Der var engang en Mand, som hed Gudbrand; han havde en Gaard, som laa langt borte i en Aasli, og derfor kaldte de ham Gudbrand i Lien. Han og hans Kone levede saa vel sammen og var saa godt forligte, at alt, Manden gjorde, syntes Konen var saa velgjort, at det aldrig kunde gjøres bedre; hvorledes han bar sig ad, var hun lige glad i det. De eiede sin Jordvei, og hundrede Daler havde de liggende paa Kistebunden og i Fjøset to klavebundne Kjør. Men saa sagde Konen en Dag til Gudbrand: „Jeg synes, vi skulde lede den ene Ko til Byen og sælge den, jeg, saa vi kunde faa os nogle Haandskillinger; vi er saa brave Folk, at vi burde have nogle Skillinger mellem Hænderne, ligesom andre har det; de hundrede Daler, som ligger paa Kistebunden, kan vi ikke tage Hul paa; men jeg ved ikke, hvad vi skal med flere end en Ko. Og lidt vinder vi ogsaa derved, at jeg slipper med at stelle den ene Ko, istedenfor at jeg har gaaet og maaget og vandet til to.“ Ja, det syntes Gudbrand var baade rigtig og fornuftig talt; han tog strax Koen og gik til Byen med for at sælge den; men da han kom til Byen, var der ingen, som vilde kjøbe Koen. „Ja, ja,“ tænkte Gudbrand, „saa kan jeg gaa hjem igjen med Koen min; jeg ved, jeg har baade Baas og Klave til den, og der er lige langt frem og tilbage;“ og dermed gav han sig til at rangle hjemover igjen.

Men da han var kommen et Stykke paa Veien, mødte han en, der havde en Hest, han skulde sælge; saa syntes Gudbrand, det var bedre at have Hest end Ko, og byttede saa med ham; da han havde gaaet et Stykke længer, mødte han en, der gik og drev en fed Gris foran sig, og saa syntes han, det var bedre at have fed Gris end Hest, og byttede 212saa med Manden; derpaa gik han et Stykke til, saa mødte han en Mand med en Gjed, og saa tænkte han, det sagtens var bedre at have Gjed end Gris, og derfor byttede han med ham, som eiede Gjeden. Saa gik han et langt Stykke, til han mødte en Mand, som havde en Sau; med ham byttede han, for han tænkte: „Det er altid bedre at have Sau end Gjed.“ Da han nu havde gaaet en Stund igjen, mødte han en Mand med en Gaas, saa byttede han bort Sauen mod Gaasen; og da han saa havde gaaet et langt, langt Stykke, mødte han en Mand med en Hane; med ham byttede han, for han tænkte som saa: „Det er sagtens bedre at have Hane end Gaas.“ Han gik da, til det led langt ud paa Dagen; men saa begyndte han at blive sulten, og saa solgte han Hanen for tolv Skilling og kjøbte sig Mad for dem; „for det er da altid bedre at berge Liv end have Hane,“ tænkte Gudbrand i Lien. Derpaa gik han videre hjemad, til han kom til sin nærmeste Nabogaard; der gik han indom. „Hvorledes er det gaaet dig i Byen?“ spurgte Folkene. „Aa, det er nu gaaet saa og saa,“ sagde Manden, „ikke kan jeg rose Lykken min, og ikke kan jeg laste den heller,“ og dermed fortalte han dem det hele, hvorledes det var gaaet ham fra først til sidst. „Ja, du bli’r da sagtens vel modtagen, naar du kommer hjem til Konen din,“ sagde Manden paa Gaarden; „Gud hjelpe dig! ikke vilde jeg være i dit Sted.“ „Jeg synes, det kunde være gaaet meget galere, jeg,“ sagde Gudbrand i Lien; „men enten det nu er gaaet galt eller vel, saa har jeg saa snil Kone, at hun aldrig siger noget, hvordan jeg saa bærer mig ad.“ „Ja det ved jeg vist; men ikke for det jeg tror det,“ sagde Granden. „Skal vi vædde paa det?“ sagde Gudbrand i Lien; „jeg har hundrede Daler liggende hjemme paa Kistebunden, tør du holde ligt imod?“ Ja, de væddede, og saa blev han der til om Kvelden, da det begyndte at mørkne, saa gik de sammen til hans Gaard; der blev Grandmanden staaende udenfor Døren og skulde lytte, medens Manden selv gik ind til Konen. „God Kveld!“ sagde Gudbrand i Lien, da han kom ind. „God Kveld,“ sagde Konen, „aa, Gud ske Lov, du er der!“ Ja, det var han da. Saa spurgte Konen, hvorledes det var gaaet ham i Byen. „Aa, saa og 213saa!“ svarede Gudbrand, „det er just intet at rose. Da jeg kom til Byen, var der ingen, som vilde kjøbe Koen, saa byttede jeg den bort mod en Hest, jeg.“ „Ja, det skal du rigtig have Tak for, det,“ sagde Konen; „vi er saa brave Folk, at vi kan kjøre til Kirke, vi ligesaavel som andre, og naar vi har Raad til at holde Hest, saa kan vi sagtens lægge os den til. — Gaa ned og sæt ind Hesten, Børn!“ „Ja,“ sagde Gudbrand, „jeg har nok ikke Hesten heller, jeg; da jeg kom et Stykke paa Veien, byttede jeg den bort for en Gris.“ „Nei, nei!“ raabte Konen, „det var da rigtig, som jeg selv skulde gjort det, det skal du saamænd have Tak for! Nu kan vi faa Flesk i Huset og noget at byde Folk, naar de kommer til os, vi og. Hvad skulde vi med Hesten? Saa skulde Folk sige, vi var blevne saa store paa det, at vi ikke længer kan gaa til Kirke som før. — Gaa ned og sæt ind Grisen, Børn!“ „Men jeg har nok ikke Grisen her heller,“ sagde Gudbrand; „da jeg kom et Stykke længer bort, byttede jeg den bort mod en Melkegjed.“ „Nei, hvor vel du gjør Alting!“ raabte Konen. „Hvad skulde jeg med Grisen, naar jeg ret betænker mig! Folk skulde bare sagt: Derborte æder de op alt, de har; nei, nu har jeg Gjed, saa faar jeg baade Melk og Ost, og Gjeden beholder jeg endda. — Slip ind Gjeden, Børn!“ sagde Konen. „Nei, jeg har nok ikke Gjeden heller, jeg,“ sagde Gudbrand; „da jeg kom et Stykke paa Veien, byttede jeg bort Gjeden og fik en dygtig Sau for den.“ „Nei,“ raabte Konen, „du har da gjort det, akkurat som jeg skulde ønsket mig alt, akkurat som jeg selv havde været med. Hvad skulde vi med Gjeden? Jeg maatte da klyve i Berg og Dale og faa den ned igjen tilkvelds. Nei, har jeg Sau, kan jeg faa Uld og Klæder i Huset og Mad ogsaa. — Gaa ned og slip ind Sauen, Børn!“ „Men jeg har nok ikke Sauen længer, jeg,“ sagde Gudbrand; „for da jeg havde gaaet en Stund, byttede jeg den bort mod en Gaas.“ „Tak skal du have for det!“ sagde Konen, „og mange Tak ogsaa! Hvad skulde jeg med Sauen? Jeg har jo hverken Rok eller Ten, og ikke bryder jeg mig om at slide og slæbe og virke Klæder heller; vi kan kjøbe Klæder nu som før; nu faar jeg Gaaseflesk, som jeg længe har stundet efter, og nu kan jeg faa Dun i den 214lille Puden min. — Gaa ned og slip ind Gaasen, Børn!“ „Ja, jeg har nok ikke Gaasen heller, jeg,“ sagde Gudbrand; „da jeg var kommen et Stykke længer paa Veien, byttede jeg den bort for en Hane.“ „Gud ved, hvordan du har fundet paa det alt!“ raabte Konen; „det er altsammen, som jeg havde gjort det selv. En Hane! det er det samme, som du havde kjøbt et Ottedages-Ur, for hver Morgen galer Hanen Klokken fire, saa kan vi ogsaa komme paa Benene til rette Tid. Hvad skulde vi vel med Gaasen? Ikke kan jeg lave til Gaaseflesket, og min Pude kan jeg jo fylde med Stargræs. — Gaa ned og slip ind Hanen, Børn!“ „Men jeg har nok ikke Hanen heller, jeg,“ sagde Gudbrand; „da jeg havde gaaet endda et Stykke, blev jeg skrubsulten, og saa maatte jeg sælge Hanen for tolv Skilling for at berge Livet.“ „Naa, Gud ske Lov, for du gjorde det,“ raabte Konen; „hvordan du steller dig, gjør du Alting, netop som jeg kunde ønsket det frem. Hvad skulde vi ogsaa med Hanen? Vi er jo vore egne Herrer, vi kan ligge om Morgenen, saa længe vi vil. Gud ske Lov, naar jeg bare har faaet dig igjen, som steller alt saa godt, trænger jeg hverken til Hane eller Gaas, hverken Grise eller Kjør.“ Saa lukkede Gudbrand op Døren. „Har jeg vundet de hundrede Daler nu?“ sagde han, og det maatte da Grandmanden tilstaa, at han havde.

Jørgen Moe.

Der var engang en mann, som het Gudbrand; han hadde en gård, som lå langt borte i en Aasli, og derfor kalte de ham Gudbrand i Lien. Han og hans kone levde så vel sammen og var så godt forlikte, at alt, mannen gjorde, syntes konen var så velgjort, at det aldri kunne gjøres bedre; hvorledes han bar seg ad, var hun like glad i det. De eide sin jordvei, og hundre daler hadde de liggende på kistebunnen og i fjøset to klavebundne Kjør. Men så sa konen en dag til Gudbrand: „Jeg synes, vi skulle lede den ene Ko til byen og selge den, jeg, så vi kunne få oss noen håndskillinger; vi er så brave folk, at vi burde ha noen skillinger mellom hendene, likesom andre har det; de hundre daler, som ligger på kistebunnen, kan vi ikke ta Hul på; men jeg vet ikke, hva vi skal med flere enn en Ko. Og litt vinder vi også derved, at jeg slipper med å stelle den ene Ko, istedenfor at jeg har gått og måket og vannet til to.“ Ja, det syntes Gudbrand var både riktig og fornuftig talt; han tok straks Koen og gikk til byen med for å selge den; men da han kom til byen, var der ingen, som ville kjøpe Koen. „Ja, ja,“ tenkte Gudbrand, „så kan jeg gå hjem igjen med Koen min; jeg vet, jeg har både Baas og klave til den, og der er like langt frem og tilbake;“ og dermed ga han seg til å rangle hjemover igjen.

Men da han var kommet et stykke på Veien, møtte han en, der hadde en hest, han skulle selge; så syntes Gudbrand, det var bedre å ha hest enn Ko, og byttet så med ham; da han hadde gått et stykke lenger, møtte han en, der gikk og drev en fet gris foran seg, og så syntes han, det var bedre å ha fet gris enn hest, og byttet 212så med mannen; derpå gikk han et stykke til, så møtte han en mann med en geit, og så tenkte han, det saktens var bedre å ha geit enn gris, og derfor byttet han med ham, som eide geiten. Så gikk han et langt stykke, til han møtte en mann, som hadde en sau; med ham byttet han, for han tenkte: „Det er alltid bedre å ha sau enn geit.“ Da han nå hadde gått en stund igjen, møtte han en mann med en gås, så byttet han bort sauen mot gåsen; og da han så hadde gått et langt, langt stykke, møtte han en mann med en Hane; med ham byttet han, for han tenkte som så: „Det er saktens bedre å ha Hane enn gås.“ Han gikk da, til det led langt ut på dagen; men så begynte han å bli sulten, og så solgte han hanen for tolv skilling og kjøpte seg mat for dem; „for det er da alltid bedre å berge Liv enn have Hane,“ tenkte Gudbrand i Lien. Derpå gikk han videre hjemad, til han kom til sin nærmeste nabogård; der gikk han innom. „Hvorledes er det gått deg i byen?“ spurte folkene. „Aa, det er nå gått så og så,“ sa mannen, „ikke kan jeg rose lykken min, og ikke kan jeg laste den heller,“ og dermed fortalte han dem det hele, hvorledes det var gått ham fra først til sist. „Ja, du bli’r da saktens vel mottatt, når du kommer hjem til konen din,“ sa mannen på gården; „Gud hjelpe deg! ikke ville jeg være i ditt sted.“ „Jeg synes, det kunne være gått meget galere, jeg,“ sa Gudbrand i Lien; „men enten det nå er gått galt eller vel, så har jeg så snill kone, at hun aldri sier noe, hvordan jeg så bærer meg ad.“ „Ja det vet jeg vist; men ikke for det jeg tror det,“ sa Granden. „Skal vi vedde på det?“ sa Gudbrand i Lien; „jeg har hundre daler liggende hjemme på kistebunnen, tør du holde ligt imot?“ Ja, de veddet, og så ble han der til om kvelden, da det begynte å mørkne, så gikk de sammen til hans gård; der ble Grandmanden stående utenfor døren og skulle lytte, mens mannen selv gikk inn til konen. „God kveld!“ sa Gudbrand i Lien, da han kom inn. „God kveld,“ sa konen, „å, Gud ske Lov, du er der!“ Ja, det var han da. Så spurte konen, hvorledes det var gått ham i byen. „Aa, så og 213så!“ svarte Gudbrand, „det er just intet å rose. Da jeg kom til byen, var der ingen, som ville kjøpe Koen, så byttet jeg den bort mot en hest, jeg.“ „Ja, det skal du riktig have takk for, det,“ sa konen; „vi er så brave folk, at vi kan kjøre til kirke, vi ligesaavel som andre, og når vi har råd til å holde hest, så kan vi saktens legge oss den til. — Gå ned og sett inn Hesten, barn!“ „Ja,“ sa Gudbrand, „jeg har nok ikke Hesten heller, jeg; da jeg kom et stykke på Veien, byttet jeg den bort for en gris.“ „Nei, nei!“ ropte konen, „det var da riktig, som jeg selv skulle gjort det, det skal du saamænd have takk for! Nå kan vi få flesk i huset og noe å by folk, når de kommer til oss, vi og. Hva skulle vi med Hesten? Så skulle folk si, vi var blitt så store på det, at vi ikke lenger kan gå til kirke som før. — Gå ned og sett inn grisen, barn!“ „Men jeg har nok ikke grisen her heller,“ sa Gudbrand; „da jeg kom et stykke lenger bort, byttet jeg den bort mot en melkegeit.“ „Nei, hvor vel du gjør Alting!“ ropte konen. „Hva skulle jeg med grisen, når jeg rett betenker meg! Folk skulle bare sagt: Derborte eter de opp alt, de har; nei, nå har jeg geit, så får jeg både melk og ost, og geiten beholder jeg enda. — Slip inn geiten, barn!“ sa konen. „Nei, jeg har nok ikke geiten heller, jeg,“ sa Gudbrand; „da jeg kom et stykke på Veien, byttet jeg bort geiten og fikk en dyktig sau for den.“ „Nei,“ ropte konen, „du har da gjort det, akkurat som jeg skulle ønsket meg alt, akkurat som jeg selv hadde vært med. Hva skulle vi med geiten? Jeg måtte da klyve i Berg og daler og få den ned igjen tilkvelds. Nei, har jeg sau, kan jeg få ull og klær i huset og mat også. — Gå ned og slip inn sauen, barn!“ „Men jeg har nok ikke sauen lenger, jeg,“ sa Gudbrand; „for da jeg hadde gått en stund, byttet jeg den bort mot en gås.“ „Takk skal du ha for det!“ sa konen, „og mange takk også! Hva skulle jeg med sauen? Jeg har jo hverken Rok eller Ten, og ikke bryter jeg meg om at slide og slepe og virke klær heller; vi kan kjøpe klær nå som før; nå får jeg gåseflesk, som jeg lenge har stundet etter, og nå kan jeg få dun i den 214lille puten min. — Gå ned og slip inn gåsen, barn!“ „Ja, jeg har nok ikke gåsen heller, jeg,“ sa Gudbrand; „da jeg var kommet et stykke lenger på Veien, byttet jeg den bort for en Hane.“ „Gud vet, hvordan du har funnet på det alt!“ ropte konen; „det er altsammen, som jeg hadde gjort det selv. En Hane! det er det samme, som du hadde kjøpt et Ottedages-Ur, for hver morgen galer hanen klokken fire, så kan vi også komme på Benene til rette tid. Hva skulle vi vel med gåsen? Ikke kan jeg lave til gåseflesket, og min pute kan jeg jo fylde med stargress. — Gå ned og slip inn hanen, barn!“ „Men jeg har nok ikke hanen heller, jeg,“ sa Gudbrand; „da jeg hadde gått enda et stykke, ble jeg skrubbsulten, og så måtte jeg selge hanen for tolv skilling for å berge livet.“ „Nå, Gud ske Lov, for du gjorde det,“ ropte konen; „hvordan du steller deg, gjør du Alting, nettopp som jeg kunne ønsket det frem. Hva skulle vi også med hanen? Vi er jo våre egne herrer, vi kan ligge om morgenen, så lenge vi vil. Gud ske Lov, når jeg bare har fått deg igjen, som steller alt så godt, trenger jeg hverken til Hane eller gås, hverken Grise eller Kjør.“ Så lukkede Gudbrand opp døren. „Har jeg vundet de hundre daler nå?“ sa han, og det måtte da Grandmanden tilstå, at han hadde.

Jørgen Moe.