Engang var der i Danmark en Konge, som hed Kristian den anden. Dengang han endnu var et lidet Barn og laa i sin Vugge, var der paa Slottet en tam Abe, som gik omkring, hvor den vilde, og ingen passede paa den, fordi den aldrig havde gjort nogen Fortræd. — En Dag var den inde i Værelset, hvor den lille Kongesøn laa. Den stod og saa en Stund paa ham og syntes, at han kunde være en morsom liden Legekammerat. Saa stak den sine Arme ned i Vuggen, løftede Drengen op, løb afsted med ham op ad Trappen og krøb igjennem et aabent Vindu ud paa Taget. Da Slottets Folk kom og fandt Vuggen tom, blev de meget forskrækkede. De søgte allevegne; men Barnet var forsvundet. Tilsidst fik nogle Folk nede i Slotsgaarden Øie paa Aben, som hoppede om oppe paa Rygningen af Taget med Kongesønnen i sine Arme og legede Barnepige. En Rædsel greb alle ved Tanken om, at Aben kunde slippe Barnet eller gjøre et Feiltrin og styrte ned i Gaarden med det. Dronningen var ulykkelig, Barnepigen jamrede sig og 126vred sine Hænder af Fortvivlelse, ingen kunde faa Aben ned, fordi man ikke kunde komme op til den. Man kaldte paa den; men det hjalp ikke. Den gamle Konge, som var vant til at lystres, kom selv ud og kaldte; men Aben lystrede ikke. Den blev ude paa Taget og fortsatte sin Leg. Heldigvis traadte den saa forsigtig og holdt saa godt fast paa Barnet, at der ingen Ulykke skede, og da den endelig havde moret sig længe nok, gik den tilbage igjen ad samme Vei, den var kommen, og gav nok saa pent Barnet til Barnepigen. Men det var baade første og sidste Gang, Aben kom paa Taget med Kongesønnen. I Fremtiden blev der passet bedre paa.

Engang var der i Danmark en konge, som het Kristian den annen. Dengang han ennå var et lite barn og lå i sin vugge, var der på slottet en tam ape, som gikk omkring, hvor den ville, og ingen passet på den, fordi den aldri hadde gjort noen fortred. — En dag var den inne i værelset, hvor den lille kongesønn lå. Den stod og så en stund på ham og syntes, at han kunne være en morsom liten Legekammerat. Så stak den sine Arme ned i vuggen, løftet drengen opp, løp av sted med ham opp ad trappen og krøp igjennom et åpent vindu ut på taket. Da Slottets folk kom og fant vuggen tom, ble de meget forskrækkede. De søkte allevegne; men barnet var forsvunnet. Til sist fikk noen folk nede i slottsgården Øye på apen, som hoppet om oppe på Rygningen av taket med kongesønnen i sine Arme og lekte barnepike. En redsel grep alle ved tanken om, at apen kunne slippe barnet eller gjøre et feiltrinn og styrte ned i gården med det. Dronningen var ulykkelig, barnepiken jamret seg og 126vred sine hender av fortvilelse, ingen kunne få apen ned, fordi man ikke kunne komme opp til den. Man kalte på den; men det hjalp ikke. Den gamle konge, som var vant til å lystres, kom selv ut og kalte; men apen lystrede ikke. Den ble ute på taket og fortsatte sin Leg. Heldigvis trådte den så forsiktig og holdt så godt fast på barnet, at der ingen ulykke skjedde, og da den endelig hadde moret seg lenge nok, gikk den tilbake igjen ad samme vei, den var kommet, og ga nok så pent barnet til barnepiken. Men det var både første og siste gang, apen kom på taket med kongesønnen. I fremtiden ble der passet bedre på.