstfuld TankeI Barnets klare Sind,Da trilled Taarer blankeNed paa den røde Kind.
Da græd jeg fromt og længe,Gjemt i min Faders Favn,Bad for de arme DrengeOg delte deres Savn.
Nu er jeg langt fra Haven,Nu har den tabt sit Løv,Og ak! saa langt fra Graven,Der tog min Faders Støv.
Saa sad jeg taus i KrogenMin Vinteraften henOg læste vel i Bogen;Men Taarer faldt paa den.
J. S. Welhaven.
31. En erindring.
Jeg satte meg i krokenOg nynnet et KvadOg leste så i bokenOg var så hjerteglad.
Da rant meg i sinneMin Barndoms ve og Lyst,Og mangt et halvslukt MindeSteg fra sin tåkekyst:
215Min far satt i hagenOg så min Barnefryd;Da bar man en til gravenMed sang og Klokkelyd.
Og ved den sorte båreGikk tvende barn og gråt,Den ene gråt så såre,Den annen var så spæd.
Da ble min far stilleOg tok meg på sitt Skjød:„O, takk din Gud, du lille!Din far er ei død.“
Da sank en angstfull tankeI Barnets klare sinn,Da trillet Taarer blankeNed på den røde kinn.
Da gråt jeg fromt og lenge,Gjemt i min Faders favn,Bad for de arme drengerOg delte deres savn.
Nå er jeg langt fra hagen,Nå har den tapt sitt løv,Og ak! så langt fra graven,Der tok min Faders støv.
Så satt jeg taus i krokenMin Vinteraften henOg leste vel i boken;Men Taarer falt på den.
J. S. Welhaven.