Engang fandt nogle Molboer paa Veien et Lommeur, som en havde tabt. De tog det op og saa paa det med største Forundring, da ingen vidste, hvad det var for en underlig Ting. Men i det samme blev en af dem var, at noget rørte sig indvendig i Uret. Aldrig saasnart opdagede han dette, førend han antog, at Uret maatte være levende, og kastede det ræd fra sig. Heller ingen af de andre turde røre ved det. Men den ældste iblandt dem, som var mere behjertet end de andre, gik hen, tog en stor Sten og slog ovenpaa Uret, som laa paa Jorden, saa at det blev aldeles knust og følgelig gik istaa. Da han nu havde udført denne Heltegjerning, bukkede han sig ned for at se, om der endnu var Liv i Uret; men da han ikke kunde opdage den mindste Bevægelse i det, sagde han stolt til de andre: „Saa I, hvorledes jeg tog Livet af dette fæle Dyr?“ De blev da alle glade, gik sin Vei og lod Uret ligge.

Engang fant noen molboer på Veien et lommeur, som en hadde tapt. De tok det opp og så på det med største forundring, da ingen visste, hva det var for en underlig ting. Men i det samme ble en av dem var, at noe rørte seg innvendig i Uret. Aldri så snart oppdaget han dette, før han antok, at Uret måtte være levende, og kastet det redd fra seg. Heller ingen av de andre turde røre ved det. Men den eldste iblant dem, som var mer behjertet enn de andre, gikk hen, tok en stor Sten og slo ovenpå Uret, som lå på jorden, så at det ble aldeles knust og følgelig gikk i stå. Da han nå hadde utført denne heltegjerning, bukket han seg ned for å se, om der ennå var Liv i Uret; men da han ikke kunne oppdage den minste bevegelse i det, sa han stolt til de andre: „Så dere, hvorledes jeg tok livet av dette fæle dyr?“ De ble da alle glade, gikk sin vei og lot Uret ligge.