123

Det var en Bedstemoder, som fortalte denne Historie for sine Børnebørn.

Der var engang en liden Pus, den var knapt et Aar gammel; da sagde dens Moder: „Hør, min lille Pus! nu herefter maa du slikke dig selv, ligge alene og selv sørge for din Føde.“ — „Ja, Mor,“ sagde lille Pus, „slikke mig selv, det kan jeg nok, ligge alene, det kan jeg ogsaa; men jeg har ikke lært noget, som jeg kan tjene Føden med.“ — „Jo vist har du,“ sagde den gamle, „jeg har jo selv lært dig at fange Mus.“ — „Ja, det er sandt,“ sagde den lille Pus.

Saa skulde lille Pus da første Gang ud for at prøve sin Lykke; det var ud paa Eftermiddagen, henimod Aften. Den var lidt beklemt om Hjertet, fordi den nu skulde sørge for sig selv. „Hvor skal jeg gaa hen?“ spurgte den sin Moder. — „Ned i Gaarden,“ svarede hun. Lille Pus gjorde nu saa og traf Røskatten, der sad paa Gjerdet og slikkede sig om Munden. „God Aften, Røskat,“ sagde lille Pus. „Tak,“ svarede Røskatten, „hvad vil du her?“ — „Jeg vil fange Mus,“ sagde lille Pus; „jeg skal nu sørge for mig selv, og Moder mener, at jeg nok kan faa Føden derved.“ — „Det ser galt ud,“ sagde Røskatten, „der er altformange 124om den Bestilling; du gjorde bedre i at vælge noget andet; thi der gives kun faa Mus i Verden nuomstunder. Jeg har ikke spist noget den hele Dag før end nu, da jeg fangede en liden mager Mus til Aftensmad.“

Den lille Pus blev bedrøvet og gik ind i Laden, hvor den traf Uglen, som sad oppe paa den øverste Bjelke. „God Aften, mit kjære Søskendebarn! Hvorledes gaar det dig?“ — „Ikke just saa særdeles godt,“ svarede lille Pus; „jeg skal fange Mus til min Føde, og man siger, at der er kun faa Mus i Verden, og mange, som skal leve af dem.“ — „Deri har man Ret,“ sagde Uglen; „jeg har siddet her den hele Aften og ikke merket saa meget som en Raslen i Halmen.“ — Da gik lille Pus hjem til sin Moder og fortalte hende, hvorledes det var gaaet.

„Du skal dog ikke komme til at gaa sulten i Seng,“ sagde Moderen, da hun havde hørt Fortællingen; „mens du var borte, fangede jeg en liden Mus til dig; for jeg tænkte, at det maaske kunde gaa dig saaledes, som det gik.“ Lille Pus spiste nu Musen, og Moderen vedblev: „Du skal ikke være forknyt, min lille Pus; for da jeg skulde begynde, som du nu gjør, da gjorde man ogsaa mig angst og bange; men jeg fandt dog hver Dag saa megen Føde, som jeg behøvede, og det vil du ogsaa finde. Nu kan du blive hos mig lidt og saa imorgen, før Solen staar op, gaa ud paa Marken; der er mange Mus og ikke saa mange til at fange dem.“ — Lille Pus fandt sig nu trøstet og blev hos sin Moder.

Ude paa Marken hang Dugperler paa hvert et Straa, og lille Pus rystede sine Fødder af og til; thi den kunde ikke like det vaade. Her traf den paa Ræven, som gik frem og tilbage og knurrede og skjendte og lagde ikke Merke til noget, saa vred var han. — „Hvad er der skeet, kjære Herr Mikkel, siden du tager saadan paa Vei?“ spurgte lille Pus ganske ydmyg og bange. — „De skjendige Kraaker, de skjendige Kraaker!“ raabte Ræven; „for nogle Dage siden fandt jeg et Muserede med sex Unger i, og da jeg syntes, de var for smaa, gjemte jeg dem; men nu har Kraakerne stjaalet dem fra mig. Havde jeg bare taget dem strax, havde jeg bare!“

125„Det bliver ganske sort for mine Øine,“ sagde lille Pus, „hvad skal jeg gjøre? Jeg har ikke lært andet end at fange Mus, og der er saa mange, som lever af dem, at der bliver ingen til mig. Det var da ogsaa uheldigt, at min Moder ikke lærte mig noget andet; jeg maa dø af Sult!“ — Men som lille Pus gik i disse bedrøvelige Tanker uden selv at vide hvorhen, kom den i Nærheden af et Musehul, og en liden Mus, som havde været ude at slikke Dug, sprang forskrækket henimod Hullet. Vips! — og lille Pus havde den under sin Fod. Den blev strax spist, og som nu lille Pus med lettet Sind gik videre, løb nok en Mus forbi. Med et Spring var den tagen og spist, og nu gik lille Pus glad hjem til sin Moder.

Siden gik lille Pus hver Dag paa Jagt efter Mus. Den fandt vel ikke altid lige mange, men dog nok til at leve af, saa da den blev stor, lærte den ogsaa sine smaa Børn at fange Mus.

123

Det var en bestemor, som fortalte denne historie for sine barnebarn.

Der var engang en liten Pus, den var knapt et år gammel; da sa dens mor: „Hør, min lille Pus! nå herefter må du slikke deg selv, ligge alene og selv sørge for din føde.“ — „Ja, Mor,“ sa lille Pus, „slikke meg selv, det kan jeg nok, ligge alene, det kan jeg også; men jeg har ikke lært noe, som jeg kan tjene føden med.“ — „Jo vist har du,“ sa den gamle, „jeg har jo selv lært deg å fange mus.“ — „Ja, det er sandt,“ sa den lille Pus.

Så skulle lille Pus da første gang ut for å prøve sin lykke; det var ut på ettermiddagen, henimot aften. Den var litt beklemt om hjertet, fordi den nå skulle sørge for seg selv. „Hvor skal jeg gå hen?“ spurte den sin mor. — „Ned i gården,“ svarte hun. Lille Pus gjorde nå så og traff Røskatten, der satt på gjerdet og slikket seg om munnen. „God aften, Røskat,“ sa lille Pus. „Takk,“ svarte Røskatten, „hva vil du her?“ — „Jeg vil fange mus,“ sa lille Pus; „jeg skal nå sørge for meg selv, og Moder mener, at jeg nok kan få føden derved.“ — „Det ser galt ut,“ sa Røskatten, „der er altfor 124mange om den bestilling; du gjorde bedre i å velge noe annet; thi der gives kun få mus i verden nuomstunder. Jeg har ikke spist noe den hele dag før enn nå, da jeg fangede en liten mager mus til aftensmat.“

Den lille Pus ble bedrøvet og gikk inn i Laden, hvor den traff uglen, som satt oppe på den øverste Bjelke. „God aften, mitt kjære søskenbarn! Hvorledes går det deg?“ — „Ikke just så særdeles godt,“ svarede lille Pus; „jeg skal fange mus til min føde, og man sier, at der er kun få mus i verden, og mange, som skal leve av dem.“ — „Deri har man rett,“ sa uglen; „jeg har sittet her den hele aften og ikke merket så meget som en Raslen i halmen.“ — Da gikk lille Pus hjem til sin mor og fortalte henne, hvorledes det var gått.

„Du skal dog ikke komme til å gå sulten i seng,“ sa moren, da hun hadde hørt fortellingen; „mens du var borte, fangede jeg en liten mus til deg; for jeg tenkte, at det maaske kunne gå deg således, som det gikk.“ Lille Pus spiste nå musen, og moren vedble: „Du skal ikke være forknytt, min lille Pus; for da jeg skulle begynne, som du nå gjør, da gjorde man også meg angst og bange; men jeg fant dog hver dag så mye føde, som jeg behøvde, og det vil du også finne. Nå kan du bli hos meg litt og så i morgen, før solen står opp, gå ut på marken; der er mange mus og ikke så mange til å fange dem.“ — Lille Pus fant seg nå trøstet og ble hos sin mor.

Ute på marken hang Dugperler på hvert et strå, og lille Pus rystet sine føtter av og til; thi den kunne ikke like det våte. Her traff den på Ræven, som gikk frem og tilbake og knurret og skjendte og la ikke merke til noe, så vred var han. — „Hva er der skjedd, kjære Herr Mikkel, siden du tar sådan på vei?“ spurte lille Pus ganske ydmyk og bange. — „De skjendige kråker, de skjendige kråker!“ ropte Ræven; „for noen dager siden fant jeg et muserede med seks unger i, og da jeg syntes, de var for små, gjemte jeg dem; men nå har kråkene stjålet dem fra meg. Hadde jeg bare tatt dem straks, hadde jeg bare!“

125„Det blir ganske sort for mine øyne,“ sa lille Pus, „hva skal jeg gjøre? Jeg har ikke lært annet enn å fange mus, og der er så mange, som lever av dem, at der blir ingen til meg. Det var da også uheldigt, at min mor ikke lærte meg noe annet; jeg må dø av sult!“ — Men som lille Pus gikk i disse bedrøvelige tanker uten selv å vite hvorhen, kom den i nærheten av et musehull, og en liten mus, som hadde vært ute å slikke Dug, sprang forskrekket henimot hullet. Vips! — og lille Pus hadde den under sin fot. Den ble straks spist, og som nå lille Pus med lettet sinn gikk videre, løp nok en mus forbi. Med et Spring var den tatt og spist, og nå gikk lille Pus glad hjem til sin mor.

Siden gikk lille Pus hver dag på jakt etter mus. Den fant vel ikke alltid like mange, men dog nok til å leve av, så da den ble stor, lærte den også sine små barn å fange mus.