En reisende Haandverkssvend stod engang udenfor en Stuedør og bad længe om et Par Skilling til Mad paa Reisen. Da ingen lod sig se eller høre, aabnede han sagte Døren og gik ind. Men da han fik se en syg og fattig Enke, som sagde, at hun selv intet havde, gik han atter bort.
Men efter omtrent fem Timers Forløb kom Haandverkssvenden tilbage igjen. Konen raabte ham imøde: „Min Gud! Jeg kan jo ikke give eder noget. Jeg lever selv af andre Menneskers Godhed og ligger nu syg.“ Men det brave unge Menneske tænkte ved sig selv: „Just derfor.“ Stille og venlig gik han hen til Bordet, tog af begge sine Lommer endel Brød frem, som han havde været ude i Byen og indsamlet, og ligeledes endel Smaapenge. „Det er til eder, stakkels, syge Kone!“ sagde han med et venligt Smil, gik atter bort og lukkede Stuedøren sagte til efter sig. Den brave Ynglings Navn har en Engel i Himlen optegnet til en anden Gang. Jeg kan ikke sige eder, hvad han heder.