189

Næsten alle Dyr er elskværdige, naar man blot lærer dem rigtig at kjende, og der er mangfoldige Exempler paa deres Kjærlighed, Taknemmelighed og venlige Følelser for Mennesker eller for hverandre indbyrdes.

Hør her nogle Smaatræk af forskjellige Dyr. En Læge i England saa en saaret Rottehund paa Gaden og tog den hjem med sig. Han undersøgte og forbandt dens Saar, helbredede den i Løbet af to Dage og lod den saa gaa igjen. Hunden løb strax hjem; men i mange Uger derefter aflagde den et dagligt Besøg hos Lægen, logrede i nogen Tid sterkt med Halen og gik atter bort. At logre med Halen er Hunde-Mynt, og da denne Hund mente, at den havde betalt Lægen nok i sine Penge for hans Arbeide, ophørte den med sine Besøg.

190En Elefant, som tilhørte en Officer i Ostindien, blev under sin Herres lange Fravær ganske overladt til sin Vogter, der hver Dag bedrog den for en Del af dens Føde. Da Eieren kom tilbage, viste den forsultne Elefant alle Tegn paa den største Glæde; i sin Herres Nærværelse gav Vogteren naturligvis Dyret al den Føde, det skulde have; men Elefanten delte sit Maaltid i to Dele. Den ene, der skulde forestille, hvad den havde faaet, medens Officeren var borte, aad den graadig, men lod den anden, som Vogteren pleiede at tage selv, blive liggende og vilde derved fortælle sin Herre, hvorledes den var bleven behandlet. Han forstod, hvad den mente, og Vogteren maatte tilslut tilstaa, hvad han havde gjort.

Aberne er som bekjendt nogle af de pudsigste Dyr, der findes paa Jorden, og man kan ikke lade være at more sig over dem og deres Narrestreger. En Skibskaptein fortæller følgende: „Blandt mange andre Dyr havde jeg ogsaa en liden Abe og en sort Pudelhund ombord paa mit Skib; de var begge lige tamme, og jeg ved ikke, hvem af dem der var mest kjælen. Aben var formelig skinsyg, naar Hunden var Førstemand til at sige Godmorgen til mig, og viste dette ved sine Skrig og de Klaps, Hunden fik; men ellers var de de bedste Venner af Verden og tilbragte næsten hele Dagen med at lege. Men enten gjorde Aben Fortræd, eller kom den selv i Knibe; snart havde den faaet Fingeren i Blækhuset nede i Kahytten, snart havde den brændt sig paa Grøden inde hos Kokken; den skulde rage i alt og helst fordærve alt; undertiden kom den for nær hen til Tigerburet og var nær ved at blive ædt; saa ærtede den en sindt Papegøie, som hakkede den igjen, og en liden Gjed førte et uroligt Liv for dens Skyld. Der var intet andet Raad for, end at jeg maatte binde den, saa nødig som baade den og jeg vilde til det, og den fik da en lang Snor om Livet, hvis anden Ende var fæstet oppe paa et Træbret et godt Stykke over Dækket. Fra dette Sted holdt den nu stadig Vagt paa Alting; uafladelig var det lille Hoved i Bevægelse, forat intet skulde gaa tabt for den, og naar jeg gik forbi den, sprang den lige ned i Armene paa mig og begyndte at kjæle for mig og pibe. Mest ærgrede den 191sig over, at Hunden havde sin Frihed; naar denne ondskabsfuldt satte sig ned under Aben og gjøede op ad den, vidste Aben ikke, hvorledes den skulde vise den sin Foragt, og alle de mindre Ting, den kunde naa, kastede den ned i Hovedet paa Hunden. Men ikke nok hermed; naar Hunden uforvarende gik forbi den i sine egne Tanker, var Aben med et Sæt nede paa dens Ryg, hvor den da red med kry Mine og ruskede den dygtig i begge Ørerne. Saasnart Hunden var nær ved at ryste den af, sprang den atter tilbage, og hvor latterlig den saa ud, naar den fra sit høie Stade saa skadefro ned til Hunden, idet den snart lagde Hovedet paa den ene Side, snart paa den anden, lader sig ikke beskrive. Hunden var imidlertid ikke dum; op til Aben kunde den ikke komme; men den kunde maaske nok faa Aben ned, og dette lykkedes den da ogsaa. Engang da Aben i sin indbildte Sikkerhed gottede sig over Hundens bedrøvelige Udseende, tog denne med Tænderne fat i Snoren og gik hen ad Dækket med den, indtil Aben faldt ned; saa løb den hen til den, veltede den omkring og hevnede sig i al Godmodighed paa den lille Spilopmager. Dette syntes dog Aben ikke om; men ophøre med sine Skjelmsstykker vilde den heller ikke; da den derfor en Dag var sprungen ned paa Hundens Ryg og havde faaet sin sedvanlige Ridetur, medens Hunden var bleven usedvanlig sterkt rusket i Ørene, sprang den op paa sin Plads, — men trak paa samme Tid Snoren op efter sig og satte sig paa den, saa at intet af den laa paa Dækket eller hang løst ned, som Hunden kunde faa fat paa. Havde den lille været stolt før, saa var den det ikke mindre nu; i Begyndelsen saa den noget ængstelig ud, da den ikke vidste, om det vilde nytte noget; men da den saa, at Hundens Anstrengelser for at faa fat paa Tauget var forgjæves, viste den Tænder, grinede, peb og gjorde Nar af Hunden af alle Kræfter.“

En Mand gav sig paa Reise med en Abe og en Gjed, og til Niste tog han Ris og tyk Melk med. Da han paa Veien kom til en Flod, besluttede han at bade sig og senere spise; men medens han var i Bad, spiste Aben hans Mad, og efter at have tørret sin Mund og sine Hænder i 192Gjedens Skjeg, lagde den sig til at sove og overlod Gjeden at klare sig selv. Da Manden kom ud af Badet og saa, at Maden var borte, var det jo let nok af Gjedens Skjeg at se, hvem der havde stjaalet den. Og han pryglede derfor Gjeden.

En Hund var afrettet af sin Herre til at løbe Ærender, og da den nu en Aften fredelig gik hen ad Gaden med en Kurv, hvori der var Kager, blev den skammelig overfalden af to Slagterhunde, og medens den sloges med den ene af disse, gav den anden sig til at spise af Kagerne. Den angrebne Hund saa strax, at Slagsmaal ikke kunde frelse Kagerne, de vilde blive spiste alligevel, og da den først var kommen til Vished herom, mente den, at den dog i Grunden i saa Fald havde større Ret til dem end nogen af de andre. Følgelig ophørte den at slaas, for hen i Kurven og fortærede Kagerne.

189

Nesten alle dyr er elskverdige, når man blot lærer dem riktig å kjenne, og der er mangfoldige eksempler på deres Kjærlighed, takknemlighet og vennlige følelser for mennesker eller for hverandre innbyrdes.

Hør her noen småtrekk av forskjellige dyr. En lege i England så en såret Rottehund på gaten og tok den hjem med seg. Han undersøkte og forbandt dens sår, helbredede den i løpet av to dager og lot den så gå igjen. Hunden løp straks hjem; men i mange uker deretter avla den et daglig besøk hos legen, logret i noen tid sterkt med halen og gikk atter bort. Å logre med halen er hunder-mynt, og da denne hund mente, at den hadde betalt legen nok i sine penger for hans arbeide, opphørte den med sine besøk.

190En elefant, som tilhørte en offiser i Ostindien, ble under sin Herres lange fravær ganske overlatt til sin vokter, der hver dag bedrog den for en del av dens føde. Da eieren kom tilbake, viste den forsultne elefant alle tegn på den største glede; i sin Herres Nærværelse ga vokteren naturligvis dyret all den føde, det skulle ha; men elefanten delte sitt måltid i to dele. Den ene, der skulle forestille, hva den hadde fått, mens offiseren var borte, åt den grådig, men lot den annen, som vokteren pleide å ta selv, bli liggende og ville derved fortelle sin Herre, hvorledes den var blitt behandlet. Han forstod, hva den mente, og vokteren måtte til slutt tilstå, hva han hadde gjort.

Apene er som bekjent noen av de pudsigste dyr, der finnes på jorden, og man kan ikke la være å more seg over dem og deres narrestreker. En skipskaptein forteller følgende: „Blant mange andre dyr hadde jeg også en liten ape og en sort Pudelhund ombord på mitt skip; de var begge like tamme, og jeg vet ikke, hvem av dem der var mest kjælen. Apen var formelig skinnsyk, når hunden var førstemann til å si god morgen til meg, og viste dette ved sine skrik og de klaps, hunden fikk; men ellers var de de beste venner av verden og tilbrakte nesten hele dagen med å leke. Men enten gjorde apen fortred, eller kom den selv i knipe; snart hadde den fått fingeren i blekkhuset nede i kahytten, snart hadde den brent seg på grøden inne hos kokken; den skulle rage i alt og helst forderve alt; undertiden kom den for nær hen til Tigerburet og var nær ved å bli ett; så ertet den en sint papegøye, som hakket den igjen, og en liten geit førte et urolig Liv for dens skyld. Der var intet annet råd for, enn at jeg måtte binde den, så nødig som både den og jeg ville til det, og den fikk da en lang snor om livet, hvis annen ende var festet oppe på et trebrett et godt stykke over dekket. Fra dette sted holdt den nå stadig vagt på Alting; uavlatelig var det lille hode i bevegelse, for at intet skulle gå tapt for den, og når jeg gikk forbi den, sprang den like ned i armene på meg og begynte å kjæle for meg og pipe. Mest ergret den 191seg over, at hunden hadde sin frihet; når denne ondskapsfullt satte seg ned under apen og gjøede opp ad den, visste apen ikke, hvorledes den skulle vise den sin forakt, og alle de mindre ting, den kunne nå, kastet den ned i hodet på hunden. Men ikke nok hermed; når hunden uforvarende gikk forbi den i sine egne tanker, var apen med et sett nede på dens rygg, hvor den da red med kry mine og rusket den dyktig i begge ørene. Så snart hunden var nær ved å ryste den av, sprang den atter tilbake, og hvor latterlig den så ut, når den fra sitt høye Stade så skadefro ned til hunden, idet den snart la hodet på den ene side, snart på den annen, lar seg ikke beskrive. Hunden var imidlertid ikke dum; opp til apen kunne den ikke komme; men den kunne maaske nok få apen ned, og dette lyktes den da også. Engang da apen i sin innbilte sikkerhet gottede seg over Hundens bedrøvelige utseende, tok denne med tennene fat i snoren og gikk hen ad dekket med den, inntil apen falt ned; så løp den hen til den, veltede den omkring og hevnet seg i all godmodighet på den lille Spilopmager. Dette syntes dog apen ikke om; men opphøre med sine Skjelmsstykker ville den heller ikke; da den derfor en dag var sprunget ned på Hundens rygg og hadde fått sin sedvanlige ridetur, mens hunden var blitt usedvanlig sterkt rusket i ørene, sprang den opp på sin plass, — men trakk på samme tid snoren opp etter seg og satte seg på den, så at intet av den lå på dekket eller hang løst ned, som hunden kunne få fat på. Hadde den lille vært stolt før, så var den det ikke mindre nå; i begynnelsen så den noe engstelig ut, da den ikke visste, om det ville nytte noe; men da den så, at Hundens anstrengelser for å få fat på tauet var forgjeves, viste den tenner, grinte, pep og gjorde narr av hunden av alle krefter.“

En mann ga seg på reise med en ape og en geit, og til niste tok han ris og tykk melk med. Da han på Veien kom til en Flod, besluttet han å bade seg og senere spise; men mens han var i Bad, spiste apen hans mat, og etter å ha tørret sin munn og sine hender i 192Gjedens skjegg, la den seg til å sove og overlot geiten å klare seg selv. Da mannen kom ut av badet og så, at maten var borte, var det jo lett nok av Gjedens skjegg å se, hvem der hadde stjålet den. Og han pryglede derfor geiten.

En hund var avrettet av sin Herre til å løpe ærender, og da den nå en aften fredelig gikk hen ad gaten med en kurv, hvori der var kaker, ble den skammelig overfalt av to slakterhunder, og mens den sloges med den ene av disse, ga den annen seg til å spise av kakene. Den angrepne hund så straks, at slagsmål ikke kunne frelse kakene, de ville bli spiste allikevel, og da den først var kommet til visshet herom, mente den, at den dog i grunnen i så fall hadde større rett til dem enn noen av de andre. Følgelig opphørte den at slaas, for hen i kurven og fortærte kakene.