En Kjøbmand gjorde engang en Reise til Hest, og hans Pudelhund fulgte med. Han skulde paa denne Reise indkræve en stor Sum Penge, han havde tilgode. Kjøbmanden modtog Pengene og red fornøiet hjemad. Underveis faldt Vadsækken af Hesten, og Kjøbmanden merkede det ikke; men Hunden saa det. Da den ei kunde slæbe Sækken med sig, løb den til sin Herre, sprang op ad Hesten og gjøede saa sterkt og vedholdende, at Kjøbmanden ikke vidste, hvad han skulde tænke derom. Han befalede den at tie og gav den et Slag med Pidsken, men forgjeves. Hunden blev ved at gjø og hyle, sprang op paa Hesten, som om den vilde trække sin Herre ned, og da denne slog den med Pidsken, anfaldt den Hesten gjøende og bidende, ligesom for at standse den. Kjøbmanden blev forskrækket og troede, at Hunden var bleven gal. Han elskede Hunden, og det smertede ham at maatte dræbe den. Længe forsøgte han at stille den ved at tale til den; men da intet vilde hjelpe, greb han en Pistol, tog Sigte paa Hunden, vendte Ansigtet bort og trykkede løs. Den gode Pudel styrtede, men kom til sig selv igjen og krøb, ængstelig jamrende sig, til sin Herre. Denne kunde ikke taale dette Syn, gav Hesten Sporerne og jog bort. Lidt efter kunde han dog ikke lade være at se sig tilbage, om det arme Dyr endnu 127var levende; men da han vender sig paa Hesten, ser han, at Vadsækken er borte. Nu faldt det ham strax ind, at denne Vadsæk maatte have været Aarsag til Hundens Adfærd, og i fuldt Galop red han tilbage til Stedet, hvor han havde skudt Hunden. Denne var ikke mere der; men Kjøbmanden fulgte dens blodige Spor og fandt den tilsidst liggende ved Vadsækken, hvor den, saaret og forladt af sin Herre, var krøben hen. Kjøbmanden sprang af Hesten for at se, om hans Hund endnu kunde reddes; men den troe Hund slikkede venlig hans Haand og døde.

En kjøpmann gjorde engang en reise til hest, og hans Pudelhund fulgte med. Han skulle på denne reise innkreve en stor Sum penger, han hadde tilgode. Kjøpmannen mottok pengene og red fornøyet hjemad. Underveis falt vadsekken av Hesten, og kjøpmannen merket det ikke; men hunden så det. Da den ei kunne slepe sekken med seg, løp den til sin Herre, sprang opp ad Hesten og gjøede så sterkt og vedholdende, at kjøpmannen ikke visste, hva han skulle tenke derom. Han befalte den å tie og ga den et slag med pisken, men forgjeves. Hunden ble ved å gjø og hyle, sprang opp på Hesten, som om den ville trekke sin Herre ned, og da denne slo den med pisken, anfaldt den Hesten gjøende og bitende, likesom for å stanse den. Kjøpmannen ble forskrekket og trodde, at hunden var blitt gal. Han elsket hunden, og det smertet ham å måtte drepe den. Lenge forsøkte han å stille den ved å tale til den; men da intet ville hjelpe, grep han en pistol, tok sikte på hunden, vendte ansiktet bort og trykket løs. Den gode Pudel styrtet, men kom til seg selv igjen og krøp, engstelig jamrende seg, til sin Herre. Denne kunne ikke tåle dette syn, ga Hesten Sporerne og jog bort. Litt etter kunne han dog ikke lade være å se seg tilbake, om det arme dyr ennå 127var levende; men da han vender seg på Hesten, ser han, at vadsekken er borte. Nå falt det ham straks inn, at denne vadsekk måtte ha vært årsak til Hundens atferd, og i fullt galopp red han tilbake til stedet, hvor han hadde skudt hunden. Denne var ikke mer der; men kjøpmannen fulgte dens blodige spor og fant den til sist liggende ved vadsekken, hvor den, såret og forlatt av sin Herre, var krøpet hen. Kjøpmannen sprang av Hesten for å se, om hans hund ennå kunne reddes; men den tro hund slikket vennlig hans hånd og døde.