Kong Gustav den tredje af Sverige red engang igjennem en Landsby, uden at Folk vidste, at det var Kongen. Han blev her opmærksom paa en ung Bondepige, som drog Vand op af en Brønd. Hun saa saa god og venlig ud. Kongen bad hende om en Drik Vand. „Gjerne,“ svarede 196hun, idet hun venlig og frimodig rakte ham Vandet; „men De maa undskylde, at jeg skynder mig; thi jeg har meget travlt.“ — „Hvorfor har du saadant Hastverk?“ spurgte Kongen. — „Min Moder er syg og kan ikke længe undvære min Hjelp,“ svarede Pigen. „Før mig hen til din Moder!“ sagde Kongen, „jeg vil lære hende at kjende, siden du holder saa meget af hende.“ Han steg derpaa af Hesten og gik med hende, og snart traadte de ind i et lidet fattigt Hus. Paa et simpelt Straaleie laa en gammel Kone, som var meget syg. Pigen traadte hen til hende og sagde: „Kjære Moder, her er en fremmed Herre, som vil se til dig!“ — „Stakkels Kone,“ sagde Gustav, „hvor jeg beklager eder!“ — „Ak!“ svarede den syge, „min Tilstand vilde være endnu sørgeligere, dersom Gud ikke havde givet mig denne gode Datter, som gjør sig al optænkelig Umag for at lette mine Lidelser. Dag og Nat arbeider hun for mig. Gud velsigne hende derfor!“ tilføiede hun med Taarer. Gustav blev meget bevæget og udbrød: „Tag denne Pung! Jeg er eders Konge, eders Fader; jeg er stolt af at være eders Konge og vil give eder et Bevis paa, at jeg finder Behag i eders kjærlige Samliv. Bliv kun ved,“ sagde han til Pigen, „at sørge for din Moder!“ Neppe var han kommen tilbage til Stokholm, før han udsatte en livsvarig aarlig Understøttelse baade for Moderen og Datteren.

Kong Gustav den tredje av Sverige red engang igjennom en landsby, uten at folk visste, at det var Kongen. Han ble her oppmerksom på en ung bondepike, som drog vann opp av en brønn. Hun så så god og vennlig ut. Kongen bad henne om en drikk vann. „Gjerne,“ svarte 196hun, idet hun vennlig og frimodig rakte ham vannet; „men De må unnskylde, at jeg skynder meg; thi jeg har meget travlt.“ — „Hvorfor har du sådant hastverk?“ spurte Kongen. — „Min mor er syk og kan ikke lenge unnvære min hjelp,“ svarte piken. „Før meg hen til din mor!“ sa Kongen, „jeg vil lære henne å kjenne, siden du holder så meget av henne.“ Han steg derpå av Hesten og gikk med henne, og snart trådte de inn i et lite fattig hus. På et simpelt stråleie lå en gammel kone, som var meget syk. Piken trådte hen til henne og sa: „Kjære mor, her er en fremmed Herre, som vil se til deg!“ — „Stakkels kone,“ sa Gustav, „hvor jeg beklager dere!“ — „Ak!“ svarte den syke, „min tilstand ville være enda sørgeligere, dersom Gud ikke hadde gitt meg denne gode datter, som gjør seg al optænkelig umak for å lette mine lidelser. Dag og natt arbeider hun for meg. Gud velsigne henne derfor!“ tilføyet hun med Taarer. Gustav ble meget beveget og utbrøt: „Ta denne pung! Jeg er deres konge, deres far; jeg er stolt av å være deres konge og vil gi dere et bevis på, at jeg finner behag i deres kjærlige samliv. Bli kun ved,“ sa han til piken, „å sørge for din mor!“ Neppe var han kommet tilbake til Stokholm, før han utsatte en livsvarig årlig understøttelse både for moren og datteren.