8. Den blinde Mand og Drengen.
En stakkels Mand, i høien Alder blind,Lod sig i Ærender af godt Folk skikke,Gik, hvor han sendtes, ud og ind,For ikke vild, ja snubled ikke.
Det saa forundringsfuld en liden DrengOg fulgte med den gamle. til hans Bolig;Her gik den blinde Olding fast og roligOg redte sig den usle Seng,Skar sig et Smørrebrød og gav sig til at æde,Tog runde Flaske frem og drak en TaarOg nød sin Mad med saa taknemlig Glæde,Som om han var en Gjest i rig Mands Gaard;Derpaa han stopper sig en lækker PibeOg i en Nabos Skorsten tænder den.
„Far!“ raabte nu hans unge Ven,„Jeg kan i Sandhed ei begribe,Hvorledes I, der gaar som i bestandig Nat,Paa alle disse Ting saa let faar fat;Som om I kunde se, I Alting ved at finde,Mens jeg, der ikke gaar iblinde,Maa stundom spilde Tid og gjøre Støi,Før jeg kan hitte noget af mit Tøi.“
„Min kjære Søn!“ den gamle svarte,„Om jeg ei hver en Ting paa rette Sted forvarte,Det mig tilvisse værre gikEnd dig, jeg aldrig fat paa Mad og Pibe fik.Men naar man smukt en Ting i Orden sætter,Det Søgningen mangfoldig letter;Da bliver man sit Tøi i Mørke var;Thi da i Fingrene man Øine har.“
J. C. Tode.
8. Den blinde mann og drengen.
En stakkels mann, i høien alder blind,Lod seg i ærender av godt folk skikke,Gikk, hvor han sendtes, ut og inn,For ikke vill, ja snublet ikke.
Det så forundringsfull en liten drengOg fulgte med den gamle. til hans bolig;Her gikk den blinde olding fast og roligOg redde seg den usle seng,Skar seg et Smørrebrød og ga seg til å ete,Tog runde flaske frem og drakk en tårOg nød sin mat med så takknemlig glede,Som om han var en gjest i rik Mands gård;Derpå han stopper seg en lekker pipeOg i en Nabos skorstein tenner den.
„Far!“ ropte nå hans unge venn,„Jeg kan i sannhet ei begripe,Hvorledes dere, der går som i bestandig natt,På alle disse ting så lett får fat;Som om dere kunne se, dere Alting ved å finne,Mens jeg, der ikke går i blinde,Må stundom spille tid og gjøre støy,Før jeg kan hitte noe av mitt tøy.“
„Min kjære sønn!“ den gamle svarte,„Om jeg ei hver en ting på rette sted forvarte,Det meg tilvisse verre gikkEnn deg, jeg aldri fat på mat og pipe fikk.Men når man smukt en ting i orden setter,Det søkningen mangfoldig letter;Da blir man sitt tøy i mørke var;Thi da i fingrene man øyne har.“
J. C. Tode.