Naar alle Blomster slumrer i kolde Vintergrav,Jeg vaagner af min Dvale og kaster Dækket af;Jeg hører Lerken synge høit udi Himlen blaaOg med sin klare Trille om Vaarens Glæde spaa;188Jeg kan ei længer tøve; jeg ved, min Tid er kort,Jeg nyde maa mit Liv, før det atter iler bort.Men det er koldt deroppe, og gjennem Is og SneJeg maa mig Veien bryde, før jeg kan Solen se;End Marken er saa øde, saa ensom staar jeg her;Af mine Brødre ingen jeg finder hos mig nær;Da bøier jeg mit Hoved; i Utid kom jeg frem,Og før de andre vaagner, jeg vender atter hjem.

St. St. Blicher.

Når alle blomster slumrer i kalde Vintergrav,Jeg våkner av min dvale og kaster dekket av;Jeg hører lerken synge høyt uti Himlen blåOg med sin klare trille om vårens glede spå;188Jeg kan ei lenger tøve; jeg vet, min tid er kort,Jeg nyte må mitt liv, før det atter iler bort.Men det er kaldt deroppe, og gjennom is og SneJeg må meg Veien bryte, før jeg kan solen se;Enn Marken er så øde, så ensom står jeg her;Av mine brødre ingen jeg finner hos meg nær;Da bøyer jeg mitt hode; i Utid kom jeg frem,Og før de andre våkner, jeg vender atter hjem.

St. St. Blicher.