164

Der var engang en Konge, der havde tre Døtre, som han holdt saa meget af. Men alle disse blev indtagne i Fjeldet, og det blev der da stor Sorg og Bedrøvelse over baade paa Kongen og hele Landet, og Kongen lovede, at den, der kunde frelse dem, skulde faa, hvem han vilde af dem, tilægte. Alle de fornemste i hele Landet, de reiste da ud og skulde lede efter Prinsesserne — det kan du nok vide — men alle kom de tomhændede hjem igjen, og ikke nogen fik hverken hørt eller spurgt dem. Da alle de høieste havde været ude, saa var der ogsaa en Kaptein og en Løitnant, som vilde ud og prøve, om de kunde finde dem. Ja, de gik; men de var neppe komne udenfor Døren i Kongsgaarden, førend der kom en Soldat til Kongen, som sagde, at han ogsaa vilde ud og lede efter Prinsesserne.

„Hvad for noget?“ sagde Kongen. „Du tænker vel ikke paa at faa nogen af Prinsesserne, du? Det er bedst, at du gaar hjem igjen, for du finder dem saa ikke ligevel; desforuden saa har jeg sendt ud nogle idag; men kan ikke Udsendingerne mine finde dem, og du endelig vil gaa, saa faar du faa Lov at gaa en anden Dag.“

Men Soldaten blev ved sit, han. „Jeg vil gaa idag, jeg,“ sagde han; „Prinsesserne bryder jeg mig ikke stort om at faa, men giv mig bare en god Madsæk og dygtig Kjød og Flesk.“

„Aa ja,“ sagde Kongen, „du kan gaa ud i Kjøkkenet og sige det til Kokkegjenten.“

Soldaten gik da ud i Kjøkkenet og bad Kokken om dygtig Kjød og Flesk. En god Madsæk fik han, og saa lagde han afsted, og han havde ikke gaaet længe, førend han naaede igjen Kapteinen og Løitnanten. Kapteinen saa, at han var Soldat, og saa spurgte han, hvor han skulde hen. „Jeg skal ud og lede efter Prinsesserne, jeg, Herr Kaptein,“ svarede Soldaten og strøg Luen.

„Da er det bedst, du gjør Følge med os,“ sagde Kapteinen; „for vi har samme Ærende.“

165Ja, de blev da i Følge; men da de havde gaaet en Stund, tog Soldaten af fra Storveien og gik ind paa en smal Sti i Skoven.

„Nei, nei, hvor skal du nu hen?“ sagde Kapteinen, „det er bedst at følge Storveien.“

„Kan nok være!“ svarede Soldaten; „men her falder min Vei.“

Han gik da sin Vei, og de andre vendte om og gik efter. De gik, og de gik, til de endelig kom til en stor Bro; der stod en Bjørn.

„Hvad gjør vi nu?“ sagde Kapteinen, da Bjørnen reiste sig paa to Ben og kom brummende imod dem; „denne slipper vi aldrig forbi.“

„Aa, jeg har hørt, at Bjørnen skal være vild efter Kjød,“ sagde Soldaten, „og her i Skræppen har jeg en hel Bagfjerding og noget andet Smaatteri.“ Han tog da op et stort Stykke Kjød og kastede til Bjørnen, og saaledes kom de forbi den. Men ved den anden Ende af Broen stod en Løve, som brølede imod dem og gabede, som den vilde sluge dem levende. „Nei, nu er det bedst at vende om og pakke sig hjem igjen,“ sagde Kapteinen, og Løitnanten mente det samme; „for denne kommer vi aldrig i Verden forbi,“ sagde de.

„Aa,“ sagde Soldaten, „jeg har hørt, at Løven skal gjøre saa meget af at æde Flesk, og i Skræppen har jeg vel en halv Gris.“ Saa kastede han en Skinke til Løven, og saa kom de forbi den ogsaa.

Da de havde gaaet et langt Stykke til, fik de se et stort prægtigt Slot; der gik de ind, og da de kom ind, saa var det endda gildere inde i det. Men der fandtes ikke et levende Menneske i hele Slottet, og en Madsmule var der heller ikke at finde, og baade Kapteinen og Løitnanten klagede og bar sig ilde, fordi de var saa sultne.

„Ja,“ sagde Soldaten, „dersom det ikke var Skam at byde saadanne Storkarle simpel Husmandskost, saa vilde jeg byde dem lidt Kjød og Flesk, for det har jeg til Madsæk.“

Glade blev de, og de spiste saa Kjød og Flesk, at der næsten ikke blev noget igjen.

166Den næste Dag sagde Kapteinen til Soldaten, at det var bedst, de gik ud paa Jagt; for ved Slottet var der en stor Skov, fuld af Harer og Fugle, og Krudt og Geværer var der paa Slottet. Løitnanten blev da hjemme og skulde passe Huset. De gik paa Jagt og skjød saa meget med Vildt, at de neppe orkede at bære det hjem.

Men da de kom til Porten, saa var Løitnanten næsten ikke istand til at lukke op for dem, saa usel var han bleven; og da de spurgte ham om, hvorledes det var gaaet til, fortalte han, at da de vel var gaaet afsted, var der kommen til ham en gammel Mand med et stort Skjeg, og som hinkede paa to Krykker. „Og han bad mig om en Skilling,“ sagde han, „og den gav jeg ham ogsaa; men han havde ikke før faaet den, førend han slap den ned, og da jeg syntes det var Synd paa den gamle Stakkelen, at han skulde mase saaledes for at faa fat paa den, saa bukkede jeg mig ned og vilde tage den op; men saa begyndte han at give paa mig med Krykkerne og slog mig saalænge, til jeg blev liggende der.“

„Aa du maatte skamme dig over at fortælle, at du har faaet Bank af saadan en gammel Krøbling,“ sagde Kapteinen. „Imorgen skal jeg blive hjemme, saa skal han nok faa, saa han skal have godt af det.“

Den næste Dag gik Løitnanten og Soldaten paa Jagt. Men det gik ikke bedre med Kapteinen, takke Gud! det ikke gik værre. Da han havde væntet en Stund, kom Manden og bad om en Skilling. Den fik han, og saa slap han den ned, og saa bad han Kapteinen at hjelpe ham til at faa den op igjen. Ja, han lagde sig ned paa alle fire; saa begyndte Manden at dænge ham med Krykkerne, og hvergang Kapteinen vilde reise sig for at tage fat paa ham, fik han et Slag, saa at det sortnede for Øinene paa ham. Da de andre kom hjem, laa han paa Gulvet endnu og kunde ikke røre saa meget som en Led, og det varede længe, førend han var god for at fortælle, hvorledes det var gaaet med ham.

Den tredje Dagen skulde Soldaten blive hjemme, og de andre to skulde paa Jagt. Kapteinen formanede ham da og sagde, at han maatte tage sig vel iagt for den gamle 167Mand; han var bange for, at han kunde slaa ham rent ihjel, sagde han.

„Aa, det har ingen Nød,“ mente Soldaten, „den, der tager Prygl af en saadan gammel Stymper, er ikke bedre værd,“ sagde han. Det varede ikke længe, førend Manden kom og bad: „Herre Gud, giv mig en Skilling!“

„Penge har jeg aldrig eiet,“ sagde Soldaten; „men vil du hugge Ved, saa skal du faa Mad, naar jeg faar lavet den til.“ „Nei, det kan jeg ikke,“ svarede Manden. „Kan du ikke, saa kan du vel lære,“ sagde Soldaten, „det er snart gjort, følg med mig ned i Skuret.“

Der kløvede han en stor Stok og drev en Kile ind i den, og da det var gjort, bad han Manden at lægge sig ned og sigte langs efter Sprækken, saa skulde han nok lære at hugge Ved.

Ja, Manden lagde sig ned; men saa kom det lange Skjegget hans ind i Sprækken. Soldaten, som havde luret paa dette, trak Kilen ud i en Hast, tog Øxen, svingede den over Hovedet paa Manden og sagde: „Dersom du nu ikke strax siger mig, hvor Prinsesserne er, saa hugger jeg Hovedet af dig.“

„Aa nei, aa nei, spar Livet!“ sagde Manden, „saa skal du faa vide alt. Østenfor Slottet er der en stor Sandhaug, og nede i Haugen er der et Vindespil, som du kan vinde dig ned med; men dersom du bliver ræd og ikke tør gaa helt ned, saa behøver du bare at trække i den Klokkestrengen, som du finder nede i der, saa kommer du strax op igjen. Men tør du vove dig saa langt, at du kommer helt ned, saa staar der en Flaske paa Hylden over Døren, og det, som er paa den, maa du drikke, saa bliver du saa sterk, at du kan hugge Hovedet af Bjergtroldet, og ved Døren hænger der et Troldsverd, som du ogsaa maa tage, for der bider ikke andet Staal paa ham.“

Da han havde faaet vide alt dette, slap han Manden løs igjen. En Stund efter kom Kapteinen og Løitnanten hjem, og de blev ikke lidet forundrede, da de saa Soldaten var i levende Live.

„Kjære,“ sagde de, „hvorledes har du sluppet for Bank? har ikke Manden været her?“ „Jo, det er just en snil Mand, 168det,“ sagde Soldaten; „af ham fik jeg vide, hvor Prinsesserne er!“ og saa fortalte han dem altsammen. De blev meget glade, da de hørte det, og da de havde spist, gik alle tre hen til Haugen. Kapteinen satte sig først paa og lod dem vinde ham ned; men dernede var det saa fælt og mørkt, og da han var kommen et Stykke paa Veien, turde han ikke fare længer, men gav sig til at trække i Klokkestrengen. Det gik da strax op igjen. Nu satte Løitnanten sig paa; men det gik ikke bedre med ham heller. Da han var kommen et Stykke ned, blev han bange, trak i Klokkestrengen, og saa trak Vindespillet ham op igjen. Saa satte da Soldaten sig paa og lod det gaa, ligetil han kom tilbunds; da tog han Flasken ned, drak op det, som var paa den, greb Sverdet og gik saa ind, — og der sad den yngste Prinsessen ved Siden af Bjergtroldet; men de to ældste sad og spillede med et rart Spil. Imedens listede han sig bort og hug Hovedet af Troldet, og da blev Prinsesserne saa glade, at det ikke var nogen Maade paa det. Saa ringede han paa Klokken, og Løitnanten og Kapteinen trak Prinsesserne op, den ene efter den anden. Da det vel var gjort, syntes Soldaten, at han havde baaret sig meget dumt ad, fordi han ikke havde ladet dem vinde ham op først; for han kunde ikke vide, om ikke Kapteinen og Løitnanten vilde gjøre af med ham og se at blive kvit ham; saa lagde han en stor Sten i Kurven, og da de havde vundet den op halvveis, saa slap de Tauget, og Stenen faldt ned, saa det dunkede i Gulvet. Soldaten kunde tydelig høre, at de sagde deroppe, at nu var da Soldaten død, og at de truede Prinsesserne med, at de skulde tage Livet af dem, dersom de ikke vilde sige, at de havde reddet dem. De ældste var strax villige dertil; men den yngste hun vilde slet ikke paa nogen Maade, og saa truede de med, at de skulde laase hende inde paa Slottet og lade hende være der alene. Soldaten var nu fælt bedrøvet, og han troede baade fuldt og fast, at han aldrig skulde faa se Dagen eller komme til Mennesker mere, og saa gik han omkring i alle de prægtige Værelserne, hvor det var saa gildt og saa fuldt med Guld og Sølv, at ingen kan fortælle, hvor gildt det var. Det var nu saa kjedeligt for ham at være saa alene dernede; 169men for at fordrive Tiden, saa gik han og saa paa Alting og lukkede op alle Skuffer og Skabe og undrede sig over alle de rare og prægtige Ting, som der fandtes. Tilsidst kom han til at trække ud en Bordskuffe, og i den laa der et Spil Kort; det begyndte han at se paa og blade i, for alle Herrebladene var saa gilde, de var baade malede og forgyldte, og medens han nu stod saaledes og saa og bladede, saa sagde han Navnene paa dem for sig selv. „Kløverhans,“ sagde han, da han fik se Kløverknegt. Saa kom der en frem og sagde: „Hvad har min Herre at befale?“ „Aa, naar jeg nu havde noget at sige,“ sagde Soldaten, „saa vilde jeg, at du skulde bringe mig op af dette Hullet til Dagsens Lys igjen.“ Han havde ikke før sagt det, førend han var oppe, og saa gik han lige til Slottet; og da han kom did, saa han, at den yngste Prinsessen sad og græd ved Vinduet, og Slottet var lukket og laaset paa alle Kanter. „Kløverhans!“ sagde han. „Hvad har min Herre at befale?“ sagde Kløverhans og kom løbende. „Tag Prinsessen og bring hende herned,“ sagde Soldaten. Ja, han gjorde saa, og saa fulgte han hende lige til Porten i Kongsgaarden, der skiltes han fra hende; men i Kongsgaarden blev der saadan Glæde over, at Prinsessen var kommen igjen, at der ikke var nogen Maade paa det heller. Soldaten, han gik bort og gav sig i Lære hos en Guldsmed.

Begge de ældste Prinsesserne havde nu havt Bryllup med Kapteinen og Løitnanten, og de var næsten aldrig glade; men de græd og var bedrøvede bestandig. Kongen syntes ikke godt om det, og tilsidst saa spurgte han dem, hvorfor de græd og var saa bedrøvede nu, de var jo frelste fra Troldet, og Alting var godt og vel, syntes han.

„Aa, vi kan aldrig blive glade, hvis vi ikke faar saadant et Spil som det, vi havde i Blaabjerget,“ sagde den ældste Prinsessen. Det mente Kongen, han nok skulde skaffe dem, og saa sendte han Bud til alle de bedste Guldsmede, som var i hele Landet, og sagde, at de skulde gjøre et saadant Spil til Prinsesserne som det, de havde i Blaabjerget. Ja, de prøvede nok paa; men der var ikke nogen, som var istand til at gjøre et saadant Spil, og tilsidst var der ikke flere Guldsmede tilbage end den, Soldaten var 170hos, og saa sendte Kongen Bud til ham og sagde, at han skulde gjøre et saadant Spil til Prinsesserne som, det de havde i Blaabjerget, og hvis han ikke kunde gjøre det, skulde han aflives. Guldsmeden maatte tage Guldet med sig; men da han kom hjem, saa sad Graaden i Halsen paa ham, og han var saa rent udaf det, at han sagde, at han vilde reise sin Vei fra altsammen; Livet var det saa ikke at spørge om alligevel; for naar ikke de bedste Guldsmede i hele Landet havde kunnet gjøre saadant et Spil, saa kunde vist ikke han gjøre det.

„Bryd dig ikke om det, du,“ sagde Soldaten, „men giv mig Guldet, saa skal jeg nok skaffe Spillet,“ og saa gik han hen og kastede Guldet i Elven; men da blev Guldsmeden endda mere bedrøvet og gik næsten rent fra sig selv. „Hvorfor skulde du gjøre det?“ sagde han til Soldaten; „havde jeg endda havt Guldet at give tilbage igjen, kunde jeg kanske have frelst Livet; men nu er det ikke at spørge efter.“

„Bryd dig ikke om nogen Ting, du,“ sagde Soldaten, „jeg skal nok skaffe dig Spillet, jeg!“

„Kløverhans!“ raabte han. „Hvad har min Herre at befale?“ sagde Kløverhans og kom løbende med Aanden i Halsen. „Skaf mig strax det Guldspillet, som Prinsesserne havde at spille med i Blaabjerget.“

Han havde næsten ikke sagt det ud, førend han var der med det igjen; Kløverhans var ikke længe om Veien, han, og Guldsmeden blev saa glad, at han ikke vidste, hvilket Ben han skulde staa paa, og endda gladere blev Prinsesserne, da han kom op paa Slottet til dem med det.

„Har du gjort det Spillet selv, du da?“ spurgte den yngste Prinsessen. „Nei, naar jeg skal sige sandt,“ sagde han, „saa har jeg ikke det; men det er en, som er i Lære hos mig, som har gjort det.“ „Ham skulde jeg rigtignok have god Lyst til at se,“ sagde Prinsessen; for hun troede det, at det ikke kunde være nogen anden end Soldaten. Ja, Kongen sagde til Guldsmeden, at han skulde hente ham, og i det samme han kom ind igjennem Døren paa Kongsgaarden, sagde den yngste Prinsessen: „Der er han, som frelste os fra Troldet, og ham vil jeg have til Mand!“ 171Hvad de gjorde med Kapteinen og Løitnanten, det husker jeg ikke rigtig; men Soldaten, han holdt Bryllup med den yngste Prinsessen, og siden levede de baade godt og vel.

P. Chr. Asbjörnsen.

164

Der var engang en konge, der hadde tre døtre, som han holdt så meget av. Men alle disse ble inntatte i fjellet, og det ble der da stor sorg og bedrøvelse over både på Kongen og hele landet, og Kongen lovede, at den, der kunne frelse dem, skulle få, hvem han ville av dem, tilægte. Alle de fornemste i hele landet, de reiste da ut og skulle lede etter prinsessene — det kan du nok vite — men alle kom de tomhendte hjem igjen, og ikke noen fikk hverken hørt eller spurt dem. Da alle de høyeste hadde vært ute, så var der også en Kaptein og en løytnant, som ville ut og prøve, om de kunne finne dem. Ja, de gikk; men de var neppe kommet utenfor døren i kongsgården, før der kom en soldat til Kongen, som sa, at han også ville ut og lede etter prinsessene.

„Hva for noe?“ sa Kongen. „Du tenker vel ikke på å få noen av prinsessene, du? Det er best, at du går hjem igjen, for du finner dem så ikke likevel; desforuden så har jeg sendt ut noen i dag; men kan ikke utsendingene mine finne dem, og du endelig vil gå, så får du få Lov å gå en annen dag.“

Men soldaten ble ved sitt, han. „Jeg vil gå i dag, jeg,“ sa han; „Prinsessene bryter jeg meg ikke stort om å få, men gi meg bare en god Madsæk og dyktig kjøtt og flesk.“

„Aa ja,“ sa Kongen, „du kan gå ut i kjøkkenet og si det til Kokkegjenten.“

Soldaten gikk da ut i kjøkkenet og bad kokken om dyktig kjøtt og flesk. En god Madsæk fikk han, og så la han av sted, og han hadde ikke gått lenge, før han nådde igjen kapteinen og løytnanten. Kapteinen så, at han var soldat, og så spurte han, hvor han skulle hen. „Jeg skal ut og lede etter prinsessene, jeg, Herr Kaptein,“ svarte soldaten og strøk luen.

„Da er det best, du gjør følge med oss,“ sa kapteinen; „for vi har samme Ærende.“

165Ja, de ble da i følge; men da de hadde gått en stund, tok soldaten av fra Storveien og gikk inn på en smal sti i skogen.

„Nei, nei, hvor skal du nå hen?“ sa kapteinen, „det er best å følge Storveien.“

„Kan nok være!“ svarte soldaten; „men her faller min vei.“

Han gikk da sin vei, og de andre vendte om og gikk etter. De gikk, og de gikk, til de endelig kom til en stor bro; der stod en Bjørn.

„Hva gjør vi nå?“ sa kapteinen, da bjørnen reiste seg på to Ben og kom brummende imot dem; „denne slipper vi aldri forbi.“

„Aa, jeg har hørt, at bjørnen skal være vill etter kjøtt,“ sa soldaten, „og her i skreppen har jeg en hel bakfjerding og noe annet småtteri.“ Han tok da opp et stort stykke kjøtt og kastet til bjørnen, og således kom de forbi den. Men ved den annen ende av broen stod en løve, som brølede imot dem og gabede, som den ville sluke dem levende. „Nei, nå er det best å vende om og pakke seg hjem igjen,“ sa kapteinen, og løytnanten mente det samme; „for denne kommer vi aldri i verden forbi,“ sa de.

„Aa,“ sa soldaten, „jeg har hørt, at Løven skal gjøre så meget av å ete flesk, og i skreppen har jeg vel en halv gris.“ Så kastet han en skinke til Løven, og så kom de forbi den også.

Da de hadde gått et langt stykke til, fikk de se et stort prektig slott; der gikk de inn, og da de kom inn, så var det enda gildere inne i det. Men der fantes ikke et levende menneske i hele slottet, og en matsmule var der heller ikke å finne, og både kapteinen og løytnanten klagede og bar seg ilde, fordi de var så sultne.

„Ja,“ sa soldaten, „dersom det ikke var skam å by sådanne storkarer simpel husmannskost, så ville jeg by dem litt kjøtt og flesk, for det har jeg til Madsæk.“

Glade ble de, og de spiste så kjøtt og flesk, at der nesten ikke ble noe igjen.

166Den neste dag sa kapteinen til soldaten, at det var best, de gikk ut på jakt; for ved slottet var der en stor skog, full av harer og fugler, og krutt og geværer var der på slottet. Løytnanten ble da hjemme og skulle passe huset. De gikk på jakt og skjød så meget med vilt, at de neppe orket å bære det hjem.

Men da de kom til porten, så var løytnanten nesten ikke i stand til å lukke opp for dem, så usel var han blitt; og da de spurte ham om, hvorledes det var gått til, fortalte han, at da de vel var gått av sted, var der kommet til ham en gammel mann med et stort skjegg, og som hinket på to krykker. „Og han bad meg om en skilling,“ sa han, „og den ga jeg ham også; men han hadde ikke før fått den, før han slapp den ned, og da jeg syntes det var synd på den gamle Stakkelen, at han skulle mase således for å få fat på den, så bukket jeg meg ned og ville ta den opp; men så begynte han å gi på meg med krykkene og slo meg så lenge, til jeg ble liggende der.“

„Aa du måtte skamme deg over å fortelle, at du har fått Bank av sådan en gammel krøpling,“ sa kapteinen. „I morgen skal jeg bli hjemme, så skal han nok få, så han skal ha godt av det.“

Den neste dag gikk løytnanten og soldaten på jakt. Men det gikk ikke bedre med kapteinen, takke Gud! det ikke gikk verre. Da han hadde ventet en stund, kom mannen og bad om en skilling. Den fikk han, og så slapp han den ned, og så bad han kapteinen å hjelpe ham til å få den opp igjen. Ja, han la seg ned på alle fire; så begynte mannen å denge ham med krykkene, og hvergang kapteinen ville reise seg for å ta fat på ham, fikk han et slag, så at det sortnede for øynene på ham. Da de andre kom hjem, lå han på gulvet ennå og kunne ikke røre så meget som en Led, og det varte lenge, før han var god for å fortelle, hvorledes det var gått med ham.

Den tredje dagen skulle soldaten bli hjemme, og de andre to skulle på jakt. Kapteinen formante ham da og sa, at han måtte ta seg vel i akt for den gamle 167mann; han var bange for, at han kunne slå ham rent ihjel, sa han.

„Aa, det har ingen nød,“ mente soldaten, „den, der tar Prygl av en sådan gammel stymper, er ikke bedre verd,“ sa han. Det varte ikke lenge, før mannen kom og bad: „Herre Gud, gi meg en skilling!“

„Penger har jeg aldri eiet,“ sa soldaten; „men vil du hugge Ved, så skal du få mat, når jeg får lavet den til.“ „Nei, det kan jeg ikke,“ svarte mannen. „Kan du ikke, så kan du vel lære,“ sa soldaten, „det er snart gjort, følg med meg ned i skuret.“

Der kløvde han en stor stokk og drev en kile inn i den, og da det var gjort, bad han mannen å legge seg ned og sikte langs etter sprekken, så skulle han nok lære å hugge Ved.

Ja, mannen la seg ned; men så kom det lange skjegget hans inn i sprekken. Soldaten, som hadde luret på dette, trakk Kilen ut i en hast, tok øksen, svingede den over hodet på mannen og sa: „Dersom du nå ikke straks sier meg, hvor prinsessene er, så hugger jeg hodet av deg.“

„Aa nei, å nei, spar livet!“ sa mannen, „så skal du få vite alt. Østenfor slottet er der en stor Sandhaug, og nede i Haugen er der et vindespill, som du kan vinde deg ned med; men dersom du blir redd og ikke tør gå helt ned, så behøver du bare å trekke i den klokkestrengen, som du finner nede i der, så kommer du straks opp igjen. Men tør du vove deg så langt, at du kommer helt ned, så står der en flaske på hyllen over døren, og det, som er på den, må du drikke, så blir du så sterk, at du kan hugge hodet av bergtrollet, og ved døren henger der et trollsverd, som du også må ta, for der biter ikke annet stål på ham.“

Da han hadde fått vide alt dette, slapp han mannen løs igjen. En stund etter kom kapteinen og løytnanten hjem, og de ble ikke lite forundret, da de så soldaten var i levende live.

„Kjære,“ sa de, „hvorledes har du sluppet for Bank? har ikke mannen vært her?“ „Jo, det er just en snill mann, 168det,“ sa soldaten; „av ham fikk jeg vide, hvor prinsessene er!“ og så fortalte han dem altsammen. De ble meget glade, da de hørte det, og da de hadde spist, gikk alle tre hen til Haugen. Kapteinen satte seg først på og lot dem vinde ham ned; men dernede var det så fælt og mørkt, og da han var kommet et stykke på Veien, turde han ikke fare lenger, men ga seg til å trekke i klokkestrengen. Det gikk da straks opp igjen. Nå satte løytnanten seg på; men det gikk ikke bedre med ham heller. Da han var kommet et stykke ned, ble han bange, trakk i klokkestrengen, og så trakk Vindespillet ham opp igjen. Så satte da soldaten seg på og lot det gå, ligetil han kom tilbunds; da tok han flasken ned, drakk opp det, som var på den, grep sverdet og gikk så inn, — og der satt den yngste prinsessen ved siden av bergtrollet; men de to eldste satt og spilte med et rart spill. Imens listet han seg bort og hug hodet av trollet, og da ble prinsessene så glade, at det ikke var noen måte på det. Så ringte han på klokken, og løytnanten og kapteinen trakk prinsessene opp, den ene etter den annen. Da det vel var gjort, syntes soldaten, at han hadde båret seg meget dumt ad, fordi han ikke hadde latt dem vinde ham opp først; for han kunne ikke vite, om ikke kapteinen og løytnanten ville gjøre av med ham og se å bli kvit ham; så la han en stor Sten i kurven, og da de hadde vundet den opp halvveis, så slapp de tauet, og steinen falt ned, så det dunket i gulvet. Soldaten kunne tydelig høre, at de sa deroppe, at nå var da soldaten død, og at de truet prinsessene med, at de skulle ta livet av dem, dersom de ikke ville si, at de hadde reddet dem. De eldste var straks villige dertil; men den yngste hun ville slett ikke på noen måte, og så truet de med, at de skulle låse henne inne på slottet og lade henne være der alene. Soldaten var nå fælt bedrøvet, og han trodde både fullt og fast, at han aldri skulle få se dagen eller komme til mennesker mer, og så gikk han omkring i alle de prektige værelsene, hvor det var så gildt og så fullt med gull og sølv, at ingen kan fortelle, hvor gildt det var. Det var nå så kjedelig for ham å være så alene dernede; 169men for å fordrive tiden, så gikk han og så på Alting og lukkede opp alle skuffer og Skabe og undret seg over alle de rare og prektige ting, som der fantes. Til sist kom han til å trekke ut en Bordskuffe, og i den lå der et spill kort; det begynte han å se på og blade i, for alle Herrebladene var så gilde, de var både malede og forgylte, og mens han nå stod således og så og bladde, så sa han navnene på dem for seg selv. „Kløverhans,“ sa han, da han fikk se kløverknekt. Så kom der en frem og sa: „Hva har min Herre å befale?“ „Aa, når jeg nå hadde noe å si,“ sa soldaten, „så ville jeg, at du skulle bringe meg opp av dette hullet til Dagsens lys igjen.“ Han hadde ikke før sagt det, før han var oppe, og så gikk han like til slottet; og da han kom dit, så han, at den yngste prinsessen satt og gråt ved vinduet, og slottet var lukket og låset på alle kanter. „Kløverhans!“ sa han. „Hva har min Herre å befale?“ sa Kløverhans og kom løpende. „Tag prinsessen og bring henne herned,“ sa soldaten. Ja, han gjorde så, og så fulgte han henne like til porten i kongsgården, der skiltes han fra henne; men i kongsgården ble der sådan glede over, at prinsessen var kommet igjen, at der ikke var noen måte på det heller. Soldaten, han gikk bort og ga seg i lære hos en gullsmed.

Begge de eldste prinsessene hadde nå hatt bryllup med kapteinen og løytnanten, og de var nesten aldri glade; men de gråt og var bedrøvede bestandig. Kongen syntes ikke godt om det, og til sist så spurte han dem, hvorfor de gråt og var så bedrøvede nå, de var jo frelste fra trollet, og Alting var godt og vel, syntes han.

„Aa, vi kan aldri bli glade, hvis vi ikke får sådant et spill som det, vi hadde i Blaabjerget,“ sa den eldste prinsessen. Det mente Kongen, han nok skulle skaffe dem, og så sendte han bud til alle de beste gullsmeder, som var i hele landet, og sa, at de skulle gjøre et sådant spill til prinsessene som det, de hadde i Blaabjerget. Ja, de prøvede nok på; men der var ikke noen, som var i stand til å gjøre et sådant spill, og til sist var der ikke flere gullsmeder tilbake enn den, soldaten var 170hos, og så sendte Kongen bud til ham og sa, at han skulle gjøre et sådant spill til prinsessene som, det de hadde i Blaabjerget, og hvis han ikke kunne gjøre det, skulle han avlives. Gullsmeden måtte ta gullet med seg; men da han kom hjem, så satt gråten i halsen på ham, og han var så rent udaf det, at han sa, at han ville reise sin vei fra altsammen; Livet var det så ikke å spørre om allikevel; for når ikke de beste gullsmeder i hele landet hadde kunnet gjøre sådant et spill, så kunne vist ikke han gjøre det.

„Bryd deg ikke om det, du,“ sa soldaten, „men gi meg gullet, så skal jeg nok skaffe spillet,“ og så gikk han hen og kastet gullet i elven; men da ble gullsmeden enda mer bedrøvet og gikk nesten rent fra seg selv. „Hvorfor skulle du gjøre det?“ sa han til soldaten; „hadde jeg enda hatt gullet å gi tilbake igjen, kunne jeg kanskje have frelst livet; men nå er det ikke å spørre etter.“

„Bryd deg ikke om noen ting, du,“ sa soldaten, „jeg skal nok skaffe deg spillet, jeg!“

„Kløverhans!“ ropte han. „Hva har min Herre å befale?“ sa Kløverhans og kom løpende med Aanden i halsen. „Skaff meg straks det gullspillet, som prinsessene hadde å spille med i Blaabjerget.“

Han hadde nesten ikke sagt det ut, før han var der med det igjen; Kløverhans var ikke lenge om Veien, han, og gullsmeden ble så glad, at han ikke visste, hvilket Ben han skulle stå på, og enda gladere ble prinsessene, da han kom opp på slottet til dem med det.

„Har du gjort det spillet selv, du da?“ spurte den yngste prinsessen. „Nei, når jeg skal si sandt,“ sa han, „så har jeg ikke det; men det er en, som er i lære hos meg, som har gjort det.“ „Ham skulle jeg riktignok have god Lyst til å se,“ sa prinsessen; for hun trodde det, at det ikke kunne være noen annen enn soldaten. Ja, Kongen sa til gullsmeden, at han skulle hente ham, og i det samme han kom inn igjennom døren på kongsgården, sa den yngste prinsessen: „Der er han, som frelste oss fra trollet, og ham vil jeg ha til mann!“ 171Hva de gjorde med kapteinen og løytnanten, det husker jeg ikke riktig; men soldaten, han holdt bryllup med den yngste prinsessen, og siden levde de både godt og vel.

P. Chr. Asbjörnsen.