196

Der kom en Soldat marscherende henad Landeveien: en, to! en, to! Han havde sin Ransel paa Ryggen og en Sabel ved Siden, for han havde været i Krigen, og nu skulde han hjem. Saa mødte han en gammel Hex paa Landeveien; hun var saa styg; hendes Underlæbe hang hende lige ned paa Brystet. Hun sagde: „God Aften, Soldat! hvor du har en pen Sabel og en stor Ransel, du er en rigtig Soldat! Nu skal du faa saa mange Penge, du vil eie!“

„Tak skal du have, din gamle Hex!“ sagde Soldaten.

„Kan du se det store Træ?“ sagde Hexen og pegede paa det Træ, der stod ved Siden af dem. „Det er ganske 197hult inden i. Der skal du krybe op i Toppen, saa ser du et Hul, som du kan lade dig glide igjennem og komme dybt ned i Træet. Jeg skal binde dig en Strikke om Livet, forat jeg kan heise dig op igjen, naar du raaber paa mig.“

„Hvad skal jeg saa nede i Træet?“ spurgte Soldaten.

„Hente Penge!“ sagde Hexen; „du maa vide, naar du kommer ned paa Bunden af Træet, saa er du i en stor Gang, hvor der er ganske lyst, for der brænder over hundrede Lamper. Saa ser du tre Døre, som du kan lukke op; thi Nøglen sidder i. Gaar du ind i det første Kammer, da ser du midt paa Gulvet en stor Kiste; ovenpaa den sidder en Hund; han har et Par Øine saa store som et Par Tekopper; men det skal du ikke bryde dig om; jeg giver dig mit blaaternede Forklæde, det kan du brede ud paa Gulvet; gaa saa rask hen og tag Hunden, sæt ham paa mit Forklæde, luk Kisten op og tag saa mange Skillinger, du vil. De er allesammen af Kobber; men vil du heller have Sølv, saa skal du gaa ind i det næste Værelse; men der sidder en Hund, der har et Par Øine saa store som et Møllehjul; men det skal du ikke bryde dig om, sæt ham paa mit Forklæde og tag du af Pengene. Vil du derimod have Guld, det kan du ogsaa faa, og det saa meget, du vil bære, naar du gaar ind i det tredje Kammer. Men Hunden, som sidder paa Pengekisten her, har to Øine, hvert saa stort som et Hus. Det er en rigtig Hund, kan du tro; men det skal du ikke bryde dig noget om; sæt ham bare paa mit Forklæde, saa gjør han dig ikke noget, og tag du af Kisten saa meget Guld, du vil!“

„Det var ikke saa galt!“ sagde Soldaten. „Men hvad skal jeg give dig, din gamle Hex? For noget vil du vel have med, kan jeg tænke!“

„Nei,“ sagde Hexen, „ikke en eneste Skilling vil jeg have. Du skal bare tage til mig et gammelt Fyrtøi, som min Bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede!“

„Naa! lad mig saa faa Strikken om Livet!“ sagde Soldaten.

„Her er den!“ sagde Hexen, „og her er mit blaaternede Forklæde.“

198Saa krøb Soldaten op i Træet, lod sig dumpe ned i Hullet og stod nu, som Hexen sagde, nede i den store Gang, hvor de mange hundrede Lamper brændte.

Nu lukkede han den første Dør op. Hu! der sad Hunden med Øinene saa store som Tekopper og gloede paa ham.

„Du er en net Fyr!“ sagde Soldaten, satte ham paa Hexens Forklæde og tog saamange Kobberskillinger, han kunde faa i sin Lomme, lukkede saa Kisten, satte Hunden op igjen og gik ind i det andet Værelse. Uf! der sad Hunden med Øine saa store som et Møllehjul.

„Du skulde ikke se saa meget paa mig!“ sagde Soldaten, „du kunde faa ondt i Øinene!“ og saa satte han Hunden paa Hexens Forklæde; men da han saa de mange Sølvpenge i Kisten, kastede han alle de Kobberpenge, han havde, og fyldte Lommen og sin Ransel med det bare Sølv. Nu gik han ind i det tredje Kammer. — Nei det var fælt. Hunden derinde havde virkelig to Øine saa store som et Hus, og de løb rundt i Hovedet ligesom Hjul.

„God Aften!“ sagde Soldaten og tog til Huen, for saadan en Hund havde han aldrig seet før; men da han nu saa lidt paa ham, tænkte han: „Nu kan det jo være nok,“ løftede ham ned paa Gulvet og lukkede Kisten op; nei Gud bevares! hvor der var meget Guld; han kunde kjøbe for det hele Byen og Kagekonernes Sukkergrise, alle Tinsoldater, Piske og Gyngeheste, der var i Verden. Jo der var rigtignok Penge. — Nu kastede Soldaten alle de Sølvskillinger, han havde fyldt sine Lommer og sin Ransel med, og tog Guld isteden, ja alle Lommerne, Ranselen, Huen og Støvlerne blev fyldte, saa han knapt kunde gaa; nu havde han Penge; Hunden satte han op paa Kisten, slog Døren i og raabte saa op igjennem Træet:

„Heis mig nu op, du gamle Hex!“

„Har du Fyrtøiet med?“ spurgte Hexen.

„Det er sandt!“ sagde Soldaten, „det havde jeg rent glemt,“ og nu gik han og tog det. Hexen heisede ham op, og saa stod han igjen paa Landeveien med Lommer, Støvler, Ransel og Hue fulde af Penge.

„Hvad vil du nu med det Fyrtøi?“ spurgte Soldaten.

199„Det kommer ikke dig ved!“ sagde Hexen, „nu har du jo faaet Penge. Giv mig bare Fyrtøiet!“

„Snik, snak!“ sagde Soldaten, „vil du strax sige mig, hvad du vil med det, eller jeg trækker min Sabel ud og hugger Hovedet af dig!“

„Nei!“ sagde Hexen.

Saa hug Soldaten Hovedet af hende. Der laa hun; men han bandt alle sine Penge ind i hendes Forklæde, tog det som en Bylt paa Ryggen, puttede Fyrtøiet i Lommen og gik lige til Byen.

Det var en deilig By, og i det deiligste Hotel tog han ind, forlangte de allerbedste Værelser og Mad, som han likte, for nu var han rig, da han havde saa mange Penge.

Tjeneren, som skulde pudse hans Støvler, syntes rigtignok, det var nogle stygge, gamle Støvler, saadan en rig Herre havde; men han havde ikke endnu kjøbt sig nye; næste Dag fik han Støvler at gaa med og Klæder, som var pene. Nu var Soldaten bleven en fornem Herre, og de fortalte ham om al den Stads, som var i deres By, og om deres Konge, og hvilken nydelig Prinsesse hans Datter var.

„Hvor kan man faa hende at se?“ spurgte Soldaten.

„Hun er slet ikke til at faa at se,“ sagde de allesammen; „hun bor i et stort Kobberslot med mange Mure og Taarne om. Ingen uden Kongen tør gaa ud og ind til hende, fordi der er spaaet, at hun skal blive gift med en ganske simpel Soldat, og det kan Kongen ikke like.“

„Hende vilde jeg nok se!“ tænkte Soldaten; men det kunde han jo slet ikke faa Lov til.

Nu levede han lystig, var paa Komedie, kjørte i Kongens Have og gav de fattige mange Penge, og det var smukt gjort; han vidste nok fra gamle Dage, hvor slemt det var ikke at eie en Skilling. — Han var nu rig, havde pene Klæder og fik da mange Venner, der alle sagde, han var rigtig Kavaller, og det kunde Soldaten godt like. Men da han hver Dag gav Penge ud og slet ingen fik ind igjen, saa havde han tilsidst ikke mere end to Skillinger tilbage og maatte flytte bort fra de smukke Værelser, hvor han havde boet, og op paa et lidet bitte Kammer helt inde under Taget, selv børste sine Støvler 200og sy paa dem med en Stoppenaal, og ingen af hans Venner kom til ham; for der var saa mange Trapper at gaa op ad.

Det var ganske mørk Aften, og han kunde ikke engang kjøbe sig et Lys; men saa huskede han paa, at der laa en liden Stump i det Fyrtøi, han havde taget i det hule Træ, hvor Hexen havde hjulpet ham ned. Han tog Fyrtøiet og Lysestumpen frem; men i det samme han slog Ild, og Gnisterne fløi fra Flintestenen, sprang Døren op, og Hunden, der havde Øine saa store som et Par Tekopper, og som han havde seet nede under Træet, stod foran ham og sagde: „Hvad befaler min Herre?“

„Hvad for noget!“ sagde Soldaten, „det var jo et morsomt Fyrtøi, kan jeg saaledes faa, hvad jeg vil have? Skaf mig nogle Penge!“ sagde han til Hunden, og vips var den borte, vips var den igjen og holdt en stor Pose, fuld af Skillinger, i Munden.

Nu vidste Soldaten, hvad det var for et deiligt Fyrtøi. Slog han en Gang, kom Hunden, der sad paa Kisten med Kobberpengene, slog han to Gange, kom den, som havde Sølvpenge, og slog han tre Gange, kom den, der havde Guld. — Nu flyttede Soldaten ned i de smukke Værelser igjen, fik de gode Klæder paa, og saa kjendte strax alle hans Venner ham, og de holdt saa meget af ham. —

Saa tænkte han engang: „Det er dog løierligt, at man ikke maa faa den Prinsesse at se; hun skal være saa deilig, siger de allesammen; men hvad kan det hjelpe, naar hun bestandig skal sidde inde i det store Kobberslot med de mange Taarne. — Kan jeg da slet ikke faa hende at se? — Hvor er nu mit Fyrtøi!“ og saa slog han Ild, og vips kom Hunden med Øine saa store som Tekopper.

„Det er rigtignok midt paa Natten,“ sagde Soldaten; „men jeg vilde saa inderlig gjerne se Prinsessen, bare et lidet Øieblik.“

Hunden var strax ude af Døren, og før Soldaten tænkte paa det, saa han ham igjen med Prinsessen; hun sad og sov paa Hundens Ryg og var saa deilig, at enhver kunde se, det var en virkelig Prinsesse; Soldaten kunde slet ikke lade være, han maatte kysse hende.

201Hunden løb saa tilbage igjen med Prinsessen; men da det blev Morgen, og Kongen og Dronningen skjænkede Te, sagde Prinsessen, hun havde drømt saadan en underlig Drøm inat om en Hund og en Soldat. Hun havde redet paa Hunden, og Soldaten havde kysset hende.

„Det var saamænd en pen Historie!“ sagde Dronningen.

Nu skulde en af de gamle Hofdamer vaage ved Prinsessens Seng næste Nat for at se, om det var en virkelig Drøm, eller hvad det kunde være.

Soldaten længedes saa forskrækkelig efter igjen at se den deilige Prinsesse, og saa kom da Hunden om Natten, tog hende og løb, alt hvad den kunde; men den gamle Hofdame tog Vandstøvler paa og løb ligesaa fort bagefter; da hun nu saa, at de blev borte inde i et stort Hus, tænkte hun: „Nu ved jeg, hvor det er,“ og skrev med et Stykke Kridt et stort Kors paa Porten. Saa gik hun hjem og lagde sig, og Hunden kom ogsaa igjen med Prinsessen; men da han saa, at der var skrevet et Kors paa Porten, hvor Soldaten boede, tog han ogsaa et Stykke Kridt og satte Kors paa alle Portene i hele Byen, og det var klogt gjort, for nu kunde jo Hofdamen ikke finde den rigtige Port, naar der var Kors paa dem allesammen.

Om Morgenen tidlig kom Kongen og Dronningen, den gamle Hofdame og alle Officererne for at se, hvor det var, Prinsessen havde været.

„Der er det!“ sagde Kongen, da han saa den første Port med et Kors paa.

„Nei, det er der, min kjære Mand!“ sagde Dronningen, der saa den anden Port med Kors paa.

„Men der er et; og der er et!“ sagde de allesammen; hvor de saa, var der Kors paa Portene. Saa kunde de da nok se, det kunde ikke hjælpe noget, at de søgte.

Men Dronningen var nu en meget klog Kone, der kunde mere end at kjøre i Karret. Hun tog sin store Guldsax, klippede et stort Stykke Silketøi i Stykker og syede saa en liden nydelig Pose; den fyldte hun med smaa, fine Perlegryn, bandt den paa Ryggen af Prinsessen, og da det var gjort, klippede hun et lidet Hul paa Posen, saa Grynene kunde drysse hele Veien, hvor Prinsessen kom.

202Om Natten kom da Hunden igjen, tog Prinsessen paa sin Ryg og løb med hende hen til Soldaten, der holdt saa meget af hende og vilde saa gjerne have været en Prins for at faa hende til Kone.

Hunden merkede slet ikke, hvorledes Grynene dryssede lige fra Slottet og til Soldatens Vindu, hvor han løb op ad Muren med Prinsessen. Om Morgenen saa da Kongen og Dronningen nok, hvor deres Datter havde været henne, og saa tog de Soldaten og satte ham i Fængsel.

Der sad han. Hu, hvor der var mørkt og kjedeligt! og saa sagde de til ham: „Imorgen skal du hænges!“ Det var ikke morsomt at høre, og sit Fyrtøi havde han glemt hjemme paa Hotellet. Om Morgenen kunde han mellem Jernstængerne i det lille Vindu se Folk skynde sig ud af Byen for at se ham hænges. Han hørte Trommerne og saa Soldaterne marschere. Alle Mennesker løb afsted; der var ogsaa en Skomagerdreng med Forskind og Tøfler paa; han travede saadan i Gallop, at hans ene Tøffel fløi af og lige hen mod Muren, hvor Soldaten sad og kigede ud mellem Jernstængerne.

„Hei, du Skomagerdreng! Du skal ikke have saadant et Hastverk,“ sagde Soldaten til ham, „der bliver ikke noget af, før jeg kommer; men vil du ikke løbe hen, hvor jeg har boet, og hente mig mit Fyrtøi, saa skal du faa fire Skilling; men du maa tage Benene med dig!“ Skomagerdrengen vilde gjerne have de fire Skilling og pilede afsted hen efter Fyrtøiet, gav Soldaten det, og — ja nu skal vi faa høre.

Udenfor Byen var der muret en stor Galge; rundt om stod Soldaterne og mange hundrede tusende Mennesker. Kongen og Dronningen sad paa en deilig Throne lige over for Dommeren og det hele Raad.

Soldaten stod allerede oppe paa Stigen; men da de vilde slaa Strikken om hans Hals, sagde han, at man jo altid tillod en Synder, før han udstod sin Straf, at faa et uskyldigt Ønske opfyldt. Han vilde saa gjerne røge en Pibe Tobak, det var jo den sidste Pibe, han fik i denne Verden.

Det vilde nu Kongen ikke sige nei til, og saa tog Soldaten sit Fyrtøi og slog Ild, en, to, tre! og der stod alle 203Hundene, den med Øine saa store som Tekopper, den med Øine som et Møllehjul og den, der havde Øine saa store som et Hus.

„Hjelp mig nu, at jeg ikke bliver hængt!“ sagde Soldaten; og saa for Hundene ind paa Dommerne og hele Raadet, tog en ved Benene og en ved Næsen og kastede dem mange Favne op i Veiret, saa de faldt ned og sloges rent i Stykker.

„Jeg vil ikke!“ sagde Kongen; men den største Hund tog baade ham og Dronningen og kastede dem bagefter alle de andre; da blev Soldaterne forskrækkede, og alle Folkene raabte: „Lille Soldat, du skal være vor Konge og have den deilige Prinsesse!“

Saa satte de Soldaten i Kongens Karret, og alle tre Hunde dansede foran og raabte: „Hurra!“ og Drengene peb i Fingrene, og Soldaterne præsenterede. Prinsessen kom ud af Kobberslottet og blev Dronning, og det kunde hun godt like. Brylluppet varede i otte Dage, og Hundene sad med tilbords og gjorde store Øine.

H. C. Andersen.

196

Der kom en soldat marsjerende henad landeveien: en, to! en, to! Han hadde sin ransel på ryggen og en sabel ved siden, for han hadde vært i krigen, og nå skulle han hjem. Så møtte han en gammel heks på landeveien; hun var så stygg; hennes underleppe hang henne like ned på brystet. Hun sa: „God aften, soldat! hvor du har en pen sabel og en stor ransel, du er en riktig soldat! Nå skal du få så mange penger, du vil eie!“

„Takk skal du ha, din gamle heks!“ sa soldaten.

„Kan du se det store tre?“ sa heksen og pegede på det tre, der stod ved siden av dem. „Det er ganske 197hult innen i. Der skal du krype opp i toppen, så ser du et Hul, som du kan la deg glide igjennom og komme dypt ned i treet. Jeg skal binde deg en strikke om livet, for at jeg kan heise deg opp igjen, når du roper på meg.“

„Hva skal jeg så nede i treet?“ spurte soldaten.

„Hente penger!“ sa heksen; „du må vite, når du kommer ned på Bunden av treet, så er du i en stor gang, hvor der er ganske lyst, for der brenner over hundre lamper. Så ser du tre dører, som du kan lukke opp; thi nøkkelen sitter i. Går du inn i det første kammer, da ser du midt på gulvet en stor kiste; ovenpå den sitter en hund; han har et par øyne så store som et par tekopper; men det skal du ikke bryte deg om; jeg gir deg mitt blaaternede forkle, det kan du brede ut på gulvet; gå så rask hen og ta hunden, sett ham på mitt forkle, luk kisten opp og ta så mange skillinger, du vil. De er allesammen av kobber; men vil du heller have sølv, så skal du gå inn i det neste værelse; men der sitter en hund, der har et par øyne så store som et møllehjul; men det skal du ikke bryte deg om, sett ham på mitt forkle og ta du av pengene. Vil du derimot have gull, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går inn i det tredje kammer. Men hunden, som sitter på Pengekisten her, har to øyne, hvert så stort som et hus. Det er en riktig hund, kan du tro; men det skal du ikke bryte deg noe om; sett ham bare på mitt forkle, så gjør han deg ikke noe, og ta du av kisten så meget gull, du vil!“

„Det var ikke så galt!“ sa soldaten. „Men hva skal jeg gi deg, din gamle heks? For noe vil du vel have med, kan jeg tenke!“

„Nei,“ sa heksen, „ikke en eneste skilling vil jeg ha. Du skal bare ta til meg et gammelt fyrtøy, som min bestemor glemte, da hun sist var dernede!“

„Nå! la meg så få strikken om livet!“ sa soldaten.

„Her er den!“ sa heksen, „og her er mitt blaaternede forkle.“

198Så krøp soldaten opp i treet, lot seg dumpe ned i hullet og stod nå, som heksen sa, nede i den store gang, hvor de mange hundre lamper brente.

Nå lukket han den første dør opp. Hu! der satt hunden med øynene så store som tekopper og glodde på ham.

„Du er en nett fyr!“ sa soldaten, satte ham på heksens forkle og tok så mange kobberskillinger, han kunne få i sin lomme, lukkede så kisten, satte hunden opp igjen og gikk inn i det andre værelse. Uff! der satt hunden med øyne så store som et møllehjul.

„Du skulle ikke se så meget på meg!“ sa soldaten, „du kunne få ondt i øynene!“ og så satte han hunden på heksens forkle; men da han så de mange Sølvpenge i kisten, kastet han alle de Kobberpenge, han hadde, og fylte lommen og sin ransel med det bare sølv. Nå gikk han inn i det tredje kammer. — Nei det var fælt. Hunden derinne hadde virkelig to øyne så store som et hus, og de løp rundt i hodet likesom hjul.

„God aften!“ sa soldaten og tok til Huen, for sådan en hund hadde han aldri sett før; men da han nå så litt på ham, tenkte han: „Nå kan det jo være nok,“ løftet ham ned på gulvet og lukkede kisten opp; nei Gud bevares! hvor der var meget gull; han kunne kjøpe for det hele byen og Kagekonernes Sukkergrise, alle tinnsoldater, Piske og gyngehester, der var i verden. Jo der var riktignok penger. — Nå kastet soldaten alle de Sølvskillinger, han hadde fylt sine lommer og sin ransel med, og tok gull isteden, ja alle lommene, ranselen, Huen og støvlene ble fylte, så han knapt kunne gå; nå hadde han penger; Hunden satte han opp på kisten, slo døren i og ropte så opp igjennom treet:

„Heis meg nå opp, du gamle heks!“

„Har du fyrtøyet med?“ spurte heksen.

„Det er sandt!“ sa soldaten, „det hadde jeg rent glemt,“ og nå gikk han og tok det. Heksen heiste ham opp, og så stod han igjen på landeveien med lommer, støvler, ransel og hue fulle av penger.

„Hva vil du nå med det fyrtøy?“ spurte soldaten.

199„Det kommer ikke deg ved!“ sa heksen, „nå har du jo fått penger. Gi meg bare fyrtøyet!“

„Snik, snakk!“ sa soldaten, „vil du straks si meg, hva du vil med det, eller jeg trekker min sabel ut og hugger hodet av deg!“

„Nei!“ sa heksen.

Så hug soldaten hodet av henne. Der lå hun; men han bandt alle sine penger inn i hennes forkle, tok det som en bylt på ryggen, puttet fyrtøyet i lommen og gikk like til byen.

Det var en deilig by, og i det deiligste hotell tok han inn, forlangte de allerbedste værelser og mat, som han likte, for nå var han rik, da han hadde så mange penger.

Tjeneren, som skulle pusse hans støvler, syntes riktignok, det var noen stygge, gamle støvler, sådan en rik Herre hadde; men han hadde ikke ennå kjøpt seg nye; neste dag fikk han støvler å gå med og klær, som var pene. Nå var soldaten blitt en fornem Herre, og de fortalte ham om all den Stads, som var i deres by, og om deres konge, og hvilken nydelig prinsesse hans datter var.

„Hvor kan man få henne å se?“ spurte soldaten.

„Hun er slett ikke til å få å se,“ sa de allesammen; „hun bor i et stort Kobberslot med mange murer og tårn om. Ingen uten Kongen tør gå ut og inn til henne, fordi der er spådd, at hun skal bli gift med en ganske simpel soldat, og det kan Kongen ikke like.“

„Henne ville jeg nok se!“ tenkte soldaten; men det kunne han jo slett ikke få Lov til.

Nå levde han lystig, var på komedie, kjørte i Kongens hage og ga de fattige mange penger, og det var smukt gjort; han visste nok fra gamle dager, hvor slemt det var ikke å eie en skilling. — Han var nå rik, hadde pene klær og fikk da mange venner, der alle sa, han var riktig Kavaller, og det kunne soldaten godt like. Men da han hver dag ga penger ut og slett ingen fikk inn igjen, så hadde han til sist ikke mer enn to skillinger tilbake og måtte flytte bort fra de smukke værelser, hvor han hadde boet, og opp på et lite bitte kammer helt inne under taket, selv børste sine støvler 200og sy på dem med en stoppenål, og ingen av hans venner kom til ham; for der var så mange trapper å gå opp ad.

Det var ganske mørk aften, og han kunne ikke engang kjøpe seg et lys; men så husket han på, at der lå en liten stump i det fyrtøy, han hadde tatt i det hule tre, hvor heksen hadde hjulpet ham ned. Han tok fyrtøyet og Lysestumpen frem; men i det samme han slo ild, og gnistene fløy fra flintesteinen, sprang døren opp, og hunden, der hadde øyne så store som et par tekopper, og som han hadde sett nede under treet, stod foran ham og sa: „Hva befaler min Herre?“

„Hva for noe!“ sa soldaten, „det var jo et morsomt fyrtøy, kan jeg således få, hva jeg vil ha? Skaff meg noen penger!“ sa han til hunden, og vips var den borte, vips var den igjen og holdt en stor pose, full av skillinger, i munnen.

Nå visste soldaten, hva det var for et deilig fyrtøy. Slo han en gang, kom hunden, der satt på kisten med Kobberpengene, slo han to ganger, kom den, som hadde Sølvpenge, og slo han tre ganger, kom den, der hadde gull. — Nå flyttet soldaten ned i de smukke værelser igjen, fikk de gode klær på, og så kjente straks alle hans venner ham, og de holdt så meget av ham. —

Så tenkte han engang: „Det er dog løyerlig, at man ikke må få den prinsesse å se; hun skal være så deilig, sier de allesammen; men hva kan det hjelpe, når hun bestandig skal sitte inne i det store Kobberslot med de mange tårn. — Kan jeg da slett ikke få henne å se? — Hvor er nå mitt fyrtøy!“ og så slo han ild, og vips kom hunden med øyne så store som tekopper.

„Det er riktignok midt på natten,“ sa soldaten; „men jeg ville så inderlig gjerne se prinsessen, bare et lite øyeblikk.“

Hunden var straks ute av døren, og før soldaten tenkte på det, så han ham igjen med prinsessen; hun satt og sov på Hundens rygg og var så deilig, at enhver kunne se, det var en virkelig prinsesse; Soldaten kunne slett ikke lade være, han måtte kysse henne.

201Hunden løp så tilbake igjen med prinsessen; men da det ble morgen, og Kongen og dronningen skjenket Te, sa prinsessen, hun hadde drømt sådan en underlig drøm i natt om en hund og en soldat. Hun hadde redet på hunden, og soldaten hadde kysset henne.

„Det var saamænd en pen historie!“ sa dronningen.

Nå skulle en av de gamle hoffdamer våke ved Prinsessens seng neste natt for å se, om det var en virkelig drøm, eller hva det kunne være.

Soldaten længedes så forskrekkelig etter igjen å se den deilige prinsesse, og så kom da hunden om natten, tok henne og løp, alt hva den kunne; men den gamle Hofdame tok vannstøvler på og løp likeså fort bakefter; da hun nå så, at de ble borte inne i et stort hus, tenkte hun: „Nå vet jeg, hvor det er,“ og skrev med et stykke kritt et stort kors på porten. Så gikk hun hjem og la seg, og hunden kom også igjen med prinsessen; men da han så, at der var skrevet et kors på porten, hvor soldaten bodde, tok han også et stykke kritt og satte kors på alle portene i hele byen, og det var klokt gjort, for nå kunne jo hoffdamen ikke finne den riktige port, når der var kors på dem allesammen.

Om morgenen tidlig kom Kongen og dronningen, den gamle Hofdame og alle offiserene for å se, hvor det var, prinsessen hadde vært.

„Der er det!“ sa Kongen, da han så den første port med et kors på.

„Nei, det er der, min kjære mann!“ sa dronningen, der så den annen port med kors på.

„Men der er et; og der er et!“ sa de allesammen; hvor de så, var der kors på portene. Så kunne de da nok se, det kunne ikke hjelpe noe, at de søkte.

Men dronningen var nå en meget klok kone, der kunne mer enn å kjøre i Karret. Hun tok sin store gullsaks, klippet et stort stykke Silketøi i stykker og sydde så en liten nydelig pose; den fylte hun med små, fine Perlegryn, bandt den på ryggen av prinsessen, og da det var gjort, klippet hun et lite Hul på posen, så grynene kunne drysse hele Veien, hvor prinsessen kom.

202Om natten kom da hunden igjen, tok prinsessen på sin rygg og løp med henne hen til soldaten, der holdt så meget av henne og ville så gjerne have vært en prins for å få henne til kone.

Hunden merket slett ikke, hvorledes grynene drysset like fra slottet og til Soldatens vindu, hvor han løp opp ad muren med prinsessen. Om morgenen så da Kongen og dronningen nok, hvor deres datter hadde vært henne, og så tok de soldaten og satte ham i fengsel.

Der satt han. Hu, hvor der var mørkt og kjedelig! og så sa de til ham: „I morgen skal du henges!“ Det var ikke morsomt å høre, og sitt fyrtøy hadde han glemt hjemme på hotellet. Om morgenen kunne han mellom jernstengene i det lille vindu se folk skynde seg ut av byen for å se ham henges. Han hørte trommene og så soldatene marsjere. Alle mennesker løp av sted; der var også en Skomagerdreng med Forskind og tøfler på; han travet sådan i galopp, at hans ene tøffel fløy av og like hen mot muren, hvor soldaten satt og kikket ut mellom jernstengene.

„Hei, du Skomagerdreng! Du skal ikke ha sådant et hastverk,“ sa soldaten til ham, „der blir ikke noe av, før jeg kommer; men vil du ikke løpe hen, hvor jeg har boet, og hente meg mitt fyrtøy, så skal du få fire skilling; men du må ta Benene med deg!“ Skomakerdrengen ville gjerne har de fire skilling og pilede av sted hen etter fyrtøyet, ga soldaten det, og — ja nå skal vi få høre.

Utenfor byen var der muret en stor galge; rundt om stod soldatene og mange hundre tusende mennesker. Kongen og dronningen satt på en deilig trone like over for dommeren og det hele råd.

Soldaten stod allerede oppe på stigen; men da de ville slå strikken om hans hals, sa han, at man jo alltid tillot en synder, før han utstod sin straff, at få et uskyldig ønske oppfylt. Han ville så gjerne røke en pipe tobakk, det var jo den siste pipe, han fikk i denne verden.

Det ville nå Kongen ikke si nei til, og så tok soldaten sitt fyrtøy og slo ild, en, to, tre! og der stod alle 203hundene, den med øyne så store som tekopper, den med øyne som et møllehjul og den, der hadde øyne så store som et hus.

„Hjelp meg nå, at jeg ikke blir hengt!“ sa soldaten; og så for hundene inn på dommerne og hele rådet, tok en ved Benene og en ved nesen og kastet dem mange Favne opp i været, så de falt ned og sloges rent i stykker.

„Jeg vil ikke!“ sa Kongen; men den største hund tok både ham og dronningen og kastet dem bakefter alle de andre; da ble soldatene forskrekket, og alle folkene ropte: „Lille soldat, du skal være vår konge og have den deilige prinsesse!“

Så satte de soldaten i Kongens Karret, og alle tre hunder danset foran og ropte: „Hurra!“ og drengene pep i fingrene, og soldatene præsenterede. Prinsessen kom ut av Kobberslottet og ble dronning, og det kunne hun godt like. Brylluppet varte i åtte dager, og hundene satt med til bords og gjorde store øyne.

H. C. Andersen.