I den store By London i England holder man ikke sjelden Løver, som enhver kan faa se, naar han giver disse Dyrs Vogter et Par Skilling. Det er heller ikke sjeldent, at de besøgende istedenfor Penge medbringer en Hund eller Kat til at fodre Dyrene med. Saaledes havde en medbragt en liden sort Hund, som han havde fanget paa Gaden, og som nu, ligesom mange andre før den, blev kastet ind i Buret til en af Løverne. Den stakkels lille Hund rystede ved Synet af Løven, krummede sig, kastede sig paa Ryggen, strakte Tungen ud og holdt sine Labber bønlig iveiret. Løven saa først en Stund paa det lille Dyr, vendte det derpaa om først med den ene Lab og dernæst med den anden, lugtede til det og syntes at have stor Lyst til at gjøre nærmere Bekjendtskab med det. Da Vogteren saa dette, satte han en stor Skaal med Kjød ind i Buret. Løven holdt sig imidlertid borte derfra og vilde ikke æde; den saa derimod stedse paa Hunden og ligesom indbød den til at tage for sig af Anretningen. Da det lille Dyrs Frygt endelig havde lagt sig noget, og dets Appetit blev vakt ved Lugten af Kjødet, nærmede det sig langsomt Maden og vovede skjælvende at æde. Nu kom Løven ganske sagte til og begyndte at spise med, og begge fuldendte i al Venskabelighed sit Maaltid. Fra den Dag af sluttede de det inderligste Venskab, saa at Hunden endogsaa lagde sig til at sove mellem sin frygtelige Vens Klør og under dens Gab. Naar man fodrede dem, kastede det lille Dyr sig strax over Maden og vilde, som det gjerne er Tilfældet med Hunde, tage alt til sig. Det holdt sine Labber over Kjødet, knurrede, gjøede, ja for i Hovedet paa Løven, der aldeles ikke tabte Taalmodigheden over sin lille Kammerats Uvæsen, men rolig væntede med at tage sin Del af Maaltidet, til dens lille Vens Ustyrlighed havde lagt sig. Naar begge var 172mætte, og Løven da undertiden vilde lægge sig til Ro, traf det sig ikke saa sjelden, at Hunden ikke vilde gaa ind herpaa; den sprang omkring sin store Ven, gjøede ad den, kradsede den med Labberne i Hovedet, rykkede den i Ørene, ja bed den, — og i alt dette syntes Løven kun at finde Fornøielse og Velbehag.

Da omtrent et Aar var gaaet, blev den lille Hund syg og døde. I nogen Tid syntes Løven at tro, at dens lille Ven sov; den lugtede og lugtede til den, stødte til den med Snuden og vendte den med sine Labber. Men da den merkede, at alle dens Bestræbelser for at vække den var forgjæves, gik den frem og tilbage i sit Bur med hurtige og urolige Skridt; paa engang stod den stille og saa med stivt og sørgmodigt Blik ned paa Liget; derpaa hævede den Hovedet, aabnede Gabet og udstødte i nogle Minutter frygtelige Brøl. Man forsøgte at tage det døde Dyr bort; men det vilde den paa ingen Maade tillade, og den bevogtede det uafbrudt. Med frygtelig Kraft slog den Klørne i Burets Trægulv og rev store Splinter ud af det; derpaa rystede den Burets Jernstænger, men lagde sig tilsidst ganske udmattet ned foran sin lille Vens Lig og drog det med Labberne til sit Bryst. Af og til udstødte den frygtelige Brøl, og saaledes vedblev den, indtil den den femte Dags Morgen blev funden død, med Hovedet hvilende paa sin lille Vens Legeme.

I den store by London i England holder man ikke sjelden løver, som enhver kan få se, når han gir disse Dyrs vokter et par skilling. Det er heller ikke sjeldent, at de besøkende istedenfor penger medbringer en hund eller katt til at fodre dyrene med. Således hadde en medbrakt en liten sort hund, som han hadde fanget på gaten, og som nå, likesom mange andre før den, ble kastet inn i buret til en av løvene. Den stakkels lille hund rystet ved synet av Løven, krummet seg, kastet seg på ryggen, strakte tungen ut og holdt sine labber bønlig iveiret. Løven så først en stund på det lille dyr, vendte det derpå om først med den ene Lab og dernest med den annen, luktet til det og syntes å ha stor Lyst til å gjøre nærmere bekjentskap med det. Da vokteren så dette, satte han en stor skål med kjøtt inn i buret. Løven holdt seg imidlertid borte derfra og ville ikke ete; den så derimot stedse på hunden og likesom innbød den til å ta for seg av anretningen. Da det lille Dyrs frykt endelig hadde lagt seg noe, og dets appetitt ble vakt ved lukten av kjøttet, nærmet det seg langsomt maten og vovede skjelvende å ete. Nå kom Løven ganske sakte til og begynte å spise med, og begge fullendte i all vennskapelighet sitt måltid. Fra den dag av sluttet de det inderligste vennskap, så at hunden endogsaa la seg til å sove mellom sin fryktelige Vens klør og under dens gap. Når man fôret dem, kastet det lille dyr seg straks over maten og ville, som det gjerne er tilfellet med hunder, ta alt til seg. Det holdt sine labber over kjøttet, knurret, gjøede, ja for i hodet på Løven, der aldeles ikke tapte tålmodigheten over sin lille Kammerats uvesen, men rolig ventet med å ta sin del av måltidet, til dens lille Vens ustyrlighet hadde lagt seg. Når begge var 172mette, og Løven da undertiden ville legge seg til ro, traff det seg ikke så sjelden, at hunden ikke ville gå inn herpå; den sprang omkring sin store venn, gjøede ad den, kradsede den med labbene i hodet, rykket den i ørene, ja bed den, — og i alt dette syntes Løven kun å finne fornøyelse og velbehag.

Da omtrent et år var gått, ble den lille hund syk og døde. I noen tid syntes Løven å tro, at dens lille venn sov; den luktet og luktet til den, støtte til den med snuten og vendte den med sine labber. Men da den merket, at alle dens bestrebelser for å vekke den var forgjeves, gikk den frem og tilbake i sitt bur med hurtige og urolige skritt; på engang stod den stille og så med stivt og sørgmodigt blikk ned på liket; derpå hevet den hodet, åpnet gapet og utstøtte i noen minutter fryktelige brøl. Man forsøkte å ta det døde dyr bort; men det ville den på ingen måte tillate, og den bevogtede det uavbrutt. Med fryktelig kraft slo den klørne i Burets tregulv og rev store splinter ut av det; derpå rystet den Burets jernstenger, men la seg til sist ganske utmattet ned foran sin lille Vens Lig og drog det med labbene til sitt bryst. Av og til utstøtte den fryktelige brøl, og således vedble den, inntil den den femte Dags morgen ble funnen død, med hodet hvilende på sin lille Vens legeme.