178

Der var engang en Mand, som de kaldte rige Per Kræmmer, fordi han havde faret om med Kram og samlet mange Penge, saa han var bleven en rig Mand. Denne Rige-Per havde en Datter, og hende holdt han saa gjæv, at alle de Beilere, som kom til hende, fik Afslag, for han syntes, at ingen var god nok til hende. Da det gik saaledes med alle, saa kom der tilsidst ingen, og da det begyndte at drage ud i Aarene, saa blev Per ræd for, at hun ikke skulde blive gift. „Det undrer mig rigtig,“ sagde han til sin Kone, „hvorfor der ikke kommer nogen og frier til vor Datter, som er saa rig. Det skulde da være artigt, om det ikke skulde være nogen, som vil have hende, for Penge har hun, og flere faar hun. Jeg mener, jeg faar reise til Stjernekikkerne og spørge dem om, hvem hun skal have, for her kommer jo slet ikke en Kjæft.“ „Hvorledes kan Stjernekikkerne svare paa det da?“ spurgte Konen. „Jo, de læser Alting i Stjernerne,“ sagde Rige-Per. Han tog da med sig mange Penge og reiste til Stjernekikkerne og bad dem, om de vilde se paa Stjernerne og sige ham, hvad Mand hans Datter skulde faa. Stjernekikkerne saa paa Stjernerne; men de sagde, at de ikke kunde se det. Men Per bad dem, at de maatte se bedre efter og endelig sige ham det, han skulde betale dem godt for det. Stjernekikkerne saa da bedre efter, og de sagde, at hans Datter skulde faa til Mand det Møllerbarnet, som netop var kommet til Verden i den Mølle, der laa strax nedenfor Gaarden til Rige-Per. Per gav Stjernekikkerne hundrede Daler og reiste hjem med den Spaaningen, han havde faaet. Han syntes, det var altfor urimeligt, at hans Datter skulde faa en til Mand, som var nylig kommen til, og det en, som var saa ringe til. Det sagde han ogsaa til sin Kone og sagde: „Jeg undres, om de ikke skulde 179ville sælge mig Gutten, saa skal vi nok blive af med ham.“ „Jo, det tænker jeg nok,“ sagde Konen, „det er jo fattige Folk.“ Per Kræmmer gik da ned i Møllen og spurgte Konen, om hun ikke vilde sælge ham Sønnen sin; hun skulde faa mange Penge for ham. Nei, det vilde hun slet ikke. „Jeg kan da ikke vide, hvorfor du ikke vil det,“ sagde Per Kræmmer; „det er jo bare Armoden med jer, og Gutten skal ikke lette den, kan jeg tro.“ Men hun var saa glad i Gutten, at hun ikke vilde miste ham. Da Mølleren kom ind, sagde Per det samme til ham og lovede, at han skulde give dem sex hundrede Daler for Gutten, saa de kunde kjøbe sig en Gaard og slippe at male for Folk og sulte, naar der ikke var Kvernvand. Det syntes Mølleren godt om, og han talte med Konen, og saa fik Rige-Per Gutten. Moderen græd og bar sig ilde; men Per trøstede hende med, at han skulde have det godt; men de maatte love, at de ikke skulde spørge efter ham, for han vilde sætte ham langt bort i andre Lande til at lære fremmede Sprog. Da Per Kræmmer var kommen hjem med Gutten, lod han snedkre en liden Kiste, som var saa pent indrettet, at det var en Lyst at se. Den tættede han med Beg, lagde Møllergutten i den, læste Laasen igjen og satte den ud i Elven, saa Strømmen for afsted med den. „Nu er jeg kvit ham,“ tænkte Per Kræmmer. Men da Kisten havde seilet langt nedover Elven, kom den ind i en Vandrende til et andet Møllebrug og for igjennem den ned paa Kvernkallen, saa at Kvernen standsede. Manden gik da ned og skulde se efter, hvad det var, som standsede Kvernen, fandt Kisten og tog den med sig op. Da han kom hjem til Konen om Middagen, sagde han: „Jeg undres rigtig, hvad der kan være for noget i denne Kisten; den kom farende ned paa Kvernkallen gjennem Renden og standsede Kvernen for mig idag.“ „Det skal vi snart faa vide,“ sagde Konen. „Nøglen sidder jo i Laasen; luk bare op!“ Da de lukkede op, laa der det vakreste Barn, nogen vilde se, og de blev glade og vilde beholde Gutten; for selv havde de ingen Børn, og saavidt tilaars var de, at de heller ikke kunde vænte at faa nogen mere. Da det nu led om nogen Tid, tog Per Kræmmer igjen at undres, om 180der ikke vilde komme nogen Beiler til hans Datter, som var saa rig og havde saa mange Penge. Men der kom ingen, og saa reiste han igjen til Stjernekikkerne og bød dem mange Penge, hvis de kunde sige ham, hvem hans Datter skulde faa til Mand. „Vi har jo sagt dig, at hun skal faa den Møllergutten dernede,“ sagde Stjernekikkerne. „Ja, det er godt og vel nok,“ sagde Per Kræmmer; „men ham er det nu gaaet galt med, saa han er kommen af Dage, og kunde jeg faa vide, hvem min Datter skal have til Mand, saa vilde jeg gjerne give jer to hundrede Daler.“ Stjernekikkerne saa paa Stjernerne igjen; men saa blev de vrede og sagde: „Hun skal alligevel have den Møllergutten, som du satte ud i Elven og vilde gjøre Ende paa, for han lever endnu og er i den Mølle, som ligger saa og saa langt nedover.“ Per Kræmmer gav dem to hundrede Daler for denne Spaadom og tænkte paa, om han da ikke skulde kunne blive af med den Møllergutten. Det første, Per Kræmmer gjorde, da han kom hjem, var at reise ned til Møllen. Da var Gutten saa stor, at han havde staaet paa Kirkegulvet, og han gik i Møllen og hjalp til. En vakker Gut var der blevet af ham. „Kunde du ikke lade mig faa den Gutten, du?“ sagde Per Kræmmer til Mølleren. „Nei, kan jeg ei,“ svarede han; „jeg har trukket ham op som min egen, og han har artet sig vel, saa jeg nu kan have Hjelp og Nytte af ham i Møllen, for selv begynder jeg at blive gammel og affældig.“ „Ja, saa gaar det mig ogsaa,“ sagde Per Kræmmer, „og derfor vilde jeg gjerne have en, som jeg kunde lære op til at handle. Vil du lade mig faa ham, skal jeg give dig sex hundrede Daler, saa du kunde kjøbe dig en Gaard og leve i Ro og Fred paa dine gamle Dage.“ Ja, da Mølleren hørte det, lod han Per Kræmmer faa Gutten. Disse reiste nu vidt omkring med Kram og handlede, til de kom til et Gjestgiversted, som laa ved Kanten af en stor Skov. Derfra sendte Per Gutten hjem med et Brev til Konen sin — for bent over Skoven var det ikke langt — og bad ham, at han skulde sige til hende, at hun saa snart som muligt skulde gjøre det, som stod i Brevet. Men i Brevet stod der, at hun strax paa Øieblikket skulde tænde op et stort Baal og kaste Møllergutten 181paa det, og hvis hun ikke gjorde det, da skulde hun brændes levende selv. Gutten gik afsted med Brevet over Skoven. Da det led mod Kvelden, kom Gutten til en Gaard langt borte i Skoven, og der gik han ind. I Huset fandt han ingen Mennesker; men i et Værelse stod der en opredt Seng, og den lagde han sig tvers over. Brevet havde han sat under Hattebaandet sit, og Hatten lagde han over Ansigtet. Da Røverne kom hjem (for paa Gaarden holdt der til tolv Røvere) og de saa Gutten ligge paa Sengen, undredes de paa, hvad han var for en, og en af dem tog Brevet og brækkede og læste det. „Hm, hm,“ sagde han; „det er Per Kræmmer, som er ude; men nu skal vi gjøre ham et Puds, for det vilde være Synd, om den gamle Kjeltringen skulde faa gjort Ende paa en saadan ung, vakker Gut.“ Saa skrev Røverne et andet Brev til Per Kræmmers Kone og fæstede det under Hattebaandet, medens Gutten sov; og i dette Brev satte de, at hun øieblikkelig skulde holde Bryllup for Datteren og Møllergutten og give dem Heste og Fæ og Husgeraad og sætte dem i fuld Vei paa den Gaard, som han havde oppe under Aasen, og hvis dette ikke var gjort, til han kom hjem, saa skulde hun komme til at lide Straf for det. Den anden Dag lod Røverne Gutten gaa, og da han kom hjem og gav hende Brevet, sagde han, at han skulde hilse fra Per Kræmmer og sige, at hun skulde gjøre, som det stod i Brevet, og det paa flyvendes Time. „Du maa have tjent ham som en brav Gut,“ sagde Kræmmerkjærringen til Møllergutten, „siden han kan skrive saaledes nu; for dengang I reiste, var han saa gal paa dig, at han ikke vidste, hvorledes han skulde faa dig af Dage.“ Hun lavede da strax til Bryllup og satte dem i Vei med Heste og Fæ og alskens Husgeraad paa Gaarden oppe under Aasen.

Ikke længe efter kom Per Kræmmer hjem igjen, og det første, han spurgte om, var, om hun havde gjort, hvad han havde skrevet i Brevet. „Ja, jeg syntes nok, det var artigt; men jeg turde ikke andet,“ sagde hun. Saa spurgte Per, hvor Datteren var. „Du kan vel vide, hvor hun er,“ sagde Konen; „hun er jo hos ham paa Gaarden oppe under 182Aasen, saaledes som det stod i Brevet.“ Da Per Kræmmer fik høre, hvorledes det hang sammen, og han fik se Brevet, blev han saa vred, at han var færdig at springe i Stykker, og han løb strax op paa Gaarden til de unge Folk. „Det er vel nok, min Søn, at du har faaet Datter min,“ sagde han til Møllergutten; „men vil du tænke paa at beholde hende, maa du gaa til Dragen af Dybenfart og skaffe mig tre Fjær af Stjerten paa ham; for den, som har dem, kan faa, hvad han vil.“ „Hvor skal jeg finde ham da?“ sagde Svigersønnen. „Det faar blive din Sag; for ikke ved jeg det,“ sagde Per Kræmmer.

Gutten gav sig trøstig paa Veien, og da han havde gaaet i nogen Tid, kom han til en Kongsgaard. „Her faar jeg gaa ind og spørge mig for,“ tænkte han, „for saadanne Folk er bedre kjendte i Verden end andre, og kanske jeg her kunde faa vide Veien.“ Kongen spurgte ham, hvor han var fra, og hvad Ærende han reiste i. „Jeg skal til Dragen af Dybenfart og have tre Fjær af Stjerten paa ham, om jeg bare kunde finde ham,“ sagde Gutten. Det skulde der Lykke til, mente Kongen; „for jeg har aldrig hørt, at nogen er vendt tilbage fra ham,“ sagde han; „men skulde du træffe ham, saa kunde du gjerne spørge ham fra mig, hvorfor jeg ikke kan faa rent Vand i Brønden min, som jeg har kastet op den ene Gang efter den anden; men aldrig kan jeg faa rent Vand i den.“ „Ja, jeg skal saa gjøre,“ sagde Gutten. Paa Kongsgaarden levede han vel og fik baade Niste og Penge, da han reiste.

Mod Kvelden kom han til en anden Kongsgaard. Da han kom ind i Kjøkkenet, kom Kongen ud og spurgte, hvor han var fra, og hvad Ærende han reiste i. „Jeg skal til Dragen af Dybenfart og have tre Fjær af Stjerten paa ham,“ sagde Gutten. „Der vil nok Lykke til det,“ sagde Kongen; „for jeg har endnu ikke hørt, at nogen er kommen tilbage fra ham. Men skulde du komme frem, saa kan du gjerne spørge ham fra mig, hvor min Datter er, som blev borte for mange Aar siden,“ sagde han. „Jeg har baade ledet og lyst efter hende fra alle Kirker; men der har ingen kunnet sige mig noget om hende.“ „Skal 183saa gjøre,“ sagde Gutten. Paa Kongsgaarden levede han godt og vel, og da han gik, fik han baade Niste og Penge.

Da det igjen led mod Kvelden, kom han til endda en Kongsgaard. Her kom Dronningen ud i Kjøkkenet og spurgte ham, hvor han var fra, og hvad Ærende han reiste i. „Jeg skal til Dragen af Dybenfart og have tre Fjær af Stjerten paa ham,“ sagde Gutten. „Det skal nok Lykke til det,“ sagde Dronningen; „for jeg har aldrig hørt, at nogen er kommen tilbage fra ham. Men skulde du træffe ham, saa kunde du gjerne spørge ham fra mig, hvor jeg skal finde Guldnøglerne mine, som jeg har mistet.“ „Jeg skal saa gjøre,“ sagde Gutten. Da han havde gaaet en Stund, kom han til en stor, bred Elv. Medens han stod og undredes paa, hvorledes han skulde komme over den, eller om han skulde gaa langs med, kom der en gammel krogrygget Mand og spurgte, hvor han skulde hen. „Jeg skal nok til Dragen af Dybenfart, jeg, om det var nogen, som kunde sige mig, hvor jeg skal finde ham.“ „Det kan jeg nok sige dig,“ sagde Manden, „for jeg gaar her og sætter over dem, som skal til ham; han bor strax ovenfor; naar du bare kommer op paa Bakken, ser du Slottet hans, og faar du snakke med ham, saa kan du gjerne spørge ham fra mig, hvorlænge jeg skal gaa her og sætte over.“ „Jeg skal saa gjøre,“ sagde Gutten. Manden tog ham paa Ryggen og bar ham over Elven, og da han var kommen op paa Bakken, saa han Slottet og gik ind. Der var Prinsessen alene hjemme. „Men kjære, vene, tør der komme kristne Folk hid?“ sagde hun. „Det har der ikke været her, siden jeg kom, og det er nok bedst, du ser at komme afsted igjen, saa snart du kan; for naar Dragen kommer hjem, saa lugter han dig, og saa sluger han dig med det samme, og mig gjør du ogsaa ulykkelig.“ „Nei,“ sagde Gutten, „jeg kan ikke gaa, førend jeg har faaet tre Fjær af Stjerten paa ham.“ „Det faar du aldrig,“ sagde Prinsessen.

Men Gutten vilde ikke gaa, han vilde bie paa Dragen og faa Fjærene af Stjerten og Svar paa Spørgsmaalene. „Ja, siden du er saa hank, saa faar jeg vel se, om jeg kan hjælpe dig,“ sagde Prinsessen. „Prøv, om du kan løfte 184Sverdet, som hænger paa Væggen der.“ Nei, Gutten kunde ikke rugge det engang. „Ja, saa faar du tage dig en Slurk af denne Flasken,“ sagde Prinsessen. Da Gutten havde siddet en Stund, saa skulde han til at prøve igjen; da kunde han netop rugge det. „Du faar nok tage dig en Slurk til,“ sagde Prinsessen, „og saa faar du sige mig dit Ærende.“ Han tog sig en Slurk, og saa fortalte han, at der var en Konge, som havde bedet ham om at spørge Dragen, hvorfor han ikke kunde faa rent Vand i Brønden sin; fra en anden skulde han spørge, hvor der var blevet af hans Datter, som var bleven borte for mange Aar siden, og for en Dronning skulde han spørge Dragen, hvor der var blevet af hendes Guldnøgler, og endelig saa skulde han spørge Dragen fra Færgemanden, hvor længe han skulde gaa dernede og sætte over. Da han nu tog fat i Sverdet, kunde han løfte det, og da han havde faaet sig en Slurk til, kunde han svinge det. „Skal ikke Dragen gjøre Ende paa dig med det samme, saa maa du nu krybe under Sengen,“ sagde Prinsessen, da det led mod Kvelden, „for nu kommer han snart hjem, og der maa du ligge saa stille, at han ikke merker dig. Naar vi saa har lagt os, saa skal jeg spørge ham; men da maa du høre godt efter og lægge vel Merke til, hvad han svarer; og under Sengen maa du blive liggende, til alt er stilt, og Dragen sovner igjen; kryb saa sagte frem og tag Sverdet med dig, og naar han saa staar op, maa du passe paa at hugge Hovedet af ham med et Hug og med det samme nappe de tre Fjær; thi ellers river han dem selv af, forat ingen skal have godt af dem.“

En Stund efterat Gutten var krøben under Sengen, kom Dragen hjem. „Her lugter kristen Mands Ben!“ sagde Dragen. „Aa ja, der kom en Ravn flyvende med et Menneskeben i Nebbet og satte sig paa Taget,“ sagde Prinsessen; „det maa være det, du kjender Lugten af.“ „Ja saa,“ sagde Dragen. Saa satte Prinsessen frem Maden, og da de havde spist, lagde de sig. Men da de havde ligget en Stund, sov Prinsessen saa urolig, og med et saa vak hun. „Au da!“ sagde hun. „Hvad feiler dig?“ sagde Dragen. „Aa, jeg sover saa urolig,“ sagde Prinsessen, „og 185saa havde jeg saadan underlig Drøm.“ „Hvad drømte du da?“ sagde Dragen. „Jeg syntes, at der kom en Konge her og spurgte dig, hvorledes han skulde bære sig ad for at faa rent Vand i Brønden sin,“ sagde Prinsessen. „Aa, det kunde han nok vide selv,“ sagde Dragen; „naar han graver Brønden om og tager op den gamle Raatestokken, som ligger paa Bunden, saa faar han rent Vand igjen; men lig nu bare rolig og drøm ikke igjen!“

Da Prinsessen havde ligget lidt, saa blev hun saa urolig og begyndte at kaste sig i Sengen, og saa vak hun igjen. „Au da!“ „Hvad er der nu paafærde igjen?“ sagde Dragen. „Aa, jeg sover saa urolig, og saa havde jeg saadan en underlig Drøm,“ sagde Prinsessen. „Det var da en svare Drømming paa dig,“ sagde Dragen; „hvad drømte du nu da?“ „Jeg syntes, der kom en Konge her og spurgte dig, hvor der var blevet af hans Datter, som var bleven borte for mange Aar siden,“ sagde Prinsessen. „Det er dig, det,“ sagde Dragen; „men dig faar han aldrig se mere. Men nu beder jeg dig, at du lader mig have Nattero og ikke ligger og drømmer mere, ellers brækker jeg Sidebenene paa dig!“

Prinsessen havde ikke ligget længe, førend hun begyndte at blive urolig igjen; ret som det var, saa vak hun: „Au da!“ sagde hun. „Nu, er det nu saa igjen! hvad er der paafærde nu da?“ sagde Dragen; da var han saa vild og søvngrætten, saa han var nær ved at flyve i Flint. „Aa, du maa ikke blive vred,“ sagde Prinsessen; „men jeg havde saadan en underlig Drøm.“ „Det var da Fanden til Drømming! hvad drømte du nu da?“ sagde Dragen. „Jeg syntes, der kom en Dronning hid, som spurgte dig, om du kunde sige hende, hvor hun skulde finde igjen de Guldnøglerne sine, som hun har mistet.“ „Aa, hun kan se efter mellem Buskene, hvor hun gik dengang, hun ved nok, saa finder hun dem,“ sagde Dragen. „Men lad mig nu være i Fred for flere Drømme.“

Saa sov de en Stund; men da begyndte Prinsessen at blive saa urolig igjen, og ret som det var, saa vak hun. „Au da!“ „Du bliver nok ikke brav, førend jeg faar knækket Nakkebenet paa dig,“ sagde Dragen; — 186da var han saa vred, at Gnisterne sprudede af Øinene paa ham. „Hvad er der paafærde nu igjen da?“ „Aa, du maa slet ikke være vred paa mig, jeg kan ikke gjøre ved det,“ sagde Prinsessen; „men jeg havde saadan en underlig Drøm.“ „Mage til Drømming har jeg aldrig hørt,“ sagde Dragen, „hvad drømte du nu da?“ „Jeg syntes, at Færgemanden ved Sundstedet hernede kom og spurgte, hvor længe han skal gaa der og sætte over,“ sagde Prinsessen. „Det dumme Bæst, det kan han snart slippe,“ sagde Dragen, „naar der kommer en, som vil over, og han kaster ham ud i Elven og siger: Sæt nu du over, til du bliver afløst! Men lad mig nu have Ro for Drømmene dine, ellers bliver der andet end Drømming.“

Prinsessen lod ham da sove i Fred. Men saasnart det blev stille, og Møllergutten bare hørte, Dragen snorkede, krøb han frem. Før det var lyst, stod Dragen op; men han var neppe kommen med begge Benene paa Gulvet, før Gutten hug af Hovedet og nappede de tre Fjær af Stjerten paa ham. Da blev der stor Glæde, og baade Gutten og Prinsessen tog saa meget Sølv og Guld og Penge og andre Kostbarheder, som de kunde faa med, og da de kom til Sundet, tullede de Færgemanden saa rent bort ved alt det, han fik at bære over, at han glemte at spørge om, hvad Dragen havde sagt, til altsammen og Gutten og Prinsessen var over. „Det er sandt, du,“ sagde han, da de skulde afsted, „spurgte du Dragen om det, som jeg bad dig om?“ „Ja,“ sagde Gutten, „han sagde, at naar der kommer en, som vil over, saa skal du kaste ham midt ud i Elven og sige: Sæt nu over, til du bliver afløst! — saa bliver du fri.“ „Aa, tvi vorde dig!“ sagde Sundmanden, „havde du sagt det før, skulde du faaet løse mig af.“

Da de kom til den første Kongsgaarden, spurgte Dronningen, om han havde spurgt Dragen om Guldnøglerne hendes. „Ja,“ svarede Gutten og hviskede til Dronningen: „Han sagde, at du skulde lede mellem Buskene, hvor du gik dengang, du ved nok.“ „Hys, hys, sig Ingenting,“ sagde Dronningen og gav Gutten hundrede Daler. Da han kom til den anden Kongsgaard, spurgte Kongen, om han havde snakket til Dragen om det, han bad ham om. 187„Ja,“ sagde Gutten, „det gjorde jeg, og her er Datter din.“ Da blev Kongen saa glad, at han gjerne havde givet Møllergutten Prinsessen og det halve Rige. Men da han var gift før, saa fik han to hundrede Daler og Heste og Vogn og saa meget Guld og Sølv, som han kunde føre med sig. Da han nu kom til den tredje Kongsgaard, kom Kongen ud og spurgte, om han havde spurgt Dragen om det, han bad om. „Ja,“ svarede Gutten, „han sagde, at du skulde kaste Brønden op og tage op den gamle Raatestokken, som ligger paa Bunden, saa faar du nok rent Vand.“ Da gav Kongen ham tre hundrede Daler. Derfra reiste han lige hjem, og han var saa udskrammereret med Guld og Sølv og saa gild, at det lyste og lavede af ham; og nu var han meget rigere end Per Kræmmer. Da Per fik Fjærene, havde han ikke noget at sige mod Giftermaalet; men da han fik se al Rigdommen, spurgte han, om der var saa meget hos Dragen. „Ja,“ sagde Gutten, „der var meget mere, end jeg kunde faa med, og der er saa meget, at det bliver mange Hestelæs, og hvis du vil reise did, saa er der vist nok til dig ogsaa.“ Ja, Per Kræmmer vilde reise did. Saa sagde Svigersønnen ham saa vel Veien, at han slap at spørge sig frem; „men Hestene,“ sagde han, „er det bedst, du sætter igjen paa denne Side Elven, for den gamle Sundmanden, han hjelper dig nok over.“ Per reiste da, og stor Niste tog han med sig og mange Heste; men dem satte han efter sig ved Elven, saaledes som Gutten havde sagt. Saa tog Sundmanden ham paa Ryggen, og da de kom et Stykke udi, kastede han ham midt ud i Elven og sagde: „Nu kan du gaa her og sætte over, til du bliver afløst,“ og dersom ingen har løst ham af, saa gaar rige Per Kræmmer der og sætter over den Dag idag.

P. Chr. Asbjørnsen.

178

Der var engang en mann, som de kalte rike Per Kræmmer, fordi han hadde faret om med Kram og samlet mange penger, så han var blitt en rik mann. Denne Rige-Per hadde en datter, og henne holdt han så gjev, at alle de beilere, som kom til henne, fikk avslag, for han syntes, at ingen var god nok til henne. Da det gikk således med alle, så kom der til sist ingen, og da det begynte å dra ut i årene, så ble Per redd for, at hun ikke skulle bli gift. „Det undrer meg riktig,“ sa han til sin kone, „hvorfor der ikke kommer noen og frier til vår datter, som er så rik. Det skulle da være artig, om det ikke skulle være noen, som vil ha henne, for penger har hun, og flere får hun. Jeg mener, jeg får reise til stjernekikkerne og spørre dem om, hvem hun skal ha, for her kommer jo slett ikke en kjeft.“ „Hvorledes kan stjernekikkerne svare på det da?“ spurte konen. „Jo, de leser Alting i stjernene,“ sa Rige-Per. Han tok da med seg mange penger og reiste til stjernekikkerne og bad dem, om de ville se på stjernene og si ham, hva mann hans datter skulle få. Stjernekikkerne så på stjernene; men de sa, at de ikke kunne se det. Men Per bad dem, at de måtte se bedre etter og endelig si ham det, han skulle betale dem godt for det. Stjernekikkerne så da bedre etter, og de sa, at hans datter skulle få til mann det Møllerbarnet, som nettopp var kommet til verden i den mølle, der lå straks nedenfor gården til Rige-Per. Per ga stjernekikkerne hundre daler og reiste hjem med den Spaaningen, han hadde fått. Han syntes, det var altfor urimelig, at hans datter skulle få en til mann, som var nylig kommet til, og det en, som var så ringe til. Det sa han også til sin kone og sa: „Jeg undres, om de ikke skulle 179ville selge meg gutten, så skal vi nok bli av med ham.“ „Jo, det tenker jeg nok,“ sa konen, „det er jo fattige folk.“ Per Kræmmer gikk da ned i møllen og spurte konen, om hun ikke ville selge ham sønnen sin; hun skulle få mange penger for ham. Nei, det ville hun slett ikke. „Jeg kan da ikke vide, hvorfor du ikke vil det,“ sa Per Kræmmer; „det er jo bare armoden med jer, og gutten skal ikke lette den, kan jeg tro.“ Men hun var så glad i gutten, at hun ikke ville miste ham. Da mølleren kom inn, sa Per det samme til ham og lovede, at han skulle gi dem seks hundre daler for gutten, så de kunne kjøpe seg en gård og slippe å male for folk og sulte, når der ikke var kvernvann. Det syntes mølleren godt om, og han talte med konen, og så fikk Rige-Per Gutten. Moren gråt og bar seg ilde; men Per trøstet henne med, at han skulle ha det godt; men de måtte love, at de ikke skulle spørre etter ham, for han ville sette ham langt bort i andre land til å lære fremmede språk. Da Per Kræmmer var kommet hjem med gutten, lot han snekre en liten kiste, som var så pent innrettet, at det var en Lyst å se. Den tettet han med bek, la Møllergutten i den, leste låsen igjen og satte den ut i elven, så strømmen for av sted med den. „Nå er jeg kvit ham,“ tenkte Per Kræmmer. Men da kisten hadde seilet langt nedover elven, kom den inn i en Vandrende til et annet møllebruk og for igjennom den ned på kvernkallen, så at kvernen stanset. Mannen gikk da ned og skulle se etter, hva det var, som stanset kvernen, fant kisten og tok den med seg opp. Da han kom hjem til konen om middagen, sa han: „Jeg undres riktig, hva der kan være for noe i denne kisten; den kom farende ned på kvernkallen gjennom rennen og stanset kvernen for meg i dag.“ „Det skal vi snart få vite,“ sa konen. „Nøkkelen sitter jo i låsen; luk bare opp!“ Da de lukkede opp, lå der det vakreste barn, noen ville se, og de ble glade og ville beholde gutten; for selv hadde de ingen barn, og såvidt tilaars var de, at de heller ikke kunne vente å få noen mer. Da det nå led om noen tid, tok Per Kræmmer igjen å undres, om 180der ikke ville komme noen beiler til hans datter, som var så rik og hadde så mange penger. Men der kom ingen, og så reiste han igjen til stjernekikkerne og bød dem mange penger, hvis de kunne si ham, hvem hans datter skulle få til mann. „Vi har jo sagt deg, at hun skal få den Møllergutten dernede,“ sa stjernekikkerne. „Ja, det er godt og vel nok,“ sa Per Kræmmer; „men ham er det nå gått galt med, så han er kommet av dager, og kunne jeg få vite, hvem min datter skal ha til mann, så ville jeg gjerne gi jer to hundre daler.“ Stjernekikkerne så på stjernene igjen; men så ble de vrede og sa: „Hun skal allikevel have den Møllergutten, som du satte ut i elven og ville gjøre ende på, for han lever ennå og er i den mølle, som ligger så og så langt nedover.“ Per Kræmmer ga dem to hundre daler for denne spådom og tenkte på, om han da ikke skulle kunne bli av med den Møllergutten. Det første, Per Kræmmer gjorde, da han kom hjem, var å reise ned til møllen. Da var gutten så stor, at han hadde stått på kirkegulvet, og han gikk i møllen og hjalp til. En vakker Gut var der blitt av ham. „Kunne du ikke la meg få den gutten, du?“ sa Per Kræmmer til mølleren. „Nei, kan jeg ei,“ svarte han; „jeg har trukket ham opp som min egen, og han har artet seg vel, så jeg nå kan ha hjelp og nytte av ham i møllen, for selv begynner jeg å bli gammel og avfeldig.“ „Ja, så går det meg også,“ sa Per Kræmmer, „og derfor ville jeg gjerne have en, som jeg kunne lære opp til å handle. Vil du lade meg få ham, skal jeg gi deg seks hundre daler, så du kunne kjøpe deg en gård og leve i ro og fred på dine gamle dager.“ Ja, da mølleren hørte det, lot han Per Kræmmer få gutten. Disse reiste nå vidt omkring med Kram og handlede, til de kom til et Gjestgiversted, som lå ved kanten av en stor skog. Derfra sendte Per Gutten hjem med et brev til konen sin — for bent over skogen var det ikke langt — og bad ham, at han skulle si til henne, at hun så snart som mulig skulle gjøre det, som stod i brevet. Men i brevet stod der, at hun straks på øyeblikket skulle tenne opp et stort bål og kaste Møllergutten 181på det, og hvis hun ikke gjorde det, da skulle hun brennes levende selv. Gutten gikk av sted med brevet over skogen. Da det led mot kvelden, kom gutten til en gård langt borte i skogen, og der gikk han inn. I huset fant han ingen mennesker; men i et værelse stod der en oppredd seng, og den la han seg tvers over. Brevet hadde han satt under hattebåndet sitt, og hatten la han over ansiktet. Da røverne kom hjem (for på gården holdt der til tolv røvere) og de så gutten ligge på sengen, undredes de på, hva han var for en, og en av dem tok brevet og brækkede og leste det. „Hm, hm,“ sa han; „det er Per Kræmmer, som er ute; men nå skal vi gjøre ham et puss, for det ville være synd, om den gamle kjeltringen skulle få gjort ende på en sådan ung, vakker Gut.“ Så skrev røverne et annet brev til Per Kræmmers kone og fæstede det under hattebåndet, mens gutten sov; og i dette brev satte de, at hun øyeblikkelig skulle holde bryllup for datteren og Møllergutten og gi dem hester og fe og husgeråd og sette dem i full vei på den gård, som han hadde oppe under Aasen, og hvis dette ikke var gjort, til han kom hjem, så skulle hun komme til å lide straff for det. Den annen dag lot røverne gutten gå, og da han kom hjem og ga henne brevet, sa han, at han skulle hilse fra Per Kræmmer og si, at hun skulle gjøre, som det stod i brevet, og det på flyvendes time. „Du må ha tjent ham som en brav Gut,“ sa kremmerkjerringen til Møllergutten, „siden han kan skrive således nå; for dengang dere reiste, var han så gal på deg, at han ikke visste, hvorledes han skulle få deg av dager.“ Hun lavet da straks til bryllup og satte dem i vei med hester og fe og alskens husgeråd på gården oppe under Aasen.

Ikke lenge etter kom Per Kræmmer hjem igjen, og det første, han spurte om, var, om hun hadde gjort, hva han hadde skrevet i brevet. „Ja, jeg syntes nok, det var artig; men jeg turde ikke annet,“ sa hun. Så spurte Per, hvor datteren var. „Du kan vel vite, hvor hun er,“ sa konen; „hun er jo hos ham på gården oppe under 182Aasen, således som det stod i brevet.“ Da Per Kræmmer fikk høre, hvorledes det hang sammen, og han fikk se brevet, ble han så vred, at han var ferdig å springe i stykker, og han løp straks opp på gården til de unge folk. „Det er vel nok, min sønn, at du har fått datter min,“ sa han til Møllergutten; „men vil du tenke på å beholde henne, må du gå til Dragen av Dybenfart og skaffe meg tre fjær av stjerten på ham; for den, som har dem, kan få, hva han vil.“ „Hvor skal jeg finne ham da?“ sa svigersønnen. „Det får bli din Sag; for ikke vet jeg det,“ sa Per Kræmmer.

Gutten ga seg trøstig på Veien, og da han hadde gått i noen tid, kom han til en kongsgård. „Her får jeg gå inn og spørre meg for,“ tenkte han, „for sådanne folk er bedre kjente i verden enn andre, og kanskje jeg her kunne få vite Veien.“ Kongen spurte ham, hvor han var fra, og hva Ærende han reiste i. „Jeg skal til Dragen av Dybenfart og have tre fjær av stjerten på ham, om jeg bare kunne finne ham,“ sa gutten. Det skulle der lykke til, mente Kongen; „for jeg har aldri hørt, at noen er vendt tilbake fra ham,“ sa han; „men skulle du treffe ham, så kunne du gjerne spørre ham fra meg, hvorfor jeg ikke kan få rent vann i brønnen min, som jeg har kastet opp den ene gang etter den annen; men aldri kan jeg få rent vann i den.“ „Ja, jeg skal så gjøre,“ sa gutten. På kongsgården levde han vel og fikk både niste og penger, da han reiste.

Mot kvelden kom han til en annen kongsgård. Da han kom inn i kjøkkenet, kom Kongen ut og spurte, hvor han var fra, og hva Ærende han reiste i. „Jeg skal til Dragen av Dybenfart og have tre fjær av stjerten på ham,“ sa gutten. „Der vil nok lykke til det,“ sa Kongen; „for jeg har ennå ikke hørt, at noen er kommet tilbake fra ham. Men skulle du komme frem, så kan du gjerne spørre ham fra meg, hvor min datter er, som ble borte for mange år siden,“ sa han. „Jeg har både ledet og lyst etter henne fra alle kirker; men der har ingen kunnet si meg noe om henne.“ „Skal 183så gjøre,“ sa gutten. På kongsgården levde han godt og vel, og da han gikk, fikk han både niste og penger.

Da det igjen led mot kvelden, kom han til enda en kongsgård. Her kom dronningen ut i kjøkkenet og spurte ham, hvor han var fra, og hva Ærende han reiste i. „Jeg skal til Dragen av Dybenfart og have tre fjær av stjerten på ham,“ sa gutten. „Det skal nok lykke til det,“ sa dronningen; „for jeg har aldri hørt, at noen er kommet tilbake fra ham. Men skulle du treffe ham, så kunne du gjerne spørre ham fra meg, hvor jeg skal finne Guldnøglerne mine, som jeg har mistet.“ „Jeg skal så gjøre,“ sa gutten. Da han hadde gått en stund, kom han til en stor, bred elv. Mens han stod og undredes på, hvorledes han skulle komme over den, eller om han skulle gå langs med, kom der en gammel krokrygget mann og spurte, hvor han skulle hen. „Jeg skal nok til Dragen av Dybenfart, jeg, om det var noen, som kunne si meg, hvor jeg skal finne ham.“ „Det kan jeg nok si deg,“ sa mannen, „for jeg går her og setter over dem, som skal til ham; han bor straks ovenfor; når du bare kommer opp på bakken, ser du slottet hans, og får du snakke med ham, så kan du gjerne spørre ham fra meg, hvorlænge jeg skal gå her og sette over.“ „Jeg skal så gjøre,“ sa gutten. Mannen tok ham på ryggen og bar ham over elven, og da han var kommet opp på bakken, så han slottet og gikk inn. Der var prinsessen alene hjemme. „Men kjære, vene, tør der komme kristne folk hit?“ sa hun. „Det har der ikke vært her, siden jeg kom, og det er nok best, du ser å komme av sted igjen, så snart du kan; for når Dragen kommer hjem, så lukter han deg, og så sluker han deg med det samme, og meg gjør du også ulykkelig.“ „Nei,“ sa gutten, „jeg kan ikke gå, før jeg har fått tre fjær av stjerten på ham.“ „Det får du aldri,“ sa prinsessen.

Men gutten ville ikke gå, han ville bie på Dragen og få fjærene av stjerten og svar på spørsmålene. „Ja, siden du er så hank, så får jeg vel se, om jeg kan hjelpe deg,“ sa prinsessen. „Prøv, om du kan løfte 184sverdet, som henger på veggen der.“ Nei, gutten kunne ikke rugge det engang. „Ja, så får du ta deg en slurk av denne flasken,“ sa prinsessen. Da gutten hadde sittet en stund, så skulle han til å prøve igjen; da kunne han nettopp rugge det. „Du får nok ta deg en slurk til,“ sa prinsessen, „og så får du si meg ditt Ærende.“ Han tok seg en slurk, og så fortalte han, at der var en konge, som hadde bedt ham om å spørre Dragen, hvorfor han ikke kunne få rent vann i brønnen sin; fra en annen skulle han spørre, hvor der var blitt av hans datter, som var blitt borte for mange år siden, og for en dronning skulle han spørre Dragen, hvor der var blitt av hennes gullnøkler, og endelig så skulle han spørre Dragen fra fergemannen, hvor lenge han skulle gå dernede og sette over. Da han nå tok fat i sverdet, kunne han løfte det, og da han hadde fått seg en slurk til, kunne han svinge det. „Skal ikke Dragen gjøre ende på deg med det samme, så må du nå krype under sengen,“ sa prinsessen, da det led mot kvelden, „for nå kommer han snart hjem, og der må du ligge så stille, at han ikke merker deg. Når vi så har lagt oss, så skal jeg spørre ham; men da må du høre godt etter og legge vel merke til, hva han svarer; og under sengen må du bli liggende, til alt er stilt, og Dragen sovner igjen; kryb så sakte frem og ta sverdet med deg, og når han så står opp, må du passe på å hugge hodet av ham med et Hug og med det samme nappe de tre fjær; thi ellers river han dem selv av, for at ingen skal ha godt av dem.“

En stund etter at gutten var krøpet under sengen, kom Dragen hjem. „Her lukter kristen Mands Ben!“ sa Dragen. „Aa ja, der kom en Ravn flygende med et Menneskeben i nebbet og satte seg på taket,“ sa prinsessen; „det må være det, du kjenner lukten av.“ „Ja så,“ sa Dragen. Så satte prinsessen frem maten, og da de hadde spist, la de seg. Men da de hadde ligget en stund, sov prinsessen så urolig, og med et så vak hun. „Au da!“ sa hun. „Hva feiler deg?“ sa Dragen. „Aa, jeg sover så urolig,“ sa prinsessen, „og 185så hadde jeg sådan underlig drøm.“ „Hva drømte du da?“ sa Dragen. „Jeg syntes, at der kom en konge her og spurte deg, hvorledes han skulle bære seg ad for å få rent vann i brønnen sin,“ sa prinsessen. „Aa, det kunne han nok vite selv,“ sa Dragen; „når han graver brønnen om og tar opp den gamle Raatestokken, som ligger på Bunden, så får han rent vann igjen; men lig nå bare rolig og drøm ikke igjen!“

Da prinsessen hadde ligget litt, så ble hun så urolig og begynte å kaste seg i sengen, og så vak hun igjen. „Au da!“ „Hva er der nå paafærde igjen?“ sa Dragen. „Aa, jeg sover så urolig, og så hadde jeg sådan en underlig drøm,“ sa prinsessen. „Det var da en svare drømming på deg,“ sa Dragen; „hva drømte du nå da?“ „Jeg syntes, der kom en konge her og spurte deg, hvor der var blitt av hans datter, som var blitt borte for mange år siden,“ sa prinsessen. „Det er deg, det,“ sa Dragen; „men deg får han aldri se mer. Men nå beder jeg deg, at du lader meg have nattero og ikke ligger og drømmer mer, ellers brekker jeg sidebenene på deg!“

Prinsessen hadde ikke ligget lenge, før hun begynte å bli urolig igjen; rett som det var, så vak hun: „Au da!“ sa hun. „Nå, er det nå så igjen! hva er der paafærde nå da?“ sa Dragen; da var han så vill og søvngrætten, så han var nær ved å flyve i flint. „Aa, du må ikke bli vred,“ sa prinsessen; „men jeg hadde sådan en underlig drøm.“ „Det var da fanden til drømming! hva drømte du nå da?“ sa Dragen. „Jeg syntes, der kom en dronning hit, som spurte deg, om du kunne si henne, hvor hun skulle finne igjen de Guldnøglerne sine, som hun har mistet.“ „Aa, hun kan se etter mellom buskene, hvor hun gikk dengang, hun vet nok, så finner hun dem,“ sa Dragen. „Men la meg nå være i fred for flere drømmer.“

Så sov de en stund; men da begynte prinsessen å bli så urolig igjen, og rett som det var, så vak hun. „Au da!“ „Du blir nok ikke brav, før jeg får knekket Nakkebenet på deg,“ sa Dragen; — 186da var han så vred, at gnistene sprutet av øynene på ham. „Hva er der paafærde nå igjen da?“ „Aa, du må slett ikke være vred på meg, jeg kan ikke gjøre ved det,“ sa prinsessen; „men jeg hadde sådan en underlig drøm.“ „Mage til drømming har jeg aldri hørt,“ sa Dragen, „hva drømte du nå da?“ „Jeg syntes, at fergemannen ved Sundstedet hernede kom og spurte, hvor lenge han skal gå der og sette over,“ sa prinsessen. „Det dumme beist, det kan han snart slippe,“ sa Dragen, „når der kommer en, som vil over, og han kaster ham ut i elven og sier: Sett nå du over, til du blir avløst! Men la meg nå have ro for drømmene dine, ellers blir der annet enn drømming.“

Prinsessen lot ham da sove i fred. Men så snart det ble stille, og Møllergutten bare hørte, Dragen snorket, krøp han frem. Før det var lyst, stod Dragen opp; men han var neppe kommet med begge Benene på gulvet, før gutten hug av hodet og nappet de tre fjær av stjerten på ham. Da ble der stor glede, og både gutten og prinsessen tok så meget sølv og gull og penger og andre kostbarheter, som de kunne få med, og da de kom til Sundet, tullet de fergemannen så rent bort ved alt det, han fikk å bære over, at han glemte å spørre om, hva Dragen hadde sagt, til altsammen og gutten og prinsessen var over. „Det er sandt, du,“ sa han, da de skulle av sted, „spurte du Dragen om det, som jeg bad deg om?“ „Ja,“ sa gutten, „han sa, at når der kommer en, som vil over, så skal du kaste ham midt ut i elven og si: Sett nå over, til du blir avløst! — så blir du fri.“ „Aa, tvi vorde deg!“ sa sundmannen, „hadde du sagt det før, skulle du fått løse meg av.“

Da de kom til den første kongsgården, spurte dronningen, om han hadde spurt Dragen om Guldnøglerne hennes. „Ja,“ svarte gutten og hvisket til dronningen: „Han sa, at du skulle lede mellom buskene, hvor du gikk dengang, du vet nok.“ „Hyss, hyss, sig ingenting,“ sa dronningen og ga gutten hundre daler. Da han kom til den annen kongsgård, spurte Kongen, om han hadde snakket til Dragen om det, han bad ham om. 187„Ja,“ sa gutten, „det gjorde jeg, og her er datter din.“ Da ble Kongen så glad, at han gjerne hadde gitt Møllergutten prinsessen og det halve rike. Men da han var gift før, så fikk han to hundre daler og hester og vogn og så meget gull og sølv, som han kunne føre med seg. Da han nå kom til den tredje kongsgård, kom Kongen ut og spurte, om han hadde spurt Dragen om det, han bad om. „Ja,“ svarte gutten, „han sa, at du skulle kaste brønnen opp og ta opp den gamle Raatestokken, som ligger på Bunden, så får du nok rent vann.“ Da ga Kongen ham tre hundre daler. Derfra reiste han like hjem, og han var så udskrammereret med gull og sølv og så gild, at det lyste og lavede av ham; og nå var han meget rikere enn Per Kræmmer. Da Per fikk fjærene, hadde han ikke noe å si mot giftermålet; men da han fikk se all rikdommen, spurte han, om der var så meget hos Dragen. „Ja,“ sa gutten, „der var meget mer, enn jeg kunne få med, og der er så meget, at det blir mange hestelass, og hvis du vil reise dit, så er der vist nok til deg også.“ Ja, Per Kræmmer ville reise dit. Så sa svigersønnen ham så vel Veien, at han slapp å spørre seg frem; „men hestene,“ sa han, „er det best, du setter igjen på denne side elven, for den gamle sundmannen, han hjelper deg nok over.“ Per reiste da, og stor niste tok han med seg og mange hester; men dem satte han etter seg ved elven, således som gutten hadde sagt. Så tok sundmannen ham på ryggen, og da de kom et stykke uti, kastet han ham midt ut i elven og sa: „Nå kan du gå her og sette over, til du blir avløst,“ og dersom ingen har løst ham av, så går rike Per Kræmmer der og setter over den dag i dag.

P. Chr. Asbjørnsen.