En Konge havde engang forvildet sig paa Jagten, og da han kom dybere ind i Skoven og hørte Folk tale, nærmede han sig til Stedet, hvorfra Lyden kom. Bag nogle Buske saa han da en Mand og en Kone, der var ifærd med at hugge Ved. Konen sagde til Manden: „Hør, Mand! det maa jeg sige, at Eva var dog rigtig en Lækkermund, der ikke kunde bare sig for at spise Æblet af det forbudne Træ, uagtet hun kunde spise af alle de andre herlige Frugter i Paradis. Havde hun været lydig imod Vorherre, saa havde vi nu ikke havt nødigt at slide og slæbe her hver Dag for at fortjene vort Brød.“ — „Ja, ved du hvad, Kone!“ svarede Manden, „var Eva en Lækkermund, saa var Adam rigtig en stakkels Tosse, at han strax vilde gjøre, hvad hun sagde til ham. Havde jeg været i hans Sted, og du vilde have forført mig til at spise af disse Æbler, saa havde jeg givet dig en god Kindhest og ikke engang villet høre paa din Snak.“ — Kongen traadte nu nærmere og sagde: „God Dag, godt Folk! Jeg ser, I har det surt nok her i Skoven.“ — „Ja, Herre!“ svarede Manden, som ikke vidste, at det var Kongen, „vi maa slæbe som Heste fra Morgen til Aften, og endda kan vi knapt tjene det tørre Brød!“ — „I Stakler!“ sagde Kongen, „vil I følge med mig ind til Staden, saa vil jeg føde eder, uden at I skal behøve at arbeide det mindste.“ — „Ja tusend Tak! naadige Herre!“ svarede Konen; „man maatte jo være dum, naar man ikke vilde tage imod et saadant Tilbud!“ I det samme kom Kongens Følge ilende til, og Folkene blev nu ligesaa forskrækkede, som de før havde været forundrede; men Kongen lod dem virkelig sætte paa en Vogn og kjøre ind til Slottet, lod dem give nye Klæder, to Tjenere til Opvartning, en af sine egne Vogne at kjøre i og sex Retter Mad paa Bordet hver Dag.

Da en Maaned var gaaet, gav man dem tolv Retter Mad; men midt paa Bordet blev der sat et stort Sølvfad med Laag over. Konen, der var nysgjerrig, vilde strax tage Laaget af Fadet; men en af Kongens Tjenere, som var tilstede, sagde hende, at Kongen havde forbudt dem 175at røre det, og at han slet ikke vilde, de skulde se, hvad der var i Fadet. Da Tjeneren var gaaet ud, merkede Manden, at hans Kone ikke spiste, og at hun saa misfornøiet ud. Han spurgte hende, hvad der feilede hende, og hun svarede: „Jeg bryder mig slet ikke om al denne Mad; hvad kan alle disse Retter hjælpe mig, naar jeg jeg ikke maa faa, hvad der er i det tillukkede Fad? Det er det eneste, som rigtig vil smage mig!“ — „Du er gal, Kone!“ sagde Manden, „har du ikke hørt, at Kongen udtrykkelig har forbudt det?“ — „Kongen er meget ubillig!“ svarede Konen. „Naar han ikke vilde, at vi maatte se, hvad der er i Fadet, hvorfor har han da ladet det sætte paa Bordet?“ — I det samme gav hun sig til at græde ganske høit og sagde, at hun var kjed af sit Liv og vilde gjøre Ende paa sine Dage, hvis hun ikke kunde faa se, hvad der var i Fadet. Manden, som holdt meget af sin Kone, kunde ikke taale at se hendes Bedrøvelse og sagde, at naar hun da endelig vilde have det, vilde han tage Laaget af. Dette gjorde han ogsaa; men i samme Øieblik sprang der en Mus ud af Fadet og løb ud paa Gulvet. Manden og Konen løb efter den for at fange den; men den skjulte sig i et Hul. Da traadte Kongen ind i Salen og spurgte strax: „Hvor er Musen, der var i Fadet?“ — „Ak, Deres Majestæt!“ — svarede Manden — „min Kone græd og plagede mig for at se, hvad der var i Fadet; imod min Vilje maatte jeg tage Laaget af, og da løb Musen ud.“ — „Men,“ sagde Kongen, „var det ikke dig, der i Skoven forsikrede, at naar du havde været i Adams Sted, skulde du nok lært din Kone ikke at spise af den forbudne Frugt? Det skulde du ikke saa hastig have glemt! — Og du!“ sagde Kongen, idet han vendte sig til Konen, „du, som skjendte saa meget paa Eva, — du vilde ikke nøies med alle disse Retter, men vilde endelig have Musen, der var i det tillukkede Fad! — Gaa nu begge tilbage i eders Skov, hug Ved som før og skjend ikke mere hverken paa Adam eller Eva!“

En konge hadde engang forvillet seg på jakten, og da han kom dypere inn i skogen og hørte folk tale, nærmet han seg til stedet, hvorfra lyden kom. Bak noen busker så han da en mann og en kone, der var ifærd med å hugge Ved. Konen sa til mannen: „Hør, mann! det må jeg si, at Eva var dog riktig en lekkermunn, der ikke kunne bare seg for å spise eplet av det forbudne tre, uaktet hun kunne spise av alle de andre herlige frukter i paradis. Hadde hun vært lydig imot Vorherre, så hadde vi nå ikke hatt nødigt at slide og slepe her hver dag for å fortjene vårt brød.“ — „Ja, vet du hva, kone!“ svarte mannen, „var Eva en lekkermunn, så var Adam riktig en stakkels Tosse, at han straks ville gjøre, hva hun sa til ham. Hadde jeg vært i hans sted, og du ville ha forført meg til å spise av disse epler, så hadde jeg gitt deg en god kinnhest og ikke engang villet høre på din snakk.“ — Kongen trådte nå nærmere og sa: „God dag, godt folk! Jeg ser, dere har det surt nok her i skogen.“ — „Ja, Herre!“ svarte mannen, som ikke visste, at det var Kongen, „vi må slepe som hester fra morgen til aften, og enda kan vi knapt tjene det tørre brød!“ — „I stakkarer!“ sa Kongen, „vil dere følge med meg inn til staden, så vil jeg føde dere, uten at dere skal behøve å arbeide det minste.“ — „Ja tusen takk! nådige Herre!“ svarte konen; „man måtte jo være dum, når man ikke ville ta imot et sådant tilbud!“ I det samme kom Kongens følge ilende til, og folkene ble nå likeså forskrækkede, som de før hadde vært forundret; men Kongen lot dem virkelig sette på en vogn og kjøre inn til slottet, lot dem gi nye klær, to tjenere til oppvartning, en av sine egne vogner å kjøre i og seks retter mat på bordet hver dag.

Da en måned var gått, ga man dem tolv retter mat; men midt på bordet ble der satt et stort sølvfat med Laag over. Konen, der var nysgjerrig, ville straks ta lokket av Fadet; men en av Kongens tjenere, som var til stede, sa henne, at Kongen hadde forbudt dem 175å røre det, og at han slett ikke ville, de skulle se, hva der var i Fadet. Da tjeneren var gått ut, merket mannen, at hans kone ikke spiste, og at hun så misfornøyd ut. Han spurte henne, hva der feilet henne, og hun svarte: „Jeg bryder meg slett ikke om all denne mat; hva kan alle disse retter hjelpe meg, når jeg jeg ikke må få, hva der er i det tillukkede fat? Det er det eneste, som riktig vil smake meg!“ — „Du er gal, kone!“ sa mannen, „har du ikke hørt, at Kongen uttrykkelig har forbudt det?“ — „Kongen er meget ubillig!“ svarte konen. „Når han ikke ville, at vi måtte se, hva der er i Fadet, hvorfor har han da ladet det sette på bordet?“ — I det samme ga hun seg til å gråte ganske høyt og sa, at hun var kjed av sitt liv og ville gjøre ende på sine dager, hvis hun ikke kunne få se, hva der var i Fadet. Mannen, som holdt meget av sin kone, kunne ikke tåle å se hennes bedrøvelse og sa, at når hun da endelig ville ha det, ville han ta lokket av. Dette gjorde han også; men i samme øyeblikk sprang der en mus ut av Fadet og løp ut på gulvet. Mannen og konen løp etter den for å fange den; men den skjulte seg i et Hul. Da trådte Kongen inn i salen og spurte straks: „Hvor er musen, der var i Fadet?“ — „Ak, Deres majestet!“ — svarede mannen — „min kone gråt og plaget meg for å se, hva der var i Fadet; imot min vilje måtte jeg ta lokket av, og da løp musen ut.“ — „Men,“ sa Kongen, „var det ikke deg, der i skogen forsikret, at når du hadde vært i Adams sted, skulle du nok lært din kone ikke å spise av den forbudne frukt? Det skulle du ikke så hastig have glemt! — Og du!“ sa Kongen, idet han vendte seg til konen, „du, som skjendte så meget på Eva, — du ville ikke nøyes med alle disse retter, men ville endelig have musen, der var i det tillukkede fat! — Gå nå begge tilbake i deres skog, hug Ved som før og skjenn ikke mer hverken på Adam eller Eva!“