En Ræv fortalte engang en Ulv om Menneskets Styrke, som man kun ved at bruge List kunde staa sig imod. Da svarede Ulven: „Kunde jeg bare engang faa et Menneske at se, saa vilde jeg gaa løs paa ham.“ — „Det kan jeg hjelpe dig til,“ sagde Ræven, „kom imorgen tidlig til mig, saa skal jeg vise dig et Menneske.“ Ulven indfandt sig tidlig, og Ræven gik da en Vei med den, hvor Jægeren hver Dag pleiede at komme. Først kom en gammel afskediget Soldat. „Er det et Menneske?“ spurgte Ulven. — „Nei,“ svarede Ræven, „det har været et.“ Derefter kom en liden Gut, som skulde paa Skolen. „Er det et Menneske?“ — „Nei, han skal først blive et.“ Endelig kom Jægeren med sin toløbede Bøsse paa Ryggen og Jagtkniven ved Siden. Da sagde Ræven til Ulven: „Ser du, der kommer et Menneske; ham maa du gaa løs paa; men jeg vil pakke mig afsted til min Hule.“ Ulven gik nu løs paa Mennesket. Da Jægeren blev den var, sagde han: „Det er Skade, at jeg ikke har ladet med Kugle,“ lagde an og skjød Ulven lige i Øinene med Haglene. Ulven vendte Øinene i Hovedet; dog lod den sig ikke skræmme, men gik fremad. Da gav Jægeren den den anden Ladning. Ulven dulgte sin Smerte og vilde Jægeren tillivs; da drog denne sin Jagtkniv og gav den et Par Hug paalangs og paatvers, saa den blødende og hylende løb tilbage til Ræven. „Nu, Broder Ulv,“ sagde Ræven, „hvorledes blev du færdig med Mennesket?“ — „Ak!“ svarede Ulven, „saaledes havde jeg ikke forestilt mig Menneskets Styrke. Først tog han en Stok ned fra Skulderen og blæste i den; da for der mig noget i Øinene, som sved ganske afskyelig; derefter pustede han nok engang i Stokken, da for det mig lige i Næsen som Lynild og Hagl; og da jeg var ham ganske nær, drog han et blankt Ribben ud af Livet paa sig, og dermed slog han saaledes løs paa mig, at jeg nær var bleven liggende død paa Stedet.“ — „Ser du,“ sagde Ræven, „hvilken Pralhans du er? Man skal ikke begynde anderledes, end man kan holde ud.“

En rev fortalte engang en Ulv om Menneskets styrke, som man kun ved å bruke list kunne stå seg imot. Da svarte Ulven: „Kunne jeg bare engang få et menneske å se, så ville jeg gå løs på ham.“ — „Det kan jeg hjelpe deg til,“ sa Ræven, „kom i morgen tidlig til meg, så skal jeg vise deg et menneske.“ Ulven innfant seg tidlig, og Ræven gikk da en vei med den, hvor jegeren hver dag pleide å komme. Først kom en gammel avskjediget soldat. „Er det et menneske?“ spurte Ulven. — „Nei,“ svarte Ræven, „det har vært et.“ Deretter kom en liten Gut, som skulle på skolen. „Er det et menneske?“ — „Nei, han skal først bli et.“ Endelig kom jegeren med sin toløpede Bøsse på ryggen og jaktkniven ved siden. Da sa Ræven til Ulven: „Ser du, der kommer et menneske; ham må du gå løs på; men jeg vil pakke meg av sted til min Hule.“ Ulven gikk nå løs på mennesket. Da jegeren ble den var, sa han: „Det er skade, at jeg ikke har latt med kule,“ la an og skjød Ulven like i øynene med haglene. Ulven vendte øynene i hodet; dog lot den seg ikke skremme, men gikk fremad. Da ga jegeren den den annen ladning. Ulven dulgte sin smerte og ville jegeren til livs; da drog denne sin jaktkniv og ga den et par Hug paalangs og på tvers, så den blødende og hylende løp tilbake til Ræven. „Nå, bror Ulv,“ sa Ræven, „hvorledes ble du ferdig med mennesket?“ — „Ak!“ svarte Ulven, „således hadde jeg ikke forestilt meg Menneskets styrke. Først tok han en stokk ned fra skulderen og blåste i den; da for der meg noe i øynene, som sved ganske avskyelig; deretter pustet han nok engang i stokken, da for det meg like i nesen som Lynild og hagl; og da jeg var ham ganske nær, drog han et blankt ribben ut av livet på seg, og dermed slo han således løs på meg, at jeg nær var blitt liggende død på stedet.“ — „Ser du,“ sa Ræven, „hvilken pralhans du er? Man skal ikke begynne annerledes, enn man kan holde ut.“