Kvækerne er en Slags kristne, der findes i flere Lande, for Exempel i England; de er fromme, fredelige og forstandige Folk, og der er meget, som de efter sin Lære ikke maa gjøre; de maa ikke bære Gevær, ikke tage Hatten af for nogen; men ride kan de, naar de ellers har en Hest. Da en Kvæker en Aften red til sit Hjem paa en smuk og stadselig Hest, lurede en Røver med et kulsort Ansigt paa ham paa Veien. Han sad ogsaa paa en Hest; men den var saa mager, at man kunde tælle alle Ribben og alle Knokler under Huden paa den, dog ikke Tænderne; thi de var alle borte af Munden. „Du Kvæker!“ sagde Røveren, „jeg vilde gjerne skaffe mit stakkels Dyr her, der er saa gammelt, ligesaa godt Foder, som eders Hest efter Udseendet vist faar. Vil I som jeg, saa bytter vi: thi I har ingen ladte Pistoler hos eder; men det har jeg.“ Kvækeren tænkte ved sig selv: „Hvad er herved at gjøre? Om galt skal være, saa har jeg dog hjemme en anden Hest, men intet andet Liv.“ Saa byttede de da med hinanden, og Røveren red hjem paa Kvækerens Hest; men Kvækeren førte Røverens elendige Hest ved Tømmen. Men da han var kommen til Byen, hvor de første Huse begyndte, lagde han Tømmen løs om Halsen paa Hesten og sagde: „Gaa foran, du stakkels Øg! du vil bedre vide at finde din Herres Stald end jeg.“ Og saa lod han Hesten gaa foran og fulgte den Gade op og Gade ned, indtil den blev staaende udenfor en Stalddør. Da den blev staaende der og ikke vilde gaa videre, gik han ind i Huset og ind i Stuen, hvor Røveren allerede stod og viskede Soden af Ansigtet med en Uldstrømpe. „Er I kommen vel hjem?“ sagde Kvækeren; „vil I som jeg, saa bytter vi om igjen. Giv mig min Ganger igjen; eders Hest staar udenfor Døren!“ Da nu Gavtyven saa, at han var opdaget, maatte han, enten han vilde eller ikke, give Kvækeren hans gode Hest tilbage. „Vær saa god,“ sagde Kvækeren, „og giv mig endnu to Daler i Leie af min Hest; jeg og eders Hest har spadseret med hinanden tilfods.“ Enten Fyren vilde eller ei, maatte han betale Kvækeren to Daler i Leie af Hesten. „Ikke 194sandt,“ sagde Kvækeren, idet han red bort, „det er en flink Hest, jeg har?“

Kvekerne er en Slags kristne, der finnes i flere land, for eksempel i England; de er fromme, fredelige og forstandige folk, og der er meget, som de etter sin lære ikke må gjøre; de må ikke bære gevær, ikke ta hatten av for noen; men ride kan de, når de ellers har en hest. Da en kveker en aften red til sitt hjem på en smuk og staselig hest, lurede en Røver med et kulsort ansikt på ham på Veien. Han satt også på en hest; men den var så mager, at man kunne telle alle ribben og alle knokler under huden på den, dog ikke tennene; thi de var alle borte av munnen. „Du kveker!“ sa røveren, „jeg ville gjerne skaffe mitt stakkels dyr her, der er så gammelt, likeså godt Foder, som deres hest etter utseendet vist får. Vil dere som jeg, så bytter vi: thi dere har ingen ladde pistoler hos dere; men det har jeg.“ Kvekeren tenkte ved seg selv: „Hva er herved å gjøre? Om galt skal være, så har jeg dog hjemme en annen hest, men intet annet Liv.“ Så byttet de da med hinannen, og røveren red hjem på kvekerens hest; men kvekeren førte Røverens elendige hest ved tømmen. Men da han var kommet til byen, hvor de første hus begynte, la han tømmen løs om halsen på Hesten og sa: „Gå foran, du stakkels øk! du vil bedre vide å finne din Herres stall enn jeg.“ Og så lot han Hesten gå foran og fulgte den gate opp og gate ned, inntil den ble stående utenfor en stalldør. Da den ble stående der og ikke ville gå videre, gikk han inn i huset og inn i stuen, hvor røveren allerede stod og visket soten av ansiktet med en ullstrømpe. „Er I kommet vel hjem?“ sa kvekeren; „vil dere som jeg, så bytter vi om igjen. Gi meg min ganger igjen; deres hest står utenfor døren!“ Da nå Gavtyven så, at han var oppdaget, måtte han, enten han ville eller ikke, gi kvekeren hans gode hest tilbake. „Vær så god,“ sa kvekeren, „og gi meg ennå to daler i leie av min hest; jeg og deres hest har spasert med hinannen tilfods.“ Enten fyren ville eller ei, måtte han betale kvekeren to daler i leie av Hesten. „Ikke 194sandt,“ sa kvekeren, idet han red bort, „det er en flink hest, jeg har?“