Læreplanatlas
Anden DelFørste Afdeling.

81. Ulven og Mennesket.

Efter Grimm

128

En Ræv fortalte engang en Ulv om Menneskets Styrke, som man kun ved at bruge List kunde staa sig imod. Da svarede Ulven: „Kunde jeg bare engang faa et Menneske at se, saa vilde jeg gaa løs paa ham.“ — „Det kan jeg hjelpe dig til,“ sagde Ræven, „kom imorgen tidlig til mig, saa skal jeg vise dig et Menneske.“ Ulven indfandt sig tidlig, og Ræven gik da en Vei med den, hvor Jægeren hver Dag pleiede at komme. Først kom en gammel afskediget Soldat. „Er det et Menneske?“ spurgte Ulven. — „Nei,“ svarede Ræven, „det har været et.“ Derefter kom en liden Gut, som skulde paa Skolen. „Er det et Menneske?“ — „Nei, han skal først blive et.“ Endelig kom Jægeren med sin toløbede Bøsse paa Ryggen og Jagtkniven ved Siden. Da sagde Ræven til Ulven: „Ser du, der kommer et Menneske; ham maa du gaa løs paa; men jeg vil pakke mig afsted til min Hule.“ Ulven gik nu løs paa Mennesket. Da Jægeren blev den var, sagde han: „Det er Skade, at jeg ikke har ladet med Kugle,“ lagde an og skjød Ulven lige i Øinene med Haglene. Ulven vendte Øinene i Hovedet; dog lod den sig ikke skræmme, men gik fremad. Da gav Jægeren den den anden Ladning. Ulven dulgte sin Smerte og vilde Jægeren tillivs; da drog denne sin Jagtkniv og gav den et Par Hug paalangs og paatvers, saa den blødende og hylende løb tilbage til Ræven. „Nu, Broder Ulv,“ sagde Ræven, „hvorledes blev du færdig med Mennesket?“ — „Ak!“ svarede Ulven, „saaledes havde jeg ikke forestilt mig Menneskets Styrke. Først tog han en Stok ned fra Skulderen og blæste i den; da for der mig noget i Øinene, som sved ganske afskyelig; derefter pustede han nok engang i Stokken, da for det mig lige i Næsen som Lynild og Hagl; og da jeg var ham ganske nær, drog han et blankt Ribben ud af Livet paa sig, og dermed slog han saaledes løs paa mig, at jeg nær var bleven liggende død paa Stedet.“ — „Ser du,“ sagde Ræven, „hvilken Pralhans du er? Man skal ikke begynde anderledes, end man kan holde ud.“