„Hjelp, hjelp! Ulven kommer!“ skreg en Hyrde; men da de andre Hyrder ilede til for at hjelpe ham, gik Faarene ganske rolig og græssede, og han selv stod der og lo af fuld Hals. „Dengang narrede jeg eder,“ sagde han; „I troede nok, at Ulven var her; men jeg vilde bare se, om I ogsaa holdt jer rigtig vaagne!“
Hyrderne skjendte paa ham og gik tilbage til sine Hjorder. Men det varede ikke længe, førend de atter hørte ham raabe langt ynkeligere end første Gang. De troede derfor, at det denne Gang var Alvor, og ilede ham anden Gang til Hjelp; men han lo dem atter ud, fordi de havde været saa lettroende.
De var imidlertid neppe gaaet bort, før Ulven virkelig kom og overfaldt hans Faareflok. Nu raabte han for Alvor om Hjelp, bad og bønfaldt; men alt forgjæves! De andre Hyrder troede, at han igjen vilde gjøre Nar af dem, og blev rolig hver ved sin Hjord.